Efterårets palet

8. november 2023

Om det er klimaforandringerne, der gør det, er jeg ikke helt klar over – selv om jeg da er overbevist om, at de netop skaber forvirring i kalenderen – men i hvert fald kom jeg lidt i tvivl om, her de sidste par dage, hvorvidt vi er begyndt på efteråret eller vinteren, eller måske begge dele!? Men min sædvanlige lørdags- og søndagstur med vovsen i skoven overbeviste mig om, at vi i hvert fald har åbnet efterårsalmanakken. Det ubeskriveligt smukke rød-gul-brune tæppe af nedfaldne blade fra træerne fortalte mig, at her er beviset på efteråret; lige som sneen ville fortælle mig at vinteren var over os. Så jeg trillede hjem i automobilet fast besluttet på at lufte The Kinks uomgængelige besyngelse af netop efteråret – Autumn Almanac – som i min bog er noget af det bedste netop det årti. En sang, som Ray Davies i følge ham selv blev inspireret til at skrive ved synet af en lokal pukkelrygget gartner i hjemområdet Muswell Hill; helt klassisk Ray Davies.

3 har læst indlægget

Joni Mitchell – 80 år

7. november 2023

Så meldte Joni Mitchell sig ind i ronkedorernes – eller dinosaurernes – klub. Og velkommen til hende; her i hendes fine optræden på BBC i 1970.

2 har læst indlægget

Peter Ingemann – 80 år

6. november 2023

Young Flowers, Skousen og Ingemann, Musikpatruljen, No Name, Røde Mor, Musik & Lys, Troels Trier, Erik Grip, Kim Larsen- plus de løse. Og oven i det rollen som revisor og talknuser for en lang række musikere, der havde brug for hjælp med det økonomiske. Jovist, Peter Ingemann har været en central figur på den danske musikscene siden de glade tressere – og er stadigvæk aktiv, bl. a. i det genopstandne Young Flowers, der kører deres reunion-tur rundt i det ganske land.

5 har læst indlægget

Capac anbefaler: Vincent Ryder – The End of the World on TV

6. november 2023

Generationerne, der er børn af det nye årtusinde, Greta Thunbergs jævnaldrende eller hvordan man end vil betegne de unge, der er vokset om de seneste totre årtier, er for alvor ved at markere sig i offentligheden. Ikke kun som generationer, hvis identitet er præget af, at vi lever med truslen om en apokalyptisk klimakrise, men også trusler om et atomart ragnarok. På den politiske scene har disse unge mennesker for længst markeret sig i diverse bevægelser, der taler og ikke mindst handler i protest mod de vokne generationers manglende handling over for de klimakatastrofer, der er begyndt at melde deres ankomst. Men også i kunsten begynder disse generationer at markere sig.
Et aktuelt eksempel er Vincent Ryder, der debuterer med albummet The End of the World on TV, hvor han netop sætter ord på bevidstheden om den apokalyse, hvis komme vi næsten dagligt får små og store varsler om. Og helt i pagt med sine samtidige sætter Vincent Ryder ubesmykkede ord på sin ængstelse og bekymring for det, der vil ske. Vil ske, ikke kan ske, for Ryder er ikke i tvivl om, at civilisationen står ved afgrundens rand. Lige som han heller ikke er i tvivl om sin generations “sårbarhed”, der også er en effekt af den globale situation.
Et udmærket eksempel fra teksterne er titelsangen “The End of the World on TV”, hvor det bl.a. hedder:

But I don’t want to party
I just want to see
What everyone is trying to forget
The end of the world on TV

