18. maj 2009 arkiv

Biblioteksfund: John Cale – Five Tracks

18. maj 2009

Den sidste fund i denne omgang var John Cales mini-cd eller EP “Five Tracks”. Medens kompagnonen og rivalen Lou Reed – i mine ører – har tabt lidt kunstnerisk højde på seneste plader (ikke mindst på den litterært pretentiøse Edgar Allen Poe-dobbelt-cd), så går det nærmest den anden vej, op-op, for den walisiske musik-troldmand John Cale. Cale har fra starten været en søgende, udforskende musiker, der som producer for et hav af talentfulde navne og som solokunstner aldrig er gået af vejen for nye musikalske eller teknologiske inspirationskilder. På denne fem-spors-plade har han droppet studiemusikerne til fordel for sine egne instrumentale udfoldelser og en del sampling, og det er, som om det har frisat en masse musikalsk opfindsomhed og melodisk kreativitet. På pladen får han vokal modspil af Eden Cale, og det klæder Cales karakteristiske mørke stemme at få et lyst, feminint supplement.
Pladen kom som en slags forløber for Hobosapiens, men det vil være synd og skam, hvis den står i skyggen af den eller forgængeren. En fin lille sag.


John Cale – Things – HoboSapiens

Musikere opfordrer til illegal download

18. maj 2009

“Dark Night of the Soul” er titlen på det nye album fra foretagendet Danger Mouse (producer) og Sparklehorse (sanger). Imidlertid er musikerne blevet kastet ud i retsstrid med deres pladeselskab EMI. Hvad striden går ud på, er ikke oplyst, men musikerne har reageret ved at udsende den nye plade som en blank, brændbar cd – med det underforståede budskab, at fans kan downloade indholdet fra de netværk, der illegal deler filer! Pladen har været imødeset med spænding af mange musikelskere, fordi en række store navne som Iggy Pop, Suzanne Vega, Flaming Lips, Strokes, Shins og Pixies medvirker. På grund af retsstriden udsender de så den blanke cd sammen med en fotobog af David Lynch for $ 50.

NPR