Indlæg tagget med hitliste

1969: The Beatles

13. november 2007

1969 var reelt det år, hvor The Beatles ophørte med at eksistere som band. Den 20. September meddelte John Lennon, at han ikke gad at være med længere, men af juridiske grunde blev det ikke offentliggjort med det samme. Først den 10. april året efter kom den officielle meddelse fra Paul Mccartney.
1969 var ellers et produktivt Ã¥r for de fire. I januar opførte deres sidste fælles koncert pÃ¥ taget af Apple-bygningen og demonstrerede, at de stadigvæk havde noget at give publikum, selv om der var spændinger mellem medlemmer i studiet, hvor de var i gang med at indspille materiale, som senere blev til “Let it be”. Hele koncerten blev filmet og musikken har i Ã¥revis cirkuleret som bootlegs.
Hen pÃ¥ sommeren færdiggjorde de  “Abbey Road”. Derud over var de i gang med en række soloprojekter. Ringo indspillede ogsÃ¥ en film “The Magic Christian” med Peter Sellers, og John Lennon opholdt sig i Thy noget af tiden.
Trods kraftige opløsningstendenser fejlede kreativiteten ikke noget, og de fire liverpooldrenge fik ikke mindre end fem sange pÃ¥ den amerikanske hitliste: “The Ballad Of John And Yoko” (#8), “Come Together” (#1), “Don’t let me down” (#35), “Get Back” (#1) og “Something” (#3).

Rooftop-koncerten: Del I, Del II og Del III.

1969: Blood, Sweat & Tears

12. november 2007

1969 var også et særdeles godt år for Blood, Sweat & Tears. Bandet indtog Billboards liste med “And When I Die” (#2), Spinning Wheel (#2) og You’ve Made Me So Very Happy (#2).
Gruppen med det Churchill-citerende navn blev dannet i 1967 i New York af en række fine musikere med baggrund i fx jazz, Mothers of Invention, Buffalo Springfield o.a.: Al Cooper, Jim Fielder, Fred Lipsius, Randy Brecker, Jerry Weiss, Dick Halligan, Steve Katz og Bobby Colomby. Men musikken var ikke pur jazz. De blandede elementer af rock, pop, jazz, R&B, soul, blues m.m. til en big-band-stilart, der siden fik navnet “jazz-rock”.
Selv om bandet stak af fra tidens flippede, psykedeliske rock-musik og oven i købet tillod sig at spille jazzet med blæsersektion, så blev det en øjeblikkelig succes.
Debutalbummet Child Is Father To The Man fra februar 1968, der var en blanding af jazz, Zappa, psychedelia, rock’n roll og klassisk musik (med sange af tidens store talenter som Randy Newman, Harry Nielsson, Tim Buckley og Goffin & King) nåede op på en 47. plads på popalbumslisten. Og flere af sangene blev spillet flittigt på FM-stationerne.
Kort tid efter skete der en del udskiftninger i bandet. Al Cooper fortrak til en producer-karriere, Randy Brecker og Jerry Weiss søgte andre musikalske græsgange og ind kom i stedet Lew Sofoff, Chuck Winfield og den trinde, canadiske sanger David Clayton-Thomas.
Sammen indspillede den ny konstellation albummet Blood, Sweat & Tears, der var en smule mere poppet end debutten og indeholdt en række sange, skrevet af talenter som Laura Nyro og Brenda Holloway. Pladen blev en stor kommerciel succes både på albumlisten (#1) og med de nævnte singleudspil. Og så modtog gruppen en Grammy for pladen i kategorien “årets album”.
Efter en omdiskuteret koncertturné til Østeuropa indspillede bandet så sit tredje album Blood, Sweat & Tears 3, der også blev en gevaldig succes med en førsteplads på popalbumlisten og et par pæne singlehits med Hi-De-Ho (Goffin & King) og Lucretia MacEvil (David Clayton-Tomas). Igen var konceptet en blanding af egne sange og coverversioner af kendte sangskriveres materiale. Samme år indspillede de også et soundtrack til komedien The Owl and the Pussycat med Barbara Streisand og George Segal i hovedrollerne.

1969: Creedence Clearwater Revival

11. november 2007

1969 var et godt år for Creedence Clearwater Rivival. Ikke mindre end seks hits blev det til i løbet af det år: Bad Moon Rising (#2), Commotion (#30), Down on the Corner (#3) Green River (#2), Fortunate Son (#14) og Proud Mary (#2).
Creedence Clearwater Revival var allerede slÃ¥et igennem Ã¥ret før, hvor de fik chancen for at indspille en plade for det lille pladeselskab Fantasy, som bandleder John Fogerty arbejdede for som shippingmand. Dengang hed de endnu The Golliwogs og spillede rock’n roll uden svinkeærinder. Albummet hed blot “Creedence Clearwater Revival”. Den første single fra albummet bestod af to covernumre, Dale Hawkins gamle rocknummer “Suzie Q” og Screamin’ Jay Hawkins’ klassiker “I Put A Spell On You”, som findes i et utal af udgaver.
Selv om Fogerty og kompagni stod mit i hippieperiodens blomstende psychedelia (hvilket man godt kan se pÃ¥ deres første albumcovers), sÃ¥ skar de musikalsk igennem den syrede sound med renvasket rock’n roll, hvis varemærke var John Fogertys umiskendelige, skarpe vokal og sÃ¥ den sumpede rock’n roll-sound. Creedence faldt straks i god jord, fik masser af airplay pÃ¥ de lokale og landsdækkende radiostationer og solgte stort. Og pengene rullede ned i bagmændenes lommer… Tiden var inde til swamp-blues inspireret rock-and-roll…
Ud over John Fogerty (sang, guitar, mundharmonica og piano) bestod bandet af broderen Tom Fogerty (sang, guitar og piano), Stu Cook (bas og sang) og Doug Clifford (tromme, slagtøj og sang).
Successens kickstart sendte selvfølgelig bandet pÃ¥ en turné, men alligevel fik de tid til at indspille de opfølgende LP’er til debutalbummet: “Bayou Country”, der udkom i januar 1969,  “Green River” fra august samme Ã¥r og “Willy and the Poor Boys”, der kom et par mÃ¥neder senere. Bandet var pÃ¥ deres allerhøjeste i den periode.

1968: Marvin Gaye – I heard it through the Grapevine

5. november 2007

Marvin Gaye indtog førstepladsen med Motown-sangskriverne Norman Whitfields og Barret Strongs sang “I heard it througt the Grapevine”. Det var ikke første gang sangen hittede. Ã…ret før lÃ¥ Gladys Knight & the Pips pÃ¥ andenpladsen med deres udgave. Men Marvin Gayes udgave var pÃ¥ mere end en mÃ¥de speciel. Den var den mest succesfulde singleplade, som Motown udgav i tresserne.
Sangen om utroskab og svigt er blevet kopieret mange gange, blandt andet har Creedence Clearwater Revival lavet en udgave (pÃ¥ albummet Cosmo’s Factory, 1970).
I øvrigt kom Gayes succes bag pÃ¥ bÃ¥de ham og Motown-staben, og de mÃ¥tte skynde sig at indlemme den pÃ¥ albummet In The Groove, hvis officielle singleudtog – “You” – kun nÃ¥ede en 34. plads pÃ¥ listen.
Det fortælles ogsÃ¥, at sangskriverne ønskede at give Grapevine-sangen et præg af tidens dominerende toneklang – den psykedeliske musik – for at fremme successen. Hvor psykedelisk pladen er, kan man vel diskutere, men en hel speciel stemning er der nu over den…

1968: Simon & Garfunkel – “Mrs. Robinson”

3. november 2007

Paul Simon og Arthur Garfunkel indtog ubesværet førstepladsen med deres sang om den forførende, modne man-eater Mrs. Robinson, der som en anden rifbjergsk fru. Junckersen lokker den unge mand, Benjamin Braddock, i The Graduate ud i et moralsk uføre. Filmen blev et hit med Dustin Hoffman i hoved- og glansrollen, og Paul Simons sangskrivning tilførte filmen en dimension af de store. Nummeret, der var duoens andet top-hit (efter the Sound of Silence) indgik pÃ¥ sÃ¥vel soundtracket som pÃ¥ de to troubadurers mesterværk “Bookends” fra samme Ã¥r; et albums, der hører til blandt tressernes helt store uforglemmelige musikstykker. I filmen indgik “Mrs. Robinson” i øvrigt kun fragmentarisk. Det var først efterfølgende, at Simon skrev sangen færdig til “Bookends”. I øvrigt fortælles det, at sangen oprindeligt slet ikke skulle have været med i filmen. Simon havde skrevet en sang om en Mrs. Roosevelt. Men filminstruktøren Mike Nicols var sÃ¥ begejstret for duoens musik at han overtalte Simon til at bruge den. Og at den skulle handle om Mrs. Robinson og ikke Roosevelt…

