november 2023 arkiv

Dødsfald: Shane “The Pogues” MacGowan – 65 år

30. november 2023

Efter længere tids sygdom er Shane MacGowan – frontfigur i det unikke celtiske band The Pogues – afgået ved døden, kun 65 år gammel.

MacGowan insisterede på at give rockmusikken et ordentligt skud irsk kultur. Hans familie, der var/er meget musikalsk, immigrerede til England og flyttede rundt i den sydlige ende af landet. Og typisk for immigranter så dyrkede familien hjemlandets sange og sørgede for at blandt andet Shane fik sangene ind med moders mælk og føde. Shane blev meget optaget af litteratur, kunst og religiøse emner, men det var fremkomsten af punken, der satte skub i hans kunstneriske løbebane.

Men ikke kun hjemmets musikalitet og punkens skaberkraft fik han med sig; også et solidt alkoholmisbrug, som han selv betragtede som en gave til kreativiteten. Afhængigheden gav ham dog også leverbetændelse i halvfemserne og fik ham fyret fra The Pogues. Men han fortsatte ufortrødent, dannede sit eget band The Popes og forsøgte at realisere de ambitioner, han så blegne i The Pogues. Og frem til sin for tidlige død forblev han en utilpasset Rasmus Modsat af en kunstner. En der vil blive savnet i det musikalske landskab.

Exit Henry Kissinger – 100 år

30. november 2023

Jeg er ret sikker på, at Henry Kissinger, der nu er død i en alder af 100 år, vil blive lobhudlet af store dele af den borgerlige danske presse for sin rolle som national sikkerthedsrådgiver for en række amerikanske præsidenter – fra Richard Nixon til Gerald Ford. Han vil blive rost for sin udgave af “realpolitik”.
Men det der har brændt sig fast i min hukommelse er de fatale ting, han var medvirkende til. USAs vanærende exit af Vietnamkrigen. Amerikas direkte involvering i militærkuppet i Chile i 1973, Amerikans støtte til Argentinas militærjuntas såkaldt beskidte krig i 1974, støtten til Parkistan i Bangladesh’s befrielseskrig, selv om det indebar et regulært folkedrab i Pakistan; og Kissingers støtte til Indonesiens præsident Suharto, da denne invaderede Østtimor. Med mere. Og alt sammen for at beskytte amerikanske økonomiske og politiske særinteresser. Disse forhold er vigtige at få med i Kissingers eftermæle; og så gør det ingen forskel, at han i 1973 modtog en kontroversiel Nobels fredspris. For mig vil han altid være en af skurkene i amerikansk udenrigspolitik.

Randy Newman – 80

29. november 2023

En ener i amerikansk populærmusik fylder 80 år – Randy Newman.  Som barn i en familie med lutter filmkomponister på fædrene side lå det i kortene, at Randy skulle blive noget ved musikken. Og det begyndte for ham med at skrive sange til andre – i stort omfang og med succes – inden han selv kastede sig over en karriere som udøvende kunstner med en perlerække af album med fine sange og – typisk for ham – tekster, der gav lytteren noget at gruble over. Noget så uamerikansk som ironi, sarkasme og kritisk underforståelse har været vandmærket i mange af hans sange. Selv om jeg på sporet af Newman for mange år siden, hvor en DR-studievært havde en forkærlighed for netop Newmans sange, og jeg blev fanget ind af hans tekster, hans særlige stemme og New Orleans-prægede klaverspil. I de senere år er han gået i fædrenes fodspor med filmmusik og lignende, men udsender stadigvæk plader, selv om der kan gå lidt tid mellem dem.

The Ink Spots – I don’t want to set the world on fire

29. november 2023

En af de mange ting, man kan klandre tv-kanalerne – de danske ikke mindst – er, at de ofte glemmer at fortælle seerne om den musik, de gladeligt bruger i udsendelserne. Lad os tage bare et eksempel – udsendelsesrækken om “bonderøven” på DR1. Her har man en svaghed for musik fra halvfjerdserne og deromkring og nøjes med at nævne navnene på kunstnerne til allersidst, hvor de kort figurerer i rullerteksten.

Men heldigvis er der råd for den slags mangler i vores digitale tidsalder. Programmer, der kan genkende og identificerer selv små lydstumper. Således kom jeg hurtigt på sporet af The Ink Spots og deres sang “I don’t want to set the world on fire”, som bruges i et reklame-forskræp til en ny sæson i en engelske serie om 2. Verdenskrig.

