30. maj 2009 arkiv

Psykedejligt genhør: The National Gallery fortolker Paul Klee

30. maj 2009

Min gode veninde Gertrud forledte mig i den forgangne uge til at købe en plade fra 1968. Hun havde nemlig fundet samme plade til den formidable pris af 5 – ja, fem – kroner og ville lige høre om navnet sagde mig noget. Titlen på albummet er The National Gallery Performing musical Interpretations of the Paintings of Paul Klee. Og ganske vist ringede der en lille klokke et sted dybt inde i hjernen. Hvor og hvornår jeg er stødt på den husker jeg ikke lige nu, men ved genhøret var jeg klar over, at jeg havde lagt øre til musikken – mere end en gang. Især nummeret “Diana in the Autumn Wind” fjernede enhver tvivl.
The National Gallery, der kun lavede dette ene album, var mere et studioprojekt end en egentlig gruppe. På coveret er de fire vokalister – en ung blond kvinde og tre alvorlige mænd (ses her)- afbildet, men ellers er de anonyme; sikkert studiosangere. Og idémanden og koordinatoren var den kendte jazz-musiker, Chuck Mangione, der sammen med arrangøren og produceren Roger Karschner sørgede for at realisere denne samling “elektroniske malerier”. Det skal også nævnes, at Mangione indspillede noget af musikken – blandt andet Diana-sangen – på sin egen Gap Mangione-LP samme år.
Pladen er, som titlen angiver, noget så usædvanligt som et forsøg på at “oversætte” den kendte maler Paul Klees malerier til tekst og musik.
Teksterne er derefter. En slags beat-poetry tilsat en sjat syre-psykedelisk fantasi. Med den originale LP fulgte et ark med afbildning af de anvendte malerier og med teksterne; dette ark er desværre ikke overført til cd-udgaven. På de få internetsider, hvor pladen omtales (næsten med samme ordvalg…), kan man se, at især teksten til sangen “Boy with Toys” har vakt opmærksomhed med linjer som “Boy with toys, alone in the Attic/ Choking his hobby horse, thinking of his mother”.
Musikken er også særpræget. Det vokale bærer præg af tresserne sanggruppestil, fx The Association og Harper’s Bazar, men er alligevel mere sofistikeret; der er elementer af guitarbaseret, psykedelisk rock, men også af jazz, folk og regulær pop. En hybrid af mange genrer, der smagfuldt og professionelt er føjet sammen et lille audiofonisk kunstværk. På omslaget betegner Roy Karschner, der i øvrigt har skrevet det meste af musikken (sammen med Mangione) musikken som “Rock Art”, rock-kunst. På cd-udgaven er også medtaget to skæringer fra et singlepladeudspil, der udkom før albummet. Singlen indholdt 2 singlepladeudgaver af nummeret Long Hair Soulful, B-siden er instrumental.
Pladen er en af de mange album fra den psykedeliske periode, der udkom uden den store kommercielle succes og derfor gled i baggrunden, indtil ihærdige samlere genopdagede den – og dens oplagte kvaliteter. Pladen kan købes for en mindre formue på udenlandske auktioner og grammofon-plade-shops. Ikke alle er så heldige som Gertrud var…

Skrevet i Musik Tagged , | 3 kommentarer »

Beatlesmuseum på Reeperbahn

30. maj 2009

Det manglede bare. Et museum for the Beatles i Hamborg, på Reeperbahn. Dér hvor det hele startede for alvor for liverpooldrengene, da de i årene 1960-62 havde engagement på de lokale klubber. Tanken om et museum går mere end tyve år tilbage, hvor en Beatles-kender, Ulf Krüger fremlagde den for offentligheden, men der skete ikke noget. Først for nylig er planerne blevet til noget takket være Folker Kopmanns, der er en af Tysklands kendteste koncertarrangører. Han puttede penge i ideen. Så nu ligger museet i et lille femværelses hus i samme kvarter, som de klubber, hvor drengene spillede. Det manglede da bare…

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Hvor er Rosa Luxemburg?

30. maj 2009

Den polskfødte, jødiske, socialistiske filosof Rosa Luxemburg grundlagde i 1914 det revolutionære Spartakusbund, der siden – i 1919 – blev til Kommunistpartiet i Tyskland. I forbindelse med Spartakisk-opstanden i 1919 – en bevæbnet generalstrejke, som Luxemburg i øvrigt mente var en fejlagtig handling – blev hun og Karl Liebknecht fanget, mishandlet og dræbt. Man ved, at Rosa blev brutalt slået ned og derefter skudt gennem hovedet.

Så meget til forhistorien. Men hvad skete der derefter? Officielt blev hun obduceret og begravet. Men det passer bare ikke. På Berlins retsmedicinske institut ligger et gammelt lig uden hoved, fødder og hænder. Og lederen af instituttet, patologen Michael Tskokos, mener, at liget, der har ligget på instituttet i henved 90 år, meget vel kan være den rigtige Luxemburg. I hvert fald har patologens forskning udelukket, at den, der blev begravet som Rosa, faktisk var Rosa. Vedkommende anonyme person blev ikke genkendt ved ligsynet dengang – og der var heller ikke spor af skudsår i hovedet. Et andet interessant forhold er, at det gamle, mumificerede lig har haft ben af forskellig længde. Det passer sammen med den kendsgerning, at Rosa Luxemburg havde en medfødt hofteskævhed, der gjorde det ene ben længere end det andet. I øvrigt stod der heller ikke noget i obduktionsrapporten om dette forhold. Isotop-undersøgelser af det gamle lig viser også, at det stammer fra Rosa Luxemburgs tid.

Imidlertid vil patologen ikke drage den konklusion, at der vitterligt er tale om Rosa Luxemburgs lig. Der mangler en brik. En DNA-test. Og den er svær at gennemføre, fordi der ikke findes DNA-prøver, som kan sammenlignes med ligets. Noget andet er, at der blev smidt mange kvindelig i vandet dengang i årene omkring 1919. Til spørgsmålet om, hvorfor man begravede en anden som Luxemburg, svarer Tskokos, at det daværende militærregime formodentlig var interesseret i at skaffe hende af vejen hurtigst muligt. Og da det rigtige lig siden dukkede op af vandet, har man så bare henlagt det på det patologiske institut uden obduktion.

Det er også en kendt sag, at Rosa Luxemburgs døde krop blev viklet ind i ståltråd – om hoved, hænder og fødder – inden den blev smidt i vandet. Og det kan forklare, at legemsdelene mangler på det gamle lig. (Oplysningerne stammer fra die Zeit – og foto fra flickr)

 

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »