CAPAC

Mennesker mødes og sød musik opstår. Sådan kunne man med mening afkorte Jens August Schades romantitel. Og det var, hvad der skete da den unge irske singer-songwriter Rebecca Collins og den danske guitarisk Mikkel Ploug mødtes i 2007. Det førte i slutningen af de forgangne år til udgivelsen af EP’en Part One for bandprojektet The Unusual History of Ether.

Part One hedder den lille EP, der indeholder fem numre med ca. 18 minutters spilletid, og jeg tager mig selv i at ønske, at det var en langspiller eller i hvert fald, at gruppen tager sig sammen og følger op med en Part Two osv. For det er dejlig plade. Rebecca Collins besidder en klar og smuk ungpigestemme, der er både forførende sensuel og ren som kildevand. Hun minder til tider om en ung Kate Bush og andre af de mange fremragende, irske sangerinder. Og de fem meget melodiske sange er tydeligvis bundet op omkring Collins indtagende stemme. Mikkel Ploug leverer med sine guitarer et indlevende akkompagnement, der både støtter vokalen i forgrunden og står smukt i sin egen ret i lydbilledet.

Sangene er nedtonede, tilbagelænede og har et skær af melankoli over sig. Vi befinder os i et folkrockunivers sådan musikalsk kategoriseret. En slags danske The Decemberists – uden sammenligning i øvrigt. Det indledende nummer ‘Innate’ fik mig straks til at tænke på Leonard Cohen, men ellers er det i høj grad moderne singer-songwriter-kunst, man får associationer til. Ikke for ingenting befinder Teitur sig i gruppens udviklingszone. Men disse henvisninger har først og fremmest til hensigt at give læseren en idé om, hvor vi befinder os i det musikalske landskab. For The Unusual History of Ether forvalter deres inpiration på deres helt egen, personlige vis. Og i mine ører har denne lille EP været en af de mest overbevisende og bjergtagende oplevelser her ved årsskiftet. Jeg glæder mig til at høre mere fra Rebecca, Mikkel og vennerne – snart. Og kan kun anbefale dig at give dem en chance.

En lidt anden version af denne omtale kan læses i Geiger.

Jeg kom til at tænke på den afdøde franske sociolog og semiotiker Jean Baudrillards tanker om de tre symbolske ordner, da jeg lagde øre til den danske gruppe SPEkTRs nye album, Personetics, som udkommer i dag. Især hans teori om den tredje symbolske orden, hvor der hersker, hvad han kalder en ‘recyclage‘, en genanvendelse eller genbrug af tegn med alle de konnotationer, begrebet kan have i retning af affaldsforarbejdning, genanvendelse af gamle ting og sager osv. For her er der ikke bare tale om den eklekticisme, som man finder hos mange af dagens musikere, og som jeg så ofte har fremhævet i mine omtaler af ny musik, som i mere eller mindre udtalt grad lader sig inspirere af forgængere i musikken. Her er der tale om et ekstensivt og intensivt genbrug af musikalske og andre kulturelle  inspirationskilder: film, reklame, electronica, rock, surf, opera og meget mere.

Det er musik, der i den grad appellerer til de visuelle, ja, cineastiske, og rockhistoriske associationer. Under lytningen dukker stemninger fra og billeder af gamle science fiction- og reklamefilm op sammen med billeder af halvtredserguitargrupper som The Ventures og Spotnicks. Og de afløses af andre billeder af Kraftwerk, Jacques Tatis modernitetskritiske film osv. I det hele taget bombarderes man at associationer til musik, film, video, litteratur osv. Recyclage.

Hovedmand og komponist i gruppen/projektet SPEkTR er Manoj Ramdas (Raveonettes, Sort Sol, Powersolo, The Good The Bad m.fl.). Derud over består SPEkTR af Henrik Madsen (Emma Acs), Julie Runa (Roxy Jules), Karsten Garner og Ida Rud. Og sammen har de formået at skabe et album, der ikke lyder som noget andet på dansk grund – samtidig med, at det altså lyder vældig bekendt i prøvede ører som mine. Den er både lettilgængelig i sin energiske, rockende tilgang til musikken og eksplicit eksperimenterende i sin uhæmmede leg med alle de fascinationspunkter, den bringer i anvendelse. At lytte til SPEkTR er som at blive lukket alene ind i en stor biografsal, hvor billederne vælter oven i hinanden på lærredet, rytmisk struktureret af musikkens citerende mønstre. SPEkTR er aparte musik – og det skal forstås som en anbefaling i en tid, hvor hovedstrømmen fylder mere og mere. Pladen udkommer i dag på CD, digitalt og som vinylboks.

