14. februar 2022 arkiv

Hjemløs i Danmark

14. februar 2022

I går var der et indslag i tv-avisen. Det handlede om optælling af hjemløse i Danmark. Hvert år laver man en optælling af, hvor mange mennesker, der lever på gaden, som man formulerer det. Og i forbindelse med nyheden blev den socialdemokratiske socialminister Astrid Kragh interviewet. Og hun satte fænomenet “hjemløs” i forbindelse med velfærden, altså det forhold at vi har et såkaldt velfærdssamfund. Og da tallet for hjemløse er vokset år for år i den tid, man har opgjort det. Og denne kendsgerning satte Kragh i relation til vores velfærd, forstået på den måde, at antallet af hjemløse sætter spørgsmålstegn ved, om eller i hvilken grad vi har et velfærdssamfund. Underforstået: Et velfærdssamfund skal helst ikke have ufrivillige hjemløse, vel!? Måske udlægger jeg Kragh for konstruktivt, men jeg tror, at det var sådan hun tænkte – uden direkte at sige det.

Nej, vi kan nok godt leve med, at nogle mennesker frivilligt vælger at leve på gaden. I min barndom mødte jeg nogle gange landevejens farende svende, som de blev kaldt. Og nogle af dem havde selv valgt at leve som vagabonder. Men i dag ender folk på gaden af mange grunde. Sociale ulykker (skilsmisse, arbejdsløshed osv.), misbrug eller dårlige økonomiske forhold. Og så risikerer de at miste deres bolig og ende på gaden.  Og sådan bør det ikke være i et samfund, der forstår sig selv som et velfærdssamfund, efter min mening.

Men der var noget, der ikke blev behandlet i det omtalte tv-indslag. Nemlig spørgsmålet om, hvordan vi undgår at flere og flere ender på gaden? Jo, det handler om det, man på journalistsprog bl.a. kalder “ressourcer”. Sagt med lidt andre ord: Det handler om, at der ikke er penge nok i det offentlige til at skabe nogle vilkår for dem, der er truet af hjemløshed. Og dermed handler det om noget, som  regerende politikere og den loyale presse helst ikke vil tale om, nemlig at velfærd koster penge, mange penge, og at voksende velfærdsudgifter betyder, at der skal opkræves mere i skat, hvis velfærden skal bevares. Og er der noget, som den socialdemokratiske regering helst ikke vil røre med en rødglødende ildrager, så er det spørgsmålet om at indkræve mere skat fx hos dem, der kan bære det, dvs. hos de højestlønnede og erhvervslivet. Og det er der politiske grunde til.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Pete Townshend i Rolling Stone

14. februar 2022

Hvem er Pete Townshend?, spurgte Torben Bille for nogle år siden, da Townshends selvbiografi var på trapperne. Og sådan kan man stadigvæk spørge, for Pete Townshend er svær at få hold på.

Det kan man forvisse sig om ved at læse det timelange telefoninterview, han oplagt har givet til det gamle hippieblad Rolling Stone. Og igen må man konstatere, at Townshend stadigvæk fører sig frem som en mærkværdig blanding af semi-intellektuel kunstner, rockmusiker og privatperson. Og at han er lige så svær at få hold på som håndsæben i Rifbjergs brusekabine. Townshend er ikke for fastholdere med et af Rifbjergs udmøntninger.

Men tag meg ikke hårdt
kom ikke med gale hænder og kryst mig.
Bliv fra min krop
med disse knugende, heftige hænder.
Jeg er ikke for fastholdere.
Fang mig

[cit. fra Klaus Rifbjergs “Livet i badeværelset”, Konfrontation (1960)]

Så han glider let af på spørgsmål om nye Who- og soloplader og i det hele taget. Man er ikke i tvivl om, at manden stadigvæk har store kunstneriske ambitioner og er meget aktiv som komponist og i sit hjemmestudie. Det er straks sværere at få et holdbart bilede af, hvad der kommer til at ske i nærmeste fremtid – og det skyldes ikke udelukkende coronaen. Men sådan har det altid været med Pete Townshend, der nærmer sig de 77 og det med hjælp fra både høreapparater og nye linser i øjnene. Han er glat.

The Who i deres velmagtsdage – I can’t explain

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »