CAPAC

The School stammer fra Wales og er på et spansk (!) plademærke, hvor bandet har udsendt tres album plus en EP og et par singler. I år udkom albummet Wasting Away and Wondering (Elefant Records).

Og The School udmærker sig ved, at blande en iørefaldende og markant tresserpoplyd (pigegrupper, Beach Boys m.m.) med elemeter af moderne indiepoprock. Og resultatet er – hvis du spørger mig – ganske charmerende og forførende. Og The School fortjener at få flere lyttere end de faktisk har.

Julen – den nærmer sig – kan tage det gode humør fra enhver. Og Courtney Barnett lader bluesen gribe sig i sin sidste sang på det ellers overvejende rockende og livsbekræftende album Sometimes I Sit and Think, And Sometimes I Just Sit. “Boxing Day Blues” hedder sangen, og den er endnu en kapitel til den uendelige historie om parforhold, der ikke holder.

Det kan godt være, at salget af CD’er falder (vist med over 30% i USA det forgangne år), men pladeselskaberne må stadigvæk tjene lidt på deres boksificeringsmani. Og bokssæt er – lad os bare indrømme det – et blandet fornøjelse. I nogle tilfælde er det alle pengene værd, og i andre? I den forgangne uge har en af de hotte nyheder været, at Bruce Spingsteen vil genudsende sit store album The River – et af mine yndlingsalbum – i et luksuøst bokssæt under titlen The Ties The Bind: The River Collection. Over fire CD’er, tre DVD’er og en coffee table-bog vil Springsteen give os mulighed for at fordybe os i musikken fra de indspilningssessioner, der førte til dobbeltalbummet. Der loves masser af sjældne og hidtil uudgivne (vi tager bootleggerne i ed..) indspilninger, en dokumentarfilm m.m. Løfter, der gør en Springsteen-fan svag i koderne. Vi håber, at udgivelsen er værdt at investere i.

En smagsprøve og appetitvækker   :

Grundlæggeren og næstkommanderende i det ultimative hippieband, Grateful Dead, Bob Weir, bliver i dag 68 år. Men er – som mange af sine jævnaldrende – stadigvæk aktiv i musikken. Vi markerer dagen med et par musikalske tilbageblik på hans soloaktiviteter. Nærmere bestemt til 1972 og 1978.

GET OFF THE PHONE from J. Sprig on Vimeo.

Det er siden Dangerous Minds, der spørger, om Johnny Thunders and the Heartbreakers leverer varer i denne optræden fra 1977. Døm selv, men der er i hvert fald gang i den…

Neil Young er en af de relativt få rockikoner fra tresserne som stadigvæk holder fast i sin ungdoms antiautoritære rebelskhed og stadigvæk tror på, at vi kan skabe en bedre verden end den vi er tvunget til at leve i nu, hvor kapitalismen hærger, klimaet er truet og så videre. Musik og politisk bevidsthed går op i en højere enhed hos Neil Young. Senest på pladen The Monsanta Years, hvor han som titlen antyder blandt andet gør op med genmanipulerede fødevarer. Og nu følger Young så op med en ny hjemmeside – www.goearth.org – hvor han samler information om en lang række progressive ideer. Lige fra forbud mod GMO, landbrugets fremtid, økologi og klimaforandring. Jovist, den gamle hippie og rocker står fast. Og det sker under mottoet: It takes a village to keep the free world rockin’.

Vinyl er det nye sort. Eller – sort har det jo altid været – det, rigtige musiknørder efterspørger. Og efter at vi har set fx The Who få deres gamle singler genudgivet på vinyl, kommer turen nu til konkurrenterne i Cream. Ti af gruppens singler – The Singles 1967-1970 – kommer til december og kan altså være en julegave til ham/hende, der vinylnørder. Alt sammen i en lille dekorativ boks.

Læs mere »

Den næsten pompøse lyd er ikke til at tage fejl af. Det er Jeff Lynnes karakteristiske stemme heller ikke. Og samme Lynne har sluppet endnu et nummer fra det kommende, imødesete nye ELO-album løs i medierne. “When the night comes” hedder det og bekræfter det indtryk “When I was a boy” gav, nemlig at det album vist holder momentum for gruppens bedste plader.

