26. januar 2014 arkiv

Croz – nyt album fra David Crosby

26. januar 2014

David Crosby er efterhånden blevet 72 år, men årene tynger åbenbart ikke det gamle Crosby, Stills, Nash & Young-medlem mere end at han har kunnet indspille et nyt album – det første soloalbum i mere end tyve år. Croz hedder det og det kan man lytte til in extenso på Rolling Stone-magasinet – lige her. Og selv om Crosby forsøger at lægge lidt afstand ti Crosby, Stills & Nash, som han stadigvæk arbejder med – så er der en umiskendelig air af netop denne trios vokalharmonier og særlige sound over den nye plade.

Capac anbefaler: North Fall – Outside it’s growing light

26. januar 2014

Dagning er et godt dansk ord for det tidspunkt i døgnet, hvor nat bliver til dag. Og North Falls lille album (8 numre) Outside it’s growing light kredser tematisk omkring dette overgangstidspunkt, hvor lyset – som titlen angiver – så småt er ved at bryde frem, men natten endnu ikke helt har sluppet taget.

Bag North Fall gemmer sig først og fremmest den unge sangskriver og musiker Anders Belling. Sammen med en lille håndfuld musikalske venner – Mikkel Moseholm på trommer, David Nedergaard på bas, Kevin Hansen og Simon Kjær på guitarer har Belling indspillet or produceret musikken, der oprindeligt er blevet til i en etværelses lejlighed på Nørrebro i København.

Omstændigheder omkring musikkens tilblivelse forklarer muligvis, hvorfor resultatet fremstår som rå, upolerede lo-fi indiemusikstykker. Produktionen ligger milevidt fra tidens blankt skinnede, strømlinede og kønsløse måde at producere musik på og sender tankerne hen på den æstetik, der blev dyrket i punken og – ikke mindst – postpunken. Det er ikke musik, der søger X-Facot-segmentets gunst, men musik, der lever og ånder for de stemninger, der opstår, når skrøbeligt melodiøse og lidt mistrøstige sange omgærdes af frenetiske guitarer, der svæver over en dansende bund af trommer og bas. Det er ikke popmusik for dem, der vil smigres og stryges med håret af mainstreampoppens indladenhed, men musik, der givetvis vil finde sit publikum hos indiepublikummet og hos dem, der sætter pris på musik, der vil mere end bare behage. Hermed anbefalet.

North Fall. Outside it’s growing light. Soholme Records. Udkommer i morgen mandag den 27. januar. 

Capac anbefaler: Jens Lysdal – Easy Heart

26. januar 2014

Det er næsten to år siden, jeg sidst havde fornøjelsen af at omtale den danske singer-songwriter Jens Lysdal. Det var hans fremragende album A Matter of Time. Og nu er Lysdal så aktuel igen med albummet Easy Heart.

Easy Heart er den helt rigtige titel til et album, der uden at fornægte den omsiggribende melankoli i populærmusikken, går i den anden retning og besynger det positive, det livsbekræftende og livets skønhed i stort og småt. Den lette tone anslås allerede i den fine indlendende sang om livets sødme “It happens to me sometimes”, hvor det bl.a. hedder: “Do you ever have fireflies in your mind/Or bubbly water in your spine/do you evet thing uh sweet life of mine/Mmm – it happens to me sometimes.” Små øjeblikke og stunder af lykke og livsintensitet. Hvem kender ikke dem, hvis de skal være ærlige?! Selv om det kun sker en gang imellem.

Og let om hjertet er Lysdal også i sangen “The Beauty of it all”, der handler om den skønhed, der kan binde de to vidtforskellige køn sammen i latter, venskab og kærlighed. “Walk with me and share what there’s to share/Let me be close enough/ So I can smell your hair and touch your lips/What is perfect – what is true“. Men et eller andet sted, så er melankolien og sortsynet der selvfølgelig også som en nødvendig modsætning og klangbund. Og det ville være galt andet. Vi kan ikke få det ene uden det andet. Og i kærlighedssangen “I should have danced” balancerer sangtekstens hovedperson på kærlighedens knivsæg og kan ikke rigtig overvinde sig selv og kaste sig ud i dansen og kærligheden. Eller i den anden kærlighedssang “Le’s go to bed”, hvor det handler om – for parret – at finde ind til hinanden mentalt og kropsligt og hvor vejen er forståelse, forsoning, kærlighed – og en sang.

Men først og fremmest bæres albummet frem af en følelse af lethed om hjertet, der i allerhøjeste grad understreges af musikken, som Lysdal har indspillet i The Congress House, Austin Texas med et mere end kompetent hold af musikere bestående af: Tim O’Brien (mandolin, fiddle og akustisk guitar), Greg Leisz (pedal steel guitar), Danny Frankel (trommer og slagtøj), Glenn Fukunaga (bas), Bjarke  Falgren (vioolin,viola), Dan Hemmer (tangenter), Jesper Bo Hansen (synthezisers), Aimee Bobruk (sang) og Jes Lysdal selv (sang, guitarer, piano m.m.). Det er et hold, der har spist kirsebær med de store på musikscenen, og det mærker man, når arrangementerne af Lysdals lette og meget melodiøse, men ikke popsmarte sange løftes op af forfinet musiceren, hvor der er kælet for detaljerne og de enkelte instrumenter får lov til at krydre det samlede lydbillede, der er skabt omkring Jens Lysdals stemme og instrument. Stemningen og tonen på pladen trækker i retning af americana og alt country uden at blive nogen af delene helt. Men det imponerende hold sikrer, at pladen får et smukt homogent udtryk, og at den hænger sammen i sin hjertelette helhed. Det er en plade, der i den grad appellerer til intens lytning, hvad enten det er i selskab med gode bekendte eller i enrum. Og den fortjener at vinde indpas i de radiofoniske playlister, der i dag sætter dagsordenen på musikfronten. Og det vil ske, må tiden vise. Men hos mig kandiderer Easy Heart til dette års liste over de bedste danske udgivelser. Hermed anbefalet alle musikelskere.

Jens Lysdal. Easy Heart. Producer: Jens Lysdal. Gateway Music. Pladen udkommer i morgen d. 27. januar.