CAPAC

Frøkenen kedede sig. Og jeg kan godt huske, hvordan det var at være i den følsomme teenagealder og være ramt af kedsomheden, så jeg lod mig overtale til at gå med i biografen og se den amerikanske komedie “Marley and me” med Owen Wilson og Jennifer Aniston i de menneskelige hovedroller. Og så nogle labradorhunde i rollen som Marley.

En film, hvis indkalkulerede målgruppe er hundeelskere, for hvem hundehvalpe i sig selv er en filmisk kvalitet, og folk med trang til en romantisk fortælling, hvor et (ungt) par får hinanden, en røvfuld unger, et hus, en bil, en karriere og så videre. En forglemmelig mainstream-film fra Hollywoods overdrev, men velturneret og velspillet af de involverede. Faktisk spiller såvel Owen Wilson og Jennifer Aniston bedre, end jeg mindes at have set dem. Og så er der et par rigtig gode birollepræstationer af henholdvis Kathleen Turner som uheldig hundetræner og altid seværdige Alan Arkin som chefredaktør på en avis.

Det er en film at den slags, som den blaserte filmanmelder vil afskrive som overflødig eskapisme. Og det er da også, hvad det er. En filmisk flødeskumskage, som man guffer i sig og nyder, medens det står på. Men snart glemmer igen. Selv om Frøkenen truer med at købe den på dvd.

Et ekstra plus ved filmen er, at den indledes med R.E.Ms klassiske popsang “Shiny Happy People”, som stadigvæk kan få undertegnede til at danse rundt i lokalet og klappe i hænderne…

Jeg er vokset op med Gøg og Gokke. Eller Dick und Doof, som de hed på tysk. For mange af filmene så jeg op gennem tresserne og ind i halvfjerdserne på tysk tv. Det gjorde ikke så meget, så længe det var stumfilmene, det drejede sig om. Dansk tv var også flinke til at sende Gøg og Gokke. I hvert fald inden oprettelsen af TV2 gjorde det mindre attraktivt at servicere minoritetsgrupper blandt seerne.
Gøg og Gokke – Stan Laurel og Oliver Hardy – hører til den udsøgte kategori af komikere, der bogstaveligt talt kan få tårerne til at trille ned af mine kinder af bare grin. Her får de kun konkurrence af W. C. Fields og Peter Sellers ( i visse af hans film). Jeg holder også meget af de andre stumfilmkomikere – Chaplin, Keaton osv. – men deres humor har andre kvaliteter. Chaplins humor har musikaliteten og dansen, Keaton den eksistentielle dybde osv.
For snart længe siden købte jeg en tre-dvd-boks i det lokale supermarked med de to herrer Gøg og Gokke. Men det var en skuffelse. Kvaliteten af filmene var mildest talt ringe, og boksen har fået lov til at samle støv på hylden. Oven i købet “forærede” min svigerfar mig endnu en kopi af samme boks. Det siger måske alt om den…
Men lysten til at se Laurel & Hardy i deres velmagtsdage er intakt, og derfor slog jeg til, da jeg så, at man – for en slik – kunne erhverve sig 21-disc-udgaven af Laurel & Hardy The Collection. I følge de oplysninger, jeg har kunnet skrabe samme, er kvaliteten – den tekniske – i orden, og bokssættet dækker størstedelen af duoens udfoldelser.

Jeg glæder mig som en lille dreng til at få et godt grin. Nu mangler jeg bare en tilsvarende udgave af W. C. Fields’ værker.

Apropos: Jeg har også skulet til Henriks omtale af Gøg og Gokke.

