Vi skal helt tilbage til august 1958 for at finde dagens b-side med Cliff Richard. Den gemmer sig på bagsiden af Richards første hitplade “Move it”. “Schoolboy Crush” viser den unge Richard som en ferm elev af såvel Elvis som Buddy Holly og engelske Tommy Steele.
I går var vi vidne til en større krise i det regeringsbærende parti Socialistisk Folkeparti. Og medierne brugte dagen til at analyse partiets krise – og regeringens. Den udløsende årsag til, at SF gik ud af regeringen og til at formanden Annette Wilhelmsen gik af som formand var den famøse sag om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. Nok så interessant som de udvendige begivenheder og den tilhørende mediale dramtik var den kendsgerning, at aktstykket om salget – trods al balladen og trods massiv modstand i store dele af befolkningen – blev underskrevet. Også af SF.
Måske fortæller mediedramaet – der nogle steder er blevet omtalt som en ‘soap opera’ – os noget om den traditionelle politiks implosion. Medens vi og ikke mindst medier fokuserer på hændelserne og personerne på den politiske offentligheds scene gennemføres de reelle politiske og økonomiske beslutninger uden for offentlighedens søgelys. For – forløbet af sagen taget i betragtning, må man kunne spørge sig selv: Hvordan har det været muligt for et skandaleombrust foretagende som Goldman Sachs, der blev idømt en større bod for deres rolle i udløsningen af finanskrisen, at få købsaftalen igennem hos den danske regering? Og hvorfor har det mon været umuligt at fortøve salget og afprøve andre salgsmuligheder, fx de meget omtalte danske pensionskasser?
Forløbet af sagen fortæller os noget om, hvilken ikke blot økonomisk, men også politisk magt den globale finansielle sektor har. Selv om vi slet ikke har indblik i alle detaljerne omkring de finansielle aktørers adfærd, så er der forhold, der indikerer, at disse aktører spiller en alarmerende rolle i den verdenspolitiske udvikling. Det antydes fx af en artikel af Robin Engelhardt i tidsskriftet Ingeniøren, hvor Engelbrecht omtaler en ny netværksanalyse, der afslører, at verdensøkonomien i realiteten kontrolleres af 147 multinationale banker og virksomheder, bl.a. Goldman Sachs. Artiklen antyder, at dette nye oligarki opererer i verdensøkonomien for at konsolidere den magt, det allerede har, og ikke fx for at løse krisen i fx Grækenlan, Italien eller på den ibiriske halvø. Taberne i denne proces er befolkningerne, der lider under de økonomiske dispositioner, som oligarkiet indirekte bestemmer.
Vi har længe vidst, at det var finanserne, der var bestemmende for den førte politik, men hvor stor en rolle de finansielle, globale oligarker spiller for denne finanspolitik er først for alvor ved at blive afdækket. Det groteske er, at noget tyder på, at den globale udviklng styres af en finansiel sektor, der ikke i sig selv er produktiv, men alene fungerer for at holde sig selv kørende, øge indtjeningen og styrke sin magt. Som en kæmpestor gøgeunge, der snylter på verdens samfund, og i den forbindelse ser stort på, hvilke omkostninger, det har for befolkningerne – økonomisk, demokratisk og på anden vis. Vi lever i en fase af kapitalismen, hvor den økonomiske magt for alvor griber ind i det politiske på ens skræmmende måde.
Billedet ovenfor er lånt fra omtalte artikel.
Â
Mark Twain, Bob Dylan, Dylan Thomas, Charles Bukowski, Janis Joplin, Leonard Cohen, Patti Smith, Robert Mapplethorpe, Allen Ginsberg, Henri Cartier-Bresson, Iggy Pop, Gaby Hoffman, Sid Vicious og Arthur Miller. Fælles for alle de nævnte er, at de har opholdt sig på det legendariske Chelsea Hotel. Op gennem tresserne blev det gamle hotel besøgt af de moderne kulturs ikoner og fik en nærmest mytologisk status. I 1981 besøgte BBC stedet og lavede en grundig dokumentarfilm og hotellet og de mennesker, der var tilknyttet stedet. Jeg har fundet dokumentaren på nettet, så her har du en chance for at se den, inden det er for sent.
