På jagt i musikgemmerne… obskure opsamlinger og mere til

5. juli 2022

Det begyndte egentlig med, at jeg ledte efter en bestemt cd med Billie Holliday (en af de allerførste cd’er, jeg købte, da jeg begyndte at bruge cd’er engang sidst i 1980’erne). Og inden jeg havde fundet den, stod jeg med en håndfuld andre obskure cd’er, som er kommet i min besiddelse. CD’er udgivet på plademærker som Disky, Tesco og Bell Records, men også store mærker som Sony, BMG og Virgin.

Og selv om nogle af cd’er er på discoundt-mærker, så er kvaliteten faktisk forbavsende god, hvad enten det drejer sig om opsamlingen med Van Morrison (uden titel), der oven i købet skilter med at være “digitally remastered”, opsamlingen “American Pie” med Don McLean eller de to med The Beatles, der også er titelløse bortset fra et “Volume 1” og “Volume 2”. Udvalgene  kan godt umiddelbart virke lidt tilfældige – hits suppleret med lidt mindre kendte sager i bedste eller værste fald. Men under alle omstændigheder byder sådanne obskure plader på små ture ned at erindringens snævre boulevard og genhør med sager, man har lagt tilbage i erindringens store lager.

Og blandt disse obskure sager finder jeg så Gary Moores album After Hours (1992), der fulgte op på hans sologennembrud Still got the blues (1990). Og jeg har aldrig rigtig lyttet til Gary Moore, selv om han var på manges læber og fik megen omtale dengang. Hvorfor ved jeg ikke rigtig – jeg var sikkert optaget af noget andet – men nu fremstår pladen, hvor han får hjælp af blandt andre B. B. King og Albert Collins, som et bundsolidt bluesalbum.

After Hours

 

Skriv en kommentar

9 har læst indlægget