Selv en blind høne finder et korn, siger man. Og i går aftes var TV2 hønen, der fandt et filmkorn. Tilfældigvis fik jeg sat mig i sofaen, da filmen “Stranger the Fiction” begyndte. Og jeg blev hængende, selv om jeg egentlig havde andre planer. Og først langt hen i filmen gik det op for mig, at det faktisk var den film, jeg så. For jeg havde godt hørt om den. Filmen, der er drejet af den talentfulde Marc Forster (Finding Neverland, Monster’s Ball, Quantum of Solace m.fl.), handler om den kedelige,  tvangsneurotiske, skattemedarbejder, Harold Crick (Will Ferrell), der en dag blive sat på en sag med en ung skatteunddrager og bager, Ane Pascal (Maggie Gyldenhall). Samme dag begynder han at høre en stemme i sit hoved. En kvindestemme, der fortæller begivenhederne i hans liv. På vej fra arbejde stiller han på sit ur, og stemmen fortæller ham, at denne tilfældige handling vil resultere i hans snarlige død.
Dermed er plottet sat. Og Harold kan kaste sig ud i jagten på den indre kvindestemme, som viser sig at være en rigtig forfatterindes stemme. Jagten bliver samtidig en jagt på Harolds eget selv. Han skal finde ud af, hvad han egentlig vil med sit liv. Og så er der selvfølgelig også en kærlighedshistorie, der involverer den dejlige bagerpige med tatovering på den ene overarm.
Filmen er baseret på en fortælling af Chuck Palahniuk (Fight Club) og er også meget litterær i sin tematik. Den leger elegant med forholdet mellem fiktion og virkelighed. Som titlen antyder, så overgår livet ofte fiktionen. Men det går også et skridt videre, idet den også hævder, at fiktion og virkelighed er to sider af samme sag. Fortælling er liv, liv er fortælling. Forenklet sagt.
Ud over Gyldenhall og Ferrell medvirker en veloplagt Dustin Hoffman som litteraturprofessoren, der skal hjælpe Harold. I en mindre rolle ser man Queen Latifa som imposant assistent for forfatterinden, der spilles fremragende af de altid udmærkede Emma Thompson.
Filmen er et godt eksempel på, at underholdning sagtens kan rumme tankegods, som man kan tage med sig samme med overtøjet, når man forlader biografen. Forpligtende underholdning. En intelligent komedie, der rager flere alen over den linde strøm af velproduceret, vitaminfattig Hollywood-fast-food. Anbefales.
Også soundtracket er værd at nævne. Her finder man fx Wreckless Eric, som jeg næsten havde glemt, med “Whole Wide World”, og Califone, Spoon, Vangelis, The Upsetters, Delta 5 og Maximo Park. Og så The Jam og deres herlige “That’s Entertainment”, som gav mig lyst til at genhøre Jams samlede værker…

Når man lader sin radio skanne hen over alle de kommercielle musikradioer, der findes, danske såvel som udenlandske, kan det være svært at forstå, at der engang slet ikke eksisterede kommercielle musikradioer. Men frem til omkring 1960 eksisterede de ikke i Danmark. Begrebet “musikradio” eksisterede faktisk ikke. Men så kom – i 1958 – Radio Mercur, Danmarks første pirat-radio, der frem til 1960 sendte musik, som de unge gad høre. Reklamefinansieret musik. Kommerciel radio.

Om denne ulovlige sender, der banede vejen for popkulturens gennembrud til statsradiofonien – og til de mange senere pop-radioer, kan man læse på denne lille fine hjemmeside.

Englændernehavde også deres pirat-skib, den navnkundige Radio Caroline, der gjorde livet surt for BBC, der kun sendte få timer med moderne musik. Og i denne weekend er der premiere på en film – The Boat That Rocked – der i fiktionens form er en hyldest til den tids pionerer, der slog et slag for ungdommens lyst til fest og pop. Dengang temmelig uskyldigt al sammen. Drevet af lige dele entusiasme for popmusik og ungdomskultur – og penge. I dag er de kommercielle radioer regulær business, og uskylden er for længst borte…
I den nye film, der er lavet af folkene bag succesfulde komedier som Notting Hill, Love Actually og Fire Bryllupper og en begravelse, forsøger man at indfange noget af de uskyldige års entusiasme, oprørskhed osv. Og i hovedrollerne ser man folk som Philip Seymore Hoffman, Bill Nighy og Kenneth Brannagh i de centrale roller. Det borger for en vis kvalitet. Jeg glæder mig til at se den en af de kommende dage…. Se den appetitvækkende trailer på filmens hjemmeside. Her.