Medens vi er ved damerne, så er her den meget hypede Lorde med en livecoverversion af Replacements “Swingin Party”
Â
Den australske sanglærke Kylie Minoque har før vist, at hun har et veludviklet popøre og smag for forførende grooves. Efter en turbulent tid med sygdom og meget andet er hun nu tilbage med albummet “Kiss me once” og med denne – indrømmet – letbenede, kalorielette, men også let forførende og charmerende popsag, “Into the blue”.
Den sidste offentlige optræden af The Beatles sammen med tangentspilleren Billy Preston. Og koncerten, der blev afbrudt af politiet, var også startskuddet til den endelig opløsning af det berømte band.
I forbindelse med sin omtale af Johannes Andersens debutalbum med Dylan-fortolkninger Natten er nær – Bob Dylan på dansk
efterlyste Torben Bille “et ‘rigtigt’ Johannes Andersen-album”, fordi Andersen kunne den svære kunst at forvandle det private til noget personligt på en hudløs måde.
Nu er tiden så kommet, hvor Andersens album nr. 2 udgives med titlen MELLEM SKYERNES SKYGGER. Jeg håber at kunne vende udførligt tilbage til pladen inden længe. Men her er en appetitvækkende smagsprøve i form af videoen til sangen “Døde grise på min vej”:
De utrolige, talentfulde Coen-brødre har begået en film om en folkemusiker på tressernes New York-folkscene Inside Llewyn Davis. Filmen er baseret på Dave Van Ronks selvbiografi The Mayour of MacDougal Street, og at dømme efter omtalerne, der løber i forvejen for den danske premiere i marts, så er det en film, der stilistisk minder om brødrenes Barton Fink og har musikken som noget af det væsentligste. Man kan høre lidt af soundtracket i denne trailer – og man kommer hurtigt til at tænke på tresserne og en vis ung hr. Zimmerman…
PS. Bob Dylan er også med på soundtracket med “Farewell”, der stammer fra optagelserne af The Times They Are A-Changin.
Som læserne sikkert har bemærket, så går den antionale “Danmarksindsamling” i gang den 1. februar på landsdækkende tv. Under mottoet: Når mor mangler. Formålet er at indsamle penge til de ca. 151 millioner børn, der har mistet en af sine forældre eller dem begge. Sådan formuleres formålet omtrent på Danmarksindsamlingens hjemmeside. Og man kan så undre sig en lille smule over, at indsamlingen fokuserer på mor?! Hvorfor ikke både mor og far?! Noget af forklaringen er, som det også fremgår af omtalte hjemmeside, at det kan have alvorlige konsekvenser for et spædbarn, når moderen ikke er der til at sørge for den livsbevarende omsorg, når barnet er helt spæd. Men måske er fokus også udtryk for den nedgradering af faderrollen, som vi har været vidne til gennem mange årtier i vores del af verdenen?
Jeg kom til at tænke den tanke, da jeg i Kristeligt Dagblad læste om danske mænds kamp mod og med den danske børnelov. Om mænd, der i juridisk forstand bliver fædre (med de økonomisk forpligtelser, der følger med), selv om de biologisk set ikke er det. Om mænd, der biologisk set er fædre, men ikke får lov til at være det i social og familiær forstand. Den danske lovgivning og ikke mindst dens praksis på området understreger den gamle sandhed om, at man med sikkerhed kan udpege moderen til et barn, men ikke faderen. Den danske børnelov halter uhjælpeligt bagefter den moderne medicinske teknologis muligheder for at DNA-bestemme børns ophav – og det bør man gøre noget ved.
Og vi lader en gammel Giro 413-kending ledsage ovenstående udladning
Dagen på bloggen starter med den kedelige nyhed om, at sangeren, folkemusikeren, folkesangssamleren og politisk aktivist Pete Seeger er død i en alder af 94 år – af naturlige årsager. Han sov ind mandag på et hospital i hjembyen Beacon, New York.
Jeg mødte Pete Seegers musik tidligt i folkeskolen, længe inden jeg vidste noget som helst om manden og hans betydning for den folkelige musik i USA. I engelsktimerne sang vi sange af ham og sange, han havde fortolket (fx “Goodnigth Irene” og “Where have all the flowers gone”).
