Pressen i den multi-mediale tidsalder

9. januar 2023

Selv en blind høne finder et korn. Og i går kom der omsider et eksempel på, at DRs tv-avis – 21 Søndag bragte en historie, ja faktisk to historier, på bane, som fortalte noget om samme medies begrænsninger og problemer i forhold til en virkelighed, der i allerhøjeste grad behandles af mange medier, især mange ikke-journalistiske medier, bla. de såkaldt sociale medier.

Den første historie drejede sig om en såkaldt pro-russisk influencer, Alina Lipp, der har en russisk far og en tysk moder. Den unge kvinde blev præsenteret som tysk influencer med mere end 200000 følgere og som en, der leverer propaganda for Putins krig i Ukraine. Den unge kvinde, der taler flydende russisk og i årevis har interesseret sig for sin fars hjemlands kultur og historie, bor nu i Rusland, fordi hun i Tyskland risikerer retsforfølgelse på grund af sine beretninger om hændelser i og omkring krigen i Ukraine. Og  vi fik også at vide, at Lipps beretninger fra krigszonen, hvor hun bevæger sig rundt under beskyttelse af russiske myndighedspersoner, har fået stor opmærksomhed i Tyskland, fordi de officielle russiske medier – fx Russia Today og Sputnik – er blevet bandlyst af de tyske myndigheder for at forhindre russisk krigspropaganda at nå frem til den tyske befolkning. Lipp præsenteres som en – med hendes eget ordvalg – “krigskorrespondent”, der fremstiller en virkelighed, der er diametralt modsat den, de vestlige journalister viderebringer og konstruerer hver dag på vestlige medier – fx DR-Tv-avisen.

Selv beskriver Lipp sin virksomhed som et forsøg på at udfylde et hul (i informationsstrømmen) i fortællingen om krigen i Ukraine. Og rigtig mange tyskere følger hende (og lignende influencerer i andre lande). Hun forklarer selv, at hun har fået sin rolle, fordi hun – i 2014, hvor Rusland invaderede Krim-halvøen – oplevede, at vestens dækning slet ikke var neutral. Og bedre blev det ikke af, at den vestlige fremstilling af hændelserne medførte en “udgrænsning”, forfølgelse og fordømmelse af folk med russisk baggrund i Tyskland. Derfor valgte hun at indtage et pro-russisk standpunkt og forsøge at se konflikten fra den anden side – og altså med folkelig succes.

Det interessante ved tv-avisens indslag (der i øvrigt var fyldigt og uddybende) er, at historien om Alina Lipp på intet tidspunkt gav anledning til selv-kritik og refleksion over de vestlige mediers tilsvarende pro-vestlige (ja pro-amerikanske også) fremstilling af slagets gang i Ukraine. Og det til trods for, at programmets skaber sagtens kunne se en latent trussel i det forhold, at flere og flere tyskere sympatiserede med en influencer som Lipp og den politiske effekt det kunne få på længere sigt. Næh, det var nok at forklare fænomenet ud fra Tysklands traditionelle – kulturelle, økonomiske, militaristiske  og politiske tætte bånd til Rusland.

DR fortjener ros for overhovedet at tage historien om Alina Lipp op i den bedste sendetid på en søndag aften, selv om begrænsningerne er iøjnespringende.

En parallel historie dukker op sidst i samme tv-avis. Den drejede sig om ex-præsident Trumps politiske rolle. Ikke så meget hans mulige kandidatur til præsidentembedet i 2024, men derimod Trumps politiske ‘menighed’. Den store kerne af republikanske amerikanere, der bakker op om Trump, uanset, hvad der er sket i Trumps tid. Et stort udsnit af den amerikanske vælgerbefolkning, som er højreorienterede, gudsfrygtige og stærke fortalere for traditionelle amerikanske middelklasseværdier som familie, kirke osv.

Og historien bindes op på en amerikansk professors forklaring på trumpisternes fortsatte støtte til Trump, nemlig at der er tale om en slags autoritær personlighedskult, hvor Trump – på linje med andre historiske førerfigurer, navnlig Mussolini – med sin blanding af folkelighed (han er som ‘manden på gaden’) og supermandsegenskaber (det er ham, der kan gøre Amerika stor igen) kan få hans følgere til at sluge enhver løgn og redde nationen. En teori, der har sine rødder i Frankfurterskolens studier i den autoritære karakter, men som så at sige afsnører denne teori fra samfundsvidenskabelige og -kritiske fundament.

