Jimi Hendrix’ renommé blev skabt længe inden han på sit sidste officielle, posthumt udgivne, album The Cry of Love indspillede Ezy Rider. Måske er The Cry of Love den mest disciplinerede af de plader, der kom fra hans hånd. I hvert fald har jeg altid syntes, at Ezy Rider er et af højdepunkterne i Hendrix’ produktion. Her er vildskaben, kreativiteten koncenteret som dampen i en trykkoger, der blæser en omkuld, når man først letter på låget….
Vi har flere gange omtalt Bob Dylans optræden som radiovært, men har endnu kun haft lejlighed til at høre en masse af de sange, som Dylan spillede i radioen. Men med den special-udgave af Together Through Life-albummet, der er kommet – og kan købes for en ubetydelig merpris af 30 kr – får man en cd med en times radio, hvor Bob causerer over temaet “venner og naboer” og spiller en række gamle sager. Det klæder virkelig his Bobness at være radiovært – og man er ikke i tvivl om, at han har nydt det …
Howdy Neighbor – Porter Wagoner & The Wagonmasters
Don’t Take Everybody To Be Your Friend – Sister Rosetta Tharpe
Diamonds Are A Girl’s Best Friend – T-Bone Burnett
La Valse d’Amitie – Doc Guidry
Make Friends – Moon Mullican
My Next Door Neighbor – Jerry McCain
Let’s Invite Them Over – George Jones & Melba Montgomery
My Friends – Howlin’ Wolf
Last Night – Little Walter
You’ve Got a Friend – Carole King
Bad Neighborhood – Ronnie & The Delinquents
Neighbors – The Rolling Stones
Too Many Parties and Too Many Pals – Hank Williams
Why Can’t We Be Friends? – War
I går aftes så jeg omsider Bruce Willis’ fjerde ombæring som politimanden Mclane, der ordner ærterne for – ja, stort set – hele verden. Jeg har set de foregående tre og har været godt underholdt. Hverken mere eller mindre. Underholdt på den betingelse, at man kan sluge kameler. Og kamelen i denne sammenhæng er den ærkeamerikanske dyrkelse af individualisten – den ensomme ulv, der ikke kan få familielivet til at fungere – der gør det, der er nødvendigt, for at redde verden. En moderne, men allerede lidt bedaget, udgave af halvtredsernes gun-slinger-hævner fra de store western-sagaer.
Hvis man lader de kritiske briller ligge på hylden og accepterer, at hovedpersonen med indlysende selvfølgelighed kan bekæmpe fx en kamphelikopter og et jagerfly, så er man godt underholdt i et par timer af historien om, hvordan øretæver kan ordne et globalt (=amerikansk) it-sammenbrud tilvejebragt af en tidligere offentlig ansat it-ansvarlig.
Den formildende omstændighed ved Die Hard-filmene er Bruce Willis, der selv i de mest alvorlige scener kan trække på smilebåndet og fyre en humoristisk one-liner af.
Sound-tracket er ikke det store, men der er dog en enkelt skæring, der træder frem. I en scene, hvor Mclane skal akklimatisere den unge it-nørd, som både har medansvar for katastrofen og for dens overvindelse, lytter de til Creedence Clearwater Revivals “Fortunate Son” på bilradioen. For Mclane er det klassisk rock, for nørden alt andet end det. Sangen er selvfølgelig ikke tilfældig valgt. Den er som skabt til hovedpersonen John Mclane, der heller ikke er født med en sølvske i munden:
Some folks are born made to wave the flag,
Ooh, theyre red, white and blue.
And when the band plays hail to the chief,
Ooh, they point the cannon at you, lord,
It aint me, it aint me, I aint no senators son, son.
It aint me, it aint me; I aint no fortunate one, no,
Yeah!
Some folks are born silver spoon in hand,
Lord, dont they help themselves, oh.
But when the taxman comes to the door,
Lord, the house looks like a rummage sale, yes,
It aint me, it aint me, I aint no millionaires son, no.
It aint me, it aint me; I aint no fortunate one, no.
Some folks inherit star spangled eyes,
Ooh, they send you down to war, lord,
And when you ask them, how much should we give?
Ooh, they only answer more! more! more! yoh,
It aint me, it aint me, I aint no military son, son.
It aint me, it aint me; I aint no fortunate one, one.
It aint me, it aint me, I aint no fortunate one, no no no,
It aint me, it aint me, I aint no fortunate son, no no no…
I gamle dage, da The Beatles endnu var sammen, gik der på et tidspunkt rygter om, at de fire liverpooldrenge havde indspillet noget sammen med Elvis Presley. I det hele taget var den slags rygter om samarbejde mellem store navne ikke usædvanlig. Jeg kom til at tænke på disse løse rygter, der nok mest var udtryk for publikums og mediernes ønsker om overraskende nyheder end noget som helst andet, da jeg i dag læste, at Bob Dylan synes, det kunne være interessant med et samarbejde med Paul Mccartney. Udtalelsen falder i det seneste nummer af Rolling Stone. Selv om Bob trækker lidt i land ved at tilføje, at deres veje skal krydses for, at det giver mening, så er idéen udkastet – og der skal nok være nogle bagmænd, der kan se økonomiske muligheder i sådan et projekt…
