Når jeg engang imellem føler trang til at få ørerne tømt for musikalske indtryk, så er der to gode virkemidler. En tur ved Vesterhavet – eller The Blues. I bluesen skrues der ned for udtrykket til det helt basale: et instrument, fx en mundharmonika eller en akustisk guitar, en stemme og en simpel sang. Og jeg vender altid tilbage til Ledbelly, der også var ophavsmand til flere af de sange, vi sang i skolen. Det fandt jeg først ud af langt senere…
Nogen stor stemme havde hun ikke, Nancy Sinatra. Men med et gavmildt udseende, en verdensberømt crooner-far og så de rigtige forbindelser blandt sangskrivere og andre i showbizz blev det alligevel til at sangkarriere med en håndfuld mindeværdige hits. “These Boots Are Made For Walking” med Lee Hazelwood var nok den største, men også den lille charmetrold, “Things”, hvor Nancy nærmest fungerer som kommentator for smør-crooneren Dean Martin, er værd at huske. Jeg havde skubbet den helt om i baghovedet, inden jeg i dag fik lejlighed til at holde den gamle singleplade i hånden…
Jeg har brugt en anseelig mængde tid denne formiddag med henblik på at få besvaret et ganske simpelt spørgsmål i min bank. Det eneste, jeg har opnået indtil nu, er at få lov til at indtaste mit cpr-nummer x-antal gange efterfulgt af en række selvvalgsindtastninger og en række pauser, hvorefter jeg hver gang er endt i ålborg-afdelingen. Selv om jeg ringede til hovedafdelingen og Esbjerg-afdelingen. Jeg er normalt en tålmodig mand, men følelsen af at blive reduceret til en figur i en af Franz Kafkas fortællinger kan godt få adrenalinen til at koge i ens blod. Hvad fanden er det for et samfund, hvor man reducerer menneskelige relationer til automatiseringer og kalder det for service?
Twitter er populær. Så populær, at nogle flytter aktiviteterne fra weblogs til den nye tjeneste. Og det kan man så fundere over. Hvad er tiltrækkende ved en tjeneste, hvor du kun har 140 tegn til din rådighed? Bevares, du kan smide links ind, men alligevel? Og med fx Friendfeed ser det endnu mere magert ud. Er det sms-kulturen, der tager overhånd? Er vi ved at udvikle os til en kultur, der kun kan udtrykke os i small messages? Er det skriftkulturens nye fase? Engang skrev man bøger, nu skriver man en strøm af små noter. De store fortællinger afløst af bittesmå fragmenter i en lind strøm? Tænk sig at være en anakronisme som blogskriver!
Hvorfor ikke starte dagen med noget at tænke over? Jeg faldt på Twitter over et link til Annie Leonards “The Story of Stuff“, en lille meget pædagogisk animationsfilm, der fortæller noget om, hvordan vi producerer de ting, vi konsumerer i vores verden. Den tyve minutter lange film er sponseret af Tiden Foundation & Funders Workgroup for Sustainable Production and Consumption. Se den, inden du går ud og køber ind…
