Den 47-årige, irske femme fatale og singer-songwriter er klar med sin nyeste, tiende album med den sigende titel I’m not bossy, I’m the boss. Underforstået: Jeg er chefen i mit eget liv. For sådan har det været siden Sinéad begyndte sin karriere for snart mange år siden. Hun er en af de alt for få kompromisløse kunstnere i moderne populærmusik, og som sådan har hun altid – med de knubs og nederlag, der følger med – valgt at gå sine egne veje. Og hun er ikke til salg for nogen, ikke servil over for nogen. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed i det lavmælte interview, hun har givet the The Observers Tim Jonze, hvor hun nægter at være feminist og tager afstand fra enhver -isme. Hun er ikke nogen -ist. “Well, equally, I’m not interested in anything anyone else might like med to be“. Sådan.
Ja, den gamle rullesten vender endnu et blad i livets bog i dag. Og herfra skal dagen markeres med afspilningen af den eneste singleplade, jeg har med Rolling Stones.
Det var lige, hvad jeg havde brug for her i lummervarmen. Kløgtige, kølige sangtekster tilsat iørefaldende pop. Og det sørger Jenny Lewis for med sit kommende album Voyager, der lige nu kan afspilles in extenso lige her.
Vi lever i en tid, hvor en egocentrisk individualisme dyrkes, hvor karriere og penge er det, vi skal eftertræbe, og som betragtes som indbegrebet af lykke, medens uligheden vokser dag for dag og en ny global krise lurer lige om hjørnet. Men nogle tør gå andre veje, som fx søstrene i duoen Shook Twins, der for nylig fik en uopfordret invitation fra amerikanernes svar på X-Factor, American Idol. Programmet er en slags mediespringbræt for håbefulde unge musikalske talenter, der drømmer om berømmelse og det, der følger med. Her er, hvad Shook Twins svarede:
Dear American Idol,
Thank you for reaching out to independent Portland Musicians. However, we find it very surprising that you research established and successful bands to compete individually.
You said in your email invitation that, “You would have to audition us individually of course.†It’s interesting that you assume that would be OK. Sure, “Of course†we would abandon ten years of hard work and career building as a duo to be the next new “Pop Star†singing songs that we didn’t even write.
As many singers would love to audition to be the next American pop star, we respectfully decline your invitation. We are proud to be making a living off our art and being successful independent artists by our own design.
This is what we value as “indie†musicians:
*We get to work as a family team and build an exciting career from the ground up and stand proud of the gradual progress and success that our art garners.
*We are so honored to be holding the reins, to be steering in the direction that we choose, singing songs that say something special and that make people feel inspired.
*We get to create the inner workings of our performances, allowing our true vision to be projected during our shows. Our vision is about gathering people in one space to feel positive emotions together. We aim to create an environment in quaint venues and festivals that allows people to be comfortable in their own skin and to express themselves as they wish.
*It’s not about the fame or the money.
*Singing our own songs while playing our own instruments is essential to us.
We feel that music is not meant to be a competition. It’s a platform to say something powerful and should be a way of bringing people together, not separating them. We feel that your vision is completely different. We would be going against everything that we stand for by auditioning for American Idol.
Again, thanks for the invitation to compete for success that’s created by a separate entity, but we think we’ll keep doing what we are doing because it sure feels right!
Respectfully,
Shook Twins (Identical twin sisters who sing TOGETHER)
Ja, og pigerne skal såmæn nok klare sig – og måske oven i købet bedre – end ved en opsplittende optræden på amerikansk tv. De har to album til salg (cdbaby.com) og en række stærkt overbevisende videoer på Youtube.
Det er ikke kun sangtitlen, der henviser til Rolling Stones. Hele nummeret med countryrockcomboet Nicki Bluhm and the Gramblers er en stor hyldest til en svunden tid. Ikke kun Rolling Stones – og ikke mindst Keith Richards guitar – svæver tungt over lydbilledet, men der er også spor af Linda Ronstandt, Little Feat, Jackson Browne og mere fra de frugtbare halvfjerdsere. En personlig, kærlig hilsen til et stort musikalsk årti.