We are Traitors – Teaser

En anden udgave af denne omtale kan læses i tidsskriftet Geiger – her.

Selv om man måske skulle tro det – set i lyset af Anthology-serien og oceanerne af bootlegs – så er Beatles-arkiverne åbenbart stadigvæk en guldgrube, der gemmer på sjældne og lytteværdige optagelser. På videoen oven kan man se Harrisons søn Dhani sammen med George Martin og søn lytte en ‘glemt’ optagelse igennem, hvor George Harrison spiller en guitarsolo i klassikeren “Here Comes The Sun”. En solo, der aldrig kom videre end til arkiverne – før nu altså. Soloen ville nok ikke gøre “Here Comes The Sun” bedre – men interessant er det i hvert fald for os Beatlemanikere…

I litteraturen om Jefferson Airplane kan man læse, at Marty Balin – der i morgen runder de 70 år – er lettere autistisk. Og havde det været i dag, så havde han sikkert fået hængt diagnosen ‘autist’ om halsen. Men Marty, der blev døbt Martyn Jerel Buchwald, voksede op i en tid, hvor der var mere plads til det særegne. Og så var han så heldig, at familielivet skabt rum for han egne interesser. Faderen – Joe var litograf og billedkunstner og kom i tresserne til at sætte sit præg på kulturen i San Francisco-området med en række legendariske plakater til koncerter og musiksteder, bl.a. Fillmore, The Matrix og Avalon. Og moderen havde også en kreativ åre.

Marty fik også interesse for billedkunst og ville oprindeligt være maler. Og han kastede sig over universitetsstudier på San Francisco University. Men musikken havde også sit tag i ham. Han medvirkede i en opsætning af West Side Story og – efter at have taget kunstnernavnet Marty Balin på sig – indspillede han et par singleplader for Challenge Records i 1962. De solgte ikke, men Balin fortsatte med musikken i The Town Criers og Gateway Singers, der excellerede i tidens musikalske trend: folkemusikken.

Men musikken blev elektrisk i tresserne, og inspireret af ikke mindst The British Invasion med The Beatles i spidsen Balin ville spille elektrisk og i august 1965 debuterede han med sit eget nydannede band Jefferson Airplane i sin egen klub The Matrix, en forhenværende pizzarestaurant, som Balin havde investeret i for at omdanne til musikspillested. Jefferson Airplane havde han dannet efter at have mødt Paul Kantner. Overgangen fra folk til elektricitet spores tydeligt på gruppens første plade, Jefferson Airplane Takes Off, der har Signe Toly Anderson i forgrunden som sangerinde og Skip Spence på trommer. De forlod begge gruppen efterfølgende.

Selv om Marty Balin har stået lidt i skyggen af de to ledende skikkelser i Jefferson Airplane – den smukke og flamboyante Grace Slick, der tog over efter Anderson og ‘kaptajn’ Paul Kantner – så har Marty Balin nok æren for, at gruppen overhovedet blev til noget – og dermed også for at være med til for alvor at sætte skub i den elektriske musikscene, der skulle komme til at præge San Francisco-området de følgende år. Og det vil sige: populærmusikken i den vestlige verden i det hele taget. I modsætning til Slick og Kantner, der nød rampelysets varme og publikums interesse, så var Balin den ‘praktiske gris’, der forstod at tage sig af det forrentningsmæssgie, spillejobs, management osv. Og han lod sig beredvilligt tage i lære af mesteren selv – Bill Graham.

Men som det er almindeligt bekendt, så er det svært at forene kunstnerisk engagement med det praktiske bag scenen. Og i 1971 forlod Balin gruppen for at følge sine egne kunstneriske interesser. Han nåede dog at være med, da Airplane optrådte på Monterey og Woodstock – og den berygtede Altamont koncert, hvor han blev slået ned at et medlem af Hells Angels, fordi han lagde sig imellem motorbøllerne og nogle fans. Man kan se, hvordan det gik i Rolling Stones-filmen Gimme Shelter. Balin satte også et kraftigt fingeraftryk som musiker, sanger og sangskriver på gruppen første og berømteste lader, Surrealistic Pillow (1967 – (Læs Torbens indlæg om Surrealistic Pillow her), After Bathing at Baxter’s (1967), Crown of Creation (1968) og Volunteers (1969).