1968: Big Brother & The Holding Company – “Piece of my Heart”

2. november 2007


En 12. plads pÃ¥ Billboards singlehitliste blev det til for Big Brother & The Holding Company med sangen “Piece of My Heart“. Sangen blev et gennembrud for bandets forsangerinde, Janis Joplin.
Big Brother & Co. var et af de mange bands, der voksede ud af det kulturelle arnested, San Francisco, i midten af tresserne som en del af den såkaldte psykedeliske scene, der prægede musiklivet dengang. Bandet bestod af Sam Andrew på lead-guitar, James Gurley på guitar, Peter Albin på bas og Chuck Jones på trommer. Bandet fik hurtigt succes, ikke mindst efter Janis Joplins indtræden i 1966, året efter gruppens dannelse.
Bandets første album, der blot bar gruppenavnet som titel, blev en pæn succes, men efter gruppens berømte optræden pÃ¥ Monterey Pop Festival i juni ’67 kom der rigtig skub i sagerne, og det andet album, Cheap Thrills med det typiske Robert Crumb-cover, røg pÃ¥ hitlisterne ved sin udgivelse i 1968. Efter denne succes forlod Joplin bandet sammen med Sam Andrew og dannede The Kozmic Blues Band. Big Brother & The Holding Company fortsatte i en ny konstellation frem til først i halvfjerdserne. Udgav to albums (Be A Brother, 1970 og How Hard It Is, 1971) uden dog at nÃ¥ de foregÃ¥ende Ã¥rs succes. Siden er bandet blevet gendannet i 1984 og i midten af 1990’erne og har senest i 2006 udsendt pladen Hold Me.

Farveoptagelse fra 1968 med Piece of My Heart. Monterey Pop Festival.

1968: The Beatles – Revolution

1. november 2007

1968 var ogsÃ¥ Ã¥ret, hvor The Beatles hittede i USA med sangen Revolution (#12). Det var den sang, der kom i to udgaver. Den rÃ¥, upolerede “Revolution“, der kom som single, og sÃ¥ den langsommere, akustiske “Revolution 1”, der var med pÃ¥ “The Beatles”. Dertil skal lægges den eksperimentale lydkollage “Revolution #9”, der ogsÃ¥ var med pÃ¥ det Hvide Album.
Revolution var B-side til hittet Hey Jude og var et vidnesbyrd om, at The Beatles ikke kun var de “pæne” drenge i beat-musikken. I øvrigt var det i udpræget grad en John Lennon-sang, selv om det blev indlemmet i kompositionerne af “Lennon/Mccartney”. Det er da ogsÃ¥ Lennon, der sætter sit umiskendelige præg pÃ¥ sangen med sin afsindige sang og sin forvrængede, overgearede guitar.
Det er en af de lidt atypiske Beatles-sange, som længe har haft fast plads pÃ¥ min indre Beatles-favorit-liste. MÃ¥ske har det ogsÃ¥ hjulpet pÃ¥ favoritværdigheden, at hende den mørke skønhed i realklassen, der var lidt ældre, lidt frækkere og lidt mere attrÃ¥værdig, var vild med det nummer og spillede singlepladen ved hver eneste sammenkomst og fest det Ã¥r…

1968: Donovan – Jennifer Juniper m.fl.

29. oktober 2007

1968 var ogsÃ¥ et godt Ã¥r for Donovan. Tre hits fik han i USA. “Jennifer Juniper“, der vist var tilegnet Patti Boyds søster, nÃ¥ede et 26. plads, “Hurdy Gurdy Man” blev nr. 5 og “Lalena” nr. 33. Alle sammen Donovan-klassikere i dag.

1968: Canned Heat “Going up the Country” m.m.

