Som bekendt lagde Paul McCartney og Wings ud med at optræde på en række universiteter, da bandet skulle begynde at give koncerter. Og jeg har netop læst, at i dag for 50 år siden, optrådte de for første gang på universitetet i Nottingham (amatøroptagelse af koncerten). James Griffith fortæller historien om dengang Macca kastede sig ud i post-Beatles-koncert-tiden. 50 år siden, og dengang kunne man komme ind for 50 pence…
[Privatfoto]
På ovenstående foto står jeg sammen med nogle gymnasiekammerater af hunkøn. Året er 1971/1972, og stedet er Østberlin. Det vil sige: DDR. Vi var på ekskursion sammen med to lærere bag den såkaldte Berlinmur, jerntæppet mellem vesten og østen. Og det var, for mig i hvert fald, en stor oplevelse.
Jeg anede ikke meget om verdens indretning dengang, selv om jeg selvfølgelig havde hørt om Østblokken osv. Men at opleve det selv, var noget ganske særligt. Og vi var så heldige, at vi fik lov til at bevæge os ganske frit omkring i Berlins østlige del og afprøve det tysk, vi havde lært. Ganske vist blev i udstyret med en “vagthund”, der skulle følge os rundt, men vores lærer havde gode forbindelser derovre og gode overtalelsesevner og fik “vagthunden” overtalt til at lade os gå for os selv. Hvilket betød, at vi kom i snak med almindelige borgere på de lokale værtshuse og hvor vi nu stødte ind i dem.
Selvfølgelig var det noget af en overraskelse at komme til en storby, hvor der ikke var lysende, farverige reklamer overalt og hvor butiksvinduerne var lige så farveløse og alt andet end appellerende. Men det glemte man hurtigt for der var meget andet at se og opleve. Mennesker, bygningsværker, spor efter krigen (fx masser af skudhuller i mure og vægge), museer og – ja – en enkelt stor biograf, der viste film fra DDR og dets allierede lande (men også fx Olsenbanden…).
Vi boede et stykke uden for det centrale Berlin i en stor villa, der engang havde huset en rig familie, men nu var indrettet som en slags ungdomsherberg. Her boede vi sammen med nogle ungarbejdere, der kom fra grænseområdet mellem DDR og Polen. Og de kunne fortælle en masse om livet derovre og om livet som et ungt menneske i DDR. Det var vældigt oplysende og interessant.
For mit vedkommende betød opholdet, at jeg fik et noget mere nuanceret syn på DDR end det, jeg blev præsenteret for i tv. Specielt tysk tv, som jeg så meget dengang, og hvor DDR ikke blev omtalt i positive vendinger. Officielt var DDR jo en stor landsdel, der var besat af Sovjet. Og med historier om de mange DDR-borgere, der flygtede over til Vesttyskland. At der også var en anden side af den historie, hørte man ikke meget til. Så det var godt at have været der selv og se og opleve, at alt ikke var sådan, som den vestlige propaganda beskrev det.
Det betyder ikke, at der ikke var problemer derovre. Murens fald i 1989 har gjort os opmærksomme på mange af disse problemer, lige fra den famøse overvågning af befolkningen med Stasi og dens mange agenter, over varemangel og stor forurening af industrien. Men der var også en anden side af historien, som længe blev mere eller mindre ufortalt. Og som nu mere end 30 år efter murens fald begynder at bliver fortalt. Historer om et andet hverdagsliv med andre idealer, drømme, en anden moral og andre værdier, end dem, vi er opfostret med og bliver indoktrineret med i Vesten.
På de sociale medier følger jeg fx en gruppe unge efterkommere af DDR-borgerne, som aktivt kæmper for at skabe en anden fortælling om virkeligheden i DDR og for, at borgere i de tidligere DDR-områder bliver accepteret på lige fod med borgere i det gamle Tyskland.Noget, der har været et problem, siden murens fald. Wir sind der Osten, kalder gruppen sig.
Og så sker der også det, at også vestlige medier begynder at fortælle historier om DDR-tiden, hvor et andet billede af virkeligheden begynder at dukke op. Det sker fx i DRs serie om Danskere i DDR, hvor man følger nogle af de danskere, der levede i DDR eller som besøgte landet i kraft af deres politiske engagement som fx ungkommunister. En serie, der er seværdig, fordi den både skildrer DDR kritisk, men også med blik for de kvaliteter, der faktisk var i det samfund.
Og så kan man – ligeledes på DR – se den aldeles fremragende fiktionsserie Dobbeltgængerne (opr. titel Der Palast), hvor man følger to tvillingesøstre, der ved skæbnens spil er endt på hver sin side af muren, idet de som spædbørn er blevet adskilt, da faderen flygter til Vesttyskland med den ene pige. 27 år senere mødes de to søstre i DDR og beslutter at bytte roller, så de kan møde deres anden familie. Med et simpelt, smart fortællegreb – at pigerne bliver hinandens dobbeltgænger – lykkes det serien at få fortalt en nuanceret historie om de to forskellige virkeligheder, uden at tilsløre alle de problemer, som opdelingen af Tyskland førte med sig. Og selv om serien, hvis man skal være nøjeregnende – og det skal man! – er pro-vestlig, så lykkes det alligevel for skaberne at fremstille livet i DDR meget mere nuanceret og også positivt, end man har været forvænt med i de vestlige medier. Og det efterlader et håb om, at man en dag kan nå frem til en historisk forståelse af DDR, som ikke bare er et produkt af vestlig ideologisk forvrængning, og det vil være til fordel for alle de ex-DDR-borgere, der stadigvæk lider under eftervirkningerne af murens fald.