Efter en afstikker den til de relativt ukendte grupper Grootna og Bodacious D.F., som Balin producerede plader for og spillede i, vendte han dog tilbage til de gamle venner i post-Airplane-projektet Jefferson Starship. Det holdt helt frem til 1978, hvor Balin forlod Starship og kastede sig over pladeproduktion.

I 1981 indspillede han sin debutsoloplade Balin, som solgte pænt. Den blev fulgt op af en verdensturné og endnu en soloplade, Lucky i 1983. I 1985 fandt han sammen med Kantner igen i KBC Band, der også omfattede Jack Casady. Og i 1989 blev Jefferson Airplane gendannet for en stund med succes. Og det samme sket for Jefferson Starship i 1989 – med Balin som medlem.

Fra 1990 og frem har Balin dels haft endnu en band, Wolfpack, indspillet en række soloplader og genoptaget sin gamle lidenskab for maleri.

Når rockhistorien engang skal skrives om igen, så er der ingen tvivl om, at Marty Balin især vil blive husket for årene i Jefferson Airplane. Den skæbne må han dele med de andre i det band. Og det er slet ikke så ringe endda, som vi siger herovre på den jyske muld.

Blues for an airplane – Volonteers

Hvis du er hurtig, kan du nå at nedhente en smagsprøve på Paul McCartneys kommende plade, "Kisses on the Bottom". "Only our Hearts" hedder nummeret, der har en markant mundharmonika af Stevie Wonder og i øvrigt oser af singer-songwriter-tradionen fra tiden før The Beatles… Her.

Lou Reed og Metallica – det er ikke min kop te. Jeg ville ønske, at Lou Reed havde lavet en plade sammen med Ornette Coleman. På Reeds hjemmeside kan man høre, hvad Ornette Coleman kan tilføre Lou Reeds "Guilty" – og det er meget mere interessant end Lulu-pladen, hvis i spørger mig.

Nå, men så kan jeg da fortælle dig, at Danmark understrev ACTA i går ved en ceremoni i Tokyo sammen med en række andre lande. Og hvad er så ACTA vil du selvfølgelig spørge. Jo, ACTA står for Anti-Counterfeiting Trade Agreement og er en traktat, der udstikker retningslinjer for beskyttelse af den såkaldte copy right (herhjemme handler det om ophavsretten) og standarder for IP med mere. ACTA skal ses i relation til de meget omtalte SOPA og PIPA, som amerikanerne den sidste tid har debatteret – og som førte til en sort-skærms-protest fra mange internetsider, bl.a. Wikipedia. Hvilket igen sørgede for, at det to lovforslag netop fik medierne interesse. Og vist nok er blevet skrinlagt – indtil videre i hvert fald.

Medierne herhjemme har til gengæld ikke brugt krudt på ACTA, men det er der så meget desto større grund til, da rigtig mange lande har underskrevet traktaten, og fordi den er alt andet end uskyldig. For det første betyder Danmarks tiltrædelse, at man overlader til transnationale institutioner som fx WTO (verdenshandelsorganisationen), WTO (World Intellectual Property Organization – beskyttelse af ophavs- og kopieringsret) og FN at sætte reglerne for, hvordan rettighedernes skal beskyttes. Danmark afgiver med andre ord suverænitet i forhold til lovgivningen på ophavsretsområdet. Og det kan undre, at den aktuelle politiske debat om den såkaldte brev-sanktions-model (hvor ulovlig download kan medføre breve og sanktioner) vist ikke har medført en eneste bemærkning om ACTA. For det andet er ACTA – til forskel fra SOPA og PIPA – meget mere omfattende, idet det ikke kun drejer sig om ophavsret/copyright til musik, film osv., men også om kopivarer generelt og medicin.