Taggeriet forleden mindede mig om en af mine undladelsessynder. Jeg mangler nogle danse-film i min samling – med Fred Astaire, Ginger Rogers, Gene Kelly osv. Især vil jeg gerne have Singing in the Rain, En amerikaner i Paris og et par stykker mere med Kelly.
Nå, men lidt er det da blevet til. I forgangne uge har jeg indkøbt et par billige kvalitetsdvder. Prinsessen holder fridag med den evigtunge Audrey Hepburn over for træmanden Gregory Peck. Og William Wylers instruktion borger jo for god underholdning i halvanden times tid. Den anden er Alfred Hitchcocks Fang tyven. Måske ikke en af Hitchcocks mest hitchcockske film. Men en charmerende lille røverhistorie, hvor den billedskønne Grace Kelly spiller over for Hollywoods inkarnerede charmør Cary Grant. To nostalgiske muntre film, der egner sig godt til at glemme finanskrise, klimaproblemer osv – for en tid…

Jeg har lige læst en anekdote i Grace Slicks selvbiografi. Hun møder Jim Morrison for første gang. Han er iført underbukser, kravler rundt på alle fire og hyler som en hund… Jovist. Jim og The Doors havde fascinationskraft – takket være Morrisons skæve personlighed og ikke mindst musikken. Tom Decillos dokumentarfilm om The Doors, “When you’re strange”, er endnu et forsøg på at trænge til bunds i den mytologi, der er vokset op om bandet. Eller måske: endnu et bidrag til mytologiseringen… Filmen er blevet vist ved Sundance Filmfestivalen. Og nu er det også muligt at se en smagsprøve på filmen. Mere information.

Jeg er ikke overtroisk, men lader mig gerne forføre af film (og litteratur), der med alle kunstens regler forsøger at overbevise mig om, at der er mere mellem himmel og jord end det, der møder vore sanser.
Juan Antonio Bayonas “Børnehjemmet” er et sådant stykke – vellykket – manipulations- og forførelseskunst. Historien handler om Laura, der som forældreløst barn er vokset op på et børnehjem. Som voksen vender hun tilbage til børnehjemmet for at gøre det til sit hjem – med ægtemanden og adoptivsønnen Simón – og til et nyt børnehjem for særlige børn. Selv om filmens udgangspunkt kan betegnes som en kliché i horror-genren, nemlig det hjemsøgte hus, så adskiller denne film sig fra de fleste andre (amerikanske) film inden for genren. Forskellen ligger i den kunstneriske troværdighed, som filmen giver sit okkulte indhold. Filmen er ikke for ingenting produceret af Guillermo del Toro, manden bag Pans Labyrint, The Devils Backbone m.fl. Og der er klare forbindelseslinjer mellem del Toros fantastiske filmunivers og Bayonas. Som i fx Pans Labyrint er den uhyggeskabende motor i Børnehjemmet er spillet mellem den voksne realisme og barnets fantasifulde verden, mellem den levende fortid og nutiden og mellem de dødes verden og de levendes.
Uden at afsløre for meget af handlingen, så sker der det, at Lauras søn forsvinder sporløst. Og Laura sætter alt på spil for at finde Simòn igen. Kun ved at tro på alvoren i barnets leg og fantasi, kan hun løse gåden om Simóns forsvinden.
Filmen er fornemt fotograferet af Óscar Faura, der smagfuldt udnytter det store hus’ skygger og mørke til at skabe en stemning, der er ladet med forudanelser og uhygge. Effekterne er doseret med sikker hånd og den dragende uhygge ligger mere i den psykologiske forventning end i handlingens overraskelser. Som i Pans Labyrint spilles der fornemt i alle roller. Laura, der spilles af Belén Rueda, er velvalgt som den smukke moder, der kastes ud på følelsernes dybe vande, da sønnen forsvinder. Men i det hele taget er personinstruktionen – og ikke mindst instruktionen af børnene – lydefri.
Det er en af den slags film, man kan se flere gange, selv om man kender slutningen på den. Den har en stemning, der bliver siddende i kroppen længe efter lyset i biografen er tændt eller dvd’en taget ud af skuffen. Anbefales.