Still got the Blues – John Mayall fylder 90

29. november 2023

For et par år siden trappede han sine koncertaktiviteter ned til det mest lokale dér hvor han bor i Californien. Men ellers fortsatte han – John Mayall – med at spille sin musik, sådan som han har gjort siden de tidliger tressere. Den første plade kom i 1965 og siden er det blevet til et hav af albums – og ikke færre koncerter. Og hele vejen igennem har Mayall indtaget rollen som band-leder. Leder for bands, der hele tiden var genstand for udskiftninger og derfor blev en slags drivhuse for talenter; især engelske talenter – som fx Peter Green, Mick Taylor og Eric Clapton. Sammen med Alexis Corner har Mayall været generator for britisk R&B gennem alle årene. Og i dag fylder han så 90 og vil sikkert bruge noget af dagen på at hive i strengene.

Julen truer – og nu kom vinteren også

28. november 2023

I dag fik jeg omsider skiftet bilens dæk til vinterdæk – efter flere opfordringer i medierne og de indirekte i de metereologiske forudsigelser. Og det gik nogenlunde, bortset fra at min donkraft tabte pusten på grund af manglende olietryk; men med venners hjælp gik det. Og næppe havde jeg fået tjekket trykket i vinterdækkene før sneen dalede ned over fars øse. Og koldt har det været i dag. Vanter var nødvendige og bar hud kunne mærke de faldende temperaturer. Nu er spørgsmålet så, om der også kommer glat føre og glatte fortorve; men også det er der jo råd for.

Men et uheld kommer sjældent alene. Næppe var jeg kommet hjem før lyset gik i ejendommens opgange. Men med hjælp fra en elektriker, der arbejder med at forsyne casa med fibernet, så lykkedes det for mig at finde en rigtig sikring til vores sikringsskab, så lyset kunne vende tilbage. Så bliver man glad – når man  har sparet foreningen for en elektrikerregning (uden for normal arbejstid). Dagen er reddet – så langt. Og det er vinter – selv om det nok er for en kort bemærkning. Men længe nok til at bringe Bing Crosby til mikrofonen.

Fred og Rita

27. november 2023

På tuben kan man flere videoer hvor drr er manipuleret med lyd og billede. Kunstig intelligens ufortalt. Fx Fred Astsire og Rita Haywort,h, der danser til Led Zeppelin eller Gøg og Gokke til Creedence Clearwster Revival. Og fermt og fint lavet men også lidt respektløst og historieløst. Her er den rene vare…

 

Supremes – hinsides Motown

26. november 2023

Væk var Diana Ross (til fordel for Jean Terrell), væk var Motowns producere- og dermed den lyd der havde skabt gruppens succes. I stedet kom Jimmy Webb og skabte noget helt andet – Supremes som moderne pop. Den store succes udeblev , men pladen holder. Sammen med Webb fik Terrell, Lynda Lawrence og Mary  Wilson – godt hjulpet med det vokale af The Blossoms – skabt Supremes version 2.0.

 

