CAPAC

Det er efterhånden et par år siden, vi fik nyt fra Mr. Bryan Ferry. Det var da han i 2012 udsendte den smagfulde The Jazz Age med Bryan Ferry Orchestra, et musikalsk retrospektivt album, hvor Ferry lod sine sange møde mellemkrigstidens jazz – uden at løfte sin røst. En vellykket parentes på en flot musikalsk løbebane.

Men nu er han så tilbage i den solistrolle, som vi kender ham for – siden solodebuten i 1973 med These Foolish Things. Ferry har selv skrevet de fleste af sangene på den nye plade, men har dog fået hjælp af Johnny Marr (ex-The Smiths) og Oliver Thompson på et par af sangene – uden at det ændrer grundlæggende ved det ferryske indtryk. Og så har han et par coversange med, dels Stephen Sondheims klassiker “Send in the Clowns” og Robert Palmers “Johnny and Mary” – to sange, der er helt kongeniale i forhold til Ferrys musikalske univers.

Ikke kun pladetitlen – Avonmore – men også musikken på pladen ledte mine tanker hen på Roxy Musics sidste studioalbum Avalon, der med sin bløde, melankolske, melodiøse udgave af voksenrock gav os alle et fingerpeg om, hvad solisten Bryan Ferry kunne byde på hen ad vejen. I mine ører går der en rød tråd fra Avalon og gennem Ferrys ialt femten soloplader og frem til den nye skive. Melankolien, melodiøsiteten og perfektionismen er helt intakt.

Ferry kan det der med at skrive melodier, der efter et par lytninger går lige i blodet på en som et letopløseligt sukkerstof – uden at melodierne på noget tidspunkt bliver hitlisteleflende popsange. Det er smagfuld voksenpop, der ikke let antænder lytteren som en fængende hitsang, men langsom forfører sin lytter med sin melodi og sine smagfulde, perfektionistiske arrangementer.

Og Ferry synger med en vemod og melankoli i sin bløde maskuline stemme. Han lyder som et handyr, der er såret af amors pile og sender sine kærlighedsklagesange ud gennem højtalerne til alle andre, der har kæmpet deres kampe i kærlighedens navn. Det er både uendeligt smukt og smerteligt at lytte til.

Og arrangementerne på pladen lader ikke noget tilbage at ønske med hensyn til elegance, smagfuldhed og udførelse. De kendte navne på musikerlisten – fra Johnny Marr til Mark Knopfler – er ikke kun med for at give det hele en air af kændished. De tilfører med deres professionalisme musikken netop den dimension af perfektionisme, som som er et vandmærke i Ferrys udsøgte kunst. Og helt i Ferrys ånd, så er det hans egen stemme med sin lidt transparente skrøbelighed, der står helt centralt i lydbilledet. Musikken er voksenrock, men den vegeterer lidt tilbagetrukket i lydbilledet. Her er ingen udfarende Roxy Music at finde. Det heftigste nummer på pladen er måske i virkeligheden coverversionen af Palmers “Johnny and Mary”, men selv den er blevet nedtonet og afdæmpet, så den glider perfekt ind i det samlede lydbillede.

Avonmore er en plade, der i den grad henvender sig til rockmusikalske feinschmeckere. Ikke kun dem, der for længst har meldt sig ind i Mr. Ferry fanskare, men alle, der forstår at sætte pris på moden, smagfuld rock. Hermed varmt anbefalet.

Bryan Ferry. Avonmore. BMG. Er udkommet.

Se engang på de fire unge mænd på pladecoveret ovenfor – Nicklas Løvén, Max Hoffmeyer, Linus og Andreas Valdemar! Der er en umiskendelig aura af dazumal over hele iscenesættelsen og attituden. Og det er ingenlunde tilfældigt, for Paper Tigers, som de fire unge gutter kalder sig, albumdebuterer med Head over Heels, der henter den musikalske inspiration i svundne årtier – tresserne og halvfjerdserne – uden at kunne kaldes decideret nostalgisk.

Man skal ikke langt ind i pladens sangskat for at få – i det mindste med mine gamle prøvede ører – flashbacks til såvel den mod-orienterede, hårde britiske rock (fra The Who til The Jam…) med dens skarpe, effektfulde guitarriffs og smældende, tørre trommer – og den melodiøse, vokalstærke beat (ja, sig bare navnet: Beatles…). Takket være producer Søren Andersen og bandet selv har lyden dog fået en mere moderne, “ren” lyd – uden at den gamle analoge sounds organiske præg på nogen måde er forsvundet. Heldigvis. Og tak for det.