Det er tankevækkende, at ACTA ikke har været genstand for offentlig debat i Danmark og andre lande, fordi den i sin konsekvens kan komme til at anfægte borgernes rettigheder. Fx privatlivets fred, hvis ACTA fx går ind og regulerer internetudbydernes servicering af kunderne (fx i form af kontrol, registrering osv.). Bare som eksempel. Og det kan undre, at ACTA ikke har fyldt godt op i medierne, eftersom traktaten stammer helt tilbage fra 2006, hvor den blev fremlagt af USA og Japan. Undervejs har kritiske grupper – bl.a. folkene bag Wikileaks, Læger uden grænser, IP Justice m.fl. – forsøgt at få aktiindsigt, men det har mødt modstand fra især de amr. myndigheder. Og det har med rette kastet et tvivlsomt lys over traktaten, der langt hen ad vejen er blevet skrevet i tæt samarbejde med de store firmaer, der har en oplagt interesse i at beskytte deres produkter. I den sammenhæng er borgerne i de forskellige lande og den offentlige debat blevet ladt i stikken. Og det er et bekymrende forhold…

Læs mere om ACTA her. Og her.

Pladeselskaberne griber skamløst ud efter ens surtsammenskrabede penge. Først med meddelelsen om, at Roxy Music udkommer i en boks – og nu kan man så læse, at en anden af mine favoritter – The Small Faces – udsættes for såkaldt De Luxe-gestaltning, idet deres album Small Faces (Decca, 1966), From the Beginning (Decca, 1967), Small Faces (Immediate, 1968) og – selvfølgelig – Ogdens’ Nut Gone Flake (Immediate, 1968) genudsendes. Sidstnævnte kommer i en tre-CD-udgave (den er ellers blevet genudsendt mange gange…). Og de andre i dobbeltudgaver. Som tilfældet er med The Kinks, der også er i gang med deluxificering, så får man både stereo- og mono-udgaverne af pladern plus det løse, dvs. bonusmateriale. Heldigvis kommer de tre plader først i maj måned, så april måneds musikbudget ikke spænges – i hvert fald ikke af den grund. Men Small Faces er ikke rigtig til at komme uden om – når man er mig…

Sha la la la lee – i HQ

Jeg faldt helt tilfældigt over Summer Twins på nettet. Summer Twins består af Chelsea and Justine Brown og de har lige fået udsendt deres eponyme debutalbum på det lille plademærke Burger Records. På vinyl, som tidens trend er, og digitalt. Coveret på pladen med de to rulleskøjteiførte piger sendte strakt mine tanker tilbage til tresserpoppen med den der blanding af uskyldighed og det modsatte, som popmarkedsføringen altid har forstået at udnytte til det yderste. Og for så vidt passer coveret fint til den skæring, jeg har fundet fra pladen. ‘I will love you’ sælges som indiepop, men i mine gamle, prøvede ører lyder det gevaldigt af uskyldig tresserpop med catchy popmelodi, ungpigestemmer og spændstig el-guitar. Den er faktisk slet ikke til at stå for…

Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård,

hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven

som udi min abildgård.

Det er tyst herude,

kun med sagte pik på rude

melder sig den små musvit.

Der er ingen fugl, der synger,

finken kun på kvisten gynger,

ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,

ravne skrige, ugler tude,

søge føde, søge læ.

Kragen spanker om med skaden

højt på rygningen af laden,

skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger

på en snemand, sine vinger

klaskende han sammenslår.

Krummer halsen stolt og galer –

hvad monstro han vil, den praler?

Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes

efter vår, men vintren strænges,

atter vinden om til nord!

Kom, sydvest, som frosten tvinger,

kom med dine tågevinger,

kom og løs den bundne jord!

Teksten er af St. St. Blicher (1838) og melodien af Thomas Laub (1914). Det var en af de sange, vi sang i folkeskolen. Stort set hvert år ved vintertide. Og jeg har altid hold af den sang – teksten og melodien, der næsten har popkvalitet. Jeg kan huske, at vi fik teksten forklaret nøje. Hvad meningen med ‘kyndelmisse’ var, hvad det vil sige, at ‘kyndelmisse slog sin knude’, hvad en ‘abildgård’ var osv. Ordene er selvfølgelig bedagede – og var det allerede dengang for over fyrre år siden – men teksten er også et udmærket eksempel på, hvor udtryksfuldt det danske sprog er, hvis ellers vi gider bruge dets muligheder… Og det er stadigvæk en smuk sang. Og i dag, hvor sneen ligger uden for min rude og kulden bider, dukker  den selvfølgelig op…

DR Pigekoret – Det er hvidt herude

I år er det 40 år siden Roxy Music debuterede med det selvbetitlede, fotomodelbesmykkede album. Gruppen var blevet dannet året før af Bryan Ferry og basisten Graham Simpson og kernen kom til at omfatte Phil Manzanera (gt), Andy Mackay (saxofon m.m.), Paul Thompson (trommer og slagtøj). I starten var den musikalske troldmand Brian Eno også med.

