Donald “Duck” Dunn – Booker T. & the MG’s – er død, 70 år
13. maj 2012
HHS i Mod Strømmen gør opmærksom på, at den legandariske bassist m.m. Donald “Duck” Dunn er død 70 år gammel. Dunn døde i Tokio, hvor han opholdt sig for at deltage i Tokio Blue Note. De nærmere omstændigheder for hans død er endnu ikke fastlagt.
Vennen og den tro musikalske følgesvend Steve Cropper giver Dunn følgende korte skudsmål på sin Facebookside: “The World has lost the best guy and bass player to ever live”. Livslangt venskab og kollegial beundring i en nøddeskal. At kalde Dunn for “legendarisk” er ikke et udtryk for journalistisk hang til utidige superlativer. Dunns betydning for soulmusikken, som den blev frembragt på plademærket Stax, kan man ikke overvurdere. Som medlem af Stax-husorkesteret Booker T. & the MG’s satte Dunn et markant vandmærke på alle de hits, der i en lind strøm kom ud af studierne i en periode i tresserne. Fx indspilninger med Otis Redding (“Respect”) og Sam & Dave. Se HHSs lange liste i Mod Strømmen.
Dunn begyndte at spille bas som ganske ung, da det var gået op for ham, at han aldrig ville komme til at beherske en seks- eller flerstrenget guitar og hellere måtte overlade det job til barndomsvennen Steve Cropper. Man kan sige, at de to lavede en musikalsk arbejdsdeling, som kom til at præge populærmusikken dybt. Med sin personlige sound og sit distinkte groove var Dunn sammen med vennerne i MG’s – Cropper, Booker T Jones, Steve Potts m.fl. – med til at lægge en tæt og solid grund for soulmusikken, men også for den unge beatmusik, der voksende frem i England med navne som Beatles og Rolling Stones. Selv om Stones og Beatles var konkurrenter, så var begejstringen for soulmusikken et fælles udgangspunkt for kappestriden – og de sad i koncertsalen, da Stax Records tog på turne rundt i England med en række af soulmusikkens koryfæer og MG’s som backing. John Lennon var en stor fan og bruge The MG’s, da han indspillede nummeret “Beef Jerky” på albummet Walls & Bridges, og Paul McCartney skulle efter sigende at studeret Dunns både melodiske og funky basspil mere end en gang.
Ved siden af arbejdet som backingmusikere fik Booker T. & the MG’s også tid til at indspille egne plader og fik tidligt et hit med nummere “Green Onions”, der også gav navn til et album. Og listen af kunstnere, der har haft glæde af Dunns og MG’s færdigheder er alenlang og omfatter blandt andre: Muddy Waters, Freddie King, Albert King, Neil Young, Jerry Lee Lewis, Eric Clapton, Tom Petty, Creedence Clearwater Revival, Wilson Pickett, Sam & Dave, Guy Sebastian, Rod Stewart, Bob Dylan og Roy Buchanan.
13. maj 2012 kl. 17:46
Ja, det er trist :-(
13. maj 2012 kl. 17:49
@Filoffen: Ja, og 70 Ã¥r er alt for tidligt…
14. maj 2012 kl. 15:58
Så ham sammen med The Stax/Volt Revue i København 1967. Han (og Steve Cropper) var den hvideste på scenen og lød sortest.
14. maj 2012 kl. 16:20
@Torben: Ja, det ville jeg godt have oplevet. I øvrigt er det sjovt at tænke pÃ¥ – efter al den snak om sort vs. hvis musik – at rygradden i Stax var sÃ¥ “hvid” med Dunn og Croppers uforlignelige “sorte” spil… PÃ¥ med Green Onions!
14. maj 2012 kl. 17:00
Som han lige præcis ikke medvirker på, altså Dunn:-)
15. maj 2012 kl. 01:21
@Torben: Ja, der er undtagelser, selv om han var med pÃ¥ det meste – men god er den nu alligevel…
Og selv om Dunn ikke spillede med pÃ¥ pladen, sÃ¥ spillede han ogsÃ¥ med pÃ¥ nummeret…
20. maj 2012 kl. 01:33
Har været en stor glæde at lytte til siden jeg stod pÃ¥ min lille cykel i 68 og hentede Otis ‘Dock of the bay’ – Hørte ham i fælledparken med Blues Brothers band – han og Steve var unbelieveable – havde hÃ¥bet at fÃ¥ chancen at høre Duck igen ! Nyd ham fx pÃ¥ Thats the Way it should be fra CDen af samme navn – forrygende bas ! Og alle Otis studie indspilninger for den sags skyld……
20. maj 2012 kl. 10:36
@Per Thor Straten: Den historie burde du fortælle noget mere om! Men tak for oplysningen og tak for CD-tip, som jeg selvfølgelig vil grave frem. Jeg er en stor fan af Otis…