Som de gamle forbilleder i tresserne behersker Paper Tigers både de medrivende, snertende rocknumre – som fx “This is not right” og “The Nights are not meat for sleep” – og smørbløde ballader som fx “All inside my mind”, der godt kunne minde om Ray Davies og Kinks i det bløde hjørne. Alle pladens ialt 11 skæringer er skrevet af Paper Tigers, og sangskrivningen er af høj kvalitet. Der er ikke et eneste nummer på denne plade, der ikke vil kunne gøre sig på enhver radioplayliste med respekt for sig selv.

Paper Tigers løfter med denne debutplade på smukkeste vis arven fra de forgangne årtier. Paper Tigers fungerer rigtig godt og harmonisk som band med et smuk, organisk sammenspillet tæt lyd, hvor de enkelte instrumenter står smukt i lydbilledet og sammen med det yderst flotte vokalarbejde udgør en fascinerende og medrivende helhed. En på alle måder overbevisende debut, der bør gøre Paper Tigers til et efterspurgt koncernavn og pladen her til en lige så efterspurgt julegaveidé. Det er en plade lige efter mit hoved og hjerte. Hermed anbefalet.

Paper Tigers. Head over Heels. Produceret af: Søren Andersen og Paper Tigers. Trechoma Records. Udkommer i dag.

Musiker, sangskriver, pianist med meget mere Martin Valsted debuterer med albummet På Vrangen. Hvad titlen hentyder til er et åbent spørgsmål, men måske bare til den kendsgerning, at man ikke kan skue hunden på hårene eller at overfladen kan være bedragerisk?! I hvert fald er Valsteds debutplade ikke nogen regulær soloplade, for Martin har fået den indlysende idé at lade en række uddannede skuespillere til at tage sig af sang og tekstudlægning. Valsted skriver selv i cd-bookletten, at han har ønsket at sætte tekst og historie i centrum på sin plade – og hvad er så mere oplagt end at tage nogle sangere og sangerinder, der er uddannet til netop det at formidle tekster?!

So sagt så gjort. Og sammen med Claes Bang, Jesper Lohmann, Troels Lyby, Laus Høybye, Neel Rønsholt, Louise Mieritz, Joachim Knop, Tammi Øst og Charlotte Fich har Martin Valsted skabt et album, der fremstår som et noget nær perfekt popalbum.

De ialt ni sange på pladen er popmelodiøse og så iørefaldende, at det nærmest ville være fornærmeligt, hvis ikke de blev spillet flittigt på de radiostationer, der dyrker netop den genre. Valsted kan skrive popmusik, der forbigående har fået mine tanker hen på poppens helt store navne og som indeholder samme emotionelt bevægende kvaliteter, samtidig med at musikken også appellerer til en danselysten krop. Og i samarbejde med ikke mindst Kim Vagn Wagner har Valsted formået at få itonesat og arrangeret sangene, så de på smukkeste vis fremhæver melodierne – og tekstfortolkerne i centrum.

Teksterne er nærmest små historier, der indkredser stemninger og følelser. Et eksempel er sangen, der indleder pladen, “Lykkelig”, der helt enkelt handler om lykken ved at være tilstede som et liv, en krop i universet:

Jeg står nu bare her

med de nye fødder

og fløer mig lidt sær

har slået nye rødder

Alting er så stille

i mit nye hoved

jeg er både stor og lille

med et helt nyt mod

Fugleflugt, humlesang

og det prikker i mig

dagen er godt i gang

solen stikker til mig

kroppen føles tung

og mine lunger

ånder roligt

blodet bar saynger

hjertet gynger

baker roligt

Jeg er lykkelig

lykkelig meget længere

en bare en lille gnist

der fænger:

Bare stå og mærke mit liv

Osv.

Enkelt og i egentligste forstand banalt, men når ordene bliver lagt i munden på Tammi Øst løftes teksten op til hverdagspoesi. Og sådan er det, når teksterne på denne plade lægges i hænderne på en flok yngre skuespillere, der tydeligvis har hjerter, der banker for musikken og sangen. Det er muligvis vrangen af deres skuespillertalent, men så må de for min skyld hjertens gerne vende vrangen ud på sig selv noget oftere.

