Lulu gjorde indtryk i søndagens nostalgitrip. Det samme gjorde den gamle optagelse med Dusty Springfield. Dusty – hvis borgerlige navn var Mary Isobel Catherine Bernadette O’Brien – var – efter blogbestyrerens mening – en af de fineste kvindelige stemmer i engelsk popmusik i tresserne.
Hun var allerede på banen, før Beatles havde gjort England til popmusikkens centrum, idet hun sammen med broderen Dion var en del af folktrioen The Springfields, der blev dannet i 1960 og havde en vis succes, bl.a. i USA, hvilket var usædvanligt for en engelsk gruppe dengang i før-Beatles-perioden. Dusty forlod gruppen i 1963 for at skabe sig en solokarriere og fik succes med det samme. Få dage efter bruddet udsendtes I Only Wanna Be With You, der kom på hitlisterne både hjemme i Storbritannien og i USA.
I modsætning til flere af sine engelske kolleger hentede Dusty fortrinsvis sin inspiration i USA fra begyndelsen af. Allerede som ganske ung lyttede hun til Peggy Lee, og senere blev hun meget optaget af Motown-lyden, da den brød igennem lydmuren i tresserne.
Debutsinglen blev fulgt op af en lang række succesfulde indspilninger, bl.a. en del Bacharach-David-kompositioner. En af dem The Look Of Love indgik i James Bond-parodien Casino Royal i 1967.
Hvis man kan bruge hitlisterne som målestok for successen (hvad man nok ikke kan, i hvert fald ikke den kunstneriske succes…), så kulminerede hendes popularitet i 1964 med nummer 1-hittet You Don’t Have To Say You Love Me. Men ret beset var Dusty nok ikke et hitlistefænomen, for hendes sangkunst var nok en tand for sofistikeret til rigtig at gøre sig på hitlisterne i længden. Hun var dog umådelig populær i Storbritannien og fik fx sit eget tv-show “Dusty” på BBC i 1966-67, hvor hun bl.a. optrådte sammen med Jimi Hendrix…
Kendetegnende for hendes musikalske orientering fik hun kontrakt med pladeselskabet Atlantic Records i Memphis, et pladeselskab, der bl.a. husede souldronningen Aretha Franklin. Og her indspillede hun den måske kunstnerisk set mest vellykkede plade Dusty in Memphis. Sangen Son Of A Preacher Man, der i en vis forstand blev Dustys kendingmelodi, stammer fra dette album.
Dusty døde i 1999 af brystkræft kun 59 år gammel. Hun var efter sigende en perfektionist, der var vanskelig at arbejde sammen med. Det gjorde det heller ikke lettere for hendes karriere, at hendes seksuelle orientering ikke passede ind i populærmusikkens stereotype kvindebillede. Hendes kunstnernavn “Dusty” fik hun efter sigende i sin barndom, fordi hun var, hvad man kalder en tomboy. I sin egen opfattelse var hun “bi-seksuel”. Biografskrivere mente, at hun var lesbisk. Selv i de såkaldt frigjorte tressere var det problematisk at have en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle. Og med en strikte katolsk opdragelse og et fordømmende, småborgerligt samfund som ramme, har det sikkert været sin sag at finde en modus vivendi. Man kan alligevel godt undre sig lidt over, at der er blevet brugt så megen krudt på netop det spørgsmål i interessen for Dustys liv og levned, når det nu er hendes kunstneriske indsats, der virkelig er interessant…
Jeg kan huske, at specielt nummeret Son Of A Preacher Man fik en hel del air-play hos Jørgen Mylius og andre P3-DJs dengang i tresserne.
Og nogle videogodbidder med Dusty: Læs mere »
