På denne dag i 1963 udkom The Beatles’ andet studioalbum With tht Beatles med Robert Freemanns ikoniske coverfoto i sort-hvidt. Beatlemania var i fuld gang og pladen hældte brændstof på det bål med en række af gruppens mest elskede sange – fra “It won’t be long” over “All my loving” til Chuck Berry-coveret “Roll over Beethoven”. Både album og singleuddrag hittede overalt – også i Danmark, hvor “All my loving” fik hele seksten uger i begyndelsen af 1964.
Da jeg i april 2013 omtalte Claus Høxbroes og Oscar Gilberts første plade – Nøgne som nyfødte – trak jeg forbindelseslinjer fra pladen tilbage gennem det tyvende århundredes ‘skriftbevidste’ digtning. Via Dan Turell gennem beatpoeterne og tilbage til Joyce i begyndelsen af det tyvende århundrede. En digtekunst, der – forskellene ufortalt – satte skriften fri, lod skriften skrive og overskride alskens grænser som et gevaldigt dæmnings- og digebrud, der stadigvæk sender dønninger gennem det litterære landskab. Selv om mainstreamlitteraturen hele tiden truer med at lukke dæmningsbruddet og hele tiden forsøger at putte ord og sætninger ind i de huller, som dæmningen har fået gennem årene.
Men den skrift, der er tale om, er ikke kun skriften i gængs forstand. Den skrift, der nedfældes på papir og i bøger eller på computerskærme. Der er tale om skriften i en mere generaliseret forstand. En skrift, der fx også skriver i musikken. I samme århundrede – det tyvende – hørte vi, hvordan skriften slap fri i den såkaldt moderne klassiske kompositionsmusik, i jazzens improvisatoriske eksperimenter og – ja – i grænseområder af popkulturen, hvor avanceret pop og rock tog fat og nedbrød grænser og konventioner.
Og på deres nye plade med titlen Tusmørkets censur fortsætter de to, hvor de slap på det første album. Det er stadigvæk beatpoesiens og jazzens avantgardistiske æstetik, der styrer deres udfoldelser og understreger, at det med dæmnings- og digebruddet stadigvæk gælder.
Duoens afsæt er lidt anderledes denne gang. Dels har de fået musikalsk hjælp af et hold strygere og blæsere. Og dels har Oscar Gilbert denne gang fået lov til at itonesætte en række af Claus Høxbroes færdige og publicerede tekster. Men den improvisatoriske tilgang er stadig den samme og det understreges af, at fire af stykkerne på pladen er skabt improvisatorisk i pladestudiet. Men – bortset fra, at de spontant improviserede stykker ikke har medfølgende tekst i den lille medfølgende booklet, så er der ikke den store forskel mellem stykkerne. Det improviserende og legende afsæt er fundamentalt det samme.
Claus Høxbroes reciterer teksterne på til tider slentrende beatpoetisk vis uden at accentuere tekternes egen metrik. Det overlades til Oscar Gilbert med sin musik at skabe en organisk klangbund, der med overvejende lyriske (men også forbigående mørkere) stemninger eksponerer teksternes indre musikalitet. Et paradigmatisk eksempel finder man i nummeret “Knippelsbro”, der også er omsat til videomediet (se nedenfor). Høxbroes tekst vokser op af stedet Knippelsbro med en iagttagende sansning, der flyder stille og roligt gennem teksten som vandet ved broen, medens Oscar Gilberts musik snor sig under og gennem tekstrecitationen, så tekst og musik smelter sammen i en vemodigt-lyrisk helhed.
Tusmørkets censur befinder sig langt fra populærmusikkens middelvej i den lille eksklusive niche, hvor poesi og musik mødes og befrugter hinanden til begge kunstarters fordel. Det er en niche, vi har nydt godt af i mange år – og Høxbroes og Gilberts plade understreger vigtigheden af den. Hermed anbefalet.