På Vrangen er en plade, der let kunne forsvinde i den store strøm af musikudgivelser, men det ville være synd og skam. For På Vrangen er en sjældent vellykket plade, hvor der er kælet lige meget for både den musikalske og den tekstlige side af popsangen. Og det kan man ikke altid sige om moderne dansk popmusik. Så er du til langtidsholdbar pop, står og mangler en oplagt julegaveidé, så få fat i Marin Valsteds debutplade. Hermed anbefalet.

Martin Valsted. På Vrangen. Target Records. Udkom d. 20. oktober 2014

Duoen Men of Polaroids – Mathias Elrød Madsen (sang, guitarer, bas og piano) og Djarn Kargin (trommer, slagstøj, el-guitar, synthesizer og blæserarrangementer) – har allerede gjort sig bemærket med singleudspillet (og den tilhørende video) “Darkness”, der fik flotte anmeldelser og omtaler og slap igennem censurfiltrene til P4s rotation.

Og debutalbummet Following the Sun bør kunne få de samme anmeldere og lyttere til at spidse ører og klappe i hænderne. Mathias har skrevet albummets syv sange, der er melodisk singer-songwriterpop med moderne folkrock i acendanten, og Djarn har været lydtroldmanden, der har givet hver sang sin egen stemningsfulde lydaura. Det er ikke poprock, der som udgangspunkt vil bryde grænser ned eller flytte hegnspæle på det store rocklandskab, men det er sangskrivning, der både vil poppens forførende lethed og (folk)rockens særlige stemningsfuldhed. Og det er lykkedes duoen og dens hjælpere (trompetisterne Sara Bruntse og Michael Ejlertsen, saxofonistisen Frederik Moth-Hansen, en anonym trombonespiller fra Det kongl. danske akademi og mix og samproduktion Jon Ottosen) at skabe et album, der hænger rigtig godt sammen i kraft af de syv numres popmusikalske kvaliteter og fremstår som et godt bud på et af de bedste popalbums i 2014. Den burde kunne få en naturlig plads på de obligatoriske årslister ved årets slutning – og burde kunne få popfans til at at ønske sig den i julegave… Hermed anbefalet.

Men of Polaroids. Following the Sun. Produktion: Men of Polaroids og Jon Ottosen. Udkommer d. 10. 11. 2014

I PR-materialet til pladen her med projektet Greenhouse, kan jeg læse at projektnavnet – Greenhouse (der jo betyder driv- og væksthus) – sigter til, at musikken på pladen er vokset langsomt frem og modnet som gode tomater i en drivhus. Og der er da også noget modent over den musik, man møder på pladen. Ikke kun i den netop beskrevne betydning af modnet, men også i den forstand, at den emmer langt væk af en musiksmag, der har nogle år på bagen, så at sige.

“Angel in disguise” hedder den indledende skæring, og den sender straks denne lytter tilbage ad associationskæderne til hæderkronede bands som Steely Dan, Doobie Brothers, Chicago, Loggins and Messina, Seals and Crofts m.fl. der i halvfjerdserne fyldte FM-båndet over there med melodiøs rock, der var velsignet med gode popsange, garneret med smækre vokaler, blæserstykker og smagsfulde arrangementer, der ofte gjorde brug af symfoniske orkestre eller dele af samme. Det er helt tydeligt af sangskriver Morten Wedendahl må have haft øret inde i FM-radioen dengang og have ‘taget skade’ på sin musikalske følsomhed. For The Long Way Home står i tydelig gæld til netop den form for rock. Og helt ind i Frank Hemmingsens tekstunivers kan vi følge den følsomme voksenrock fra halvfjerdserne i dens temaer omkring voksenlivets erfaringer med at håndtere parforholdets op- og nedture osv.

Det er plade, der oser langt væk af, at man har taget sig god tid med musikken og har kælet for detaljerne. Og Wedendahl og Hemmingsen, der selv trakterer hhv. piano, andre keyboards, bas og sang – og sang, få får Greenhouse solid hjlælp af kompetente kræfter som: Troels Skovgaard (guitar), Jon Bruland (bas), Niels Ratzer (trommer), Thomas Edinger (saxophone), Rune Harder Olesen (slagtøj), Mikala Bosetti (backing vocals) og Julie Steincke, der synger duet på “All in One”. Sammen skaber de et rigt og mættet lydbillede, der på smukkeste vis bærer de endog meget iørefaldende popsange. Som hos inspirationskilderne har Greenhouse skabt en plade, der genererer glæde og lyst til at synge og danse med. Det er good time music, og det er måske lige netop den slags musik, der er brug for her i et gråt dansk efterår og en tid, hvor den finansielle krise stadigvæk ligger som en tung dyne over det hele…

Der er ikke grund til at fremhæve et enkelt nummer på bekostning af andre. “Angel in disguise” er valgt som singleudspil – og det er helt fint. Men i mine ører kunne alle tolv numre fortjene at blive udsendt på singler, for de har alle til hobe inciterende og forførende popkraft. Og netop homogeniteten af sangene gør, at albummet fremstår som en afrundet helhed – sådan som det engang var idealet for en rockplade.

