december 2013 arkiv
Klø mig på ryggen og jeg skal klø dig på ryggen
31. december 2013
Internettet overstrømmes for tiden af lister over de bedste albums, bedste film, bøger osv. fra de udrindende år 2013. Sådanne lister kan jeg slet ikke lave. Dels får jeg slet ikke lyttet til alt, set alt osv. Og dels har jeg det svært med den slags lister og deres indbyggede begrænsninger. Det kan da godt være at Nick Cave har lavet årets bedste album, men jeg kan sagtens finde albums fra andre år, der overgår hans seneste. Såmæn også fra hans eget bagkatalog. Og dels har mit blik nok også været mere tilbageskuende i 2013 (også). Det afslører mine private pladeindkøb også. Der har været flere gamle sager end nye.
En anden mand, der også har kigget tilbage, er Peter Gabriel. Først lavede han i 2010 coveralbummet Scratch my back, hvor han fortolkede gode sange af Lou Reed, Randy Newman m.fl. Og et par dage ind i det nye år kommer And I’ll scratch yours, hvor andre kunstnere fortolker Peter Gabriels sange. Et fornemt projekt, synes jeg, hvor gode og måske lidt glemte sange får en chance for at blive pudset op og skinne igen.
Musikken kan du høre lige nu – lige her.
Nytårssangen – Just gimme some truth
31. december 2013
Og 2013 var også året, hvor vi for alvor blev stopfodret med politiske løgne. Ikke kun af de borgerlige oppositionspolitikere, som altid har været gode til at optræde som ‘pig-headed politicians’, men også og især dem, der burde repræsentere almindelige danske lønmodtagere og folk på overførselsindkomst. Men sådan er det ikke gået. Tværtimod er vi nu i en situation, hvor det er mere end svært at se forskel på højre og venstre, blå og rød. Løgnene har vundet og vi stopfodres med dem fra morgen til aften. Derfor skal min nytårssang hentes hos John Lennon på hans 1971-album Imagine. Giv mig noget sandhed. Og der skal skrues op for lyden…
I’m sick and tired of hearing things
From uptight, short-sighted, narrow-minded hypocrites
All I want is the truth
Just gimme some truth
I’ve had enough of reading things
By neurotic, psychotic, pig-headed politicians
All I want is the truth
Just gimme some truth
No short-haired, yellow-bellied, son of Tricky Dicky
Is gonna mother hubbard soft soap me
With just a pocketful of hope
Money for dope
Money for rope
Woho!
No short-haired, yellow-bellied, son of Tricky Dicky
Is gonna mother hubbard soft soap me
With just a pocketful of hope
Money for dope
Money for rope
I’m sick to death of seeing things
From tight-lipped, condescending, mama’s little chauvinists
All I want is the truth
Just gimme some truth now
I’ve had enough of watching scenes
Of schizophrenic, ego-centric, paranoiac, prima-donnas
All I want is the truth now
Just gimme some truth
No short-haired, yellow-bellied, son of Tricky Dicky
Is gonna mother hubbard soft soap me
With just a pocketful of hope
It’s money for dope
Money for rope I’m sick and tired of hearing things
From uptight, short-sighted, narrow-minded hypocrites
All I want is the truth
Just gimme some truth
I’ve had enough of reading things
By neurotic, psychotic, pig-headed politicians
All I want is the truth
Just gimme some truth
No short-haired, yellow-bellied, son of Tricky Dicky
Is gonna mother hubbard soft soap me
With just a pocketful of hope
Money for dope
Money for rope
Woho!