Aftenens filmoplevelse: The Post

25. november 2023

På papiret kan det godt lyde som et lidt kedeligt emne. Aviser. Men det er det langtfra; snarere tværtimod. The Post, der er skabt af selveste Steven Spielberg handler om en meget vigtigt kapitel i avisernes historie, ja i oplysningens historie. Nemlig om offentliggørelsen af de såkaldte Pentagon-papirer.
Filmen begynder i Vietnam, hvor Vietnam-krigen er i fuld gang. Vi skriver 1966 og Daniel Ellsberg,der er analytiker for den amerikanske regering er ude for på egen krop at erfare, hvordan det går med amerikanernes krig mod Nordkorea. Og det går slet ikke. Selv den amerikanske forsvarsminister Robert McNamara må erkende, at krigen er håbløs, selv om han over for offentligheden giver udtryk for det modsatte.
Da Ellsberg kommer hjem arbejder han for en særlig tænketank, RAND Corporation, som har privilegeret adgang til følsom og hemmeligstemplet information. Og i tiden efter hjemkomsten kopierer Ellsberg i all hemmelighed tusindvis af dokumenter, der dokumenterer amerikanernes fejlslagne politik i Vietnam. En historie, der går helt tilbage til præsident Harry S. Truman (1945-1953) og dækker hele perioden frem til nutiden. Og Ellsberg allierer sig med journalisten Neil Sheehan på The New York Times, der får adgang til alle dokumenterne.
Parallelt med dennne historie får vi så historien om Katharine Graham (fremragende spille af Meryl Streep), der er arvingen af provinsavisen The Washington Post – populært kaldet The Post. Avisen har været i hendes families besiddelse i mange år og hun overtager lederrollen, da hendes mand dør. Hun er uerfaren både med hensyn til journalistik og ledelse, men arbejder for at bladet skal overleve ved hjælp af investereinger, der også kan sikre avisen en stærkere national profil. For at realisere sine indholdsmæssige ideer har hun ansat den kontante Ben Bradlee (fornemt fremstillet af Tom Hanks) sin chefredaktør.
Graham, der færdes i de højere lag af samfundet, får færten af en grim historie, da udenrigsminister McNamara fortæller hende, at The New York Times vil trykke en lidet flatterende historie om ham; skrevet af Neil Sheehan og baseret på Pentagon-papirerne. Og denne oplevelse får journalisterne på Washington Post til at arbejde for at følge op på historien. Og det kræver adgang til de famøse klassificerede papirer. Og det lykkes dem – takket være en anonym kvindes mellemkomst – at få fingre i store mængder papirer og dermed en chance for at få et forspring i forhold til New York Times. Og en af The Posts journalister, Ben Bagdikian, finder Daniel Ellsberg, som han har været kollega med på RANd, og får ham overtalt til at udlevere hele den 4000 sider store rapport. Hvorefter lavinen ruller.
Da præsident Nixon og regeringen får færten af den truende skandale gør han alt, hvad han kan for at sætte en juridisk kæp i hjulet for Graham og The Post. Men selv om Graham bliver stillet i udsigt både at miste sin sociale status og sin avis, så står hun fast – godt støttet af Bradlee, der forfægter folkets og demokratiets interesser – og lader avisen trykke sine historier. Og det lykkes Graham og Bradlee at få Højesterets ord for, at hensynet til folket og demokratiet vejer tungere end hensynet til magthaverne.
Og filmen slutter der, hvor den næste skandale begynder, nemlig med indbruddet i Watergate-bygningen og starten på den skandale, der førte til Nixons fald.
Sammen med skuespillerne og manusforfatterne formår Spielberg at gøre historien lige så medrivende og fascinerende som nogen moderne actionfilm. Det er en film om noget så evigt aktuelt som vigtigheden af en presse, der kan leve op til idealet om en presse, der er helt uafhængig af magten og formår at fortælle befolkningen, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. I filmen må både Graham og Bradlee erkende at de har været for tæt på visse politikere – Graham på McNamara og Bradlee på John F. Kennedy og hans familie – og at det har truet deres journalistiske integritet. Og man – jeg – kan da ikke lade være med at tænke på vores magthavere i dag, hvor en kvindelig statsminister gør meget ud af at fortælle os, at amerikanerne har været vores venner siden Trumans tid, og hvor pressen bestemt ikke bruger det meste af sin tid på at holde magthaverne på armsafstand og levere relevant kritik af, hvad der sker i den førte politik. Med andre ord: The Post er en film af allerhøjeste, aktuelle relevans. Et fint stykke filmkunst og en påmindelse om, hvad der kan ske, hvis og når vi ikke længere har en presse, der kan bide magthaverne i haserne og forsvare befolkningen og demokratiet.

Filmen blev vist på DR2 og ligger vist på DRs hjemmeside. Se den og bliv lidt klogere.

Tilbage, tilbage: Strandbio

24. november 2023

Jeg faldt over dette gamle foto af rundkørslen i Esbjerg. Året er 1956, det år jeg fyldte 3 år. Og – for en ordens skyld, skal jeg lige tilføje, at for mennesker med min alder og baggrund, så var der kun en rundkørsel i Esbjerg, nemlig på Strandby Plads. Og at der er kommet flere nye til, ændrer ikke meget ved den kendsgerning. Vi ved stadigvæk, hvad vi taler om, når vi siger “rundkørslen”.