Nok er inspirationen føl- og hørbar, men Greenhouse håndterer traditionalismen med stor personlig smagfuldhed og med stor overbevisning. Drivhuseffekten burde være, at ikke kun gamle ører som mine, men også mange unge, ubrugte burde tage denne plade til sig. For den fortjener at blive spillet rigtig meget…

Hermed anbefalet. Lidt af musikken kan man lytte til på Greenhouses hjemmeside.

Greenhouse. The Long Way Home. Produceret af Greenhouse og Troels Skovgaard. Gateway Music. Udkom i går.

I 1948 udkom sangbogen “De små synger”, der først blev redigeret af Margrethe Lønborg Jensen og siden af Gunnar Lønborg Jensen, og dens ialt 125 sange, der siden er blevet genoptrykt igen og igen, udgivet på cd og – indlemmet i den officielle kulturkanon i 2005, udgjorde sådan cirka min barndoms sangskat. Men siden dengang er der jo sket et og andet med den musik og de sange, vi udsætter vores børn for. Et udmærket eksempel på, hvad musik for børn kan være nu om stunder er den seneste udgivelse fra Tigertræning. Tigertræning Twang 2 – Kamp for sjov! hedder udgivelsen.

Bag pladen (og den tilhørende bog, som ikke skal omtales her, da jeg ikke har modtaget den) står idrætspædagog m.m. Lise Steffensen og musiker, producer, studieejer mm. Troels Alsted. Og om tigertræning fortæller Lise Steffensen, der har specialiseret sig i børn og bevægelse:

”Visionen er at Tigertræning skal være et bevægelsesværkested. Et sted hvor der er plads til at improvisere og lege med bevægelserne og sanserne. Det centrale er bevægelsesglæde, samvær og fælleskab. Der indgår børneyoga, akrobatik, kamplege, dans og musik. Vi afprøver både stille og vilde lege, samarbejder og improvisere… Der er ikke gradueringer, bælter og indbyrdes konkurrence. Men plads til forskellighed og mulighed for at inspirere hinanden. Alle der er med er lige vigtige og skal have plads til at indgå på egne præmisser.”

Altså et klart, moderne pædagogisk sigte med inklusion, ligeværdighed og andre smukke idealer involveret. Og til smukke formål indgår musikkens selvfølgelig som en slags central motor, der skal sætte gang i bevægelsesglæden hos børn og voksne.

Og det første, der slår mig, når jeg lytter til Twang 2, er da også, at musikken slet ikke lader sig indfange af mine fordomme om, hvad børnemusik kunne tænkes at være. Ser vi bort fra teksterne, der forståeligt nok tager sigte mod de lege og øvelser, som tigertræningen gælder, så er der tale om meget iørefaldende, stærkt swingende sange, der henter deres inspiration fra mange kilder – lige fra pop, rock over latinamerikanske rytmer osv. Der medvirker hele 24 sangere og musikere (ingen nævnt – ingen glemt) på pladen og de trakterer et hav af instrumenter, der er med til at krydre denne musikalske sammenkogte ret. Det er lykkes for bandet at skabe en plade, der i den grad inviterer til dans og anden form bevægelse. Det swinger og rykker herligt hele vejen gennem pladen – og musikken appellerer i lige så høj grad til børnene som til deres forældre, bedsteforældre og andre involverede voksne. Desværre kan jeg ikke spille hele pladen for jer – men den får min varmeste anbefaling.