Coverfotoet på plademærket Aces tredje udgivelse i serien “Girls with guitars” er næsten det hele værd. Fire seje piger i tresseroutfit med guitarer poserer på en bro. Og helt i pagt med tidsånden giver opsamlingen eksempler på, at pigerne bestemt havde deres plads blandt guitaristerne i tresserne, halvfjerdserne og firserne. Blandt de mere kendte finder man Brenda Lee og Jackie DeShannon. Ellers er det en guldgrube af mere eller mindre glemte sange fra de forgangne årtier.
52 år gammel blev den svenske bassist, producer og musikalske tusindkunstner Christian Falk, der er død som følge af kræft i bugspytkirtlen.
Falk var en indflydelsesrig musikperson i Sverige, men var ikke ret meget i forgrunden i medier. Måske er han bedst kendt for sin tid i det toneangivende orkester Imperiet, hvor han sammen med Joakim Thåström var med til at sætte den musikalske dagsorden i Sverige i firserne. Men han havde fingere med i mange andre ting. Han lavede musik til tv-programmer, stod som bassist bag den svenske pops store navne – fx Robin, Neneh Cherry, Titiyo og Jennifer Brown. Men også bag funkfænomenet Blacknuss Allstars og den svenske hip hopmed navne som Gordon Cyrus, ADL og Timebomb. Også i den svenske jazz satte han sig spor, og selv fik han udsendt to album i eget navn. I 1999 kom “Quel bordel” og i 2006 “People say”. Nu er Falk ikke mere til at krydre og sparke til den svenske musik. Han vil blive savnet.
PS. Lige inden sin død nåede Falk at medvirke i et radioprogram på svensk P1, hvor han fortalte om sit liv, sin sygdom m.m. Programmet kan genhøres en tid endnu lige her.
Som jeg antydede sidst jeg kommenterede lydsporet til den amerikanske tv-serie Newsroom, så fungerer brugen af musik i serien nok som en implicit kommentar til det, der sker på overfladen. Og denne pointe blev om muligt endnu tydeligere i episode 2 af anden sæson, hvor hovedpersonen Will McAvoy fremhæver Willy Nelsons udgave af sangen “Allways on my mind” som den bedste af alle udgaverne i en scene, hvor hans gamle kæreste lige har smidt et glas whisky i skødet på ham og de har en dobbelttydig dialog, der lige så meget handler om deres uafklarede kærlighedsforhold som den handler om nyhedsjournalistik osv. At Will så har helt ret med hensyn til Nelsons fortolkning er kun en yderligere understregning af seriens høje kvalitet.
Det er festivaltid. Og også den legendariske Newport Folk Festival løber af stablen i denne weekend. Og via NPRs hjemmeside kan man opleve liveoptagelser med navne som The Mountain Goarts, Ryan Adams (i dag), Adnrew Bird, Bombino og Colin Meloy.
Måske var det omtalen af Lily Allens selvkritik. Måske var det bare den varme, danske sommer og dens uløselige forbindelse til poppen, der satte mig på sporet af Ashlee Simpsons debutplade Autobiography fra 2004.
Den nu 29-årige amerikanske singersongwriters og skuespillerinde er helt ud i coverfotografiets rendyrkelse af kommerciel sexappeal-æstetik indbegrebet af amerikansk mainstream-popprodukt. Men bag den succesfulde plades (3 platinplader!) udkalkulerede kom-og-tag-mig-overflade gemmer der sig også en fin powerpopplade med en ung, talentfuld, feminin sangskrivers ærlige, selvbiografiske sangtekster tilsat god, iørefaldende powerpoprock med medrivende guitarer.
Simpson har siden udsendt I am me (2005) og Bittersweet world (2008), men jeg ved (endnu) ikke, om de har levet op til debuten.
Det sker at tv-mediet rammer plet. Det sker, at mediet lykkes på en vedkommende og givende måde. Og det sker fx i en fine, lille serie, som DR har lavet under den fælles title Livet ud ad Landevejen. Ideen er såre enkel (hvilket nok er en væsentlig forudsætning for dens succes): Man tager to personer, sætter dem sammen i en bil og sender dem ud på en køretur. Og så følger man dem og ser, hvad der sker, og hvad de har at fortælle. En anden væsentlig forudsætning for successen er, at man her tillader sig den luksus, at give sig tid og lade folk fortælle og snakke. Paradoksalt nok kommer der meget godt tv ud af at lade mennesker sidde lige op og ned og fortælle om noget.
