22. februar 2022 arkiv

McCartney-Lennon-og-to-gange-George

22. februar 2022

Blandt Beatles-fans er et tilbagevendende tema, hvilken betydning George Harrison havde for The Beatles, herunder: Var han en lige så god sangskriver som Lennon/McCartney – McCartney/Lennon? Og temaet deler vandene – pro et contra. Selv vil jeg holde mig ude af den slags slagsmål og kan sagtens forholde mig til alle fire medlemmer uden at dramatisere relationerne mere end nødvendigt.

Men at Harrison havde en vigtig rolle i gruppen er hævet over enhver tvivl. I hvert fald hvis man læser, hvad McCartney har sagt og skrevet om sin unge ven fra Liverpool. Og et udmærket eksempel finder man i Maccas Lyrics.

Først i tresserne kurtiserede Paul McCartney den kønne Jane Asher fra det bedre borgerskab. Han boede hos familien – hvilket var noget af en øjenåbner (som det hedder på nudansk) for arbejdersønnen fra Liverpool – og blev, ja, forelsket i Jane og skrev følgende en sang, inspireret af hende: “And I love her“. Paul fik skrevet sangen, men den klassisk trænede producer George Martin mente, at der var brug for en introduktion til sangen. Og George Harrison reagerede straks med: “Hvad med det her!?” og spillede det indledende riff, uden hvilket sangen ikke er noget – i følge McCartney. Men ikke nok med det. Martin ville også have en lille ændring – en modulation – i sangens solo. Og sådan blev det. Og sangen blev en klassiker – blandt andet takket være de to gange George.

Rygter fra den lokale andedam

22. februar 2022

Man skal passe på med at løbe med en halv vind, men ikke alle nedenstående oplysninger er verificeret i seriøse medier. Alligevel vover jeg pelsen.

Dels er multiinstrumentalisten m.m. Bent Hesselmann, som jeg har haft fornøjelsen af at udveksle kommentarer med her på bloggen – se her  ( i kommentarfeltet) – fyldt 83 år. Men kender jeg Bent rigtigt, så er han stadigvæk aktiv med musikken.

Og så forlyder det, at Per-Olof “Flob” Hansen er død. Han blev kendt som basssist i Peter Bellis band Les Rivals, og var broder til en anden kendt musiker fra tresserne, nemlig afdøde Rudolph Hansen, der blev landskendt som en del af The Defenders. Nærmere oplysninger har jeg endnu ikke.

Der forlyder også, at saxofonisten m.m. Jesper Nehammer er død. Han blev kendt som bl.a. en del af Entrance, men også i en række jazz-sammenhænge, Aske Benzon og Thors Hammer.

Jeg vender selvfølgelig tilbage, hvis der dukker nekrologer og lignende op om de to sidstnævnte. Rygterne skyldes fanklubberne for tresser- og halvfjerdserrock på Facebook. Jeg vender tilbage, hvis der dukker nekrologer eller andet op vedr. de to sidstnævnte.