marts 2015 arkiv

Nothing Compares to Sinéad O’Connor

20. marts 2015

“OK, tiden er inde for mig til at ophøre med at synge “Nothing Compares 2 U”. Jeg er uddannet som sanger i Bel Canto-stilen, hvilket betyder, at man aldrig vil synge en sang, som man ikke følelsesmæssigt kan identificere sig med . Jeg ønsker ikke, at publikum skal blive skuffet, når de kommer til en af mine koncerter, og det går op for dem, at de ikke kommer til at høre sangen. Derfor fortæller jeg det her. Hvis jeg skulle synge det bare for at behage folk, ville jeg ikke gøre mit job ordentligt, fordi mit job er at være følelsesmæssigt tilgængelig. Jeg ville lyve. I ville få en løgn. Mit job er at give jer ærlighed. Jeg er uddannet i ærlighed. Af samme grund er jeg stoppet med at synge andre sange gennem årene.” (Citeret fra Gaffas oversættelse)

Den irske sangerinde og femme fatale har på sin Facebookside meddelt ovenstående. Slut med den sang. Men jeg mener, at O’Connors argument er forfejlet. Kunstnere skal ikke nødvendigvis identificere sig følelsesmæssigt med fx en sang. De skal fremføre den som om de følte, hvad sangen drejede sig om. Og det er fandens til forskel. Jeg føler mig ret sikker på, at hun igen vil synge Princes sang…

Dagens citat af – Chris Frantz (Talking Heads)

20. marts 2015

“The big difference between us and punk groups is that we like KC and the Sunshine Band. You ask Johnny Rotten if he likes KC and the Sunshine Band and he’ll blow snot in your face.

—Chris Frantz

Frantz var også aktiv i Tom Tom Club, det dansante Talking Heads-ripoff. Og i post-Talking Heads-projektet The Heads, sammen med  Tina Weimouth og Jerry Harrison.

En aften med Crosby, Stills og Nash

19. marts 2015

Skulle det ikke blive til for mit vedkommende. Arrangementet med de tre kunstnere i Musikhuset fredag den 9. oktober 2015 blev udsolgt, inden jeg kunne sige Crosby, Stills og Nash. En trio, der for er forbundet med megen nostalgi. I min studietid var vi et par kammerater, der rådyrkede musikken omkring Crosby, Stills, Nash og Young. Og min kammerat købte nærmest alt, hvad der kom med d’herrer, hvor jeg var lidt mere selektiv og foretrak Young og Stills.

Ikke mindst kvartettens berømte koncert i Falkoner Teateret den 11. januar 1970 var med til at sende dem helt op på stjernehimlen. Deja Vu – den første plade med Young – var endnu ikke udkommet, men Crosby, Stills & Nash havde gjort et stort indtryk, selv på blaserte anmeldere, ikke mindst i kraft af de tre titlebærende navnes vokalharmonier, der – som Torben Bille skarpt bemærkede – satte et stort spørgsmålstegn ved alle de danske, mandlige vokalister, vi havde dengang…

Og trioen fortsatte trods Neil Youngs mellemkomst og har udsendt plader med mellemrum. I 1991 udkom samleboksen CSN, der gav et vue over tyve års vokalekvilibrisme og sangskrivning. Siden er kommet After the Storm (1994) og Carry On (1998). Dertil skal lægges plader fra de enkelte medlemmer og fra duoen Crosby og Nash.

Trioens debutplade står stadigvæk som et strålende mesterværk fra tressernes slutår, et lydspor fra den allerede dengang hensygnende hippietid med storslåede sange som pophittet “Marrakesh Express”, “Wooden Ships”, “Helplessly Hoping” og “Suite: Judy Blue Eyes”. Sange, der var i pagt med tidsånden både med hensyn til kærlighedsbudskabet, drømmene og den nedtonende samfundskritik. Og sange, der kom til at sætte dagsordenen for hele den singer-songwriter-kultur, der flød fra den amerikanske vestkyst de efterfølgende år.

 

Evigt unge Leonard Cohen er tilbage…

18. marts 2015

Et nyt livealbum er på trapperne med den gamle troubadour, Can’t forget: A Souvenir of the Grand Tour. Og en skæring er sluppet ud.

