16. maj 2009 arkiv

Hår og krop – generationsforskelle…

16. maj 2009

I 1980 klippede jeg mit hår kort og sagde dermed farvel til det lange hår der havde fulgt mig – med et par kortere pauser – fra første halvdel af tresserne og frem. Det lange hår havde mistet noget af den betydning, det havde i starten – som symbol på ungdommens oprør og alternative drømme… Det lange hår hos mænd findes stadigvæk, men har ikke den samme betydning længere.
Jeg kom til at tænke på mit eget Beatles-hår, da jeg modtog en email fra mb. I mailen citeres instruktøren Ang Lee, der er Cannes-aktuel med sin fortolkning af Woodstock-festivalen, for følgende:

Det var næsten umuligt at finde unge mennesker i dag med hår på kønsdelene. Vi brugte jo ca. 200 unge mennesker som hovedstatister til at spille datidens hippier under Woodstock Festivalen. De blev undervist i at opføre sig som hippierne for ca. 40 år siden. Og det var altså virkelig svært at finde frem til folk med hår på kønsdelene, fordi især mange kvinder og også nogle mænd jo barberer sig i skridtet idag

Og manusforfatteren Jamens Scamus supplerer med disse ord:

Det var også en stor udfordring at finde statister, som var tynde, og som ikke havde en overdreven muskuløs krop, fordi de hele tiden går i fitnesscenter. Vi skulle jo portrættere en hippiegeneration, der ikke hele tiden gloede på sig selv i spejlet og barberede alt deres kønsbehåring væk. Og netop disse ting viser med stor tydelighed den store forskel mellem hippie-generation for 40 år siden og nutidens ungdom

Begge citater stammer fra dagens udgave af Ekstrabladet.

Der er ikke noget nyt i at se en sammenhæng mellem samfundsudviklingen og vores forhold til kroppen. Jeg vil afholde mig fra det lige her. Men forsøg selv med en udlægning… (Tak til mb for henvisningen)

Jeg klippede næsten mit hår…

Genhør og biblioteksfund: The Doors “Absolutely Live!”

16. maj 2009

Et af weekendens faste ritualer er en tur forbi det lokale bibliotek for at aflevere og hente (især) musik. Og denne lørdag var ingen undtagelse.

Og for at det ikke skal være løgn, så havde biblioteket igen fyldt op i udsalgskassen. Og blandt de plader, jeg ikke kunne lade ligge tilbage, var The Doors live-album “Absolutely Live!” fra 1970.

Pladen blev til på den måde, at produceren Paul Rotchild ud fra en lang række koncertoptagelser fra 1970 – bl.a. en berømmet koncert i Detroit – flikkede en sammenhængende koncert sammen af det bedste materiale. Som jeg tidligere har været inde på, så er mange koncertoptagelser – ikke mindst fra live-albummenes tidlige år – konstruktioner eller fiktioner, fordi de er stærkt redigerede. I nogle tilfælde er der sågar lagt ekstra lydspor på i studiet.

Det gør ikke så meget i mine ører, så længe iscenesættelsen er tro mod musikerne og deres musik. Og det gælder i høj grad “Absolutely Live!”, der er gruppens første og eneste officielle live-album.Jeg havde engang i starten af halvfjerdserne mulighed for at blive den lykkelige ejer af dette dobbelt-live-album med det flotte blå cover (som man af uransagelige årsager har skiftet ud med et grå-brunligt og grimmere på cd-versionen…). Jeg havde fået foræret en plade med The Association af en bekendt Grønlands-farer, men pladen faldt ikke rigtig i min smag dengang og så fik jeg lov til at bytte til en anden og sad så der med henholdsvis “Morrison Hotel” og “Absolutely Live!”. Valget faldt på førstnævnte, hvilket jeg bestemt aldrig har fortrudt. Men det var lidt af et dilemma at sidde i som ung, fattig, musikelskende student…

Nu er pladen så blevet indlemmet i samlingen som cd, og musikken holder 100%. Doors var et fantastisk band med en helt unik sound og karisma. I eftertiden er forsangeren Jim Morrison blevet kanoniseret til en halv-gud – og han har også haft alle de elementer, der skal til for at få mytologisk status: Et godt udseende, en tidlig og lettere mystificeret død, en på samme tid genialsk og gal udstråling, en god portion digterisk talent, en formidabel rockstemme og en narcissistisk scene-optræden, som end ikke Mick Jagger kunne hamle op med…

Men med årene er det blevet tydligere og tydeligere for mig, at Jim kun ville have været en skygge af sig selv uden Densmore, Krieger og Manzarek som eminent sammenspillet, swingende, lydhørt ensemble, der nærmest bar Morrisons præstationer frem. Og netop på live-optagelser som “Absolutely Live!” får man et godt indtryk af, hvor godt dette samspil var. Den indkøbte cd er i øvrigt en 40 års jubilæums-udgave, som Elektra har udgivet sammen med Rhino. Den indeholder i alt 21 numre, hvor en del er outtakes fra den oprindelige udgave. Absolutely Live! indgår også på dobbeltcd’en med titlen The Doors in Concert, hvor albummet er lagt sammen med Alive She Cried!”

Opdateret, juli 2020

 


Doors – Unknown Soldier – Live at the Hollywood Bowl

Pressefotografen Hugh Van Es er død

16. maj 2009

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at pressefotograferne har haft en afgørende betydning for den oplevelse af samtidshistorien, som vi almindelige borgere har fået. Bestemte fotos er mejslet ind i hjernebarken. Den unge napalmbrændende pige på landevejen i Vietnam. Saigon-politi-manden, der for underholdningens skyld skyder en mand gennem hovedet. Soldaterne, der rejser et flad over Iwojima i anden verdenskrigs sidste tid. Eller billederne af flygtende amerikanere på vej op i en helekopter på taget af en bygning i Saigon i de sidste timer af Vietnam-krigen. Sidstnævnte billede af amerikanerne forsmædelige nederlag i Sydøstasien er taget af hollænderen Hugh Van Es, der tog en række næste mytologiske billeder fra den krig. Nu er han død i en alder af 67 år.
Siden Vietnam-krigens dage har pressefotografiet nok mistet noget af sin betydning. Tv-mediets døgnrapportager – kanoniseret af CNNs programvirksomhed – har taget over og spørgsmålet er vel, om kommende generationer vil få det samme ikonisk-mytologiske forhold til historiens gang, som os, der er vokset op med pressefotografiet? Hvilke centrale billeder står tilbage fra Golf-krigen? Krigen i Irak? I min erindring flimrer det …

European Song Contest 2009

16. maj 2009

Jeg kan forstå på Frøkenens og Fruens snak i de andre gemakker, at European Song Contest – på dansk Melodi Grand Prix – er ved at gå ind i sin endelige fase. Selv fik jeg nok, da jeg kom for skade at høre halvdelen af det danske bidrag med Blink eller Brink eller noget. The Guardian anlægger en interessant vinkel på fænomenet og noterer, at hvis de medvirkende lyder bare halvt så underholdende som de ser ud, så… Se selv hvor imponerede nogle af finalisterne ser ud. Det er i øvrigt det tyske bidrag, der pryder dette indlæg.
Engang betød det visuelle ikke helt så meget… Dansevise