Medens de andre fester, skændes om musikken på playlisten og alkoholen i køleskabet, følger tekstens subjekt i tv’s løbende rapportering om verdens undergang. Der anslås en stemning af undergang og fortabelse, og der er kun få spor af håb og lys i teksternes dystopiske syn på verden. Og på den led er teksterne helt i tråd med fx Greta Thunbergs konstante holden ved det dystopiske perspektiv.
Det er ungdommens privilegium, ret og pligt at sige tingene som de er. Lige ud og uden omsvøb. Og man skal være en gammel Jeronimus af værste skuffe, hvis man ville beklage sig over dette forhold. Vincent Ryder lægger ikke fingre imellem, og det er ganske befriende, at han ikke lader sine tekster drukne i floromvundne ord og bortforklaringer. Han taler fra hjertet, og sådan skal det være. På den måde kan han godt minde om sine bedsteforældres og forældres generationer, da de var på samme alder.

Hvis man vil lede efter lys og varme i Vincent Ryders univers, så skal man nok finde den i musikken. Ordene lader ikke meget håb til overs; men musikken er fuld af opdrift og varme. Ja, med en capacsk floskel kan man sige, at musikkens i al dens kompleksitet udgør en kontrapunktisk dimension til det dystopiske og apokalytiske verdenssyn på pladen.
Vincent, der synger med en fin, blød stemme, henter sine musikalske inspirationer mange steder fra. Poppens med dens melodiske appel og evne til at formilde alt er central på pladen; men mange andre lag gør sig gældende, lige fra en rød tråd fra den mere tilgængelige del af art- og post-rocken, over årtiers balladetradition til moderne digitale lydflader. I det hele taget er det ganske imponerende, hvordan den unge kunstner smeder sine sange sammen med nærmest eklektisk brug af det sidste halve århundredes populærmusik. Og samlet set betyder det, at vi står med et endog meget varieret album, der giver store og gode løfter om den musik, der i fremtiden vil komme fra den kant. Så jeg kan kun varmt anbefalet dette debutalbum til alle med kærlighed til musik og klimakriseforstoppelse.

 

Vincent Ryder. The End of the World on TV. Produceret af: Aske Jacoby. Giant Birch Records. Er udkommet.

30 har læst indlægget

Capac anbefaler: Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med – Forældrelandssange

6. november 2023

Vi skal tilbage til 2018 for at finde den forrige plade fra Morten Skou Andersen & de mennesker han sammenligner sig med. Boligindretning hedder den, og dengang valgte jeg at betegne musikken “moderne danskpop”; dog med det forbehold, at Andensens tekstunivers ligger et helt andet sted end den danskpop, vi kender. Nemlig i en ende, hvor den kritiske tænkning har sine rødder.

Og med deres nye plade, der bærer titlen Forældrelandssange fortsætter de med moderne dansk pop med tekster, der kræver at lytteren slår lyttelapperne ud og giver sig selv noget at tænke over. Forældrelandssange hedder pladen og det er en slags versionering af “fædrelandssange”. Og med dette lille tvist lægger tekstforfatter Andersen en kærligt-kritisk distance til netop genren forældrelandssange, der jo har som primær funktion af besynge vort lille land i ord og toner, der bestemt ikke sætter spørgsmålstegn ved noget som helst. Tænk blot på den rituelle klaphat-afsyngelse af
“Det er et yndigt land” ved store kampe i hånd- og fodbold…

Og Andersen tager ikke blidt på vort samfund. Tværtom gør han – med rødder i fortiden – op med det samfund, vi befinder os i i disse år. Jeg vil ikke gennemgå alle teksterne. De er prisværdigt og brugervenligt aftryk på et stor tekstark i coveret, så enhver kan følge med i forfatterens finurlige og kritiske ord. Og det er der al muligt god grund til at gøre.

Jeg vil nøjes med at inddrage en sang; nemlig den lange sang “mortens tidsrejse”, der på fineste måde indkredser pladens kritiske projekt. For sangen rejse er en rejse tilbage til rødderne for de “værdier”, der udgør den “Danmarkskanon”, som Venstre-politikeren Bertel Haarder og kulturminister Mette Bock på vegne af deres borgerlige regering fik stykket sammen med hjælp fra en undersøgelse blandt danskerne. Og Morten Andersens rejse besøger “værdi” for “værdi” i deres historiske oprindelse for på næsten ideologi-kritisk vis at afsløre deres falskhed og forlorenhed. Et par eksempler.

