maj 2016 arkiv

Sådan sylter man et stort politisk problem: Irak-kommissionens efterspil

26. maj 2016

Irak-kommissionen blev nedlagt af den siddende regering. Og tusindvis af dokumenter, som  kommissionen fik produceret blev lagt i mølposen, hvorfra de tydeligvis helst ikke skulle nå ud til offentligheden. Flere politikere – bl.a. fra Liberal Alliance – har siden krævet papirerne offentliggjort, men uden held. Og nu har så den blå regering sammen med bl.a. Liberal Alliance besluttet, at nogle udvalgte og  håndholdte forskere skal lave en historisk udredning af, hvad papirerne gemmer om krigene i Afghanistan, Irak osv.

Anton Geist fra dagbladet Information sammefatter ganske godt, hvad problemet er med den “løsning”:

 

”Så det er altså en gruppe politisk udpegede historikere, der skal undersøge krigene i Irak og Afghanistan – uden mulighed for at afhøre vidner, uden mandat til at undersøge Danmarks håndtering af fanger og uden ret til at gengive klassificeret materiale, medmindre »der opnås samtykke« fra myndighederne. Jamen det er da også mere bekvemt end en undersøgelseskommission fuld af jurister, der kan afhøre vidner, undersøge håndteringen af fanger, har ret til at gengive fortroligt materiale – og som sikkert ender med at vurdere, at det ene og det andet var ulovligt.”

Og lad mig tilføje: Det er ufatteligt, at Liberal Alliance, der ellers krævede åbenhed om Irak-kommissionens dokumenter, de æder det her hold-kæft-bolsje.

Og det er endnu mere ufatteligt, at Alternativet stemmer for. Hvad blev der af åbenhed, gennemsigtighed og ny politisk kultur?!

Alternativet var et frisk pust, da partiet kom frem og ind på tinge med tanker om nytænkning. Men ved at stemme for denne blå rævekage har Uffe Elbæk og Co. vist, at det med stormskridt er på vej ind på den gyldne borgerlige middelvej, der fører lige lukt ind i helvede…

50: Gnags

25. maj 2016

Det er ikke kun i udlandet, man fylder 50. Også Gnags – dengang Those Gnags – fylder i år 50. Og bandet fra Skjern fejrer det skarpe hjørne med en turné med Peter A. G. Nielsen i forgrunden som altid. Gnags var en slags husorkester på Skjoldhøjkollegiet, da jeg boede der i halvfjerdserne. Men jeg var ikke en af deres loyaleste fans. Det gik lidt op og ned med begejstringen og jeg var varmest lige omkring starten af firserne. Og nu har jeg bandets bokssæt.  Men hatten af for et band, der i den grad har gået sine egne veje og har overlevet fem årtier. Gnags på tuben.

Musik og penge: Woodstock som eksempel

25. maj 2016

jimi-hendrix-woodstock-seale-431165

Penge har altid – og spiller – en stor rolle i musik. Ikke mindst de penge, som artisterne fik/får for deres musikalske anstrengelser. Nu om stunder handler det ofte om de relativt små beløb musikere kan få for at lade store, ressourcestærke firmaer streame deres musik. Og det er – kan jeg forstå – alt for lidt, der kommer ud af det projekt. Desværre.

Sitet Dangerous Minds har kigget på, hvad deltagerne i den berømte Woodstock-festival i 1969 fik for deres karrierebefordrende optræden de tre dage med ‘fred, kærlighed og musik’. Og det er ikke – målt med nutidens koncertprisniveau – store penge, der er tale om. Beløbene i paranteser er den nutidige ækvivalent.