Tigertræning – Twang 2 – Kæmp for sjov! MRB. Udkom den 15. oktober

Poul Henningsen – PH – lavede en Danmarksfilm. Det samme gjorde Klaus Rifbjerg. Jørgen Leth har også lavet en Danmarksfilm. – Og nu har Folkeklubbe også lavet en, eller rettere sagt: et album med titlen Danmarksfilm. Hvor filmisk pladen er kan vi godt diskutere, men i mine ører kommer det filmiske ind igennem teksternes konkrete sansninger. F.eks. i titelsangen, hvor det blandt andet hedder:

Og der er øerne. Der er land og by.
Is på søerne. Sol på Bellevue
Ismand!
Vågn op og vis, hvad du kan.
Giv mig kanterne. Glem nu København.
Giv mig Bagenkop og et hjemstavnssagn
Hold stand!
Fra Dybbøl til Rimmerby Strand.
Det smukt. Det er større, end du troede.
Det er godt for det, der er oppe i dit hoved.

Og det er teksterne, der især bærer pladen, gruppens andet udspil (efter den succesfulde debut Nye Tider fra sidste år). Vi befinder os et sted i slipstrømmen efter vores store troubadour Kim Larsen med helt mundrette, ukunstlede tekster, der ligger meget nærmere dagligdags tale end den moderne poesis store bog. Et eksempel. “Husk mit navn”, der tager sit udspring i Oswald Helmuths gamle sang “Når dagen er forbi” om manden, der efter dagens dont slår en tur om havnen for at lade sig udlængsel vække til live.

Husk mit navn

Når jeg nu går omkring alene på havnen, går en tanke i ring.
Vil jeg finde ro, nå sikkert i havn? Har jeg husket at handle, vil man huske mit navn?
Universet er så stort herfra hvor vi står. Kloden drejer stille rundt om mig, når jeg går.
Og drenge spiller bold med hver sit stjernenavn. Jeg fyldes med længsel, jeg fyldes med savn.

Når jeg sikkert i havn?
Vil man huske mit navn?

Jeg tænker lidt på os to, men det er forbi. Lagt på hylden, lukket ned som havnens industri.
Ved tankernes kraft når jeg bjergets top. På bunden af havnen har en mand givet op.
På sin kones fødselsdag tog han sit liv og efterlod et brev: kone værsgo’ og flyv.

Når jeg sikkert i havn?
Vil man huske mit navn?
Husk mit navn. Husk mit navn.
Han kom sikkert i havn.
Hun vil huske hans navn.

Her tilbage igen
Tag min hånd, vi går så ganske klart.
Sorthvide par ad Oktober Boulevard.
Mon vi vender her tilbage igen?

Væk mig blidt, hvisk mig noget rart.
Rød-hvide flag på H.C.’s Boulevard.
Mon vi vender her tilbage igen?

De drikker kaffe på klaverfabrikken.
Bagved skolerne dér ligger kirken, yeah.
Vi er landet for længe siden.
Det var sommer, så løber tiden væk.
Mon vi vender her tilbage igen?

Som i Helmuths sang bliver havnen et springbræt for eksistentielle overvejelser. Her hos Folkeklubben får tankerne endnu større vinger og kommer til at handle om selve livets projekt. Her vanker der ikke søgte litterære billeder. Det er hverdagens sprog, der fortæller om personens tanker på havnen. Når ordene alligevel får et anstrøg af poesi, så er det i kraft af musikken, der er melodiøs rock – uden at bliver popmelodiøs – der akkurat som hos Kim Larsen løfter ordene op og eksponerer sætningernes indbyggede metrik og poesi. Kjartan Arngrim, der synger for (og spiller guitar, klokkespil og fløjter) kan faktisk godt i passager lyde rigtig meget  som en ung Kim Larsen, men Folkeklubben moderne udgave af rock sikrer, at det kun forbliver en forbigående association til en af dansk rocks store sangere og sangskrivere.

Men selvfølgelig skriver teksterne sig ind i en smuk dansksproget tradition, og der er rundt om i teksterne – som jeg helst ville citere in extenso her (men du kan selv studere dem på bandets hjemmeside her) til litterære, musikalske og andre forudsætninger – fra Rifbjerg over Dan Turèll og Tove Ditlevsen til Jørgen Ryg og Preben Kaas og Lennon og McCartney. Og det er vigtigt at stå ved sin arv og gæld i kulturen, for det er med til at garantere, at man kan fremstå som en personlig forvalter af den kulturelle tradition. Og det er netop, hvad Folkeklubben gør med deres sange. Med Danmarksfilm (og forgængeren) skriver Folkeklubben sig på smukkeste vis ind i traditionen for vedkommende dansksproget populærmusik med deres egen hverdagssproglige nøgternhed og enkle poesi. Med Danmarksfilm har vi fået endnu en fin understregning af, at den dansksprogede musik står stærkt i disse år. Hermed anbefalet.

