6. november 2023 arkiv

Peter Ingemann – 80 år

6. november 2023

Young Flowers, Skousen og Ingemann, Musikpatruljen, No Name, Røde Mor, Musik & Lys, Troels Trier, Erik Grip, Kim Larsen- plus de løse. Og oven i det rollen som revisor og talknuser for en lang række musikere, der havde brug for hjælp med det økonomiske. Jovist, Peter Ingemann har været en central figur på den danske musikscene siden de glade tressere – og er stadigvæk aktiv, bl. a. i det genopstandne Young Flowers, der kører deres reunion-tur rundt i det ganske land.

Capac anbefaler: Vincent Ryder – The End of the World on TV

6. november 2023

Generationerne, der er børn af det nye årtusinde, Greta Thunbergs jævnaldrende eller hvordan man end vil betegne de unge, der er vokset om de seneste totre årtier, er for alvor ved at markere sig i offentligheden. Ikke kun som generationer, hvis identitet er præget af, at vi lever med truslen om en apokalyptisk klimakrise, men også trusler om et atomart ragnarok. På den politiske scene har disse unge mennesker for længst markeret sig i diverse bevægelser, der taler og ikke mindst handler i protest mod de vokne generationers manglende handling over for de klimakatastrofer, der er begyndt at melde deres ankomst. Men også i kunsten begynder disse generationer at markere sig.
Et aktuelt eksempel er Vincent Ryder, der debuterer med albummet The End of the World on TV, hvor han netop sætter ord på bevidstheden om den apokalyse, hvis komme vi næsten dagligt får små og store varsler om. Og helt i pagt med sine samtidige sætter Vincent Ryder ubesmykkede ord på sin ængstelse og bekymring for det, der vil ske. Vil ske, ikke kan ske, for Ryder er ikke i tvivl om, at civilisationen står ved afgrundens rand. Lige som han heller ikke er i tvivl om sin generations “sårbarhed”, der også er en effekt af den globale situation.
Et udmærket eksempel fra teksterne er titelsangen “The End of the World on TV”, hvor det bl.a. hedder:

But I don’t want to party
I just want to see
What everyone is trying to forget
The end of the world on TV

Medens de andre fester, skændes om musikken på playlisten og alkoholen i køleskabet, følger tekstens subjekt i tv’s løbende rapportering om verdens undergang. Der anslås en stemning af undergang og fortabelse, og der er kun få spor af håb og lys i teksternes dystopiske syn på verden. Og på den led er teksterne helt i tråd med fx Greta Thunbergs konstante holden ved det dystopiske perspektiv.
Det er ungdommens privilegium, ret og pligt at sige tingene som de er. Lige ud og uden omsvøb. Og man skal være en gammel Jeronimus af værste skuffe, hvis man ville beklage sig over dette forhold. Vincent Ryder lægger ikke fingre imellem, og det er ganske befriende, at han ikke lader sine tekster drukne i floromvundne ord og bortforklaringer. Han taler fra hjertet, og sådan skal det være. På den måde kan han godt minde om sine bedsteforældres og forældres generationer, da de var på samme alder.

Hvis man vil lede efter lys og varme i Vincent Ryders univers, så skal man nok finde den i musikken. Ordene lader ikke meget håb til overs; men musikken er fuld af opdrift og varme. Ja, med en capacsk floskel kan man sige, at musikkens i al dens kompleksitet udgør en kontrapunktisk dimension til det dystopiske og apokalytiske verdenssyn på pladen.
Vincent, der synger med en fin, blød stemme, henter sine musikalske inspirationer mange steder fra. Poppens med dens melodiske appel og evne til at formilde alt er central på pladen; men mange andre lag gør sig gældende, lige fra en rød tråd fra den mere tilgængelige del af art- og post-rocken, over årtiers balladetradition til moderne digitale lydflader. I det hele taget er det ganske imponerende, hvordan den unge kunstner smeder sine sange sammen med nærmest eklektisk brug af det sidste halve århundredes populærmusik. Og samlet set betyder det, at vi står med et endog meget varieret album, der giver store og gode løfter om den musik, der i fremtiden vil komme fra den kant. Så jeg kan kun varmt anbefalet dette debutalbum til alle med kærlighed til musik og klimakriseforstoppelse.

 

Vincent Ryder. The End of the World on TV. Produceret af: Aske Jacoby. Giant Birch Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med – Forældrelandssange

6. november 2023

Vi skal tilbage til 2018 for at finde den forrige plade fra Morten Skou Andersen & de mennesker han sammenligner sig med. Boligindretning hedder den, og dengang valgte jeg at betegne musikken “moderne danskpop”; dog med det forbehold, at Andensens tekstunivers ligger et helt andet sted end den danskpop, vi kender. Nemlig i en ende, hvor den kritiske tænkning har sine rødder.

