Det var ikke kun bluesen, der var rockens rødder. Også doo wop, acapellasang, var en stilart, der var meget populær før vi fik Elvis, Chuck Berry, Little Richards osv. Og en stilart, der har været betydningsfuld for mange senere kunstnere, fx Beach Boys og Beatles. Her er det Dion Dimucci, der diverterer med lidt doo wop, som bedstefædrene lavede den…
[Video indlejret fra Facebook]
Graham Nash siger det…og Allan fortæller historien om The Hollies…
Og som det fremgår af denne podcast, så er der et album på vej med Allan Clarke og Graham Nash. Det vides endnu ikke, hvad titlen bliver eller hvornår den udkommer.
DR tog sig i går lidt sammen og viste Jesper Dalsgaards roste dokumentarfilm Kandis for livet og musikgruppen Kandis og dens fankultur. Og det er med god grund, at filmen har fået fine omtaler her og hisset, for den giver et sjældent indblik i en fankultur, der alt for ofte blive reduceret til en biting ved musikken, og herunder relationen mellem Kandis’ forgrundsfigur Johnny Hansen.
På et tidspunkt bliver Johnny Hansen spurgt, hvad forskellen er mellem Johnny Hansen og Kandis-Johnny, hvortil han straks svarer: Der er ingen forskel. Og det er nok i denne sætning, vi finder en væsentlig forklaring på, at Johnny Hansen og Kandis har så stor gennemslagskraft hos såkaldt almindelige danskere. Der er vitterligt ingen barrierer mellem kunstner og publikum. Illustreret af optagelser fra koncerterne, hvor Johnny før, under og efter koncerterne er i nærkontakt med sit publikum, lige som hans telefon står åben, så publikummer kan ringe til ham med det, de har på hjerte osv. Der er en grel afstand mellem Kandis-fankulturen og den vi kender fra store udenlandske navne, hvor det mest af alt handler om at holde en stor afstand på scenen og i privatlivet.
Johnny Hansen skildres i filmen som en af sine egen fans. En mand med stor succes, men også med en traumatisk liv (hans første kone begik selvmord), som publikum kan identificere sig med. Publikum, fans, der i filmen fremstår som typisk enlige, ja ensomme, danske mænd og kvinder, der i Kandis’ musik og Johnny Hansens liv finder en forståelsesramme, der har terapeutiske og stærkt emotionelle dimensioner, som fans tager til sig med åbne arme. Hvor repræsentative de udvalgte fans er, kan man jo altid tvivle om, men ikke om deres ærlighed og hengivenhed. Dyrkelsen af Kandis er som en slags erstatning for folkekirken.
Kandis for livet bør alle med interesse for populærmusik se. Fordi den som sagt giver en unikt indblik i en fankultur. Og man kan – fx som gammel Beatlesfan – sagtens se paralleller til andre fankulturer i den intense dyrkelse af Kandis og musikken som noget nærmest overjordisk. Dalsgaards film er en fin fordybelse i netop dette på mange måder gådefulde socialpsykologiske fænomen, fankulturen. Og som Johnny Hansen er inde på et sted i filmen, så var der jo ingen Kandis og ingen musik, hvis ikke publikum og fans var der. Hermed anbefalet. PS. Filmen er nu ude på DVD og BluRay.
I går udkom Clara Luise Brylds tredje album i eget navn. Poems of a decade – Digte fra et årti – og titlen fortæller ganske klart, hvad der er i vente på pladen. Ti digte/sange, der reflekterer erfaringer fra en forgangent årti. Personlige sange, hvor oplevelser og erfaringer er løftet op på et poetisk og let filosofisk plan. Ja, det slår en – mig i det mindste – at der er en næsten meditativ kvalitet over sangene. Ikke alene teksternes abstrakte karakter, men også musikken og Clara Brylds lette, svævende, klare stemme, der er det helt centrale element på pladen.
Clara Bryld er konservatorieuddannet, og det præger pladen i dens helhed. Inspirationen fra den klassiske musiks univers er til at tage at føle på i kompositionerne, hvor lyden hele tiden leder lytteren hen mod den klassiske musik. Dog i en moderne version, hvor også elementer af jazz udgør et ikke uvæsentligt element af lytteoplevelsen – især i kraft af de tilføljede toner fra trompet, saxofon og klarinet.