Folkeklubben. Danmarksfilm. Art People. Udkom den 15. oktober.

Bag titlen på minialbummet og navnet gemmer sig sanger og sangskriver Peter Kingsbery og guitarist, producer m.m. Morten Umpff. De to fandt sammen i et samarbejde omkring orkesteret Cock Robin, som Kingsbery er involveret i, og det førte til et sangskriversamarbejde, der nu altså er resulteret i en plade, et mini-album eller en forvokset ep.

Og måske er det ikke helt overraskende, at musikken på pladen rammer et krydsfelt mellem Kingsberys melodiøse, ørebesnærende vokalpop og Morten Umpff nærmest avantgardistiske lydmageri, som jeg tidligere har omtalt her i bloggen. Produktet er en slags indiepop, der både rækker ud efter popøret, der er for fals for en god melodi, et godt omkvæd eller lignende, og efter den lytter, der gerne vil have singe forventningers grænser udfordret lidt. Hermed anbefalet.

Much taller than on the internet. Mabel the Label. Udkommer d. 29. oktober (digitalt)

På det dybblå cover til Colfachs tredje albumudgivelse The Ocean kæmper bølger med musikinstrumenter som banjo, klaver og ukulele om betragterens opmærksomhed. Og det er ikke tilfældigt, for Colfach har denne gang alliereet sig med illustratoren Rikke Larsen, der ikke alene har stået for det smukke blå cover, men også er blevet inddraget i skabelsen af tekst og musik. Og dette særlige samarbejde har sikkert befordret synergien mellem albummets visuelle fremtræden og den musik, der strømmer fra vinylens riller og cd’en laserspor.

Sangene på pladen, som alle er skrevet af forgrundsfigur Jesper Colfach, er præget af lyden af akustiske instrumenter som guitar, banjo, ukulele, mandolin osv. Og det forklarer sikkert, at man allerede fra de første toner af den indledende titelsang “The Ocean” får tankerne hen på ikke kun moderne folk, men også country and western. Men ved nærmere gennemlytning af pladen, så er det en anden side af musikken, der dominerer: Der er tale om ni meget iørefaldende, modne popsange af den slags, der langsomt og behageligt sniger sig ind lytteren og vinder ved hvert genhør. Tidløse popsange om længslen mod det store blå hav og andre følelser og lidenskaber i et omskifteligt liv.

Jesper Colfach håndterer selv forsang, guitarer, ukulele og synthezisers og får kompetent hjælp af Morten Husted på bas, guitarer, banjo, backingvokal og meget andet, Søren Jakobsen på trommer, slagtøj, glockenspiel og sampling og – hønen i kurven – Sørine Bager, der tilfører sangene en velgørende feminin vokal. Og denne kerne suppleres af Maja Freese (cello på to af sangene), Emma Marie Poulsen (harpe på et nummer, “Will it fade away”), Jørgen Eluf (trompet på “We won’t stop”). Og tilsammen har det skabt en lydunivers, hvor de enkelte sange både har deres eget lydbillede, men samtidig smelter sammen i et homogent og afrundet popunivers med overtoner af folk, country og andet godt fra de musikalske rødder, der præger vor tids lydbilleder. Det er et regulært popalbum med streg under album. Selv om pladen ikke formelt fremstår som et conceptalbum, så er det som albumhelhed, den har sin store styrke. Selv om der er potentielle radiohits på pladen, så fungerer den bedst som en helhed. Hermed anbefalet alle med flair for god, gedigen pop.

Colfach. The Ocean. Produceret af: Morten Husted og Colfach. Colfach Music. Udkom den 1. september

Og en helt ny video fra bandet Wampire, som jeg gav mine anbefalinger for kort tid siden. Videoen gælder sangen “Wizard Staff”… Nyd den her.

Historien om bandet Wampire fra Portland, Oregon, er historien om et band, der startede – i 2001 – som en duo, bestående af Rocky Tinder og Eric Phipps, og indtog de lokale scener med elektronisk baseret dansemusik. Siden skiftede de retning musikalsk og endte med at indspille deres debutalbum Curiosity i 2012. De positive anmeldelser af pladen kunne høre et indierockband, der som en nostalgisk orienteret svamp sugede til sig af impulser fra de foregående årtiers rock, ikke mindst tresserpsykedelia, halvfjerdsersoftrock og firsernewwave. Anmelderne kan tydeligvis godt lide Wampires uhæmmede genbrug af nostalgiske lyde, selv om man også kan læse ud af anmeldelserne, at gruppen endnu ikke har fundet en egentlig stil. Alle de gode impulser har endnu ikke fundet en endelig form. Men potentialet er der.