1. Jimi Hendrix: $18,000 ($115,000)
2. Blood, Sweat and Tears: $15,000 ($95,000)
3T. Joan Baez: $10,000 ($63,000)
3T. Creedence Clearwater Revival: $10,000 ($63,000)
5T. The Band: $7,500 ($48,000)
5T. Janis Joplin: $7,500 ($48,000)
5T. Jefferson Airplane: $7,500 ($48,000)
8. Sly and the Family Stone: $7,000 ($45,000)
9. Canned Heat: $6,500 ($41,000)
10. The Who: $6,250 ($40,000)
11. Richie Havens: $6,000 ($38,000)
12T. Arlo Guthrie: $5,000 ($32,000)
12T. Crosby, Stills, Nash and Young: $5,000 ($32,000)
14. Ravi Shankar: $4,500 ($28,500)
15. Johnny Winter: $3,750 ($24,000)
16. Ten Years After: $3,250 ($20,000)
17T. Country Joe and the Fish: $2,500 ($16,000)
17T. The Grateful Dead: $2,500 ($16,000)
19. The Incredible String Band: $2,250 ($14,000)
20T. Mountain: $2,000 ($12,700)
20T. Tim Hardin: $2,000 ($12,700)
22. Joe Cocker: $1,375 ($9,000)
23. Sweetwater: $1,250 ($8,000)
24. John B. Sebastian: $1,000 ($6,300)
25T. Melanie: $750 ($5,000)
25T. Santana: $750 ($5,000)
27. Sha Na Na: $700 ($4,500)
28. Keef Hartley: $500 ($3,100)
29. Quill: $375 ($2,400)

50: Cream

24. maj 2016

1966 var ikke kun året for fine albumudgivelser, men også for dannelsen af nye, spændende grupper. Således fandt Cream sammen på denne tid for 50 år siden. De debuterede først ultimo juli – offficielt og uofficielt – men var de facto i gang. Og de nåede også at pladedebuterer samme år med Fresh Cream.

Bob Dylan – 75

24. maj 2016

Den unge man med guitaren fylder 75 i dag. Han er aktuel med en plade, der dyrker den store amerikanske sangskat. Og han gør det godt og fred med det. Jeg foretrækker dog Dylan, når han synger sine egne sange og har noget mere på hjerte.

Til lykke til Ken Loach

23. maj 2016

ken

Omsider lykkedes det for den 79-årige britiske instruktør Ken Loach at få de gyldne palmer i Cannes. Det skulle være sket for længe siden, men måske kan man tillade sig at se et positivt tegn i den kendsgerning, at det er lige nu i disse post-finans-krise-tider, at den altid historisk-og-socialt-bevidste instruktør løber med palmerne? Der er nemlig brug for hans slags nu, og mere end nogensinde. Vi lever i en tid, hvor historisk bevidsthed er gået fløjten (sammen med almendannelsens sidste rester) og hvor et socialt – ja, socialistisk – kritisk blik på samfundsudviklingen og -forholdene er mere undtagelsen end reglen. Dertil skal lægges, at Loach også er en fremragende instruktør, der kan sit håndværk på alle områder. I, Daniel Blake hedder vinderfilmen, der denne gang blandt andet tager fat på det britiske sundhedssystem.

Foto med kommentar er lånt fra sitet Films for Action.

Hvad sker der? – for 45 år siden

23. maj 2016

Jubileringen af Beach Boys og deres Pet Sounds må ikke komme til helt at stjæle billedet fra et andet, vigtigt jubilæumsalbum. Nemlig Marvin Gays What’s going on?, der udkom 21. maj 1971. Et album, der til forskel fra stranddrengenes tog datidens politiske virkelighed – i form af Vietnamkrigen og dens følger – op og gjorde til tematik på pladen. Jo, der sket noget i verden fra 1966 til 1971.

Selv om pladen indebar en klar politisk drejning i Gayes karriere, så fik han stor kunstnerisk og kommerciel succes med det album, der helt fortjent har fået status af at være et af tressernes helt store skelsættende album. På Rolling Stones toneangivende liste over de største album til alle tider ligger den på en 6. plads.

PS. Som opmærksomme læsere – ikke mindst Hans Henrik – har bemærket, så gjorde jeg albummet noget ældre, end det er. Errare humanum est osv. Men Gayes album er fra 1971, selv om det er rigtig nok, at det udkom i maj måned (d. 21). Ikke desto mindre et lille skævt jubilæum, det er værd at notere sig.

Paul Simon – The Werewolf

22. maj 2016

Paul Simons nye plade er lige på trapperne. Og det er en plade, jeg ser frem til, selv om Simon har haft en lidt slingrende kurs de senere år.

