28. april 2009 arkiv

WordPress og malware – mere…

28. april 2009

Som bekendt har bloggen her været genstand for malware-infektion. Og jeg vil gerne dele de erfaringer, jeg har erhvervet mig med disse kineserier. I forbindelse med det seneste angreb, gjorde jeg det, at jeg downloadede hele wordpress-folderen fra serveren til en særlig folder på mit skrivebord. Derefter virusskannede jeg folderen. Det afslørede af malwaren – i form af iframe-html-kode – havde inficeret alle index.php-filer – ikke bare i WordPress, men også i samtlige temaer på serveren. Se nedenstående figur, der viser en oversigt. For at det ikke skulle være løgn, så downloadede jeg alle andre filer fra serveren til en særlig folder og skannede dem også. Man ved jo aldrig… Men jeg fandt ingen infektion uden for WordPress. Problemet kan altså fjernes ved at rense de pågældende filer for infektionen (hvis man ellers kan identificere scriptet..). Det sikreste vil måske være at lave en ren installation af WordPress – og de temaer, man ønsker.
Når man så har renset skidtet, bør man forny alle sine passwords (WP, database osv.), for i følge WordPress.org har kineserne hacket sig ind… Det betyder selvfølgelig også, at det kan ske igen.
Et andet godt råd er, at lave en backup af hele WordPress-folderen og tilhørende filer i roden af biblioteket, så man hurtigt kan overskrive inficerede filer eller hele folderen… Når der er brug for det.

Vi fortsætter kampen og giver selvfølgelig ikke op…
N

Noget om priser på net-musik

28. april 2009

Balladen om Pirate Bay og den ulovlige nedladning af musik og andet skal ikke skygge for den positive udvikling, der omkring legalt køb af digital musik på nettet. I stort set alle lande meldes om stigende legalt køb af digital musik. Personligt tror jeg, at en af barriererne for den legale distribution af musik har været priserne. Musikbranchen har fra starten konservativt prissat musikfiler – mp3-filer – til en pris, der stort set svarer til prisen for en skæring på en cd. Og det hænger ikke sammen med nettets indretning. På internettet har musikkøbmændene i princippet mulighed for at komme ud til alle musikforbrugere på kloden med det samme. Omkostningerne – når først siderne er kommet op at køre – må alt andet lige være  lavere end ved gammeldags distribution som cd. Det burde betyde lavere priser pr. musikfil. Dertil skal lægges, at mp3-filerne ikke har samme kvalitet som lyden på en cd…
Men omstillingen til internetvilkårene sker som bekendt langsomt, og noget tyder på, at også priserne netmusik vil ændre sig markant. De store førende musiksælgere på nettet, ITunes og Amazon, har for nylig ændret prissystem. Det nye system betyder, at nogle sange sælges til en pris og andre til en anden. Typisk vil det være sådan, at hitsange vil være dyrere end andre sange. En hitsang vil fx koste 1.29$ (ca. 7.30 kr.) og en ikke-hitsang 69 cents (ca.3.90 kr.). Foreløbigt er de høje priser forbehold de store musikforretninger.
Det interessante ved den nye prispolitik er, at den skubber til konkurrencen på internetmarkedet. Allerede nu er det sådan, at priserne på nye album i mp3-format kan variere meget, afhængig af hvilken butik, man opsøger. Fx er det nye Depeche Mode-album set med priser fra omkring 10 $ og ned til omkring 4 $. Den differentierede prissætning kan også komme til at betyde, at uafhængige kunstnere vil få et større salg, fordi deres ikke-hitlistemusik vil være billigere at anskaffe
Der kan ikke være tvivl om, at musikken vil blive billigere. Og det vil blive sværere for musikbranchen at sælge nye cd’er for 150 kroner pr. stk.