28. oktober 2007

1968: Det superbe bluesband Canned Heat røg op pÃ¥ en 11. plads med et af deres helt store hits “Going up the Country“. Et andet hit “On the Road again” fik samme Ã¥r en 16. plads. SÃ¥ man mÃ¥ sige, det var et godt Ã¥r for bandet. Canned Heat gjorde ogsÃ¥ en god figur, blandt andet med førstnævnte sang, i Woodstock-filmen, hvilket sikrede det en slags udødelighed.
Canned Heat blev dannet i 1965 og gjorde sig blandt andet bemærket ved at reintroducere en række hæderkronede, men lidt glemte, gamle blueskunstnere – fx John Lee Hooker – og fik derved en stor del af æren for den blues-revival, som tresserne ogsÃ¥ bød pÃ¥.
Den oprindelig gruppes markante forgrundsfigurer var Alan Wilson, der ud over en særpræget lys vokal var med pÃ¥ guitar og harmonica, og Bob “The Bear” Hite, den store bamse pÃ¥ sang og harmonica. Alan Wilson er i øvrigt en af de unge døde i tressermusikken. Han døde kun 27 Ã¥r gammel af en overdosis i 1970. Andre medlemmer i Canned Heat var den tidligere Mothers of Invention-guitarist Henry Vestine og Larry Taylor, der havde en fortid som sessionmusiker for selveste The Monkees.
Gruppen tog i øvrigt navn efter blueskunstneren Tommy Johnsons sang “Canned heat Blues”, der handler om at drikke Sterno, “canned heat”, et alkoholrigt geléagtigt produkt, der bruges til bl.a. campingudstyr.
Med forskellige udskiftninger har Canned Heat været aktive frem til i dag.

1968: Tom Jones “Delilah”

26. oktober 2007

Den walisiske sanger og trussetyv Tom Jones fik et af sine store hits med en af sine kendingsmelodier “Delilah” i 1968, hvor den nÃ¥ede op pÃ¥ en 15. plads i USA.
Jeg kender mange, der ikke sætter pris på Tom Jones. Og bevares, han har altid søgt mod midten. Aldrig gået uden om en kvalmende ballade eller en sang med (alt for) åbenlyse hitkvaliteter. Men man kan ikke tage hans kraftfulde, klangfulde kirkekorstrænede stemme fra ham.
Da han slog igennem i midten af tresserne med sange som “It’s not unusual”, “Green Green Grass of Home”, “Funny Familiar Forgotten Feelings”, “What’s New, Pussycat” og James Bond-sangen “Thudnerball” var han en hyppig gæst ogsÃ¥ pÃ¥ den danske hisliste. Jeg kan endnu huske, hvor irriteret jeg blev, nÃ¥r det lykkedes ham at fortrænge The Beatles i kampen om topplaceringer pÃ¥ listen…

I min gamle blog skrev jeg følgende i juli 2006:
“Tom Jones er en af de sangere, som jeg har haft et ambivalent forhold til. PÃ¥ den ene side gjorde hans kraftfulde stemme et stort indtryk pÃ¥ mig den første gang, jeg hørte ham. Det var i 1965, da han brød igennem med sangen It’s not unusual, der nærmest er blevet hans kendingsmelodi. Ã…rene efter fulgte en række hits, som det var svært at undgÃ¥ at blive hjemsøgt af. Jeg husker endnu, som var det i gÃ¥r, den sommerdag samme Ã¥r, hvor jeg første gang hørte What’s New, Pussycat? Det var uden for det nu nedlagte esbjergensiske svømmebad GrÃ¥dyb Badet. Et par teenagere kom cyklende med deres transistorradio kørende for fuld udblæsning, samtidig med at de skrÃ¥lede med pÃ¥ sangens omkvæd: “What’s new pussycat? Woah, Woah What’s new pussycat? Woah, Woah!” Det gik rent ind. Kort tid efter fortrængte Tom Jones selveste The Beatles fra førstepladsen pÃ¥ den engelske hitliste med balladen Green Green Grass of Home. Den stemme var svær at komme uden om. Siden har han haft en omskiftelig karriere, hvor der bl.a. gik Las Vegas og trussetyv i det.
For et par Ã¥r siden forærede min søn mig en gul dobbelt-cd med Jones’ greatest hits. Han mente, at det nok var noget for mig. UnderforstÃ¥et: Det var ikke noget for ham selv! Ambivalensen er nu blevet erstattet af nogle forbehold over for visse sider af sangerens repertoire. Men stemmen – den holder!”