Med det rå debutalbum lykkedes det for Roxy Music at skabe en art rock, der både stod til halsen i traditionen (Beatles, halvtredserrock m.m.) og var gennemsyret af samtidens glamrock (Bowie, Reed, Bolan), electronica, punk og new wave. Og det hele blev spundet sammen af en sofistikeret musikalsk tilgang, der matchede forgrundsfigur Bryan Ferrys smag for fotomodeller, dyrt tøj og aftershave – og sørgede for at den musikalske eklekticisme blev ophøjet til stil.

Pladen udkom midt i 1972, og i anledning af 40-året udsendes bandets samlede studioproduktion i en boks med titlen: Roxy Music: The Complete Studio Recordings 1972-1982. Boksen indeholder otte album, 4 DVD’er plus det obligatoriske antal bonusnumre i form af singler, remix m.m. Boksen kommer til april.

Ladytron -  2 H B – Virginia Plain – Remake/Remodel – Sea Breezes

Læs mere »

Du kan sælge dine gamle vinyler, hvis du nænner det. Og du kan oven i købet være heldig at få en god pris. Du kan også sælge dine musik-CD’er. Men hvad med de digitale filer, du har købt og hentet ned fra internettet? Kan du også sælge dem? Det er jo trods alt noget, du har købt og betalt for.

I udlandet har et firma – Redigi. com – fået den idé at lave en forretning ud af gensalg af mp3-filer. Og har fået ørerne i maskinen. For musikindustrien – med EMI og RIAA i spidsen – er bestemt ikke glade for ideen om at videresælge mp3-filer for latterligt lave priser. Og derfor har de officielt anklaget Redigi.com for krænkelser af copyright. På den anden side må man spørge: Kan man forhindre folk i at videresælge en vare, de legalt har købt og betalt for?

Problemet er, at der de facto er tale om kopiering. Når sælgere vil af med sin musikfil, så kopieres den til firmaets server, hvorefter den kopieres videre til køberen. Så enkelt er det. Et andet ord for kopiering er – fildeling. Og dermed rører vi ved selve kernen i digitaliseringen og internettet. Problemet er, at lovgivningen i USA og andre lande halser bag efter udviklingen og endnu ikke har taget højde for dette videresalgsproblem. Og Redigi. com har ikke tænkt sig bare at bøje af for anklagerne. Så endnu et kapitel i kampen om copyright og digitalisering er i gang.

Som der står i den engelske udgave af Wikipedia, så var Erik Haaest en ‘controversial danish journalist’. Og kontroversiel bliver man, når man fx melder sig ind i koret af holocaustskeptikere og i øvrigt forsvarer ultrahøjreorienterede synspunkter.

Haaest, der opr. hed Hansen, stammede fra Kerteminde og efter at have aftjent sin værnepligt kastede hans sig over journalistikken. Han blev mesterudlært ved Skjern Dagblad (1958-59) og Lollands Tidende. Og siden slog han sine journalistiske folder i B.T., Se og Hør, Ude og Hjemme og Ugens Rapport. Heri kan man så vælge at lægge en bestemt fortolkning af hans journalistiks habitus.

Han var også redaktør for Danske Tidende i årene 1978-81 og markerede dermed sit politiske tilhørsforhold i landskabet omkring Mogens Glistrups Fremskridtspartiet.