 

Man har vel lov til at dagdrømme lidt?! Og jeg drømmer, at julemanden eller en rig onkel fra Amerika vil give mig den nye mastodontboks med Ulf Lundells musik. I anledning af mandens 40 års jubiliæum som pladeartist udkommer boksen Hemat genom rift valley i begyndelsen af december. Den indeholder alle Lundells plader (som vinyl replicas) plus alle hans singleplader, bidrag til opsamlingsplader, outtakes, alternative indspilninger og demooptagelser. Noget af det har aldrig været ude før. En bog med udførlige noter og oplysninger og fotos fra Lundells private fotoarkiv. Kort sagt en udgivelse, som enhver rigtig Lundell-fan kun kan ønske sig. Ønsket bliver nok ikke opfyldt, men sådan er det jo her i livet.

Kærlighedens disciplin hed Peter Smits debut- og gennembrudsalbum fra 1990, og med sit nye dansksprogede album Takter og slag fortsætter Smith med at besynge kærlighedsdisciplinen.

Årene er gået, og selvfølgelig har tekstuniverset omkring kærligheden fået flere nuancer i kraft af årenes indhøstede erfaringer. Men det betyder ikke, at Smith undslipper kærlighedspopsangenes mest almindelige træk – banaliteten. Det illustreres ganske godt af titelsangen, den stille vuggende “Takter og slag”, der vel harmonisk beskriver et parforholds forløb fra det første møde – “En, to og tre og så delte vi takter og slag. år efter år og vi danser stadig i dag. Der var kærlighed og så var der der hvor der stormed og regned…”.

Storm, regn, konflikt osv. er der selvfølgelig et sted i det univers, men helt i poppens ånd så er fokus på det harmoniske og velfungerende. Det kan ses som en svaghed eller som det modsatte. Selv foretrækker jeg at opfatte det som udtryk for, at Peter Smith står ved sit popmusikalske udgangspunkt og siger ja til silly lovesongs. Poppens primære opgave er ikke og har aldrig været at dyrke det disharmoniske og konfliktuelle, selv om der undervejs i dens historie har været mange vellykkede eksempler på netop den slags grænseoverskridende sange. Poppen er grundlæggende affirmativ og dyrker det romantiske. Og sådan er Peter Smiths sange også. De er lyse, lette og ikke tynget af problemer og bekymringer.

Og musikken passer som Hans i Grete til de uproblematiske og ligefremme sange omkring kærlighedslivet. Sammen med hold yderst kompetente musikere og sangere har Smith skabt en popplade, der nok ikke primært tager sigte mod de ungdommelige hitlister, men derimod fremstår som voksen, moden pop. Et melodiøst album, der uden tvivl står i gæld til en tradition, der går tilbage til Beatles og ikke mindst Paul McCartneys melodiøse popsange.

Et album, der smagfuldt lukker sig om de ukomplicerede kærlighedstekster med sin inciterende popmelodier, der fremføres af Smiths ungdommeligt lydende mandsstemme, lækkert korarbejde og lige så lækkert sammenspil med plads til diskrete individuelle, instrumentale udfoldelser. Jeg tror, Peter Smiths nye plade vil falde på et tørt sted hos mange voksne popelskere, der ikke er bange for kærlighedslivets banaliteter og romantik eller for den smagsfulde poplyd, der bærer pophistoriebyrden med lethed. Hermed anbefalet.

Peter Smith. Takter og slag. Produceret af: Danny Schoger. Gateway Music. Er udkommet.

Så kom dagen, hvor også Cliff Richard nåede de 75 år. Og han er stadigvæk aktiv og har annonceret, at han vil markere årsdagen med en turné rundt om i Storbritannien, og bl.a. optræde på Royal Albert Hall i London.

Min egen musikalske interesse for Cliff begyndte at blegne, da han havde udsendt albummet I’m nearly famous i 1976, et album, der var et forsøg på musikalsk fornyelse, et comeback-forsøg, der lykkes rent kommercielt. årene op til pladens udgivelse var det gået lidt ned af bakke for det gamle popidol. Med det nye album forsøgte Cliff at komme på omdrejningspunkt med sin samtid. Men samtidig var det også et farvel til perioden med halvtredserrock’nroll og uskyldig tresserpop. Og det var den tid, jeg især kunne lide og havde et forhold til.

