28. januar 2014 arkiv
Exit Pete Seeger: 94 år
28. januar 2014
Dagen på bloggen starter med den kedelige nyhed om, at sangeren, folkemusikeren, folkesangssamleren og politisk aktivist Pete Seeger er død i en alder af 94 år – af naturlige årsager. Han sov ind mandag på et hospital i hjembyen Beacon, New York.
Jeg mødte Pete Seegers musik tidligt i folkeskolen, længe inden jeg vidste noget som helst om manden og hans betydning for den folkelige musik i USA. I engelsktimerne sang vi sange af ham og sange, han havde fortolket (fx “Goodnigth Irene” og “Where have all the flowers gone”).
Seeger har været med til at præge den folkelige musik i det århundrede, vi har forladt. Og med sin varme tenor og sine strengeinstrumenter forstod han fra starten af at forbinde sin kunst med samfundet i ordets grundlæggende betydning: fællesskabet med andre mennesker. I 40’erne og 50’erne stillede han sine sange i arbejderbevægelsens tjeneste, senere forsvarede han bogerrettighedsbevægelsen, protesterne mod Vietnamkrigen, miljøbevægelse osv. Og denne politiske aktivisme gjorde han også ugleset i dele af the establishment. Således blev han dømt for foragt for Kongressen, da han i halvtredserne kritiserede kommunistjægerne i kommitteen for uamerikansk virksomhed. Seeger var i en periode medlem af det amr. kommunistparti.
Som musiker blev han et vigtigt bindeled mellem traditionen (fx blues og Guthrie) og Bob Dylans generation, der i tresserne tilførte folkemusikken ny saft og kraft. Kendetegnende for Seeger var også, at han på intet tidspunkt solgte ud til den kommercielle industri, der omgiver og opsluger den folkelige musik. Han forstod altid at bevare jordforbindelsen og kontakten med den befolkning, han så sig selv som en del af.
Seeger blev mest kendt som solist, men spillede under 2. Verdenskrig med i Almanac Singers, der havde et stort publikum med fædrelandskærlige og antifacistiske sange, men faldt i unåde, da FBI gjorde en sag ud af, at gruppen havde sunget mange anti-krigssange. Senere – efter krigen – var Seeger med i de succesfulde The Weawers, der kom på hitlisten med flere sange. Og det var som medlem af Weawers Seeger blev anklaget for uamerikansk virksomhed og anklagerne, der også ramte andre medlemmer i gruppen, var med til at undergrave gruppens succes og eksistens. Seeger blev idømt et års fængsel for sin foragt fo r Kongressen, men senere blev dommen annulleret ved en appeldomstol som værende falsk. The Weawers blev genforenet periodisk senere i halvtredserne.
Med til billedet af Pete Seeger hører også historien om, at han var en af dem fra den ældre generation, der ikke forstod Bob Dylan, da han satte strøm til folkemusikken på New Port Folk Festivalen i 1965. Der gik sågar rygter om, at Seeger ville afbryde strømmen til Dylans anlæg, men det var en skrøne. Episoden fortæller noget om, hvilke forestillinger om folkelighed, Seeger var vokset op med – og det omfattede tydeligvis ikke rock’n roll.
De senere år brugte Seeger især sine kræfter på miljøbevægelsen, men fortsatte med at optræde, selv om stemmen efterhånden svigtede. Han optrådte således ved præsident Obamas indsættelse. Større anerkendelse kan man vist ikke opnå derovre, når man gennem mange år har været en torn i øjet på det bestående samfunds magthavere.
Dagens citat – af Danger Mouse
28. januar 2014“In 1966 the Beatles stopped playing live. The decision was one that allowed them to make music that wouldn’t have to be replicated at a concert. This would open up all kinds of opportunities for them to try different recording techniques and experiment in the studio in ways no one making popular music had ever really done. They pioneered things like guitar distortion, overdubbing vocals, multitrack recording, tape loops, and countless other recording techniques that are now standards today … even sampling. All of these things had influenced much of the music I’d loved growing up, and now it was making me really look at creating music as an art form.
In a five-year span the Beatles released Rubber Soul, Revolver, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, Magical Mystery Tour, The Beatles (the White Album), Abbey Road, and Let It Be — arguably the greatest span of consecutive albums put together by anyone to date. They tried to push boundaries musically and challenge what’s accepted of people in their popular position. Here was a band who had achieved the ultimate fame and fortune and instead of basking in more adoration, they veered away from millions of screaming girls to do something more challenging and meaningful to them. Of course, they didn’t really lose much of the fame and fortune after all, but that’s not the point. The point was that sometimes it’s not what you have, but what you choose to do with what you have that can change the world, and inspire other people to do the same.”
Danger Mouses anerkendende ord om The Beatles ved årets Grammy-uddeling.