I et af afsnittene har man sat musiker og producer Nikolaj Nørlund sammen med kollegaen Niels Skousen. De to kender hinanden godt efter et årtis samarbejde, og Nørlund gør køreturen til en rejse tilbage til starten af halvfjerdserne. De kommer forbi den grå hal på Christiania, hvor de to mødte hinanden til festen for Bob Dylans 60-års fødselsdag og videre til Kulturministeriet, hvor Skousen var med i en hashrygende happening med bl.a. Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich. Og undervejs får de diskuteret og analyseret stort og småt omkring musik, samfund, generationer osv. Det hele med et smil på læben, en lille latter i halsen og en frugtbar uenighed over det hele. Meget givende tv for musikelskere som undertegnede. Afsnittet kan – sammen med de andre viste – genses på DRs hjemmeside. Anbefales.
Lily Allens seneste album, hendes såkaldte come back-plade Sheezus, har åbenbart ikke solgt så meget, som forventet (af pladeselskabet ikke mindst…). Og i et interview sætter Lily Allen selv spørgsmålstegn ved, om pladen er god nok. At det ikke kun er et resultat af dårlig eller utilstrækkelig management, sådan som hun tidligere har givet udtryk for. Og det er – set herfra – forfriskende, at en kunstner sådan offentligt er villig til at sætte spørgsmålstegn ved sine egne udgivelser. Og det ligger helt i tråd med Allens i øvrigt åbenhjertige og ærlige popmusik, hvor hun aldrig har været særlig servil over for hverken musikbranchen eller publikum. Jeg synes ikke Sheezus er dårlig, men måske har den ikke haft nogle sange, der har været mainstream nok til at trække salget i den rigtige retning?
I call you on the telephone my voice too rough with cigarettes.
I sometimes thing I should just go home but I’m dealing with a memory
that never forgets
I love to hear you say my name especially when you say yes
I got your body right now on my mind and I drunk myself b-lind to the
sound of old T-Rex
To the sound of old T-Rex – who’s next?
[Chorus:]
When I say I love you you say you better
You better you better you bet
When I say I need you you say you better
You better you better you bet
You better bet your life
Or love will cut you like a knife
I want those feeble minded axes overthrown
I’m not into your passport picture I just like your nose
You welcome me with open arms and open legs
I know only fools have needs but this one never begs
I don’t really mind how much you love me
A little is really alright
When you say come over and spend the night
Tonight
[Chorus: (as above)]
I lay on the bed with you
We could make some book of records
Your dog keeps licking my nose
And chewing up all those letters
Saying “you better”
You better bet your life
You better love me, all the time now
You better shove me back into line now
You better love me, all the time now
You better shove me back into line now.
I showed up late one night with a neon light for a visa
But knowing I’m so eager to fight can’t make letting me in any easier
I know tha~t I been wearing crazy clothes and I look pretty crappy
Sometime
But my body feels so good and I still sing a razor line everytime.
And when it comes to all night living
I know what I’m giving
I’ve got it all down to a tee
And it’s free.
[Chorus: (as above)]
For øjeblikket ser jeg den amerikanske serien Newsroom på DR2 (eftermiddag). En både underholdende og kløgtig serie om amerikansk tv-nyhedsjournalistik. Og i dagens afsnit dukkede det gamle Who-nummer op i en diskussion mellem de to hovedpersoner i serien ,tv-værten Will McAvoy (Jeff Daniels) og chefredaktøren MacKensie McHale (Emily Moritmer). I forbifarten diskuterer de den sang. Hvem der egentlig har skrevet den (Pete Townshend) og hvad den betyder. Det sidste er de usikre på. Sikkert, fordi de har et uafklaret amourøst forhold til hinanden som fhv. kærester… You better you bet er en meget Townshendsk kærlighedssang, som man kan forvisse sig om ved at læste teksten ovenfor. Og sangen fungerer som en slags fortolkningsvink til seriens tilskuere. Om de to finder sammen igen vil de kommende afsnit afsløre – og måske vil jeg vende tilbage til serien…
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