Noget lignende kan man hævde om bandet nye album Bazaar. Når man smider Bazaar på pladespilleren, så mødes man af en rastløs energi fra den første skærings groteske introlatter og gennem de efterfølgende ialt ni rocksange. De nostalgiske impulser er denne gang blevet rystet mere på plads i forhold til den grundliggende rockskabelon, Wampire dyrker, og som er en frisk, fremadrettet, energisk omgang basisrock med fængende, huggende guitarriffs, markant, solidt trommespil og forsangerens gode, foredragende vokal. Wampire et stadigvæk et band, der stilistisk set er undervejs, og en heftig koncertaktivitet op til og i kølvandet på den nye plade skal nok være med til at få tingene til at falde helt på plads. Det er bare et spørgsmål om tid. Og indtil da må vi glæde os over, at de har fået skabt et album, der er en rigtig god rockskive, som hænger godt sammen som album i kraft af et gennemgående gåpåmod og uforfærdet rockattitude. At de stilistiske impulser så stritter lidt i mange retninger tager man bare med i købet som krydderi på rockbøffen. Wampires Bazaar er en plade, der umiddelbart vil appellere til enhver lytter med et stor rockhjerte. Hermed anbefalet.

Wampire. Bazaar. Produceret af Jacob Portrait og bandet. Polyvinyl Records. Udkommer i dag.

The Folk Factorys debutalbum er en plade, der indfanger lytteren fra første akkord. Med den medrivende og stærkt iørefaldende, hitipotentielle “If I fall” griber pladen lytteren i kraven og sender ham/hende via Mumford and Sons i retning af både britisk busker- og elektrisk folktradition og videre til de amerikanske egne, hvor instrumenter som banjo og mandolin indgår som essentielle krydderier i den folkelige musik. Det er musik, der med sin mærkbare traditonsbevidsthed skriver sig lige lukt ind i den moderne folkrevival, der gennem de senere år har stukket snuden frem her og hisset i det store udland. Det er en moderne form for folkemusik, der i kraft af gode sange, gode melodier og tekster, gør sin traditionspåvirkning aktuel og frisk, som var den skrevet i forgårs, hvad den jo så også er…

Med debutalbummet sikrer Folkefabrikken sig en niche i moderne dansk populærmusik. En niche, bandet har for sig selv (for jeg mener ikke, der andre bands, der gør dem rangen stridig lige nu…). Morten Fast og de andre bandmedlemmer er lykkedes med fjorten gode, slidstærke folksange, der hænger godt sammen og sender lytteren ud på en rejse fuld af boblende livsglæde, spræl og danselyst. Hermed anbefalet.

The Folk Factory. The Folk Factory. Produceret af The Folk Factory. DME. Udkom den 22. september.

Jeg har været inde på det før: Melankolien hærger som en grundstemning på mange af tidens plader. Og sådan forholder det sig også på Kristian Gaarskjærs debutalbum The Fear and the Lights, som Gaarskjær udsender under kunstnerpseudonymet Captain Select.

Gaarskjær har sin gang i rockbands som Capricorn og Gonzo Morales, og det er tænkeligt, at denne udfarende rolle som frontfigur på rockscenen har skubbet melankolien og dens sange tilbage i kulissen for en tid. Og det er nu nogle af disse sange, der er hentet ud fra gemmerne og omsat til en soloplade.

Sammen med Søren Vestergaard (guitar og tangenter), Kasper Olsen (guitar, mandolin og banjo) og Johannes Gissel (trommer) har Gaarskjær indspillet sine ialt tolv melankolske sange, der alle kredser om livets mørkere sider, som ingen kommer uden om, hvis man lever livet. Det er sange, der bliver drevet fremad med melodisk tæft og i en stilart, der fremkalder ord som ‘folk’, ‘americana’, ‘country’ m.m. i denne gamle lytters hoved. Altså musik, der indskriver sig i en markant toneart i tiden.

The Fear and the Light er ikke en plade, der vælter hegnspæle på den moderne musiks landkort, men det er en plade, der er meget harmonisk og hænger sammen som et concept-album uden egentlig at være det. Et album, der fortjener sine lyttere – også uden for landets grænser – for sin ærlige, iørefaldende tilgang til livets skyggesider. Et album, der passer som fod i hose til denne tid, hvor efteråret står med åbne arme og venter på os alle sammen. Hermed anbefalet.

