24. april 2009 arkiv

Vil Pirate Bay-sagen gå om?

24. april 2009

Noget tyder på det, når man læser de svenske medier. Efter at det er kommet frem, at dommeren i den internationalt overvågede sag, har været aktivt medlem af tre pro-ophavsrets-foreninger – Svenska föreningen för upphovsrätt (SFU), hvor der også sidder flere medlemmer fra musik- og filmindustrien, Svenska föreningen för industriellt rättsskydd (SFIR) og Stiftelsen .SE, hvor der også sidder mindst en fra musik- og filmindustrien – er der blevet rejst begrundet tvivl om dommer Tomas Norströms habilitet. De dømte og deres forsvarer overvejer allerede, hvordan de skal gribe sagen an med et krav om en ny retssag. Og den tidligere øverste anklager i Malmø, mener, at habilitet-problemet skader svensk retsvæsens anseelse i udlandet – og at det derfor vil være ønskeligt, at man begynder forfra…

Booker T – Potato Hole

24. april 2009


Et nyt album med den legendariske musiker, sangskriver, arrangør og producer Booker T (Jones) må siges at være en begivenhed. Booker T har nemlig ikke været særlig flink til at udsende soloplader.
Han blev international berømt som førende medlem af det instrumentale soulband Booker T and the MG’s, der med udgangspunkt i plademærket Stax var med til at definere den særlige Memphis Soul-genre. Deres største succes var nok den uopslidelige “Green Onion” fra 1962, et nummer, der selv i dag lyser af energi og friskhed. Ellers skabte bandet sig et højtprofileret renommé som backing for mange af tressernes og halvfjerdsernes store kunstnere (fx Otis Redding, Sam & Dave, Albert King, Johnnie Taylor, Eddie Floyd, The Staple Singers, Wilson Pickett og Delaney & Bonnie).
Booker T spiller mange instrumenter, men især hans håndtering af det hæderkronede Hammond B-3-orgel har været med til at fremhæve ham som musiker. På det ny album, der udkommer til april, backes han op af Drive By Truckers, og selveste Neil Young smider sin karakteristiske vilde el-guitar ind på hele ni numre. Du kan høre hele albummet her. Og hvis du spørger mig, så er det stærke sager. Jeg har rekvireret et eksemplar hos pladekøbmanden…