Tusmørkets censur. Claus Høxbroe & Oscar Gilbert – med strygere og blæsere. Exlibris. Udkommer den 25. november
I denne weekend for 60 år siden skrev Elvis Presley under på en pladekontrakt med RCA. Han forlod dermed det lille Sun-plademærke, der havde været med til at gøre ham til et stort navn i de amerikanske sydstater. Men plademærkets ejer Sam Phillips var kommet ud i økonomisk uføre og måtte derfor skille sig af med sin stjerne in spe.
Underskrivningen foregik i Sun studierne og den 20-årige Elvis havde sin moder og fader med ved begivenheden. Resten er historie – pophistorie.
Da jeg havde fået benene ud af senge, så jeg det straks. Sneen der faldt udenfor. Og straks kom alle snesangene også trimlende. Både de danske og de udenlandske. Og der er kun at sige som Rod Stewart her synger: Lad det sne. For vi ved ikke, hvornår vi får lov til at opleve det igen…
Julen nærmer sig med stormskridt. Og som altid er pladebranchen på tæerne for at sikre sig sin del af julekagen. Og de første juleplader har da allerede set dagens lys. Opsamlingerne står på stand by, så ingen kan vide sig sikre. Og så er der nyindspilningerne…
Den unge poptøs Carly Rae Jepsen har vovet pelsen og indspillet Whams åbenbart uopslidelige julekærlighedssang “Last Christmas”. Jeg har aldrig elsket den oprindelige sang, men accepteret den som en del af bagtæppet for julen. Men Jepsens tilfælde synes jeg det ender i tuttenuttet Lolita-pigepop af den forglemmelige slags med alt for kælen pigestemme og et arrangement, der må være discount. Og hendes version gør, at jeg nok hellere lige må høre originalen en gang til – bare for at få tingene sat på plads.,
Så kom den sejlende ind i bevidstheden igen, sådan som den så ofte før har gjort. Punky’s Dilemma fra Simon & Garfunkels hovedværk Bookends. Tilsyneladende en forvrøvlet sang. Og dog. Ved nærmere eftertanke er der måske mening med galskaben. Er det ikke sådan, det er, at være ung. At fantasere om, hvad man skal og kan blive til, når man bliver større, mere voksen… og så videre? Jeg ville ønske, jeg var et Kellogs Corn Flake. Jeg ville ønske jeg var en engelsk Muffin. Absurd, men også et udtryk for den desperation, man som ungt søgende menneske kan komme i. Lad mig da for fanden blive til noget, som Dissing sang – andet end det jeg er lige nu og her. – Nej. jeg bliver aldrig færdig med Simons ungdomsværk.
Wish I was a Kellogf’s Corn Flake Floating in my bowl, takin’ movies. Relaxing a while Living in style Talking to a raisin who occasionally plays L.A. Casually glancing at his toupee.
Wish I was an English Muffin About to make the most out a toaster. I’d ease my self down Coming up brown. I’d prefer boysenberry more than any ordinary jam. I’m a sitizens – for – boysenderry jam fan.
Oh, say California.
If I become a first lieutinant Would you put my phots on your piano? To mary Jane Best wishes Martin. Ol Roger draft-dodger leaving by the basement door Everybody knows what he’s tip – toeing down there for.
Og i dag fylder Malcom John Rebennack – bedre kendt som Dr. John – 75 år. Siden halvtredserne har han været en del af den frodige New Orleans-musikscene, hvor han troligt har dyrket og forfinet stedets musikalske rødder og kogt dem sammen til sin egen umiskendelige gumbo. Et hav af plader er det blevet til. Senest kom Ske-Dat-De-Dat: The Spirit of Satch (2014), hvor Dr. John tematiserede inspirationen fra en af sine forbilleder, Louis Armstrong. Pladen blev fulgt op af ekstensive turnevirksomhed i hjemlandet og i Europa, for Dr. John er stadigvæk 100% aktive som den multikunstner, han er.
Endnu et træ i skoven af bemærkelsesværdige kunstnere med rod i tresserne og halvfjerdserne er faldet til jorden. I fredags døde Jan Monrad som følge af en blodprop i lungerne, 64 år gammel.