Og med deres nye plade, der bærer titlen Forældrelandssange fortsætter de med moderne dansk pop med tekster, der kræver at lytteren slår lyttelapperne ud og giver sig selv noget at tænke over. Forældrelandssange hedder pladen og det er en slags versionering af “fædrelandssange”. Og med dette lille tvist lægger tekstforfatter Andersen en kærligt-kritisk distance til netop genren forældrelandssange, der jo har som primær funktion af besynge vort lille land i ord og toner, der bestemt ikke sætter spørgsmålstegn ved noget som helst. Tænk blot på den rituelle klaphat-afsyngelse af
“Det er et yndigt land” ved store kampe i hånd- og fodbold…

Og Andersen tager ikke blidt på vort samfund. Tværtom gør han – med rødder i fortiden – op med det samfund, vi befinder os i i disse år. Jeg vil ikke gennemgå alle teksterne. De er prisværdigt og brugervenligt aftryk på et stor tekstark i coveret, så enhver kan følge med i forfatterens finurlige og kritiske ord. Og det er der al muligt god grund til at gøre.

Jeg vil nøjes med at inddrage en sang; nemlig den lange sang “mortens tidsrejse”, der på fineste måde indkredser pladens kritiske projekt. For sangen rejse er en rejse tilbage til rødderne for de “værdier”, der udgør den “Danmarkskanon”, som Venstre-politikeren Bertel Haarder og kulturminister Mette Bock på vegne af deres borgerlige regering fik stykket sammen med hjælp fra en undersøgelse blandt danskerne. Og Morten Andersens rejse besøger “værdi” for “værdi” i deres historiske oprindelse for på næsten ideologi-kritisk vis at afsløre deres falskhed og forlorenhed. Et par eksempler.

“Og så er Morten et sted nær Gallehus
engang i 400-årene,
hvor han taler med Lægæst, og
især om guldhornsindskriftens sprog.
Dansk, svarer han – alle sprog –
er som et digt uden start og facit.
Afsmitning, kopi og lån,
det er, hvad der har skabt dit dansk ud af mit.”

Det gælder “værdien” “det danske sprog”, der ikke – som kanonen vil have os til at tro – har nogen isoleret, autonom værdi, men – som så meget andet – er blevet til gennem en lang historisk udvikling.
Og Morten Andersens eget sprogbrug er såmænd også et godt eksempel på, at vort sprog har taget farve fra en historisk udvikling. Med sit ordvalg og sine sætningsdannelser kommer man ( i hvert fald med min danskfaglige baggrund) i tanker om sprogtonen i gamle danske folkeviser, men også i nutidens fortællekunst.
Et andet eksempel. “Værdien” “lighed for loven” får med den kritiske krabask:

Fællessalen ved Rigsdagsåbningen,
1945, niende maj.
Buhl laver ordet „forræder” om,
og Morten får Christmas Møllers dom:
Lighed for loven gør
ingen retsstat af en regering,
før den dag, da lighed kan
give medier og folkestemning næring.

Næh, Morten Skou Andersen er ikke bleg for at punktere vor tids selvforståelse og -forherligelse, afmy(s)tificere vores virkelighedsopfattelse og trække det hele ind i den historiske proces, vi er et foreløbigt resultat af:

vejen ind i fremtiden kender kun
det menneske, der selv rejser i historien.

Og det er kun godt, at der er sangsmede som Morten Skou Andersen, som ikke stiller sig tilfreds med at besynge vores virkelighed, men insisterer på at tage det hele under kritisk behandling.
Og det sker med en god snes sange, der er melodiske og har et folkrock-præg. Dansk-pop-rock med personlighed og en stil, der kan kaldes særpræget og unik.
Hvis man er til dansk-pop-rock med tekst-kant og personlig sanger-sangskriver-tone, så er der god grund til at lytte til albummet “Forældrelandssange” og håbe på, at Morten og hans musikalske venner vil fortsætte ad den sti fremover. Hermed anbefalet.

Morten Skou Andersen & de mennesker han normal sammenligner sig med. Forældrelandssange. Produktion: Morten Skou Andersen m.fl. Eget plademærke. Er udkommet

Mere godt tv: Miho Hazama

6. november 2023

Sidst jeg anbefalede et tv-program – i mylderet af kagebagere, unges sex-problemer, elendig nyhedsjournalistik, lamme tv-serier om erhvervsvirksomheder osv. – drejede det sig om DR Big Bandets japanske leder Miho Hazama med serien om danske sange, som bigbandet og hun fortolktede. Og nu er der grund til at råbe lidt op igen, for i går viste DR2 (der stadigvæk yder DR et alibi for at eksistere) et portrætprogram af netop Miho Hazama med titlen I legendernes fodspor – den forunderlige historie om Miho Hazama, hvor vi får historien om den lille Miho, som fra barnsben er forunderligt optaget af og forelsket i musik og har et forældrepar, der forstår deres rolle som økonomiske, moralske, kulturelle osv. støtter for pigebarnets drømme. Og den foreløbige historie ender med at hun bliver leder af DRs Big Band i hælene på en række fremtrædende danske og især amerikanske bandledere, som også har været hendes lærere på vejen. Et fremragende program,  hvor vi får et billede af en ung kvinde, der brænder for musikken. Ikke for penge, status, berømmelse osv., men for at lave og spille musik. Et program, der burde være pligtstof for enhver ung musiker, der vil noget med sin musik.  Programmet ligger på DRs hjemmeside.