“Og så er Morten et sted nær Gallehus
engang i 400-årene,
hvor han taler med Lægæst, og
især om guldhornsindskriftens sprog.
Dansk, svarer han – alle sprog –
er som et digt uden start og facit.
Afsmitning, kopi og lån,
det er, hvad der har skabt dit dansk ud af mit.”

Det gælder “værdien” “det danske sprog”, der ikke – som kanonen vil have os til at tro – har nogen isoleret, autonom værdi, men – som så meget andet – er blevet til gennem en lang historisk udvikling.
Og Morten Andersens eget sprogbrug er såmænd også et godt eksempel på, at vort sprog har taget farve fra en historisk udvikling. Med sit ordvalg og sine sætningsdannelser kommer man ( i hvert fald med min danskfaglige baggrund) i tanker om sprogtonen i gamle danske folkeviser, men også i nutidens fortællekunst.
Et andet eksempel. “Værdien” “lighed for loven” får med den kritiske krabask:

Fællessalen ved Rigsdagsåbningen,
1945, niende maj.
Buhl laver ordet „forræder” om,
og Morten får Christmas Møllers dom:
Lighed for loven gør
ingen retsstat af en regering,
før den dag, da lighed kan
give medier og folkestemning næring.

Næh, Morten Skou Andersen er ikke bleg for at punktere vor tids selvforståelse og -forherligelse, afmy(s)tificere vores virkelighedsopfattelse og trække det hele ind i den historiske proces, vi er et foreløbigt resultat af:

vejen ind i fremtiden kender kun
det menneske, der selv rejser i historien.

Og det er kun godt, at der er sangsmede som Morten Skou Andersen, som ikke stiller sig tilfreds med at besynge vores virkelighed, men insisterer på at tage det hele under kritisk behandling.
Og det sker med en god snes sange, der er melodiske og har et folkrock-præg. Dansk-pop-rock med personlighed og en stil, der kan kaldes særpræget og unik.
Hvis man er til dansk-pop-rock med tekst-kant og personlig sanger-sangskriver-tone, så er der god grund til at lytte til albummet “Forældrelandssange” og håbe på, at Morten og hans musikalske venner vil fortsætte ad den sti fremover. Hermed anbefalet.

Morten Skou Andersen & de mennesker han normal sammenligner sig med. Forældrelandssange. Produktion: Morten Skou Andersen m.fl. Eget plademærke. Er udkommet

42 har læst indlægget

Mere godt tv: Miho Hazama

6. november 2023

Sidst jeg anbefalede et tv-program – i mylderet af kagebagere, unges sex-problemer, elendig nyhedsjournalistik, lamme tv-serier om erhvervsvirksomheder osv. – drejede det sig om DR Big Bandets japanske leder Miho Hazama med serien om danske sange, som bigbandet og hun fortolktede. Og nu er der grund til at råbe lidt op igen, for i går viste DR2 (der stadigvæk yder DR et alibi for at eksistere) et portrætprogram af netop Miho Hazama med titlen I legendernes fodspor – den forunderlige historie om Miho Hazama, hvor vi får historien om den lille Miho, som fra barnsben er forunderligt optaget af og forelsket i musik og har et forældrepar, der forstår deres rolle som økonomiske, moralske, kulturelle osv. støtter for pigebarnets drømme. Og den foreløbige historie ender med at hun bliver leder af DRs Big Band i hælene på en række fremtrædende danske og især amerikanske bandledere, som også har været hendes lærere på vejen. Et fremragende program,  hvor vi får et billede af en ung kvinde, der brænder for musikken. Ikke for penge, status, berømmelse osv., men for at lave og spille musik. Et program, der burde være pligtstof for enhver ung musiker, der vil noget med sin musik.  Programmet ligger på DRs hjemmeside.