Den uddannede skolelærer startede som udøvende kunstner i begyndelsen af 1970’erne og kom ud til et større publikum, da han sammen med makkeren Søren Rislund dannede gruppen Totalpetroleum. De to tidligere gymnasiekammerater dyrkede en næsten ungdommenlig hang til aparte humor, som de forfinede og modnede i det band. Senere skrumpede Totalpetroleum ind til duoen Monrad & Rislund, hvor de to kammerater fortsatte deres satiriske og humoristiske arbejde.
Sammen med Rislund var Monrad eksponent for – på linje med fx Clausen & Petersen – den skæve, folkeligt forankrede, let samfundskritiske humoristiske sans, der også var et barn af tressernes og halvfjerdsernes anti-autoritære og rebelske strømning. Og nu er der så en mindre til at bære den flamme videre. Det er synd og skam. Farvel Monrad.
Når the Guardian kan bruge en hel artikel på modtagelsen af Adeles nye album 25, set i lyset af internettets tid, hvor det ikke længere er nødvendigt at stå i kø foran den lokale pladebutik for at sikre sig et eksemplar på udgivelsesdagen, så siger det ikke så lidt om de forventninger, der har været og er til den succesfulde sangerinde. Og lytter man til singleudspillet “Hello”, så forstå man godt, hvorfor hun holder den britiske presse i gang. Hun har en stemme, der er noget helt særligt. Og kombineret med en god melodi og en meningsfuld poptekst, så kan det ikke gå galt – og det er det heller ikke…
At dømme på nedenstående forsmag på David Bowies kommende album Blackstar, så bliver den nye plade en af det kommende års store overraskelser, hvor Bowie træder ind på nyt land… På samme tid genkendeligt Bowie og foruroligende anderledes, end alt, hvad vi tidligere har hørt fra ham.
I 1999 lykkedes det det amerikanske hard-rock-band Creed at lokke Robbt Krieger (the Doors) op på scenen ved Woodstock-festivalen for at kompensere for The Doors fravær ved den oprindelige festival mange år tidligere…Â Og sammen kastede de sig over Doors gamle mesterlige bluesrocknummer “Roadhouse Blues”. Men jeg foretrækker nu stadigvæk den originale udgave med Jim Morrison i forgrunden..
Min musikafspiller løb tør for strøm for et par dage siden, jeg fik ikke ladet den op og var derfor nødsaget til at lytte til radio i forbindelse med mit job. Og radio vil sige Danmarks Radio P5, der bl.a. dyrker mottoet ‘kanalen hvor god musik aldrig går af mode’ eller noget i den retning. En kanal, der dyrker gammeldags mainstreampop og -rock. Det indebar – for mit vedkommende – et genhør med mange gamle og gode hits, men det blev også lysende klart, at kanalen lever højt på intensitvt genbrug af de samme sange og numre, dag efter dag. Overraskelser, genopdagelser osv. er der bestemt ikke plads til på P5. Nej, vi er langt fra den form for radio, der var plads til i tresserne og et langt stykke ind i halvfjerdserne, hvor jeg var fast lytter til Danmarks Radio.
Når det er sagt – og siges det skal det, for formelt set har vi at gøre med en public service-station, der burde kunne vise mere kvalitet i såvel form som indhold – så var der som sagt søde genhør med gamle sange. Og i går var der især en sang, der bed fra sig og bed sig fast i korttidshukommelsen. Nemlig Bonnie Tyler og hendes “Lost in France” fra 1977. Det var såmæn ikke Bonnie Tyler som sangerinde, der gjorde indtryk. Men tekstlinjen “I was lost in France in love”..
As I stood there in the morning rain
I had a feeling I can’t explain
I was lost in France in love
Det forekom mig, at sangskriverne Steve Wolfe og Ronnie Scott havde begået en lille bitte genistreg med lige netop den verselinje… en lille punktering af en i øvrigt helt banal popkærlighedssang.