No short-haired, yellow-bellied, son of Tricky Dicky
Is gonna mother hubbard soft soap me
With just a pocketful of hope
Money for dope
Money for rope
I’m sick to death of seeing things
From tight-lipped, condescending, mama’s little chauvinists
All I want is the truth
Just gimme some truth now
I’ve had enough of watching scenes
Of schizophrenic, ego-centric, paranoiac, prima-donnas
All I want is the truth now
Just gimme some truth
No short-haired, yellow-bellied, son of Tricky Dicky
Is gonna mother hubbard soft soap me
With just a pocketful of hope
It’s money for dope
Money for rope
Ah, I’m sick to death of hearing things
from uptight, short-sighted, narrow-minded hypocrites
All I want is the truth now
Just gimme some truth now
I’ve had enough of reading things
by neurotic, psychotic, pig-headed politicians
All I want is the truth now
Just gimme some truth now
All I want is the truth now
Just gimme some truth now
All I want is the truth
Just gimme some truth
All I want is the truth
Just gimme some truth
Ah, I’m sick to death of hearing things
from uptight, short-sighted, narrow-minded hypocrites
All I want is the truth now
Just gimme some truth now
I’ve had enough of reading things
by neurotic, psychotic, pig-headed politicians
All I want is the truth now
Just gimme some truth now
All I want is the truth now
Just gimme some truth now
All I want is the truth
Just gimme some truth
All I want is the truth
Just gimme some truth
Â
Godt nytår til alle bloggens besøgende og læsere!
31. december 2013
Forleden aften havde DR2 temaaften om ABBA. Og blandt højdepunkterne var de indslag, hvor ABBAs studiemusikere fortalte om indspilningen af sangene, herunder om popsangenes kompositoriske og arrangementmæssige kompleksitet. Jeg har fx aldrig tænkt over, at ABBA var dybt inspireret af fx soul- og discomusikken. Men sådan er det. Og de forskellige indblik højnede blot min respekt for den svenske popkvartet. Alene sammenligningen af de vokale samarbejde mellem Agneta og Anni-Frid med en syntheziser var tankevækkende.
Og derfor er det nærliggende at lade ABBA endnu engang ønske os et godt nytår med deres alt andet end entydigt lykkelige sang Happy New Year. Selv om vi slår os på verden nu og da, så er der ingen grund til ikke at ønske hinanden et godt nytår. Det være hermed gjort. Godt og lykkebringende nytår til jer alle.
No more champagne
And the fireworks are through
Here we are, me and you
Feeling lost and feeling blue
It’s the end of the party
And the morning seems so grey
So unlike yesterday
Now’s the time for us to say…
Happy new year
Happy new year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbour is a friend
Happy new year
Happy new year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and i
Sometimes I see
How the brave new world arrives
And I see how it thrives
In the ashes of our lives
Oh yes, man is a fool
And he thinks he’ll be okay
Dragging on, feet of clay
Never knowing he’s astray
Keeps on going anyway…
Happy new year
Happy new year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbour is a friend
Happy new year
Happy new year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and i
Seems to me now
That the dreams we had before
Are all dead, nothing more
Than confetti on the floor
It’s the end of a decade
In another ten years time
Who can say what we’ll find
What lies waiting down the line
In the end of eighty-nine…
Happy new year
Happy new year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbour is a friend
Happy new year
Happy new year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and i
I Beatles’ fodspor – Nick Lowe om gamle dage
30. december 2013
You play from 8 in the evening until 2 or 3 in the morning, and on the weekends you’d play from lunchtime until 2 or 3 in the morning — but we were 18. There were girls and it was brilliant. I was straight out of boarding school; I thought I’d gone to heaven.
Nick Lowe til Salon.com
Marianne Faithfull – 67
29. december 2013
I dag fylder den unge dame på motorcyklen ovenfor – Marianne Faithfull – 67 år. Hendes karriere startede som folkesangerinde i 1964 og varer stadigvæk ved. Efter sigende arbejder hun på et ny album, hendes 19. af slagsen.