På fotoet til venstre ser man en bar, ubebygget plads. Det var her en af min barndoms biografer blev bygget; ja, faktisk åbnede Strand Bio i marts 1958, hvorfor man kan konkludere, at fotoet er taget i starten af 1958. Biografen blev en succes med sin sal med 720 sæder; og der blev vist mange premierefilm. Fx “Forældrefælden” i 1962, hvor jeg var inde at se den. Og det blev til mange film i den biograf, hvor jeg kom ofte, også efter at jeg var flyttet til Århus for at læse. Strand Bio fortsatte – med udvidelser og ombygninger – helt frem til oktober 1997, hvor den lukkede og gav plads til en møbelforretning, der vist stadigvæk ligger på pladsen ved rundkørslen.

Fredags-musik: The Ting Tings – That’s Not My Name

24. november 2023

Chelsea-detektiven opklarer mordet på en gammel dame på et fint ældrecenter. Det viser sig, at sagen drejer sig om damens arv og at begge hendes døtre er involveret. Og så har detektiven en eks-kone, der har efterladt et par poser med cd’er, da hun flyttede; blandt andet en cd med The Ting Tings’ bedst kendte sange. Ex’en vil ikke have cd’er tilbage og detektiven er mere til klassisk, så i afsnittets sidste scene smider han The Ting Tings i papirkurven. Og så kommer jeg i tanker om, at jeg måske har en cd med netop the Ting Tings; men hvor?! Never mind – det nummer, der får ham til at smide cd’en bort er ovenstående. God fredag – god weekend.

Opdatering: Jo, den er god nok. I 2014 købte jeg gruppens debutalbum We started nothing (2008) og ovenstående sang “That’s not my name” er med. Jeg husker ikke, hvorfor jeg købte den plade, men kan godt lide duoens variant af elektro-pop.

60: MoRdet på præsident John F. Kennedy

23. november 2023

Hvor var du, da du hørte nyheden om Kennedy-mordet? Som man kan se ude til højre, så er det i dag årsdagen for de skæbnesvangre skud i Dallas i 1963, og på det indre biograflærred kører den grynede film med Jackie Kennedy, der kravler om til sin døende mand, samtidig med at stumper af den konspirationsmytologi, der siden blev skabt omkring denne begivenhed dukker op som små stjerneskud på novemberhimlen.
Selv stod jeg uden for gymnastiklokalet påVestre Skole og ventede på, at læreren ville komme og lukke os ind til den ramme lugt af drengeomklædningslokale og svabergulvklude. Det var en en lidt mørk, lidt kold morgen, hvor vi 9-10-årige drenge stod i det svage lys fra lampen ved indgangsdøren. Politik var ikke noget, der overhovedet havde inficeret min drengebevidsthed. Det var længe før det nyhedsbombardement, som børn udsættes for i dag. Alligevel satte det gentagne budskab om den populære amerikanske præsidents bratte død sig som en mærkelig uro i min krop. En murrende fornemmelse, der først klingede af flere dage efter. Endnu en uskyld var mistet.
PS. Billedet nedenfor viser stedet. Det er til højre uden for den bagerste åbne dør.

Sådan skrev jeg for mange år siden om Kennedy-drabet.

I går var det så 60 år siden, John F. Kennedy blev skudt i Dallas. Vi blev dengang stillet i udsigt, at sandheden om drabet ville komme for en dag, når der var gået halvtreds år og arkiverne var blevet åbnet for  offentligheden. Men helt sådan kom det ikke til at gå. Selv om vi i dag ved mere om omstændighederne, så er historien stadigvæk vævet ind i et mytologisk slør og det står endnu hen i det uvisse, hvem der reelt stod bag nedskydningen. Konspirationsteoretikerne har gennem alle årene haft rig lejlighed til at kreere fantasifulde historier om, hvad der skete. Og sådan vil det nok være en rum tid endnu.

 

Fra Arvesølv til Højskole-sangbogen

22. november 2023

I min barndoms skole var Arvesølv en af de sangbøger, vi ofte brugte. Den stammer helt tilbage fra 1930’erne og bestod af 573 sange og salmer for børn og unge. Jeg har ikke set den siden dengang, hvor den ofte var fremme i timerne, når vi skulle oplade vores stemmer. Og jeg kom til at tænke på den igen, da jeg for et stykke tid siden fik et eksemplar af Højskole-sangbogen, der vist er kommet i nitten oplag indtil videre. Og det er sjovt at bladre igennem den og støde på alle de sange, der gemmer sig et sted derinde i hjernemassen og let lader sig genopfriske med et par linjer. Nogle lettere end andre, der måske er gået lidt i g(l)emmebogen med tiden. – Og så er der alle de sange -fra nær og fjern – som har vundet indpas; ofte med diskussion til følge, fordi der aldrig vil være fuld enighed om nogen form for kanonisering. Et par eksempler…som ikke var med i Arvesølv.

