24. maj 2009 arkiv

Bob Dylan – 68 år

24. maj 2009

Som hhs gør opmærksom på, så fylder hr. Zimmermann i dag 68 år. Og her i huset fejrer jeg dagen med at genhøre mandens allerførste album “Bob Dylan” fra 1962. Bortset fra to sange – Talking New York og Song to Woody – består pladen af andres sange. Jesse Fuller, Curtis Jones, Bukka White, Blind Lemon Jefferson m.fl. Og så er det alligevel en ægte Dylan-plade. Arrangementerne og udførelsen er umiskendeligt Dylan.

Emmanuelle i 3D

24. maj 2009

Det er svært at lave erotiske film. Film, hvor erotikken siver fra lærredet og ned i salen. Jeg snakker selvfølgelig ikke om pornografiske film, selv om pornografiske film vel også kan være erotiske og vice versa. Siden jeg sammen med Niels Jørgen så Shakespeares hemmelige sexliv og Uden en trævl har det stået klart for mig, at der ikke opstår erotisk stemning, bare fordi røven går op og ned, eller fordi man ser en dame som naturen har skabt hende. Antallet af skuffelser – når det gælder film, der er er udskreget som erotiske – er alenlang. En af dem var den franske serie om Emanuelle. Så vidt jeg husker, nåede jeg ikke at se hverken nr. 1 eller 2 fra ende til anden. For at sige det lige ud, så kedede jeg mig gudsjammerligt. Nu kan man så læse, at netop Emmanuelle serien skal genudsende i 3D-versioner. Det er sikker lige så ophidsende som Gøg og Gokke i farver…

Scarlett Johansson – ny duoplade med Pete Yorn

24. maj 2009

Skuespillerinden Scarlett Johansson, der ikke bare ser godt ud, men også synger udmærket, udsendte for et par år siden en – i mine ører lidt skuffende – Tom Waits-cover-plade. Og nu er hun så snart aktuel med en duoplade – The Break Up – sammen med Pete Yorn. Inspirationen skulle efter sigende (NME) komme fra Serge Gainsbourgs gamle indspilninger med Brigitte Bardot. Det lyder slet ikke så tosset – lyt selv til singleudspillet her.

Decemberists – Hazard of Love 2…

24. maj 2009

Selv om Decemberists seneste plade Hazards of Love ikke har mødt samme velvilje hos nogle anmeldere som forgængeren The Crane Wife, så skal det ikke forhindre mig i at slå et slag for den. Det er en fin plade, som man ikke sådan lige bliver færdig med…

Arlo Guthrie og familie – koncert

24. maj 2009

Selv om vi ikke hører så meget til Arlo Guthrie mere, så er han stadigvæk ganske aktiv. På NPR kan man høre Woodys søn, dennes søn (Abe) og datter (Sarah Lee), datterens ægtemand (Johnny Irion) og steel-guitaristen Gordon Legacy give en fin koncert.