Coathangers fra Atlanta har vi været omkring før i den løbende stræben efter at finde sporene efter garagerocken, punken og den elementært energiske rock. Og The Coathangers er aktuelle med en ny video med sangen “Watch your back”, hvor pigerne trykker den af (uden overdrivelse)…
Fyrre år er gået siden The Kinks udsendte conceptalbummet Schoolboys in disgrace. Deres 14. langspiller. Som de andre conceptplader, Ray Davies og Co. havde udsendt i en lind strøm siden The Kinks are the Village Green Preservation Society i 1968, så blev pladen kun en beskeden succes og afrundede deres gyldne æra med stort anlagte teatralske album med sammenhængende fortællinger. Og Kinks skiftede fra RCA-pladeselskabet til det mere progressive Arista, der gjorde bandet til stadionrockband. Det hjalp lidt på successen. De efterfølgende plader Sleepwalker og Misfits solgte bedre.
Men Schoolboys in disgrace er en perle, hvis man holder af tressernes dyrkelse af LP-pladens muligheder for sammenhæng i musikken.
Også Lasse Matthiessen bekender sig til vor tids melankolsk anlagte tidsånd på sin nye fine dobbelt-CD-udgivelse Wildfires. Og heri er der ikke noget overraskende, for sådan var det også med Lasse Matthiessens plade Carry Me Down, som jeg anbefalede tilbage i 2014.
Men hvor Carry Me Down var indspillet et afsides sted i Norge og dyrkede en tilsvarende minimal æstetik, så viser Matthiessen sin fulde spændvidde som moderne singer-songwriter på det nye album, hvor Lasse med sit band – Halla Nordfjörd (sang, glockenspiel m.m.), Johanna Weckesser (el-guitar,sang), Niels Wilhelm Knudsen(bas) og Martin Krumming (trommer, piano, sang) – folder sine melankolske sange ud i et overbevisende folk-rock-agtigt regi. Det illustreres ganske godt af den indledende lille, nærmest programagtige sang “Broken”, der i al sin korthed lyder: “He drinks/ like something/ is broken inside of him./ Nobody knows why”. En sang, der ligger i lige forlængelse af sangen “Tonight. We drink to die” fra den foregående plade. Følelsen af brudthed og drikfældighed afsætter sig i næsten kontradiktorisk stolt rockballade, der begynder svagt akustisk med Matthiesens fine stemme i forgrunde og langsomt vokser med flere vokaler, el-guitar, trommer m.v. til en paradoksalt livsbekræftende sang om den gåde, den gemmer på. Og det er en lysende kvalitet ved Lasse Matthiessens udgave af melancholia: At der midt i tristessen og mistrøstigheden er et musikalsk supplement, der peger ud over melankolien i kraft af rockens stadigt livsbekræftende energi og appetit. På nogle numre mere end andre. Fx “Here with me tonight”, hvor tosomhed er modvægt til brudthed og smertende erfaring, eller “I saw her face”, hvor den kvindelige partner også skaber en slags balance i den fundamentale brudthed. Begge sange karakteriserer Matthiessens sangskriverkunst, der består i sange, der både mestrer det enkle, akustiske, varme, følsomme udtryk med guitar og stemme (den første sang) og den udfoldede folk-rock-form (sang nr. 2). I flere af sangene rummes begge æstetiske elementer – og giver faktisk et signalement af Matthiessens som sangskriver.
Det er vist ikke lykkedes for alvor for Lasse Matthiessen og hans kompetente band at slå helt igennem herhjemme, medens tyskerne har taget dem til sig. Jeg kan kun opfordre til, at musikelskere giver denne fine udgivelse – der også rummer et live-show fra den tyske tv-kanal ZDF – en chance. For det fortjener Matthiessen og bandet. Det er fornem singer-songwriter-kunst af bedste skuffe. Hermed anbefalet.
Lasse Matthiessen. Wildfires. TV Noir Label. Er udkommet.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
