Manden med leen har travlt i denne måned. Nu meddeles det, at John Renbourn – kendt fra folkgruppen Pentangle – er fundet død i en alder af 70 år. Sammen med Bert Jansch, der døde for få år siden, udgjorde Renbourne en væsentlig dimension i Pentangle, der med sin moderne udgave af folk blandede folk, blues, jazz og rock på en hel unik facon. Efter bandets opløsning i 1973 (det blev gendannet i 1981) gik Renbourne solo og spillede en lang række stilarter – fra middelaldermusik til jazz og blues. Sammen med Jansch betragtes han som en af de helt store guitarister i britisk musik.
Ringo star er snart pladeaktuel, som bekendt. Og nu har han smidt endnu en smagsprøve på gaden. Den – synes jeg – fine lille “Confirmation”, der bekræfter, at Ringo stadigvæk har noget at byde på…
På mandag fylder den unge mand på billedet ovenfor – Eric Clapton – 70. Stadigvæk aktiv og stadigvæk omdiskuteret. I forbindelse med fødselsdagen udkommer endnu en antologi med Slowhand fra hans senere periode. Men for mig har højdepunktet i hans karriere været de unge år – til og med Cream.
Amerikanernes pendant til de danske kanoner må være Library of Congress’ National Recording Registry, hvor amerikanerne hvert år indlemmer lydoptagelser, der menes at være af kulturhistorisk betydning. I år gælder det således The Righteous Brothers og deres hit “You’ve got that lovin’ feeling“, Sly & the Family Stone og deres 1969-album Stand! og The Doors med deres eponyme 1967-album med hittet “LIght my fire”. Andre er: Joan Baez’ debutalbum, Radioheads hovedværk OK Computer, Tennessee Ernie Fords “Sixteen tons“. Se resten på bibliotekets hjemmeside.Â
Elliott Smith døde alt for ung, efter et kort liv, der ikke var let. Men Elliott Smith efterlod sig en lille sangskat, der bliver ved med at udøve tiltrækning på andre musikere. Sange, det åbenbart er let at identificere sig med. Seneste har duoen Jessica Lea Mayfield og Seth Avett lavet et helt album med lutter Smith-sange. Sing Elliott Smith hedder den bare. Og fortolkningerne er lige så enkle og ligetil som titlen. Og Smiths sange behøver heller ikke arrangementoverflod for at virke.
Her er Jessica Lea Mayfield og Seth Avett i en liveoptagelse med nogle fine versioner.
I oktober 2013 havde jeg fornøjelsen af at omtale Line Bøghs debut-EP Det er os som er farverne over byen. Og jeg hæftede mig især ved Lines kønne, fine feminine stemme og ved hendes evne til at lave nogle tekster, der uden at blive søgt litterære kunne reflektere over almindelige erfaringsbundne oplevelser og problemer.
Og det er lidt det samme positive indtryk, jeg har fået af Lines nye langspiller med den lange titel Something else and something else and something else again. Og Line Bøgh bruger mange ord. Ingen tvivl om det. Ordrige tekster, der ynder gentagelsen og smidigt væver oplevelser af følelser og tilstande. Som fx i den indledende sang “We all wanna fall in love”:
We always want what we can not have
We’re always drawn to the unknown
To the unfamiliar faces
And traces of old dreams
We will always want to change places
Although we know that every new love
just turn out to be another guy
In another apartment
With another sink full of dirty dishes.
Osv.
Ordmættet beskrives det rastløse menneskelige begær, hvor jagten på en drøm viser sig at blive en gentagelse af det gammelkendte i mødet med en beskidt virkelighed med en daggammel opvask i køkkenvasken. Line Bøghs tekster ligner de klassiske poptekster ved at være forankret i en konkret sanselig hverdagsrealitet. Samtidig løfter de sig eftertænksomt over det sanseligt-konkrete og bliver dybt personlige historier om livserfaringer. Der er for mig ingen tvivl om, at vi i Line Bøgh har en kvindelig kunstner, der hæver sig over mainstreampoppens alt for blanke banalitet.
Samtidig er sangen utvivlsomt popsange. Line har sans for at skrue meget melodiøse sange sammen, der som god pop er forførende for lytteren. Ikke banal sing-a-long-radiopop, men voksen pop, der bevæger lytteren og trækker ham/hende ind i teksternes fascinerende univers.
På coverfotoet ser vi en ung, blond pige, der på en kridhvid baggrund kigger eftertænksomt bort. Og på den måde illustrere den enkle cover ganske godt, hvad pladen byder på. Moderne, voksen pop med eftertænksomme, feminine tekster. Og Line bliver på fineste vis backet op af et lille hold musikere, der forstår at skabe en luftig, klar stemning omkring de 10 popsange.
Den nye plade burde sikre Line Bøgh et gennembrud til en ny lytterskare af voksne pophoveder. Det ville kun være retfærdigt. Hermed anbefalet.
