Hvad man lover, skal man (prøve at) holde. Og jeg lovede at vende tilbage til Grace Slicks selvbiografi, når jeg engang fik læst den til ende. Og det skete i nat. Når det tog så lang tid, var det, fordi jeg læser flere ting på en gang. Men især, fordi de sidste par kapitler var sværere at komme igennem end de første mange af bogens ca. 370 sider. Det skal ikke misforstås derhen, at bogen er dårlig. Men Grace Slicks liv efter Jefferson Airplane og mainstream-opfølger-bandet Jefferson Starship er alt andet lige mere ordinært. Et liv i joggingtøj og engagement i dyrevelfærd o. lign. er vel ikke det, man forbinder med et rock-ikon…
Bogen er skrevet af en ghostwriter, Slicks veninde Andrea Cagan, der også har skrevet lignende bøger om fx Diana Ross. Men konceptet fungerer faktisk ganske godt i Slick-biografien. Medens man læser, kan man nærmest høre, hvordan Grace snakker løst og fast om sit liv. Samtidig er det så vel redigeret, at talestrømmens karakteristiske gentagelser, pauser og løse ender er borte.
Bogen giver en fint billede af en smuk kvinde, der ved tilfældighedernes spil bliver en af forgrundsfigurerne i tressernes progressive musik. Slick understreger selv, at det var en tilfældighed. Hun var på det rette tidspunkt og det rette sted, da Airplane skulle have en sangerinde.
Men hun passede ind som Hans i Grete. Fra barnsben af havde Grace været en frihedssøgende person, der identificerede sig med forældregenerationens mest rebelske kvinder (inden for showbiz) og derfor var prædisponeret for de frihedstanker, der dukkede op i tresserne og halvfjerdserne: politisk, seksuelt osv.
Det, der gør størst indtryk ved fremstillingen, er nok, at Grace forbliver tro mod sig selv og sine idealer – selv om drømmene døde og rocken blev genstand for den rene økonomiske spekulation. Helt frem til halvfemserne, hvor hun fraskriver sig rocken som noget for de unge, og hudløst ærligt beklager kroppens forfald, så forbliver hun den samme rebel, som hun var, da hun var i tyverne.
For musikinteresserede er der mange interessante anekdoter og historier at hente i bogen. Erindringsstumper, der føjer noget til de nærmest mytologiske billeder, man har af rockens historie. Fx Jim Morrisons særegne personlighed. Den første gang, Slick møder ham, sidder han ned på alle fire – kun iført underbukser – og hyler som en hund. Senere går hun i seng med ham og beretter om mandens ekstensive indtag af “sjove stoffer”.
Eller der er historien om det første møde med Mick Jagger, der viser sig at være en af de få i rock-branchen, der har helt styr på økonomien bagved. Fordi han har en handelskolebaggrund.
Eller der er historien om Woodstock-festivalen, hvor man får en klar fornemmelse af, at dens succes – trods fatal mangel på logistic og organisation – skyldes den rene tilfældighed. Et lille mirakel, der blev et symbol. Og – følgelig – at opfølgeren Altamont derfor ikke kunne blive andet end et anti-klimaks…
Bogen er især værd at læse på grund af Slicks friskfyragtige ligefremhed i beretningen og de mange glimt af rockpersoner og historiske øjeblikke. Hvis man regner med at få meget at vide om musikken i Jefferson Airplane eller sangskriveriet, så bliver man bitterlig skuffet. Bortset fra en diskografi bag i bogen får man stort set ikke ret meget at vide. Bogen handler om kvinden Grace Slick, ikke om musikken eller teksterne.
White Rabbit /Somebody to Love