Select Captain. The Fear and the Light. Mini Me Records. Udkom den 22. september

Jeg har tidligere fremført mine forbehold over for genren rap, men jeg lader gerne mine fordomme sætte på prøve. Og nu er den unge rapper Markus Lakes eponyme ep landet på min computer. Og for nu at punktere spændingen omkring fordomsfuldhederne, så lad mig bare sige det lige ud af posen: Jeg bliver langt hen bekræftet i fordommene af Lakes fem numre.

Den indledende “Superman” er en næsten obligatorisk rap om pigen i mandens liv. På et grundlag af enkle, nærmest klassiske og ret så monotone beats, tilsat lidt opblødende guitar, fortæller “supermand” om sin pige. Lake er talentfuld nok til at lade sin rap følge pulsen tæt. Og det er en besyngelse af pigen Louis Lane, Mary Jane. En beskrivelse, der er vævet ind i en lidt overflødig (synes jeg) ramme af  mytologi (Athene, Afrodite) og mediehelte (Supermand/Lois Lane – Bonnie and Clyde…). Og en beskrivelse, besyngelse, der sætter kvinden op på en piedestal som et af mange begæret objekt, som “supermand” ikke er helt sikker på. I mine ører er det et – kunstnerens alder taget i betragtning – temmelig bedaget kvindesyn, der lægges frem for lytteren. Fyrre års kvindefrigørelse finder man kun en flig af i pigens påståede selvstændighed.

“Så godt” er mere musikalsk kompleks. Godt nok er rytmen simpel, men monotonien opblødes af en pigebackingvokal og lidt synth (?). Sangen er en tematisering af kunstnerens forhold til sin sangskrivning. Og heller ikke her kan Lake slippe sin forkærlighed for at lufte mytologiske forbilleder (fx Hemmingway, Mozart og Beethoven…). Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, men det virker alt for påtaget  at sammenligne sig selv med de store mester i den klassiske musik og den internationale litteratur. Problemet er, at den slags staffage slører for den ærlige selvbevidsthed, som Markus Lake lufter med sin besættelse af rap. Man skal ikke gøre tingene mere indviklede end nødvendigt. Heller ikke i rap.

EP’en slutter af med to nærmest obligatoriske socialt bevidste tekster. “Amanda” handler om den 21-årige luder Amanda. Det er ikke en tekst, der rykker noget ved det stereotype billede af en misbrugende prostitueret. Musikalsk er det en af de mest sammensatte numre på pladen, idet et kraftigt lag af electronica svæver hen over den intense rappen og den bastante rytme.

Heller ikke rappen om pusheren på “Bænken” kan siges at løfte sig over det stereotype og forudsigelige. Musikalsk er det nok pladens mest diskrete rap. Rytmen er nedtonet og tilbagetrukket i lydbilledet, der domineres af stemmens rappen og electronicaklange.

Pladen henvender sig primært til de allerede overbeviste rapelskere. Markus Lake har ubestrideligt sans for rappen, men savner efter min opfattelse udfordringer både på tekst- og musiksiden. Samlet set er det en ret traditionel rapudgivelse, der nok skal finde sit hengivne, ortodokse publikum. Men rapskeptikere som undertegnede vil nok finde andre rapgræsgange at gå på. Hermed anbefalet.

Marcus Lake. Markus Lake. Eget forlag og produktion. Er lige udkommet.

De små medier er i vælten. Jeg har efterhånden omtalt mange EP’er, disse forvoksede singler eller skrumpede LP’er, og nu er turen kommet til en single. Det er “Grand Canyon” fra den kanadiske kvartet Timer Timbre, der består af Taylor Kirk (sang, gt, tangenter), Simon Trottier (gt, slagtøj), Mathieu Charbonneau (tangenter)og Olivier Fairfield (trommer og tangenter). “Grand Canyon” besynger det sted, titlen angiver, og det gør den på en måde, der giver kraftige associationer i retning af gamle amerikanske westerns og tradiotion country and western. Det der en meget enkel, dragende, lidt mørk sang, der får sine associative lag fra forsangerens stemme, steel guitarrens klange og de orkestrale elementer. Og sangen giver appetit på at lytte til hele bandets nye album Hot Dreams.

Og måske giver denne videoudgave en idé om, hvad singlen har at byde på.