Døden har høstet: Andy Fraser

18. marts 2015

Døden høster i disse dage. Først røg bassisten Mike Pocaro fra Toto, så kom turen til tangentspilleren Jimmy Greenspoon fra Three Dog Night. Og nu erfarer jeg så, at bassisten Andy Fraser fra halvfjerserbandet Free har forladt os. Fraser var medkomponist til gruppens helt store hit “All Right Now”.

Dødsårsagen er i skrivende stund ukendt. Fraser var en af de musikere, der blev udlært hos John Mayall og hans Bluesbreakers, inden han kom med i Free. Senere var han med i The Firm og Bad Company.

 

Amy Winehouse – dokumenteret

18. marts 2015

Amy Winehouses korte liv var så kulørt, at det nærmest kaldte på en dokumentation. Og det er, hvad der sker i juli måned, hvor en dokumentarfilm om sangerinden bliver lanceret. Selv om der ikke er noget glorværdig over at dø af alkoholforgiftning i en alder af kun 27, så fortjener Amy en sådan minderune, fordi hun gjorde britisk populærmusik så meget mere interessant i den korte tid, hvor hun brændte sit lys.

Dagens sang: Long Black Veil

17. marts 2015

Denne sang dukkede ikke op af ingenting, men af en længere debat med en kollega. Det drejede sig egentlig om The Band og deres musik, men en fejlerindring fik blandet  Lefty Frizzells gamle sang (1959) “The Long Black Veil” sammen med deres sang “The Weight”. Band har Frizell-sangen med på deres første album Music from Big Pink, og det forklarer til dels forvekslingen.

Også andre har indspillet denne country ballade, fx Nick Cave and the Bad Seeds (Kicking Against the Pricks),  Bruce Springsteen (Seeger Sessions) og selveste Mick Jagger (på The Chieftains The Long Black Veil). Men her er den i en meget fin udgave med Johnny Cash og Joni Mitchell fra The Johnny Cash Show i 1969.

Bonus – Bob Dylans udgave..

Courtney Barnett – et nyt navn på vej

17. marts 2015

Den unge australske singer-songwriter Courtney Barnett spås flere steder en stor karriere. Og så skal det jo nok passe. I hvert fald har hun noget at byde på med sine enkle rocksange, der følger tidens tendens til at gå tilbage til garagerocken og minimalrocken i alle dens udtryk. Courtney har to EP’er på samvittigheden og er klar med sit første album senere i denne måned. Her er hun meget passende i en skrabet udgave fra NPRs skrivebordskoncertserie.

Og vi tager lige en lille koncert mere – her fra radio KEXP

John Hiatt kommer… til Aarhus

16. marts 2015

Den fine, amerikanske singer-songwriter John Hiatt kommer til Aarhus igen. Han har været her før, bl.a. på spillestedet Train, hvor han gav en koncert, der – desværre – blev præget af, at arrangørerne lukkede alt for mange publikummer ind. Denne gang optræder Hiatt & the Combo i selveste musikhuset – og jeg har sikret mig en god billet.

Hiatt brød først igennem med sit ottende album Bring the Family. De første syv plader, der til dels var påvirket af den britiske new wave, fik overvejende pæne kritikerord med på vejen, men solgte ikke en meter. Men med Bring the Family, hvor han blev backet op af Ry Cooder, Nick Lowe og Jim Keltner, trådte Hiatt i karakter som en moden, rootsorienteret sangskriver – og det gav pote. De efterfølgende mange plader har gjort det godt på den amerikanske hitliste – uden dog at toppe. Størst succes fik han med albummet Slow Turning (1988), hvis titelsang nåede en ottendeplads på den nationale rockhistliste.

Senest har Hiatt udsendt Terms of my Surrender, der understreger, at han er en af de beste singer-songwriters fra USA og bare bliver bedre og bedre med årene. Lige som god vin og whisky.

Capac anbefaler: Jan Olsen – Fairground

16. marts 2015

Der er noget helt igennem sympatisk over Jan Olsens første plade i eget navn, “Fairground”.

Her er ikke noget forsøg på at være hip med de hippe, ej heller noget forsøg på at sætte en ny dagsorden i musikken. Tværtom er der tale om en plade, der hviler i bevidstheden om, at det er bedst at holde fast i sit udgangspunkt og være loyal over for den musik, man er opflasket med og har fået ind under huden gennem mange år som udøvende musiker.

