14. januar 2014 arkiv

En passioneret stemme: Exene Cervenka

14. januar 2014

En af de mest lidenskabelige stemmer i moderne rock finder vi hos forsangerinden i punkbandet X, den irsk-tjekkisk-amerikanske Christine Lee Cervenka, kaldet Exene Cervenka. Den 57 Cervenka fik i 2009 diagnosen multipel sclerose, så det er nok tvivlsomt, hvor meget vi får at høre fra hendes kant fremover. Men heldigvis har vi nok af indspilninger at hente frem fra gemmerne, såvel pladerne med X og diverse solo- og andre projekter, der dokumenterer damens passionerede sang. Velkommen i fanklubben.

Fleetwood Mac – gendannelse med Christine McVie

14. januar 2014

Måske bliver 2014 et år med interessante gendannelser? The Kinks er allerede nævnt, og nu har Mick Fleetwood afsløret, at Christine McVie efter en pause på omkring 15 år vender tilbage til Fleetwood Mac. Hun var sammen med bandet i september måned og har givet udtryk for, at hun gerne ville spille i bandet igen. Permanent. Velkommen tilbage.

Simon and Garfunkel-flip

14. januar 2014

Forleden fik jeg et af mine tilbagevendende Simon-and-Garfunkel-flip,hvor jeg må lytte mig gennem en række af duoens plader. Flippet blev igangsat af en udsendelse på Radio 24syv, som jeg tilfældigt lyttede til, medens jeg kørte til arbejde. Og journalisten, hvis navn jeg nu lykkeligt har glemt alt om, forvekslede sangene “America” og “American Tune”. Hvilket irriterede mig ganske meget.

Dagen efter startede mit flip og jeg begyndte at lede efter det lille bokssæt, der hedder “Old Friends” (fra 1997), selv om jeg kunne have valgt The Collection med duoens samlede album. Forskellen er, at den gamle boks rummer en del ikke tidligere udgivet materiale. Men – jeg kunne ikke finde den. Og det gav anledning til en længerevarende eftersøgning, der endte med, at jeg omsider – efter langt tids tilløb – begyndte en foreløbig katalogisering af mine cd’er. Et projekt, jeg har udskudt alt for længe med det resultat, at jeg jævnligt har problemer med at finde en bestemt cd. Hvilket igen har haft den konsekvens – i et tilfælde i hver fald – at jeg anskaffede mig et nyt eksemplar af en cd. Og denne handling skulle jo helst ikke gå hen og blive en (u)vane.

Nå, men den begyndende katalogisering gav resultat med det samme. Den første reol, jeg begyndte at sortere i, viste sig at gemme “Old Friends” – oven i købet helt forrest i rækken… Det er næsten som at lede efter sine briller og finde dem – siddende i panden.