Mere country: Kacey Lee Musgraves
29. december 2013
Kvinderne har for alvor vundet indpas i mændenes gamle musikbastion countrymusikken. Den ene talentspire efter den anden dukker op og tilfører contrymusikken ikke alene et feminint element, men ofte også lidt nytænkning og udvikling. Et godt eksemple er den 25-årige Kacey Lee Musgraves fra Texas. Med sit seneste album Same Trailer Different Park – hendes første plade på et stort plademærke – besynger Kacey Musgraves den hverdag, der altid har været countrymusikkens udspring, men hun lovpriser den ikke, sådan som traditionen foreskriver. Tværtimod fokuserer hun på de kampe og nederlag, almindelige amerikanerne gennemlever, og har – som i sangen “Merry Go ‘Round” et godt blik for bornetheden i livet i de amerikanske provinshuller. Hun gør med andre ord op med den selvtilfredshed, der i mange år har været et varemærke og et brændemærke i countrymusikken. Og måske har Musgraves ramt noget rigtigt. Måske tidsånden i en krisedtid. I hvert fald har pladen solgt ganske godt og gjort sig på countryhitlisten.
Â
Dixies Chicks – 1: Court Yard Hounds
28. december 2013
Vi skal helt tilbage til 2006 for at finde de rebelske countrypiger Dixie Chicks seneste studioalbum, Taking the long way. Siden er det kun blevet til et par opsamlingsalbum. Men pausen har også resulteret i et sideprojekt, idet søstrene Martie Maguire og Emily Robison i 2009 dannede duoen Court Yard Hounds i frustration over det kreative dødvande i Chicks. Det nye projekt er indtil videre resulteret i to album. I 2010 kom det eponyme debutalbum og det filk følgeskab i år af albummet Amelita.
Court Yard Hounds spiller moderne country, der læner sig smukt op ad countrymusikkens tradition for melodiøse, personlige sange og med et tradtionelt arrangement.
Talking Heads – instrumentalt
28. december 2013Kommentar på Youtube: Recorded live at CBGB’s in New York City on July 30, 1976. Talking Heads (still a trio at that time) and Television both played two sets that night – this recording is from the second Talking Heads set. This track was never released in any form.
Juletvkiggeri: Spioner
28. december 2013
Medens andre fortabte sig i julerier i dagene efter d. 24., fik jeg set lidt tv. Som bekendt bliver det ikke til så meget i hverdagen. Og meget passende havde DR2 sat sig for at vise den lille amerikanske serie “Spioner”. Den danske titel er om ikke direkte misvisende, så dog en betydningsfattig erstatning for den originale “The Company”. Hvorfor dog ikke kalde serien “Firmaet” eller lignende, for det er i allerhøjeste grad The Company – kælenavn for den amr. efterretningstjeneste CIA – historien fortæller om.
I serien følger man kampen mellem CIA og dennes sovjettiske modpol KGB gennem den såkaldt “kolde krig”, men synsvinklen er umiskendeligt den amerikanske. Hovedpersonen er den idealistiske agent Jack McAuliffe (spillet af Chris O’Donnell), som man følger gennem fire årtier. Og plottet er – meget forenklet fremstillet: CIA oplever en række mislykkede missioner med invasionen i Svinebugten på Cuba som et katastrofalt højdepunkt. Og de smertelige nederlag fremmaner den lige så smertelige tanḱe, at en “muldvarp” havde været på spil i hjertet af CIA. Derefter følger man minutiøst amerikanernes bestræbelser på at afsløre “muldvarpen”. Og lad mig bare afsløre, at det lykkes til allersidst.
Det interessante er imidlertid ikke – for mig at se – denne kriminalistiske dimension af who-dunne-it-afdækningen, men derimod beskrivelsen af den forgiftede, paranoide atmosfære, der skabes i den amr. efterretningstjeneste. Især omkring den centrale chef for kontraspionagen James Angleton (Michael Keaton), der til sidst bliver offer for sine egne konspirationsteorier og må trække sig som chef (selv om det viser sig, at hans paranoide forestillinger faktisk holder vand…). Beskrivelsen af den forgiftede atmosfære af mistænksomhed, hvor ingen i princippet kan vide sig sikker med hensyn til mistanke, er efter min mening seriens fornemmeste præstation. Man får et meget ubehageligt billede af en efterretningsvirksomhed, der – i den gode sags tjeneste: bekæmpelsen af kommunismen – er til fare for sig selv og den verden, den er sat til at tjene.