Line Bøgh. Something else and something else and something else again. Eget forlag. Udkom i går.
Det var i partnerskabet (og ægteskabet) med sangskriveren Tony Hatch, der også var producer for pladeselskabet Pye Records, at Jackie Trent fandt sin rette hylde i musiklivet. Sammen med Hatch leverede hun en række stærke hits til ikke mindst Petula Clark.
Inden det kom dertil havde hun gang i en solokarriere, der nok var succesfuld (fx lykkedes det hende at vippe Beatles’ ‘Ticket to Ride’ af førstepladsen med sangen “Where are you now, my love” i 1965), men ikke lykkedes 100%. Det viste sig at være mere lukrativt at skrive sange til andre sangere og sangerinder. Ud over Petula Clark nød Scott Walker (“Joanna”) og Val Doonican (“What would I be”) godt af Trents og Hatchs samarbejde.
Partner- og ægteskabet holdt til 2002, hvor de blev skilt og Jackie genoptog sin solokarriere, der bl.a. har ført til en selvbiografi og et teaterstykke om hendes liv The Jackie Trent Story, hvor hun selv optrådte.
Hvordan kan en 24-årig svensk kvinde ved navn Felicia Jangaard Nielsen lyde som Memphis Minnie eller en anden af de legendariske countrybluesmusikere? Jeg ved det ikke, men sådan er det, når Felicia springer ud som Shoutin’ Red og demonstrerer, at blues ikke kender grænser, hverken med hensyn til lande eller køn…
Forleden døde guitaristen Jørgen Ingmann. Og Jørgen Ingmann bevægede sig musikalsk set i grænselandet mellem jazz, pop og rock. Som Jørgen Mylius bemærkede i et mindeord på tv, så lod Ingmann sig ikke indfange af nogen genre. For ham var der kun “god musik” og “dårlig musik”.
Jeg kom automatisk til at tænke på Ingmann, da jeg her til formiddag igen lagde øre til sangerinden og sangskriveren Sidsel Storms nye og fjerde album Closer, for den rummer (god) musik, der ikke sådan bare lader sig kategorisere som jazz eller pop for eksempel.
Closer er easy listening – uden denne kategoris uheldige konnotationer i retning af “elevator- og hotlinemusik” og orkesteropblødt Mantovanipop. Med fortolkninger af Dukes og Harburgs “April in Paris” fra 1932, Gershwins “i’ve got at crush on you” (1928) og Arlens og Mercers “That old black magic” fra 1942, kombineret med en række selvskrevne sange i samme ånd sender Sidsel Storm lytteren tilbage i tiden til engang før rock’n roll. Umoderne eller tidløs musik af den slags, der blev udført af fx Rosemary Clooney, Frank Sinatra, Marilyn Monroe, Bing Crosby, Ella Fitzgerald m.fl.
Og musik, der stadigvæk – har tidløsheden – findes i strømmen af musik. Senest har vi set den gamle crooner Tony Bennett i selskab med diverse nye popdamer (fx Amy Winehouse, k. d. lang og Lady Gaga) og Paul McCartney (Kisses on the Bottom) slå et slag for musikken fra forældrenes og bedsteforældrenes æra.
Oven i musikkens tidløshed kommer en meget personlig farvning. Der er noget umiskendeligt nordisk, ja dansk, over Sidsel Storms lyse, klare pigestemme, der let og ubesværet fraserer de ti fortrinsvis melankolsk-romantisk anlagte sange. Og arrangementerne er lige så lette og lyse – og jazzede uden at jazzens vandmærke – improvisationerne – på noget tidspunkt tager overhånd. Det er veltempereret, meget behagelig musik, Sidsel Storm og hendes dygtige musikere byder på. Sidsel synger smukt, mesterligt og meget personligt og lyttere med hang til jazzy, poppet easy listening af bedste skuffe burde tage imod denne plade med kyshånd. Hermed varmt anbefalet.
.
Sidsel Storm. Closer. Calibrated. Produceret af Sidsel Storm og Peter Otto. Udkommer i dag.
Når man er vokset op i en tid, hvor Jørgen Ingmann solgte sine guitarkurser via små kuponer i et ugeblad, så er der næsten noget ironisk over at læse, at han selv skulle ende sine dage ved at sove ind ved sin computer. For Jørgen Ingmann hører en anden, førdigital tid til.
Torben Bille kaldte ham – i forbindelse med hans 85 års dag – meget rammende for ‘den første danske guitargud’ og tænkte på dengang i 1961, hvor Ingmann gjorde Elvis og andre af tidens store navne rangen stridig på den amerikanske hitliste med en flot 2. plads med nummeret “Apache”. Ikke engang Aqua, der nåede en syvendeplads med “Barbie Girl” mange år senere, kunne ændre på den flotte musikhistoriske præstation.