You really got me – i følge Dave Davies

22. maj 2016

Hvem lavede det fængende, klassiske riff i The Kinks “You really got me”? På The Kinks Facebookside insisterer Dave Davies på sin egen version, der ikke involverer storebroder Ray (der har givet en anden version i sin erindringsbog X-Ray) og angriber nogle andre for at forvrænge historien:

An open letter to Rich Cohen, Random House and Slate magazine.

For the record, I would like to correct a falsehood published in author Rich Cohen’s recent book ‘The Sun & the Moon & the Rolling Stones’. In a passage about the Rolling Stones’ song Satisfaction, a song which came out in 1965, the year after our worldwide hit Kinks song ‘You Really Got Me’ written by my brother Ray was released in 1964, Mr. Cohen states that Ray and I got into ‘a fight’ after which ‘one’ of us slashed my green amp to create my famous distorted guitar sound.

Cohen states, ‘The sound was akin to the lead on the Kinks’ “You Really Got Me,” which, according to legend, resulted from a fight between Dave Davies and Ray Davies. One of the brothers cut a speaker with a razor blade, causing the same sort of snarled line Richards achieved with the fuzz pedal.’

Mr. Cohen and Slate magazine editors have refused to provide a source for this passage despite repeated requests from my staff. As I have stated in interviews and print since 1964, I was alone at home in the front room of 6 Denmark Terrace in Muswell Hill North London when I got angry because I was upset about being separated from my girlfriend. I slashed the speaker cone with a razor blade IN A FIT OF RAGE. Ray was not with me. I was alone in my ANGER. IT had nothing to do with a fight with my brother.

My friend and peer Jimi Hendrix told me some years later that he loved my guitar sound and that ‘You Really Got Me’ was a landmark record. The casual tone with which Rich Cohen dismisses my innovation is insulting and undermines my singular achievement as if it didn’t matter , A SLIGHT OF HAND. I request an immediate revision of this passage to the book and article excerpt in Slate magazine. In all modesty that guitar tone on You Really Got Me- revolutionized rock guitar and Rock guitar was never the same again. The sound was copied by generations of musicians and still is today.. including Punk rock and heavy metal musicians.

Dave Davies – May 21, 2016

Man skal altid være varsom med at tro på den slags truismer, der bygger på erindringen. Måske husker Dave Davies forkert. Og måske er det i virkeligheden uinteressant, hvordan lyden og riffet kom i stand. Det vigtigste er, at lyd og riff kom i stand i den indspilning.

En tur med den magiske bus

21. maj 2016

The Who blev kendt for at smadre guitarer (vist nok attrapper mange af dem…), men det skal ikke skygge for, at Pete Townshend var og er en af de rigtig fine rockguitarister. Her – mange år senere – viser han, hvordan man trakterer en Fender Stratocaster… rockwise

Dagens jubilar: Paul McCartney – Unplugged

21. maj 2016

25 år er gået, siden Paul McCartney hoppede med på MTV-bølgen af unpluggedkoncerter. Og heldigvis gjorde han det, for det klæder Macca at skrælle sine  sange – og sine favoritsange – af til deres akustiske nøgenhed. I det hele taget er disse unplugged-optagelser en af de fortjenester, som MTV har stor ære af. Mange kunstnere fik en ungdommelig vækkelse i disse optagelser. Og til forskel fra nogle andre kunstnere, så holdt McCartney sig nøje til konceptet: akustisk musik. Jeg tror, han nød det.

Hvis han kommer bare i nærheden af det her i Herning, så har hans fans sandelig noget at se frem til…

 

Gensyn med Die Another Day

21. maj 2016

Og så fik jeg genset lidt af James Bond-filmen Die Another Day. Ikke en af de bedre i serien, fordi man har tabt den klassiske Bond-tematik på gulvet til fordel for et diffust plot, der så druknes i overstyrede og fortænkte scener, der nærmest dræber ethvert tilløb til rigtig spænding. At de så også bruger The Clash og London Calling i en enkelt scene understreger sådan set kun, hvor fortænkt denne Bond-film er.