8 har læst indlægget

Surrealistisk chok

5. november 2023

Hvis man vil fjerne tilløbet til tidlig julekvalme så kan det anbefales at besøge det århusuanske kunstmuseum Aros’ udstilling om surrealisme hvor man kan se kunst af de store surrealister .

PS. Bunuels berømt-berygtede film Den andalusiske hund kan i øvrigt ses i sin fulde længde på tuben – her.

 

4 har læst indlægget

Julen er over os… igen

3. november 2023

Nej, nej, tænkte jeg, da jeg stod der i discount supermarkedet som en, der var faldet ned fra månen. For hylderne foran mig var fyldt til randen af julevarer – lige fra nissefigurer til søde sager i lange baner. Det kan sgu da ikke passe, at julen allerede står for døren!? Tænke min indre Jeronismus; men hans tanker blev massivt overdøvet af markedets salgsskræpperi. Køb dig glad. Hold jul og brug dine penge på dit og på dat. Jeg følte mig et kort øjeblik som hovedpersonen i den gamle film “They live” som finder nogle briller, der får ham til at se noget af sagens rette sammenhæng. Nå, men jeg faldt ned igen, fik købt mine små(ikke-jule-)ting og vendte snuden hjemad.

3 har læst indlægget

Skønsang på en grå torsdag…

2. november 2023

8 har læst indlægget

Dødsfald: Eva Madsen – 79 år

1. november 2023

Eva Madsen var stemmen i det musikalske projekt Clausen & Petersen. Og i Sylvester & svalerne. Og på en lille håndfuld plader i eget navn. Mest kendt blev hun nok for sangen om “Mormors kolonihavehus” fra 1978 som blev en evergreen og klassiker. Hendes stemme var kraftfuld og klar og lignede ikke nogen anden af hendes samtidige. Ud over sin sangkarriere arbejdede hun også som filmskuespillerinde (bl.a. for Erik Clausen). Hun blev 79 år og døde af en kræftsygdom. Og populærmusikken vil ikke være den samme uden hendes stemme.

Selv holder jeg utroligt meget af den tvetydige sang “Tryk på knappen, Kurt”… Husk din skjorte!

10 har læst indlægget

Disco ved skrivebordet: Nile Rodgers & CHIC

31. oktober 2023

Svært at stå for denne friske tur ned ad erindringens snævre sti mod forne tiders disco-lyde.

11 har læst indlægget

Sådan kan man også se på det

30. oktober 2023

12 har læst indlægget

Moderne garage

29. oktober 2023

13 har læst indlægget

Sinéad O’Connor in memoriam

28. oktober 2023

9 har læst indlægget

Beatles – Now and then

27. oktober 2023

Ugens varme nyhed er, at ‘den allersidste sang’ med The Beatles udsendes i næste uge. Og sådan en nyhed skal jo nok tages med mindst et gran flagesalt. For hvem ved, hvad der faktisk gemmer sig i arkiverne – og er det nu også en rigtig Beatles-sang, selv om både Ringo, Paul , George og John medvirker på sangen “Now and then” – når man også ved, at der har været brugt kunstig intelligens for at nå frem til et resultat. I hvert fald tænker jeg, at omstændighederne omkring denne lille sang fra Lennons hånd er af en karakter, som jeg slet ikke kan forbinde med The Beatles, som jeg kender og elsker dem, med deres primært analoge, levende musik. Jeg synes, at nyheden mest af alt er for fanatikerne blandt Beatles-elskerne, og for dem, der kan spinde lidt guld på sådan en nyhed.  Sangen udkommer både som singleplade og som del af genudsendelsen af de to kendte opsamlinger – den blå og den røde. The Beatles fortjener bedre end sådan et punktum eller semikolon….

10 har læst indlægget
10 har læst indlægget