Seeger har været med til at præge den folkelige musik i det århundrede, vi har forladt. Og med sin varme tenor og sine strengeinstrumenter forstod han fra starten af at forbinde sin kunst med samfundet i ordets grundlæggende betydning: fællesskabet med andre mennesker. I 40’erne og 50’erne stillede han sine sange i arbejderbevægelsens tjeneste, senere forsvarede han bogerrettighedsbevægelsen, protesterne mod Vietnamkrigen, miljøbevægelse osv. Og denne politiske aktivisme gjorde han også ugleset i dele af the establishment. Således blev han dømt for foragt for Kongressen, da han i halvtredserne kritiserede kommunistjægerne i kommitteen for uamerikansk virksomhed. Seeger var i en periode medlem af det amr. kommunistparti.
Som musiker blev han et vigtigt bindeled mellem traditionen (fx blues og Guthrie) og Bob Dylans generation, der i tresserne tilførte folkemusikken ny saft og kraft. Kendetegnende for Seeger var også, at han på intet tidspunkt solgte ud til den kommercielle industri, der omgiver og opsluger den folkelige musik. Han forstod altid at bevare jordforbindelsen og kontakten med den befolkning, han så sig selv som en del af.
Seeger blev mest kendt som solist, men spillede under 2. Verdenskrig med i Almanac Singers, der havde et stort publikum med fædrelandskærlige og antifacistiske sange, men faldt i unåde, da FBI gjorde en sag ud af, at gruppen havde sunget mange anti-krigssange. Senere – efter krigen – var Seeger med i de succesfulde The Weawers, der kom på hitlisten med flere sange. Og det var som medlem af Weawers Seeger blev anklaget for uamerikansk virksomhed og anklagerne, der også ramte andre medlemmer i gruppen, var med til at undergrave gruppens succes og eksistens. Seeger blev idømt et års fængsel for sin foragt fo r Kongressen, men senere blev dommen annulleret ved en appeldomstol som værende falsk. The Weawers blev genforenet periodisk senere i halvtredserne.
Med til billedet af Pete Seeger hører også historien om, at han var en af dem fra den ældre generation, der ikke forstod Bob Dylan, da han satte strøm til folkemusikken på New Port Folk Festivalen i 1965. Der gik sågar rygter om, at Seeger ville afbryde strømmen til Dylans anlæg, men det var en skrøne. Episoden fortæller noget om, hvilke forestillinger om folkelighed, Seeger var vokset op med – og det omfattede tydeligvis ikke rock’n roll.
De senere år brugte Seeger især sine kræfter på miljøbevægelsen, men fortsatte med at optræde, selv om stemmen efterhånden svigtede. Han optrådte således ved præsident Obamas indsættelse. Større anerkendelse kan man vist ikke opnå derovre, når man gennem mange år har været en torn i øjet på det bestående samfunds magthavere.
“In 1966 the Beatles stopped playing live. The decision was one that allowed them to make music that wouldn’t have to be replicated at a concert. This would open up all kinds of opportunities for them to try different recording techniques and experiment in the studio in ways no one making popular music had ever really done. They pioneered things like guitar distortion, overdubbing vocals, multitrack recording, tape loops, and countless other recording techniques that are now standards today … even sampling. All of these things had influenced much of the music I’d loved growing up, and now it was making me really look at creating music as an art form.
In a five-year span the Beatles released Rubber Soul, Revolver, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, Magical Mystery Tour, The Beatles (the White Album), Abbey Road, and Let It Be — arguably the greatest span of consecutive albums put together by anyone to date. They tried to push boundaries musically and challenge what’s accepted of people in their popular position. Here was a band who had achieved the ultimate fame and fortune and instead of basking in more adoration, they veered away from millions of screaming girls to do something more challenging and meaningful to them. Of course, they didn’t really lose much of the fame and fortune after all, but that’s not the point. The point was that sometimes it’s not what you have, but what you choose to do with what you have that can change the world, and inspire other people to do the same.”
Danger Mouses anerkendende ord om The Beatles ved årets Grammy-uddeling.
Pixies har udsendt en ny video til deres seneste EP2. En støjende og søvndrukken video…