Det kan godt være, at Pete Townshend og resten af de originale medlemmer af The Who er kommet til års, og ikke længere kan gøre krav på ungdom. Men for nøjagtig 50 år siden skrev de rockhistorie og – ja – kulturhistorie, da de indspillede den generationsdefinerende sang “My Generation”, der både var en kontrakulturel og oprørsk sang og en sang om, hvor svært det var – og er – at være teenager. Sangen er for længst blevet kanoniseret, men står stadigvæk som et uafrysteligt statement, som ingen rigtig teenager ikke vil kunne identificere sig med.

Her i tre mindeværdige udgaver…

For ikke så længe siden omtalte jeg Fenger // Nordstrøms single “Casablanca”, der var et vellykket møde mellem Søs Fengers sødmefyldte popstemme og elektroduoen Nordstrøms lidt kølige elektrolyd. Og nu er så albummet Gnister kommet. Og – må man vel spørge – slår det så gnister eller hvad? Det gør det jo som regel når modsætninger mødes og sød musik opstår. Før eller siden slår det gnister. Og i titelsangen spørger Fenger også, om vi ‘ku slå gnister’ og ‘starte en eksplosion’.

Men eksplosionen udebliver og hvis der opstår gnister, så holdes de tilbage. For Gnister er et rigtig popalbum, der stræber mod det harmoniske, det vellydende, iørefaldende og det uden (for mange) kanter. Og det skal forstås positivt. Gnisterne, modsætningerne, konflikterne osv. holdes i ave – som en nødvendig forudsætning for poppens lydefri og behagelige overflade. Og sangen “Gnister” er et godt eksempel på, hvad Fenger // Nordstrøms pop kan. Nemlig levere en uforskammet iørefaldende og forførende popsang, der simpelthen må ende på hitlisterne (hvis der er nogen retfærdighed – hvad der som bekendt ikke er…). En popsang, der rejser sig i al sin harmoni og vellyd på en bund af potentiel konflikt af den slags som kærlighedslivet altid indebærer, når modsætninger mødes og så videre…

Som jeg allerede har været inde på, så står Søs Fenger og Nordstrøm godt til hinanden. Med al sin modenhed, erfaring og professionalisme kan Søs Fenger holde fast i sit udgangspunkt som repræsentant for den lidt mere langtidsholdbare pop, og Nordstrøm har fundet et naturligt modspil til Fengers dejlige stemme med deres ubesværede håndtering af den forførende popmelodier, samtidig med at der gives plads til små digressioner ud i electronicaens lydunivers.

Helt i poppens ånd så handler mange – de fleste – af sangene om kærlighedslivet i dets uudgrundelighed. Og sådan skal det nok være. Men som sagt så er det en harmoni, der bygger på en grund af konfliktstof og modsætningsfuldhed. Der er gløder og gnister under al skønheden – og det er også som det skal være, når pop skal give mening. Og det gør den i Fenger // Nordstrøms  tilfælde. Projektet, hvor Søs Fenger mødes med den unge, moderne electronica er lykkedes – og både Søs Fenger og Nordstrøm har med denne plade lagt en alen til deres talent – og skabt en rigtig vellykket popplade, der kun kan begejstre rigtige popfans. Hermed anbefalet.

Fenger // Nordstrøm. Gnister. AEM Records. Er udkommet.

“Koncerten med The Tallest Man on Earth er UDSOLGT” meddelte et opslag over døren til Voxhall, da jeg ankom til spillestedet i god tid før koncerten. Og den besked – og den store kø foran billetkontoret – blev hængende i bevidstheden et stykke tid. For hvorfor er der udsolgt? Bevares The Tallest Man on Earth – kunstnernavn for Kristian Matsson – kommer med endog fine plade- og koncertanmeldelser (bl.a fra Roskilde Festival og Store Vega) i ryggen, men alligevel? Mange gode navne med fornemme foromtaler fylder ikke et spillested som Voxhall op til randen. Så hvorfor?

Men inden jeg fik lidt at et svar på spørgsmålet, måtte vi – publikum – opleve opvarmningsnavnet, Phil Cook. Guitarist, sanger og sangskriver fra North Carolina ( i det sydlige USA), som Cook med slet skjult stolthed fremhævede som et sted, der har skabt musik med hjerte, musik, der ‘har ændret verden’. Og musik som han selv dyrker. Med en god håndfuld sange, der stak dybt i gospel, blues og gammel rock’n roll fik Cook et godt tag i et oplagt publikum, der tydeligvis kunne lide ham og hans musik og endda indlod sig på at synge med på en sang om sangskriveren lille 4-årige, søvnglade søn.

