23. november 2023 arkiv

60: MoRdet på præsident John F. Kennedy

23. november 2023

Hvor var du, da du hørte nyheden om Kennedy-mordet? Som man kan se ude til højre, så er det i dag årsdagen for de skæbnesvangre skud i Dallas i 1963, og på det indre biograflærred kører den grynede film med Jackie Kennedy, der kravler om til sin døende mand, samtidig med at stumper af den konspirationsmytologi, der siden blev skabt omkring denne begivenhed dukker op som små stjerneskud på novemberhimlen.
Selv stod jeg uden for gymnastiklokalet påVestre Skole og ventede på, at læreren ville komme og lukke os ind til den ramme lugt af drengeomklædningslokale og svabergulvklude. Det var en en lidt mørk, lidt kold morgen, hvor vi 9-10-årige drenge stod i det svage lys fra lampen ved indgangsdøren. Politik var ikke noget, der overhovedet havde inficeret min drengebevidsthed. Det var længe før det nyhedsbombardement, som børn udsættes for i dag. Alligevel satte det gentagne budskab om den populære amerikanske præsidents bratte død sig som en mærkelig uro i min krop. En murrende fornemmelse, der først klingede af flere dage efter. Endnu en uskyld var mistet.
PS. Billedet nedenfor viser stedet. Det er til højre uden for den bagerste åbne dør.

Sådan skrev jeg for mange år siden om Kennedy-drabet.

I går var det så 60 år siden, John F. Kennedy blev skudt i Dallas. Vi blev dengang stillet i udsigt, at sandheden om drabet ville komme for en dag, når der var gået halvtreds år og arkiverne var blevet åbnet for  offentligheden. Men helt sådan kom det ikke til at gå. Selv om vi i dag ved mere om omstændighederne, så er historien stadigvæk vævet ind i et mytologisk slør og det står endnu hen i det uvisse, hvem der reelt stod bag nedskydningen. Konspirationsteoretikerne har gennem alle årene haft rig lejlighed til at kreere fantasifulde historier om, hvad der skete. Og sådan vil det nok være en rum tid endnu.