Et snapshot af Johnny Depp fra Tim Burtons kommende filmatisering af Alice in Wonderland er sluppet ud på nettet. Og vi glæder os til at se, hvad de to bonkammerater kan få ud af den uopslidelige børnebog.

Jeg faldt over denne sjældne optagelse med John Lennon og Bob Dylan i en taxi. Snakken går om andre musikere osv. Der falder nogle mindre pæne bemærkninger om Johnny Cash, som Dylan vil have klippet ud af filmen.. Lennon er cool, uimponeret. Dylan påfaldende pjattet og lidt vrøvlet. Mon han har drukket eller spist noget, han ikke kunne tåle?

De sidste mange måneder har jeg ikke set meget tv. Det indskrænker sig til lidt nyhedsoversigt om eftermiddagen (DRs Nyhedsopdatering), brudstykker af “Friends”, som Frøkenen fordriver tiden med, og lidt i weekenden. I går faldt det sig så heldig ud, at DR2 viste Peter Bogdanovich The Last Picture Show fra 1970. I Director’s Cut-udgaven. Den danske titel er “Sidste forestilling”, og jeg så den første gang, da den havde premiere i Esbjerg. I Strandbio, vist nok.

Filmen, der kan minde om både George Lucas’ “Sidste nat med kliken” (1973) og den italienske “Mine aftener i Paradis”, handler tematisk set om tabet af uskyld, i flere dimensioner. Vi følger nogle mennesker i en lille gudsforladt amerikansk flække, hvor der stort set ikke sker andet end, at man mødes for at spille lidt pool, drikke Dr. Pepper og så gå på den lokale drømmefabrik, biografen, hvor man viser gamle film med Liz Taylor, Spencer Tracy og John Wayne. Biografen er et cineastisk symbol på de drømme, der brister, når barndommens uskyld går fløjten. En fin lille sædeskildring, der smagfuldt er filmet i sort-hvid, måske for at illudere den grå virkeligheden i filmen, men også uskyldstabets distance.
Hvad jeg i de mellemliggende år helt havde glemt var, at filmens lydspor, der består af en række kendte sange, skrevet af bl.a. Hank Williams og sunget af fx Tony Bennett og Hank Snow:

1.
Cold, Cold Heart – Tony Bennett
2.
Give Me More, More More of Your Kisses – Lefty Frizzell
3.
Wish You Were Here – Eddie Fisher
4.
Slow Poke – Pee Wee King
5.
Blue Velvet – Tony Bennett
6.
Rose, Rose, I Love You – Frankie Lane
7.
You Belong to Me – Jo Stafford
8.
A Fool Such as I – Hank Snow
9.
Please, Mr. Sun – Johnnie Ray
10.
Solitaire – Tony Bennett

Helt tilfældigt læste jeg om Alf Bicknell personlige Beatles-dagbog på nettet. Alf var Beatles’ chauffør og road manager-assistent i de tidlige Beatlemania-år fra 1964-66. Han sad bag rettet i John Lennons berømte Phantom V-Rolls Royce. I 1999 udgav han sammen med en ghost-writer bogen Ticket to Ride: The Ultimate Beatles Tour Diary, hvor han for første gang fortalte anekdoter fra sin tid med The Fab Four. På dvd’en gør han det samme. Selvfølgelig har han nok lavet den for at score kassen. Jobbet som chauffør, som han også havde efter Beatles-perioden, er jo ikke en guldgrube. Men Alf leverer varen uden at stille sig selv for meget i fokus. Stille og roligt fortæller han den ene sjove historie efter den anden, og man får en skæv vinkel på de fire gutters vej mod stjernehimlen. Historierne fortælles på de steder, hvor det foregik. Abbey Road-studierne, Shea Stadium osv. Og så har Paul Mccartney været med til at hjælpe projektet på vej med særlige live-optagelser fra 1990. Man hjælper vel en gammel ven…

Her i bloggen følger vi Oscar-hysteriet fra sidelinjen med overbærenhed. Vi synes, at Oscar er en opreklameret kommerciel fidus. Men i vores stille sind glæder det os da lidt, at outsiderfilmen Slumdog Millionaire løb med med hele otte Oscar-statuetter – og ikke mindst, at bloggens darling Kate Winslet fik en for bedste kvindelige hovedrolle i filmen “The Reader”. Kate sammenlignede i øvrigt statuetten med sin barndoms shampoo-flaske… Til lykke Kate.