Og serien kaster et meget ubehageligt perspektiv på hele sagen om Edward Snowdens afsløringer af amerikanernes massive overvågning af befolkningerne i den vestlige verden. Serien mere end antyder, at den amerikanske efterretningsvirksomhed ikke går af vejen for at mistænkeliggøre den amr. centraladministrations såkaldte allierede (fx nævnes flere historiske ledere, bl.a. Harold Wilson og Olof Palme som værende KGB-muldvarpe…), for at bryde gældende love, for at slå uskyldige mennesker ihjel osv. I det hele taget får man et billede af en labilt paranoid tjeneste, der lever sit eget liv og har sin egen dagsorden ved siden af civilsamfundet.
Når en Thorning Schmidt herhjemme afviser, at Danmark skulle være genstand for NSA-styret overvågning, så illustrerer serien her – i fiktionsform – at det er himmelråbende naivt at sætte sin lid til amerikanernes officielle udmeldinger på området. Hvis serien har blot et gran af sandhed i sig, så må man som menig borger i den vestlige verden forstå, at ingen kan vide sig sikre, når det gælder efterretningsvirksomheden fra US.
Men underholdende er serien, der også er udgivet på dvd/blue-ray. PS. Serien bygger på forfatteren Robert Littells bog The Company fra 2002.
David Bowie laver en Elvis-parodi
27. december 2013I forbindelse med et længere show på BBC Radio 6 om The Clash – This is Radio Clash – dukkede selveste David Bowie op med et 41 sekunder lang julehilsen, hvor han lyder som The King.
Morrisseys selvbiografi dissekeret
27. december 2013
En af dette års mest omtalte musikerselvbiografier har uden tvivl været den stærkt selvoptagne ex-Smiths-forgrundsfigur Morrisseys, der udkom på selveste Penguin. The Guardian har taget Morrisseys bog under kærlig behandling. Det er der kommet en underholdende podcast ud af, som man kan lytte til / hente ned fra bladet – lige her.Â
Nick Lowe på caféen
27. december 2013
Det er efterhånden længe siden Nick Lowe legede Jesus of Cool og spillede new wave-rock. I dag er han en mere tilbagelænet singer-songwriter, der skriver den ene mere vedkommende sang efter den anden. Senest har han været aktuel med julepladen Quality Street: A Seasonal Selection for All the Family. Og i forbindelse med udsendelsen af den har han besøgt NPRs World Cafe for at snakke lidt om julen og spille nogle numre. Det kan du høre lige her.
Spark-røv-rock-and-roll: Ezra Furman
26. december 2013
Savages, Jake Bugg, Drenge… Der er flere eksempler fra det forgangne år på, at der dukker unge, friske skud op på rockens træstamme. Unge musikere, der gladeligt griber tilbage til punk, garagerock osv. Og til den ende føjer sig også Ezra Furman, der var forgrundsfigur i Ezra Furman and the Harpoons (2006-), der indspillede i hvert fald tre album, inden Ezra gik solo. Den unge Ezra har så lavet to soloplader. Først kom Year of no returning og i år Day of the dog. Det er ikke musik, der ændrer noget ved det musikalske landskab, men musik, der bekræfter vitaliteten i den rock’n roll, der er blevet spillet for fulde gardiner siden engang lige efter Anden Verdenskrig.
Og vi sagde farvel til Lou Reed, Ray Manzarek og…
26. december 2013Den amr. public service-radio NPR har lavet en lille kavalkade over de musikmennesker, vi måtte tage afsked med i 2013. Trist, men mindes skal de jo.
