november 2021 arkiv

Capac anbefaler: The Grenadines – Everything We Dreamt Of

5. november 2021

Everything We Dreamt Of er The Grenadines tredje album. Og med denne treer har gruppen – der nu er en trio (Kasper Ejlerskov Leonhardt, Morten Fillipsen og Dennis Debannic) – skabt et helstøbt album, der som sådant demonstrerer, hvad der er Grenadines stil og dens styrker.

I PR-materiale og publicerede anmeldelser har man ikke undladt at påpege, at The Grenadines henter inspiration hos store forbilleder som Fleetwood Mac (halvfjerdserudgaven) og såmæn The Eagles. Og det er da også rigtigt, at det nok er i den vestkystamerikanske AOR, at vi skal finde kilderne til Grenadines musik. Men så bør man også tilføje, at tiden er gået siden halvfjerdserne og Grenadines har fundet deres egen homogene lyd, der både skyldes moderne produktionsvilkår, men også gruppens egen samhørighed og sammenspil.

For det, der møder lytteren, på denne plade er en fortættet, homogen lyd, der både opleves som en natur tæthed og som en eksponeringsflade for gruppens musikalske styrker. Til disse hører helt klart det fine vokale arbejde, hvor Morten Filipsen fører an med sin klare, fine og maskuline røst og suppleres med rigtig flotte vokalharmonier, der sidder lige i skabet. Og så er der det instrumentale arbejde. Sprøde akustiske guitarer og distinkte elektriske, der står frem og skarpt i det fortættede lydbillede. Trommer og slagtøj, der også få fin og markant plads i dens store kontekst. Og det hele er skruet flot sammen af de homogene arrangementer, der præger pladen og giver de enkelte sange en ensartet karakter og pladen som helhed et ensartet præg, som man kun kan forvente af en vellykket plade som denne.

Sangene på pladen har en nærmest klassisk karakter. Sange som den indledende “I’m your idiot” og titelsangen “Everything We Dreamt Of” er sange, der har en naturlig appel til de store radiokanaler. Og id et hele taget markerer sangene på pladen sig ved at besidde stor popmelodiøsitet uden på nogen måde at være popsmarte og hurtigt fordøjelige. Tværtimod er denne treer en af den slags album, som traditionene fra Fleetwood Mac og Eagles har været så rig på – et album fuld af gode, vellydende sange, der vinder ved hvert genhør og samlet set glider ubesværet ind i rækken af fornemme poprockalbums fra de sidste fem årtier. Så jeg kan kun give The Grenadines mine varmeste anbefalinger med dette vellykkede tredje udspil.

The Grenadines. Everything We Dreamt Of. Produktion: Orten Filipsen & Kasper Ejlerskov Leonhardt. Celebration Records. Er udkommet.

 

55: The Monkees – Last Train To Clarksville

5. november 2021

5. November 1966 nåede The Monkees’ “Last Train to Clarksville” – skrevet af hitmagerne Tommy Boyce og Bobby Hart – Billboards hitlistes førsteplads.

Det var Monkees’ debutsingle, og den blev indlemmet på gruppens eponyme debutalbum samme år. Boyce og Hart var direkte inspireret af Beatles’ og deres “Paperback Writer”, der havde indtaget førstepladsen et par måneder. I følge legenden fejlhørte Hart, hvad Beatles sang – “Paperback Writer” blev til noget med “last train” og derfor kom det ordvalg med i sangen, der også strukturelt og i brugen af ringlende guitarer kan minde om forbilledet. Og det var ikke noget dårligt forbillede at have dengang heller.

Jovist, Monkees var et amerikansk forsøg på at skabe noget, der kunne være et modsvar på de voldsomt populære Beatles, der havde invaderet teenageværelserne. Og det lykkedes i forbløffende grad, fordi man fandt en håndfuld talentfulde unge mennesker, supplerede dem med de bedste studiemusikere og sangskrivere, man kunne opdrive og en markedsføring i tidens ånd – en egen tv-serie og fuld blus på den øvrige markedsføring. Og man fik skabt en række popsange, der skulle vise sig at have langtidsholdbarhed.

50: Gerry Rafferty – Can I have my money back?

4. november 2021

Der udkom så mange gode, vitale albums i 1971, at det halve kunne være nok. Og jeg når kun at skrabe lidt i overfladen her i halvtredsåret.

En af de mindre album – men en af mine personlige favoritter det år og i det hele taget – er Gerry Raffertys første soloalbum Can I have my money back? Præcis hvornår den udkom har jeg ikke kunne opspore, men vi befinder os i halvtredsåret.