I en af mine yndlings-Peter Sellers-film, “The Party” – “Kom og vask min elefant” på dansk – spiller Sellers over for den nydelige Claudine Georgette Longet. Hun spiller den håbefulde unge sanger- og skuespillerinde, der er kommet i kløerne på en toupetklædt don juan af en manager, der som betaling for promoveringen vil have hende in the Sack, som man siger derovre. Selvfølgelig får Peter Sellers reddet hende ud af situationen, og hun bliver Hrundi Bakshis hjerterdame. Lige efter bogen.
Et sted i filmen giver Claudine Longet en smagsprøve på sine evner som sangerinde. I en komisk scene, hvor Sellers aka Hrundi Bakshi er voldsomt tissetrængende, fremfører Longet Henry Manchini-kompositionen “Nothing to loose”. Ikke nogen stor stemme, men charmerende, blød og lidt melankolsk som hos nogle af bossa nova-sangerinderne fra samme periode i tresserne.

Det var selveste Hert Albert, der opdagede Claudines kvaliteter som sanger i 1966, hvor hun optrådte på tv med bossa-nova-sangen “Meditation” (Antonio Carlos Jobim), og hans tilbød hende straks en pladekontrakt med sin pladeselskab A&M. Det første udspil blev singlen “Meditation” og derefter fulgte andre singler og fem album frem til 1970. Herefter forlod hun A&M og fik kontrakt med ægtemanden Andy Williams’ Barnaby Records, hvor hun indspillede to album.

Så kom der omsider ansigter på nogle af rollerne i den med spænding imødesete Tintin-film af Steven Spielberg. Selv har jeg meget blandede følelser over for projektet. Jeg har vænnet mig til tegnefilmsudgaverne, selv om de ikke når hæfterne til sokkeholderne. Men at omsætte tegneserierne til spillefilm! Jeg ved ikke rigtig! Men i hvert fald skulle det være sikkert, at Jamie Bell, der er kendt for sin rolle i den fine “Billy Elliott”, skal agere Tintin. Og James Bond-Daniel Craig skal være med som Rackham den Røde. Mere her. Filmen forventes at have premiere i 2011.

Da den svenske filminstruktør Vilgot Sjöman i 1967 udsendte sin film Jag är nyfiken – gul vakte den opsigt på grund af sin relativt ublufærdige fremstilling af kønslivet. I Danmarks Radios filmprogram viste de et klip fra filmen, som brændte sig ind i min erindring. Den kvindelige hovedperson, Lena, og hendes unge ven, Börge, gennemfører et siddende samleje på et stockholmsk rækværk vis-a-vis en soldat, der står og holder vakt og har svært ved at koncentrere sig om den opgave… Et billede på det seksuelle og politiske oprør.
Men Sjömans film – og den opfølgende Jag är nyfigan – blå – var også grænsesøgende på anden end seksuel vis. Filmene var også – ud fra et venstreorienteret synspunkt – et kritisk opgør med det svenske velfærdssamfund i tresserne. I en af de politiske scener går Lena rundt i Stockholm med en mikrofon og spørger folk, om de synes, Sverige er et klassesamfund. Filmene er også formeksperimenter i den forstand de – i tråd med tressernes filmeksperimenter – blandede fiktion, rapportage og dokumentarisme til et særegent filmsprog.
Siden er filmene blevet symboler på tressernes sexualliberale nybrud og på den gryende venstreorientering, der for alvor slog igennem i årene derefter. Filmene er nu indlemmet i min dvd-samling. Ren nostalgi.