Min gode ven Michael gjorde mig for længe siden opmærksom på den amerikanske forfatter Bill Bryson.
Bryson, der er født i 1951, slog sig ned i England i 1973, hvor ham på en rejse mødte sin kone. Her har han boet siden, bortset fra en periode i slutningen af 1990’erne, hvor han og familien var tilbage i staterne. Han ernærede sig som skribent for de to førende aviser The Times og The Independent, hvor han har skrevet en lang række artikler, især om det at rejse.
Skribentvirksomheden resulterede også i en lang række bøger, hvoraf mange er blevet bestsellers, fx debuten The Lost Continent, hvor han beskriver sin rejse rundt i USA i sin moders gamle Chevy. Hans seneste bog er en erindringsbog med titlen The Life and Times of The Thunderbolt Kid. Avisen Guardian bringer et fyldigt uddrag af bogen, som jeg har læst og moret mig en del over. Den handler nemlig om seksualmoralen i 1950’erne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på de seneste dages opstandelse over chatekperten Rudy – som Peter Laugesen i dagens Information meget lidt flatterende kalder “Pikken fra Herning” (à la “Ørnen…”) – der, bogstaveligt talt, blev grebet med bukserne nede om hælene i sine bestræbelser på at misbruge unge pigers stjernedrømme til egen seksuel lystgevinst. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er forkasteligt, at en mand misbruger en betroet stilling som chatkonsulent til den slags. Og han skal nok få sin fortjente straf for det.
Men den smålumre, skingre moralske forargelse og slet skjulte sensationsophidselse i visse dele af medierne er grinagtig, tankevækkende og vækker genklang af netop halvtressernes forkrampede seksualmoral. Man skulle tro, at vi ikke er kommet ret meget videre… I sin bog beretter Bryson fx om, hvordan skuespilleren og komikeren Lucille Ball i den dengang meget populære tv-serie I Love Lucy, der også blev vist i Danmark (Lucy Show), var gravid i en række afsnit i periode 1952-53, og det blev forbudt at nævne ordet “gravid” i udsendelserne. En ting var, at man kunne se det, men tale om det, måtte man ikke! Meget sigende.
Bryson fortæller også en herlig historie om Ruthie Lucille Fontanini, der bestyrede et etablissement i Des Moines med navnet Ruthie’s Lounge. I 1953 foranstaltede det lokale politi en razzia mod stedet for at pågribe Ruthie, der var blevet kendt for at udføre, hvad der blev beskrevet som en usædelig handling. Handlingen bestod i, at hun placerede to ølglas på sine sweatersklædte bryster, fyldte dem – altså glassene – med øl og bar dem hen til et bord – uden at spilde en eneste dråbe. Bryson ironiserer over, at handlingen åbenbart var så provokerende, at det var nødvendigt for to vicepolitiofficerer og politichefen at opsøge stedet for opleve nummeret. I øvrigt havde de fleste mænd i byen set stuntet.
Heldigvis afviste den lokale dommer sagen og Ruthie endte som hjemmegående husmor, gift på 30. år. Morsom er også forfatterens beretning om, hvordan hans 11-årige storesøster indvier ham i seksuallivets mysterier, så han er om muligt endnu mere mystificeret efter forelæsningen. Hans beretning om dengang, han overraskede sin moder og fader midt i den seksuelle “brydekamp” (hvor moderen fremstod som vinderen!) er også latterfremkaldende. For slet ikke at nævne fortællingen om, hvordan det omsider lykkedes kammeraterne at få den underskønne Mary O’Leary til at smide tøjet oppe i hulen i træet, medens forfatteren som hvalp var bortrejst for at besøge de tv-løse bedsteforældre. Ønsker man at vide mere om denne forfatter til bøger om rejser, videnskab og det engelske sprog kan man opsøge Wikipedia.