Når han fortjener en minderune her i bloggen, så er det ikke på grund af hans odiøse politiske journalistik og forfatterskab, der gerne kredsede om mere ømtålige emner undre 2. verdenskrig (Frikorps Danmark, Hipofolk og Waffen SS fx) eller berømt-berygtede kriminalsager (dobbeltmorden på Peter Bangs vej, Edderkoppesagen), men alene, fordi han som udgiver og redaktør af ungdomsbladene Beat og Børge i tresserne var med til at stimulere ungdommens interesse for den nye musik og dens idoler. Ja, for sådan en som mig, der voksede på i Esbjerg, var de to blade (og Hit) sammen med Danmarks Radio og tysk tv de vigtigste kilder til information om, hvad der skete. Udenlandske musikblade var der langt mellem derovre på vestkysten. At han så – som Torben har påpeget – ikke interesserede sig en døjt for selve musikken og kulturen omkring den er en anden sag. Han gjorde det for pengenes skyld. Men det var – og er – han jo langtfra den eneste, der gjorde. Han virkede også som koncertarrangør og impressario og har skrevet bøger om beatmusik – bl.a. om Peter Belli og The Kinks.

Erik Haaest døde den 23. januar efter længere tids sygdom.

[Billedet er lånt fra The Baronets’ hjemmeside og viser gruppen – m. Lasse Helner til venstre – sammen med Erik Haaest i midten]

Journalistik kan føre til meget. For Bob Stanley og Pete Wiggs blev musikjournalistikken vejen til scenen og studiet. Oprindeligt var det bare tanken, at de ville spille musik og have forskellige sangerinder til at stå i forgrunden. Men det ændrede sig efter det første album – Foxbase Alpha – hvor skæringen “Nothing can stop us” overbeviste de to venner om, at det nok var en god idé at satse helt på Sarah Cracknell som forsangerinde.

Navnet Saint Etienne tog Croydon-gruppen efter sigende fra det franske fodboldhold af samme navn. Og det er passende, for så vidt der over en del af gruppens indspilninger er en lethed, man sagtens kan identificere med fransk pop. Men ellers er Saint Etienne musikalske kamæleoner, der har baseret deres dansante, elektroniske pop – kaldet House, alternative dance m.m. – på inspiration fra engelsk tresserpop, soul, halvfjerdser-electronica og -rock, årtiers discomusik m.m. Lyden er præget af de post-beat-periodens teknologiske isenkram – fx trommemaskiner og sampling – men skræller man sounden fra, så er der i bund og grund tale om danseglad pop. For det meste, for Saint Etiennes eklektisk søgende udtryk er svær at sætte på en enkel formel.

Fra debuten i 1991 med Foxbase Alpha er det blevet til syv album frem til 2005, hvor det seneste, Tales from Turnpike House, udkom. Dertil skal lægges endnu flere opsamlingsalbum – blandt andet det retrospektive dobbelalbum London Conversations: The Best of Saint Etienne (2009) – og et par soundtracks. Men nu – efter en pause på syv år – er de pladeaktuelle igen. Et nyt album er på trapperne – og på bandets hjemmeside kan man allerede nedhente en appetitvækkende forsmag, “Tonight”, der afslører, at bandet stadigvæk kan skrue iørefaldende og danseprovokerende hitsange sammen…

Tonight – video

Det var ikke kun Bob Weir, der sprang ud som soloartist (mere eller mindre…) i januar 1972. Det samme gjorde den anden frontfigur i Grateful Dead, guitaristen Jerry Garcia.

I Garcias tilfælde var der tale om et regulært soloalbum, al den stund at Garcia spillede stor set alle instrumenter på pladen. Bill Kreutzman tog sig dog af trommerne. Og det er egentlig lidt paradoksalt, for Garcia var i den grad en holdspiller. Han fik kun lavet fire album i eget navn – men spillede på et hav af plader i bandsammenhæng: Grateful Dead, Jerry Garcia Band, Jerry Garcia Acoustic Band, New Riders of the Purple Sage, Old and in the Way m.m.

Alligevel er pladen langt hen en forlængelse af den musik, Garcia spillede i Grateful Dead. Og dette faktum understreges af, at mange af numrene på pladen gled ind i Grateful Deads omfattende koncertrepertoire.

Pladen blev genudgivet med de obligatoriske ekstranumre, da Jerry Garcia fik sin egen boks med titlen All Good Things.

Der, hvor jeg færdedes i starten af halvfjerdserne (universitet i århus), var Jerry Garcias plade noget særligt, fordi Garcias særlige guitartone og stemme var det.

The Wheel