Fodbold: Danmark – Nordirland – 0-2

21. november 2023

Jeg har ikke skrevet meget om sport. I hvert fald ikke om holdsport som fod- og håndbold. Selv om det er sportsgrene, jeg holder meget af at se på tv og stadion. Jeg følger således min barndomsbys hold. Kvinderne i Teamesbjerg, som klarer sig umådeligt godt og spiller håndbold på allerhøjeste niveau. Men også Efb – Esbjergs herrefodboldklub – selv om klubben de seneste år har været ude i sportslige og økonomiske problemer og nu ligger i 2. division. Men det lysner. Klubben fører divisionen med 11 point ned til nærmeste konkurrent og kan, hvis de holder momentum, se frem til at rykke op i 1. division efter sommerferien.

Og så ser jeg selvfølgelig også landskampe i disse boldspil. Også her har vi boldglade publikummer meget at glæde os over. Håndboldhold i verdenseliten. Og fodboldhold, der klarer sig rigtig godt. Kvindelandsholdet spiller godt og solidt og kan se frem til øget succes. Værre ser det ud med herrernes hold, som i går tabte et forsmædeligt nederlag til Nordirland, der ikke har kvalificeret sig til de kommende kampe om europamesterskabet og ligger langt nede på verdensranglisten.

Ikke desto mindre slog de Danmark i går aftes. Ikke på blændende spil. Nordirerne havde vel en lille håndfuld målchancer i deres næsten klassiske engelsek kick-and-run-taktik; og på to af chancerne scorede de så mål. Danskerne derimod havde spillet det meste af tiden – uden rigtig at skabe de helt store chancer og forpasse dem, der kom. Og sådan et forsmædeligt nederlag giver anledning til bekymringer og eftertanker. Fx – hvilken figur vil det danske landshold komme til at spille ved EM til sommer, når de for alvor møder stærke hold. Det kommer i hvert fald ikke langt med det spil, holdet leverede i går aftes i Belfast på Winsor Park. Og i sportsjournalistikken har man allerede hæftet sig ved, at målmanden Kasper Schmeichel burde have taget det ene skud på mål; og man spørger, hvorfor træner Kasper Hjulmand ikke gav en af de andre talentfulde målmænd chancen, når nu han alligevel havde udskiftet syv spillere på banen!? Er Hjulmand måske havnet i Morten Olsen-fælden, hvor han holder lidt for fast på sine gamle “venner”!? Når nu Schmeichel tydeligvis har mistet noget af grebet efter at have forladt Leicester for – via franske Nice – at ende i Anderlecht!?

Noget andet man endnu ikke er begyndt for alvor at diskutere er, om Kasper Hjulmand fortsat skal være landstræner. Siden VM i Australien/New Zealand har præstationerne – for nu at sige det diplomatisk – været meget svingende med nogle fatale nedture. Seneste i mødet med miniputholdet fra San Marino. Hvis en superligatræner leverede så sløje resultater ville han med stor sikkerhed ofte havde stået med    en fyreseddel i hånden. Men ikke landstræneren. Og man må spørge: Hvorfor egentlig ikke!? Hvorfor prioriterer Dansk Boldspilunion ikke landsholdets succes højere, når nu holdet er stå populært blandt fodboldelskende danskere!? Er DBU ikke fulgt med tiden?

I hvert fald giver det forsmædelig nederlag anledning til bekymringer og tvivl med hensyn til præstationerne i Tyskland til sommer. DBU-chefen har allerede neddroslet forventninger til resultatet; men måske skal de nedjusteres yderligere efter den pauvre indsats i går. GAnske vist var der gode præstationer blandt nogle af spillerne på banen; men samlet set var det lidet opmuntrende 90 minutter, vi var vidner til. Der skal nye boller på suppen – og måske både en ny målmand og en ny træner – hvis optimismen skal i højsædet igen.

På tag og loft

20. november 2023

Dagen er gået med at supervisere og hjælpe håndværkere på tag (stormskade) og loft (isolering).