Lyden af de langhårede

24. november 2020

I

I morgen skal jeg til frisøren. Der går lang tid mellem frisørbesøgene. Siden jeg var rigtig langhåret i tresserne og halvfjerdserne har jeg haft den vane at lade håret gro længe og langt. Og sådan er det stadigvæk, selv om moden foreskriver noget i retning af kronragning. Ja, jeg overvejer faktisk at få en hestehale. Det har jeg endnu ikke prøvet.

Nå, men da det hele begyndte med Beatlemania, fik jeg ofte at høre for mit lange hår. Jeg var en af de meget få, der havde hår, der voksede ud over ørerne. En frisør i Strandbygade nægtede at klippe mit hår og sendte mig over til damefrisøren på den anden side (det var dengang, der var kønsapartheid på det område). En lille, emsig gymnastiklærer fortalte mig, at “hvis jeg var hans hund, så skulle jeg klippes” og at “det var hårets skyld at jeg ikke kunne klatre helt til tops i tovene”. Men min mor og min far accepterede min idé og Beatlemani, og jeg lod bemærkningerne prelle af mig. Hvor jeg fik det overskud fra dengang, ved jeg ikke rigtig. Men sådan var det. Og det lange hår blev der, og blev længere med tiden – helt frem til min studietid i halvfjerdserne.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

19 har læst indlægget
15,019