Og så viste det sig senere, at Phil Cook ikke var en tilfældig support, men en god ven af og musikalsk inspirator for Matsson. Og et navn, man fik lyst til at høre mere af og om.

Klokken cirka 22 dukkede Matsson så op sammen med sit fire mand høje band. Ja, han kom springende ind på scenen som en anden skovtrold. En ung faun, der straks tog førertrøjen på og med sin aktive og nærværende optræden fra første færd tryllebandt et i forvejen forventningsfuldt og entusiatisk publikum. Og det var her noget af svaret på ovenstående spørgsmål begyndte at finde lidt af en forklaring. For der midt på gulvet foran The Tallest Man og Co. blev det hurtigt klart, at vi var kommet med Matsson-fanklubben til koncert. En stor del af det overvejende unge publikum var tydeligvis hard core-fans, der ikke alene kunne de fleste af Matssons sange udenad (og klappede og sang med på sangene), men også agerede med den for fans typiske begejstring, der ikke lader megen plads til kritisk distance eller forbehold.

Der er nu heller ikke nogen grund til at være specielt kritisk over for Matsson og hans band. For man må sige, at kunstneren leverede varen. Med et sjældent set nærvær, energi og intensitet afleverede Matsson en stribe af sine meget iørefaldende og vedkommende sange, kun kort afbrudt af en obligatorisk udskifning af guitaren efter hver sang (og smiden bort af den brugte plekter). Og der var ingen tvivl om, at Matsson var hovedpersonen. Det både kompetente og lydhøre amerikanske band  – viola, el-guitar, bas, saksofon, trommer, keyboards og steel guitar – var et langt stykke hen i koncerten henvist til rollen som akkompagnement, hvilket blev understreget af en del sange, hvor Matsson stod alene på scenen. Først til slut i den ordinære koncert fik bandet mulighed for at rocken igennem sammen med hovednavnet – og Phil Cook som tangentspiller – som et regulært sammentømret band. Noget, der gav en lyst til at se, hvordan det projekt ville kunne udvikle sig fremover.

Vi var til koncert med fanclubben – på godt og på ondt. For en stor del af de fremmødte var meget snakkesalige. At man snakker før koncerten begynder og i pausen mellem opvarmning og hovednavn er kun forståeligt, selv om det udviklede sig til en næste metalllisk klingende summen. Men, når man fortsætter ind i selve koncerten bliver det for meget. Og Kristian Matsson måtte da også – meget diskret – henstille til nogle af publikummerne,  at de holdt mund og lyttede og oplevede koncerten. For det er jo det, vi var der for. Men i vores selvoptagede kultur er det åbenbart svært for nogle at vise det hensyn over for kunstnerne og de øvrige publikummer. Dertil kom, at nogle få lod sig rive så meget med af Matssons – det skal understreges – meget medrivende og dansante sange, at de hoppede og fægtede med armene, så de bagvedstående fik ødelagt deres oplevelse – og højlydt måtte påtale den dårlige opførsel. Og det hører da heller ingen steder hjemme at opføre sig på den måde.

Men bortset fra denne lille dråbe malurt i koncertbægeret, så var det en på enhver måde fremragende koncert. Vi fik også et par ekstranumre. Og The Tallest Man on Earth kommer måske ikke i Guinness Book of Records på grund af sin højde, men han viste, at han sikkert er The Tallest i mangen en fans pladesamling og overbevist os andre om, at han har nogle fantastiske sange i ærmet. Sange, der tydeligvis står i gæld til den folkrocktradition, der bl.a. tæller Bob Dylan (som Matsson direkte henviser til i sangen “King of Spain”, hvor han bærer støvler af spansk læder…), men også er præget af en svensk tradition for gode popsange. Og sange, der blev afleveret med nærvær, energi og intensitet, der gjorde koncerten nærmest formfuldendt.

Jeg bliver nok ikke fan af Matsson, og kunne godt ønske mig, at han engang begyndte at synge på sit modersmål – men han har – sammen med sit gode band – givet mig en at de store koncertoplevelser i år. Også med det forbehold, jeg havde over for en del af publikum. Kom igen Kristian.

Fotoet ovenfor er lånt fra Voxhalls hjemmeside.