Aftenens filmoplevelse: Oranges and Sunshine

21. maj 2016

Nogle af mine bedste filmoplevelser kommer, når jeg mindst venter det. Således i går, hvor jeg ganske tilfældigt zappede over på DR2, da filmen Oranges and Sunshine. Hvis jeg havde læst foromtalen, så havde jeg nok ikke set den, for jeg er generelt skeptisk over for “problemfilm”. Og denne film er i den grad en problemorienteret film. Den handler om den britiske socialarbejder Margaret Humphreus. der kommer på sporet af en socialpolitisk skandale af dimensioner. Hun opsøges af en ung kvinde, der er kommet fra Australien for at opsøge sin familie. Og hun kan fortælle historien om, hvordan hun som ganske lille blev deporteret til Australien og fik abrudt forbindelsen til familien. Og i Australien blev hun og de mange andre børn udsat for en oprørende behandling.

Margaret følger op på historien og kommer i kontakt med mange andre mennesker, der havde været ofre for deportationer, der stod på i årtier – helt op til omkring 1970. Mere end 100.000 børn blev med de britiske myndigheders velsignelse og autorisation sent til Australien og Canada. Og da skandalen begynder at rulle, forsøger samme myndigheder at holde sandheden skjult.

I filmen følger vi Margarets arbejde, bl.a. i Australien, med at opspore disse børn, få fat i deres historie og eftersøge deres mødre og familie i hjemlandet. Og vi ser, hvordan arbejdet får store omkostninger for hendes selv i forhold til hendes egen familie, som hun i perioder må forsømme, og i form af post-traumatisk stress, som hun pådrager sig ved at bære på alle de forfærdelige historier om vanrøgt og mishandling.

Filmen følger Margaret og hendes arbejde med at afdække sagen, og den er fortalt lige ud ad vejen uden kunstneriske falbelader. Og det i kraft af selve historien og Emma Watsons bøgterne fremstilling af Margaret Humphries at filmen overbeviser. Den er et eksemple på, at en “problemfilm” godt kan virke, hvis bare historien er god nok. Og det er den i dette tilfælde. En rystende fortælling om myndighedernes svigt gennem årtier og om menneskelig svigt af alleralvorligste slags. 

Og i filmen dukker denne sang op…

The Kinks i reklamens vold: All day and all of the night

20. maj 2016

The Kinks gamle garagerocker “All day and all of the night” fra albummet Something Else er udvalgt til at sælge madrasser. Og det sker formodentlig med sangskriver Ray Davies velsignelse. Reklamer er jo en god indtægtskilde. Selv Bob Dylan har ikke holdt sig tilbage med den slags. Alligevel synes jeg, at musikkens folk skulle holde sig for gode til den slags og i stedet kæmpe for, at pladeselskaberne betalte bedre for streaming af musik osv. Selv om det er er en relativt harmløs reklame om madrasser, så hører den gode sang og Dave Davies’ potente rockguitar ikke til der. Hvis i spørger mig.

 

‘WE’ – en teaterforestilling på Studenterscenen i København i 1967 med orkestret The Maxwells

20. maj 2016

Takket være Alrunen, Niels Schwalbe og Arne Würgler kan jeg her vise en gammel optagelse fra 1967 med glimt af det fortræffelige orkester The Maxwells. Optagelsen er en videokopi af en gammel 16mm film og består af spredte optagelser fra datidens prøver til forestillingen “We”. Et lille stykke kulturhistorie.

Opdatering 13/8/2020: Siden dengang har jeg været i kontalt med Niels Schwalbe, der i en mail fortæller om filmens tilblivelse: “We var mit første spæde forsøg på at lave en ‘rigtig’ lille dokumentarfilm, men eftersom råfilm, fremkaldelse, lydmix, klipning og sluttelig en færdig standardkopi med lydspor var en bekostelig affære, er hver en meter der blev optaget brugt”. Det gør jo ikke filmen mindre interessant (snarere tværtimod), og det burde måske give unge kreative talenter med Iphone i lommen noget at tænke over!?