Pladen kommer med etiketten “artpop” i sit PR-materiale. Og det er da også rigtigt, at pladen kan opleves som særpræget pop. Men først og fremmest er det en meditativ oplevelse, en rejse i lyd og tekst, som Clara Bryld fører lytteren med på. En rejse, hvor hendes fine, personlige stemme er det store trækplaster og hvor lyden og stemningen er konsistent og som sagt meditativ. Det er som sådan, man skal give Poems of a decade en chance på sin afspiller. En plade, der ikke er metervare, men giver en en særlig oplevelsesmulighed. Hermed anbefalet.
Clara Bryld. Poems of a decade. Produceret af: Clara Bryld. Eget plademærke. Udkom i går.
Neil Young fra sin mest blide, lyriske og melodiske side. Med hjælp fra vennerne i Crosby, Stills & Nash, James Taylor og Linda Ronstadt – og så London Symphony Orchestra. En succes og nok en af mandens mest populære plader – målt i salgstal, hitlisteplaceringer og kritikerroser. Og en plade med mange klassiske sange. Lige fra “Harvest” og “Heart of Gold” over “Old Man” og til “The Needle and the Damage done”. Udkom i disse dage for halvtreds år siden.
Henrik Strube – kendt fra bl.a. No Name, Røde Mor og en række soloalbums – har været på besøg hos Thomas Vilhelm (radiovært m.m.). Det er der kommet et lytteværdigt program om musik, politik og meget mere ud af.
I går var det 100 år siden, James Joyces hovedværk Ulysses blev udgivet som bog i Paris af Sylvia Beach. En bog, der med Joyces egne ord (mere eller mindre…) ville holde universiteterne beskæftiget de næste hundrede år. Og det fik han jo sådan set ret i. Et modernistisk hovedværk, der er blevet læst, studeret og forsket i gennem alle årene og som der nærmest er en kult om. Og en bog, mange praler af at have læst, uden i virkeligheden at have gjort det – ofte fordi den har en ry af at være svær at læse. Dog ikke til nærmelsesvis så svær som Joyces andet hovedværk Finnegans Wake.
På dansk er den kommet i tre udgaver. Først var det i Mogens Boisens oversættelse (der blev revideret to gange, senest i 1976), der kom i 1949, så var det Karsten Sand Iversen, der stod for en oversættelse i 2014, og endelig kom der en i 2014 af Bent Wiberg og Jens Feilberg. Sidste udgave med masser af uddybende og forklarende noter.
Det er dog, vil jeg mene, en bog, man sagtens kan læse og få noget ud af uden at have alskens håndbøger (og dem er der mange af…) ved sin side og uden at have en akademisk uddannelse i litteratur og sprog. Som en meget moderne version af Homers Udysseus, blot forlagt til en dag i Dublin med hovedpersonen Leopold Bloom.
Coronapandemien umuliggjorde Graham Nashs planlagte koncert i Musikhuset i Århus forrige år. Ærgerligt, men sådan er det bare. Og i dag fylder manden med den gyldne stemme 80 år. Berømt ikke mindst for sine år med Crosby, Stills, Nash & Young, men allerede inden en vigtig figur i britisk beatmusik som medlem af The Hollies, hvor han med sin lyse vokal var afgørende for gruppens lyd.
Tidsånden i tressernes midte og sangen “Marrakesh Express”, som Hollies ikke ville have, førte den unge Nash til de forenede stater, hvor han fandt nogle åndsfæller i David Crosby og Steven Stills. Og efter nogle år kastede han sig også over en solokarriere, der altså skulle have bragt ham til Århus i 2019. Og hele vejen igennem er det stemme og sangen, der har været ledetråden.
I dag fylder Nash så 80 år, og han har vist ikke tænkt sig at stoppe sådan lige med det sammen. Seneste udgivelse fra manden var opsamlingen Over the Years fra 2018.
Den kendte engelske sanger Leo Sayer, der havde sin storhedstid i halvfjerdserne, udsender senere i denne måned et helt album med fortolkninger af Beatles-sange. Hans udgave af “A Day in the Life” nedtoner mine forventninger meget. Jeg synes arrangementet ligger alt for langt væk fra originalen.
Det lader til at 2022 også skal blive et morbidt år med mange dødsfald blandt kunstnere og intellektuelle. I dag meddelses det således, at manden med de mange talenter Flemming Quist Møller – ovenfor sammen med Bazar – er død i en alder af 79 år. En blodprop i hjertet gjorde det af med Flemming, der vil være kendt – ud over sit musikalske virke i bl.a. Bazar – som ophavsmand til mange elskede børnebøger (og -film) som Cykelmyggen Egon, Bennys badekar, Snuden og Jungledyret Hugo. En mand, der forstod at holde fast i den barnlige fantasi og fabuleren og gjorde det til sin metièr.
Læs min omtale af Flemming Quist Møllers erindringer – her.