Det er fint og rosværdigt at DR sådan tager emnet op i søndagsavisen. Men en skam, at man ikke går skridtet videre og rejser spørgsmål om hvorvidt trumpisternes afgrundsdybe skepsis over for det amerikanske demokrati og system har noget på sig? Den amerikanske professor Noam Chomsky har for længe siden forklaret, at det amerikansek demokrati ikke er et demokrati, men snarere et oligarki. Og hvis man for alvor vil forklare noget om det store splittelse i amerikansk politik, så bør man gå et spadestik dybere i analyserne af Trumps gennemslagskraft. Inden det går galt derovre… [work in progress].

Opdatering 10/1-23: Nok om tv-journalistikken og dens svagheder og mangler. I hvert fald indtil videre. Nu vil jeg fokusere på, at reducere tv-kiggeriet (svarer til at holde om med at ryge eller at gå på slankekur…). Så i gang med afholdskiggeriet. Der må da også være andet i verden af interesse – eller hur?!

Opdatering 11/1-23: Næppe har jeg pålagt mig en vis afholdenhed med hensyn til brokkeriet over tv-journalistikkens problemer i internettets tid før emnet dukker op igen. Og det fra en lidt uventet kant nemlig den borgerlige avis Weekendavisen. I seneste nummer har journalist Asker Boye et kritisk indlæg om TV 2 under rubrikken Vejrtjeneste. Det handler om at tv-stationen har modtaget betaling for at reklamere i et af kanalens redaktionelle programmer. Det er – af alle aviser – selveste Jyllands-Posten der i en række artikler har dokumenteret hvordan Tv 2 gentagne gange har forbrudt sig mod dansk medielovgivning ved at lade deres journalister og studieværter reklamere for kommercielt indhold. Og det mest alarmerende og skræmmende er, at det ikke er sket ved menneskelige “fejl”, men har rod i selve programpolitikken og dermed i den tankegang, der styrer den såkaldte public service-station. Og Boye lægger ikke fingre imellem i sin kritik af TV 2:

“Det kan måske synes harmløst… Det er imidlertid ulovligt ifølge dansk medielovgivning, og er det publicistisk selvmord. // I en tid, hvor de etablerede medier er under massivt pres fra de sociale mediers sladder, halve sandheder og kommercielle interesser, leget TV 2 med ilden. Sammenblandingen af journalistik og reklame er gift for førstnævnte. Journalistikkens eneste valuta er som bekendt troværdighed. Mister vi den, mister vi vores berettigelse som andet end underholdningsmaskiner”. 

Og jeg vil tillade mig at mene, at denne sygdom – tilbøjeligheden til at give efter for kommercielle interesser – på TV 2 ved en nærmere granskning vil vise sig også at have smittet storebroder DR og udgør en snigende fare, der truer med at tage livet af begge public-service-medier. Det er en sag, som den såkaldte venstrefløj i folketinget burde se på med største alvor og gøre noget ved rent politisk.

 

4 kommentarer

  1. Hugin kommentarer:

    Capac: Ja det er efterhånden så enøjet det er til at brække sig over, og hvad værre er, nu må vi betale for lortet over skatten.
    Det er på høje tide det bliver taget op politisk af venstrefløjen.

  2. capac kommentarer:

    @Hugin: Ja, venstrefløjen sover åbenbart dybt, når det kommer til mediernes rolle. Måske ikke så mærkeligt, når man ser en fra EL deltage i et program med Linse Kessler og så videre. Vi kunne starte med at fjerne TV 2s rolle som public service-kanal. De har vist aldrig fattet, hvad det drejer sig om, men tænker kun i reklameindtægter- Et lille eksempel: I forbindelse med det danske herrelandsholds kamp forleden var reklamerne tæt forbundne. En med målvogter, der sælger køkkener. Og en med hele holdet, der reklamerer for Landsindsamlingen, der igen er en stor reklamehappening. Næh, mediekritik var noget, man havde i gamle dage på venstrefløjen…

  3. Hugin kommentarer:

    Capac: Ja så er vi der igen dum, dummere, dummest med en blå regering der siger de er grønne, vi vil løse klimakrisen, og nu stiger priserne på kollektiv trafik hvor dum har man lov at være, fyr hele banden.

  4. capac kommentarer:

    @Hugin: Og trafikministeren (V) afslørede i går, at de ikke har fundet fælles fodslag omkring priserne på kollektiv trafik. De hopper fra tue til tue, og han rablede en masse nyliberalistisk ideologisk tågesnak af sig og vidste ikke, hvad ben han skulle stå på. Vi må håbe, at den regering snart løber surt i sine fortrængte modsætninger.

Skriv en kommentar

12 har læst indlægget