Torben fortalte også i korthed historien om Ingmanns løbebane til dagbladet Politiken – og tillad mig at citere: ”
“Efter realeksamen i 1941 blev Ingmann piccolo hos musikforlaget Wilhelm Hansen og derpå kontorelev hos F. Bording, et af tidens største trykkerier. Han sparede op, og investerede 45 kroner i en guitar. Som barn havde han lært at begå sig på en violin, og da han tog et kursus i klaverspil stod han teknisk bedre rustet end de fleste. Musiker og musiker imellem begyndte man at tale om hans talent for at forene melodi og improvisation. Bent Fabricius-Bjerre var en af de første, der spottede ham. Det samme gjorde Børge Roger-Henrichsen. Få uger uger før læretiden udløb tilbød han ham et tre måneders job i Randers. Jørgens far kunne ikke forstå, at sønnen sagde ja. Og tak tilmed.
Dermed fik Ingmann et visitkort, som fik Mr. Swing King til at ringe. Fra september 1948 til oktober 1958 var han med i Sven Asmussens Kvintet. Gradvist skiftede han klangideal. Fra Charlie Christian til Les Paul, der lagde navn til guitaren af samme navn. Ingmann var mystificeret af Pauls tonesprog, og nørden i ham satte sig for at afkode det. Han begyndte at trickindspille. I dag lyder det af ingen ting, men dengang krævede det, at man ikke kun skulle være god på en guitar – man skulle være mindst lige så god med en båndoptager. Sammen med civilingeniøren og studieejeren Philip Foss udviklede Ingmann en rumklangsenhed, der kunne forsinke klangene. Effekten kan høres på en række af de mange numre, han indspillede fra midt-50’erne og frem.
Den del af Ingmanns musikalske virke holdt han gang i, selv da han og hustruen oplevede størst efterspørgsel, og de indspilninger danner rygraden i det minutiøst dækkende bokssæt, der kom for fem år siden.”
Jovist. Jørgen Ingmann var en guitarpioner og foregangsmand for alle de guitareksperimenter, der fulgte i tresserne. Mange tænker nok ikke så meget over det i dag, men det fortjener at blive husket.
Ingmann stillede guitaren væk i 1984 og begyndte i stedet at male. Men lyden af hans guitar klinger stadigvæk for mit indre øre. Hvil i fred.
Bag bandnavnet Mørtel gemmer sig Andreas Hjertholm og Hans Holten Hansen (kendt fra Ræv Hund Bjørn). Sammen skaber de noget musik, som de selv beskriver som “psych folk”, dansklyrisk musik, der har rødder i “kærligheden til Nick Drake, Leonard Cohen og Tyrannosaurus Rex”. Videoerne nedenfor giver en fornemmelse af, hvad det skal blive til. – For at realisere projektet har Andreas og Hans startet en crowdfunding. Du kan give din støtte her. Held og lykke til Mørtel med finansieringen af albummet!
Steve Moss (guitar/sang), Brandon Burghart (trommer)og Mike Boyne (bas) udgør trioen The Midnight Ghost Train, der i disse dage turnerer i Tyskland og Holland. Gruppen kommer fra Kansas og blev dannet som et mindesmærke over en død ven. Og rygterne, der løber i forvejen, vil, at bandet er en stor og energisk oplevelse på en scene med deres tunge bluesbaserede rock. Indtil videre er de udkommet på plade på bittesmå pladeselskaber, men har på det seneste skrevet kontrakt med det østrigske heavy metal-selskab Napalm Records, hvor deres nyeste plade Cold was the Ground er udgivet.
The Midnight Ghost Train, der har navn fra en gammel Hank Williams-sang, er ikke fornyere af rocken, men forvalter en tung tradition inden for amerikansk bluesrock med vitalitet og energi.
“When it first came on the radio, I didn’t have any idea what the words were. It just sounded like, ‘La la la.’ I didn’t know any of the words, I couldn’t understand them, and yet, in a second, it became just one of those haunting songs you can’t forget. I don’t know what it is. There’s the feeling when you give up on somebody, and you just let it go. That song nailed that arc of emotion and the arc of how it works. I love that song.â€
Linda Ronstadt om Left Bankes “Walk away Renée”
Tangentspilleren og sangskriveren Michael Brown, der var med til at danne Left Banke, døde i tirsdags, 65 år gammel.
Min fredag er blevet lørdag, inden dynen og madrassen får overtaget. Og her på falderebet dukker Hermans Hermits op med deres “I’m into something good”. Jeg er også klar til noget godt: en god nats søvn og en god weekend.
” Actually, now I’ve expanded my collecting from 1966 to 1972, but I think 69 was the beginning of an age. Jimi Hendrix, Captain Beefheart, Zappa, The Beatles were making Abbey Road, Bob Dylan was making The Man In Me. It was like the maturing of that group of people who had rebelled against their parents’ records and were making their own weird music – and it was the peak of weirdness. There was all this really bizarre, instrumental music coming out of California through the hippy movement and the occult, like The Source Family in LA.“Â
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