Og det har Jan Olsen, der er en kendt figur i det fynske musikliv, hvor han, siden har var grøn, har slået sine folder i en række bands. EP’en Fairground byder på fem sange, der overordnet set angriber det romantiske fra en maskulin vinkel. Bittersødt, usentimentalt, men også ærligt følt. Det er ikke tekster, der skiller sig voldsomt ud, men samtidig er de umiskendeligt personlige og derfor ganske vedkommende.

Og de er indlejret i et musikalsk udtryk, der emmer af cirkusliv, gøgl og musikalske roots: blues, folk, rudimentær svampet rock. Forbigående kan Jan Olsen lyde som en fynsk udgave af Tony Joe White (fx i sangen “Mr. Lee is back in town”), andre steder som Tom Waits. Men mest lyder Olsen med sin rustne, maskuline vokal som sig selv. Det er tydeligvis en plade, der er lavet con amore, mere af indefra kommende musikalsk nødvendighed end for at score kassen eller opnå berømmelse. En af den slags små plader, der tåler at bliver slidt i afspilleren og vokser lidt for hver gang. En helt igennem sympatisk plade. Hermed anbefalet.Fotoet ovenfor af Jan og den nye plade er lånt fra Jan Olsens Facebookside.

Jan Olsen. Fairground. Gateway Music. Udkommer i dag.

 

Smagsprøve: Irresistable Baby

Dagens nostalgiske sang: I’m sorry

15. marts 2015

Fra dengang, hvor kravene til performance på tv-mediet var noget mere beskedne end vor tids X-Factor-influerede udgave af popunderholdning. Lille 15-årige Brenda Lee i stribet kjole og uden nogen form for stafage med hendes “I’m sorry”. En sang, der både var vigtig for Lees karriere og en lille popgenistreg for den periodes popmusik. Og en sang, der stadigvæk dukker op for mit indre øre – til udelt begejstring.

Ruller stenene igen?

15. marts 2015

Rygterne svirrer og Rolling Stones puster selv til dem med tweets: At de aldrende rullesten vil drage på turné i Nordamerika i år. Så kan vi bare krydse fingre for, at de – når de begynder at rulle – ruller forbi de europæiske lande også. Vi ved jo ikke om det bliver sidste gang med dinosaurerne.

Grace Jones – Disco!

14. marts 2015

Måske er der tale om en form for timing. I hvert fald udsendes der en opsamling – vinyl – med Grace Jones’ første tre album, Portfolio, Fame og Muse i lydforbedret og udvidet udgave – netop som vi har fået at vide, at Jones lægger vejen forbi Aarhus for at optræde på Northside Festival. Jo, der er dømt disco, når Grace dukker op på den der mark ved Ringgaden i Aahus og sikkert forvandler festivalen til en stor discoclub…

Måske er der tale om en form for timing. I hvert fald udsendes der en opsamling – vinyl – med Grace Jones’ første tre album, Portfolio, Fame og Muse i lydforbedret og udvidet udgave – netop som vi har fået at vide, at Jones lægger vejen forbi Aarhus for at optræde på Northside Festival. Jo, der er dømt disco, når Grace dukker op på den der mark ved Ringgaden i Aahus og sikkert forvandler festivalen til en stor discoclub…

 

Listomani: Sange til at brække sig over!

14. marts 2015

Bandet The Ex har lavet en hadeliste – eller en liste over sange, der får dem til at brække sig. The Vomit 50 kalder de den. Du kan se listen her. Vi har alle vores favoritter, guilty pleasures og – ja – hadesange. Jeg vil blot konstatere, at en hel del af numrene på listen – fx Wings’ “Mull of Kintyre”, The Police’s “Da do do do”, R.E.M. “Shiny Happy People”, The Knacks “My Sharona”, Steve Miller “Abracadabra” og A-has “Take on me” – klarer min shitdetector uden de store problemer.

The Vibrators og den levende punkrock

14. marts 2015

Det britiske punkrockorkester The Vibrators startede i 1976 og deres debutalbum hed Pure Mania, og pladen er et hovedværk i halvfjerdserpunken. Men The Vibrators er still going strong, og det viste de sidste år med deres album Punk Mania: Return to the Roots. Som titlen angiver, så holder Vibrators fast i udgangspunktet og griber tilbage.

Storsælgende og hitlistebesøgende har Vibrators aldrig været, men bandet har alligevel sat sig sine spor. Det illustreres af Those Darlings coverversion af Vibrators’ gamle sang “Sweet sweet heart”. En frisk, moderne update-udgave.