Pladen kom i det hiatus, Rafferty oplevede i tiden mellem det populære The Humblebumbs og dannelsen af Stealer’s Wheel. Og den timing – eller mangel på samme – var til dels forklaringen på, at pladen nok fik fine anmeldelser rundt omkring, men ikke solgte nævneværdigt. Men pladen banede vejen for det langt mere succesfulde foretagende Stealer’s Wheel, fordi sangskrivermakkeren Joe Egan var med.

I want my MTV

3. november 2021

I går aftes viste DR2 den amerikanske dokumentarfilm Biography: I want my MTV under den danske titel Dokumania: MTV – Kanalen der formede en generation. En meget begejstret, meget amerikansk dokumentar om et tv-fænomen, der spillede en stor rolle for populærmusikken i 1980’erne. En historie om, hvordan den teknologiske udvikling (tvmediet, amerikansk kabeltv og video) præger musikken helt ind i dens kerne.

Den britiske musikjournalist David Hepworth sammenligner af samme grund fremkomsten af MTV i august 1981 med fremkomsten af walkman’en sidst i 1970’erne. Denne lille bærbare musikafspiller betød at man for første gang kunne gå rundt med sin favoritmusik og dermed lukke hverdagen ude. MTV betød at man kunne nøjes med at se musikklip af en varighed på fire minutter. Og lige som wakman’en forekom os at være utænkelig før den blev en uundgåelig realitet, forekom tanken om at kunne se popvideoer 24 timer i døgnet utænkelig før MTV blev en realitet. Skabelsen af MTV var, som Hepworth noterer, som at sparke en åben dør ind. Det eneste, der skulle til, var at ungdommen gjorde video-tv til et krav – hvilket skete, da MTV skabte markedsføringssloganet “I want my MTV”, som blev markedsført af en lang række store navne – startende med Mick Jagger og Pete Townshend. Og som hurtigt blev den kommercialiserede ungdoms kommercialiserede ungdomsoprør over for forældregenerationen, der gav de unge deres eget tv i kælderværelset, så de selv kunne slippe for al den larm.
I starten var MTV båret af lige dele idealisme og løssluppen kreativitet, men hurtigt blev mediet genstand for reklameindustrien og dermed en kilde til stor rigdom. Men lige som MTV var et produkt af en særlig teknologisk udvikling, så var dens horisont også bestemt af en anden, nyere teknologisk udvikling. Selv om MTV stadigvæk findes i tv-udbuddet, så var fænomenets sidste salgsdag eller udløbsdato skrevet i internettets fremkomst. Med et internet, hvor alt digitalt kan deles og hvor adgangen til alt digitalt er dagsordenen, så er interessen for præ-programmeret videomusik til at overse. Hvem gider at vente på at se Michael Jackson og “Thriller”, når man bare kan klikke ind på Youtube og se den, når man vil og så ofte man vil?

Men MTV fik en stor betydning for mange kunstnere. Nogle blev stjerner på grund af MTV. Mange blev nødt til at lave musikvideoer for at fastholde deres position. Og nogle få – fx Led Zeppelin og The Who – holdt fast i deres udgangspunkt  – pladesalg og koncerter. Men musikvideoen kom for at blive, og i dag kan man dårligt forestille sig en markedsføring af populærmusik, hvor musikvideoen ikke er en del af pakken.

Og videoen, der satte gang i det hele…

K D Lang – 60

2. november 2021

Fra Curtis Steigers til Brinsley Schwarz – (What’s so funny about ‘Bout) Peace, Love and Understanding

1. november 2021

Det er den afdøde svenske musikjournalist, der et sted fortæller historien om, hvordan sangskriver Nick Lowe kom til penge. Han havde skrevet sangen (What so funny ’bout) Peace, Love and Understanding, da han som ung spillede i bandet Brinsley Schwarz. Som en kommentar til alle dem, der syntes, at der var for mange silly love songs og sange om fred og fordragelighed – dengang omkring 1970. Men sangen blev ikke noget hit og forblev i Nick Lowes bagkatalog. Indtil nogen fik den idé at lade den blive indlemmet i lydsporet til filmen The Bodyguard med Whitney Houston og Kevin Costner.

Og selv om sangen i Steigers version ikke på nogen måde gør væsen af sig i filmen, så blev den altså solgt sammen med resten af lydsporet – i meget store oplag. For filmen blev et af den tids helt store sællerter – og følgelig kastede den også en masse royalties af sig til de involverede sangskrivere. Så lige pludselig fik Nick Lowe penge på lommen og på bankbogen. Mange flere end han nogensinde før havde haft eller drømt om.

Anekdoten fortæller en masse om musikkens verden. Om hvor lille afstanden fra fiasko til succes kan være. Eller om, at gode sange før eller siden nok skal komme til deres ret. Eller om, hvor stor en rolle tilfældigheder og markedsandele kan spille i musikkens liv og efterliv. Og så videre.

Og så giver den en passsende anledning til at spille denne fantastiske sang et par gange.