De rørte vande havde endnu ikke lagt sig efter debutalbummet My Generation, før Pete Townshend og Co. lancerede deres toer A Quick One i starten af december 1966. Og det var et bemærkelsesværdigt album, fordi det dels bestod af sange fra alle sangskrivende bandmedlemmer, og fordi det med det ni minutter lange titelnummer “A quick one while he’s away” pegede frem mod de rock operaer, som The Who snart ville kaste sig over.
Â
Et af de seneste par års positive musikoplevelser har været den feminie spanske gruppe the Hinds, der har sat en sort streg under, at retroaktiv genbrug af tresser-garagerock ikke er forbeholdt anglo-saksiske grupper. Hinds er en slags spansk pendant til danske Velvel Volume.
Men Hinds er ikke det eneste musikalske vitamintiliskud, man kan hente i Spanien. Det samme er bandet med det løjerlige navn Los Nastys, der i øvrigt er et favoritband for netop The Hinds. Også Los Nasty griber tilbage i tiden til rockens elementarpartikler i deres musik. Her er et par eksempler til at stimulere appetitten. Los Nastys har begået albummet Noche de Fantaasmas con Los Nastys.
Måske var det Keith Richards skarpsindige forståelse af Everly Brothers, der sendte mig ned ad det spor. Til duoens tidlige album The Everly Brothers (fra 1958). Eller måske var det bare min influenzatilstand, der sørgede for at jeg søgte tilbage til noget musik, jeg både elsker ubetinget og som danner grundlag for meget af den popmusik, der kom til siden hen – inklusive the Beatles. Ja, Don og Phil kunne synge, arrangere sange og få leveret varen, så den kom ud af højtalerne og ud over scenekanten. Stort, stort.
Og her er Everly Bros med to af deres epigoner og fans – Simon og Garfunkel…
Â
“Everly Brothers kommer ud og der er et blødt lys, bandet spiller meget sagte og deres stemmer, dette smukke, smukke refrain – næsten mystisk. “Dream, dream, dream…,” glider ind og ud af det unisone og harmonien. Der er masser af bluegrass i de drenge. Den bedste rytmeguitar jeg nogensinde har hørt var Don Everlys. Ingen tænker nogensinde på det, men deres rytmeguitar er perfekt. Og smukt sat op og placeret med stemmerne” [Keith Richard/ Life]
I går aftes kom jeg helt tilfældigt til at se det meste af Wim Wenders’ film Faraway, So Close! fra 1993.
Og det ærgrer mig lidt, at det var tilfældighedernes spil – jacta est alea! – der fik mig ind i filmen, for jeg er en stor beundrer af denne tyske instruktør, der laver nogle film, der på deres egen langsommelige, lidt gammeldags facon skaber særprægede stemninger, som man ikke finder andre steder – og derfor demonstrerer, hvad filmkunsten kan, når den er god. Filmen handler – for nu at gøre det meget kort – om en engel, der falder og bliver menneske i Wenders yndlingsby, Berlin.
Desværre er jeg ramt af en kraftig influenza, og filmen, der varer ca. to og en halv time, blev sendte relativt sent, så jeg gik i seng, inden filmen var slut (med en beslutning om at se filmen igen, når omstændighederne tillader det). Men – heldigvis – nåede jeg at se Lou Reed optræde i filmen. Han har en lille rolle som sig selv. Først ser man ham sidde med sin guitar (se foto ovenfor) og spille lidt af sangen “Berlin”. Lidt senere ser man ham i en koncertsituation, hvor han spiller “Why can’t i be good”, og han dukker også op som sig selv i en lille scene med englen Karl. Nok til at gøre filmen ekstra interessant for mig.
PS. Så vidt jeg ved og har kunnet researche mig til, så findes sangen “Why can’t I be good” kun på soundtracket til filmen – og en maxisingle, der blev udsendt i forbindelse med filmen, hvor også Nick Cave bidrager med en sang. Desværre. For det er en sang, der minder meget om et af mine yndlingsalbum med Reed, Magic and loss, der kom året før filmen. Måske er der tale om et “outtake” fra den plade!?
Han er stadigvæk aktiv, den britiske singer-songwriter Leo Sayer (68). Men engang – halvfjerdserne og et par år ind i de såkaldte fattig-firsere – var han svær at komme uden om. Han blev spillet flittigt på datidens P3 og hans album var at finde i alle pladebutikkers vinduer og tilbudskasser. En snes top-10-hits sørgede for at fastholde han i publikums bevidsthed. Og da de begyndte at udeblive blegnede hans stjerne også lidt. Hvilket var en skam, fordi han faktisk havde en rigtig god popstemme af den slags, der ikke går ti på dusinet af..
Og i dag er det fyrre år siden han strålede med albummet Endless Flight, der nok tåler et genhør eller to.
50-året for det musik-magiske år 1966 lader til at skulle strække sig et stykke ind i 2017. Og det er vel meget passende, hvis man skal nå at komme rundt om det meste og det bedste. Således kan vi se frem til en fejring af bandet Cream og deres debutalbum Fresh Cream. Mindre end tre-fire CD’er kan ikke gøre det, når den genudsendes til januar. Og boksen omfatter både mono- og stereoudgaver af albummet plus alt det løse og nogle BBC-optagelser (de sidste er altid værd at give en chance).
Ja, vi er ved at være ved den tid, hvor pladeåret gøres til genstand for lister. Og Rolling Stone magasinet er ude med sit bud på de 50 bedste udgivelser. Og det bedste jeg kan sige om den liste er, at de har fået mange af de gamle og halvgamle med på listen – lige fra Leonard Cohen til Elton John og David Bowie. At Beoncé så topper med sin lemonadeplade, forbigår jeg i tavshed. Når vi stadigvæk lytter til det sidste fra Bowie – Blackstar – og Cohen, så er lemonaden for længst drukket og smagen glemt.
Der kommer ingen lister herfra – men i kunne jo dykke ned i mine anbefalinger. Der ligger meget godt gemt dernede.
I dag er det femten år siden Beatle-George Harrison døde. Og det er vel værd at markere med et lille nummer.
Det er 12 pr siden den legendariske musikformidler John Peel forlod denne verden efter at have sat sig mange spor i britisk populærmusik. Og nogle initiativrige mennesker har i den anledning sammenflikket et nitimer langt program med noget af det bedste fra hans berømmede sessions. Lyt med her.
Semper Femina (Altid kvinde) er titlen på Laura Marlings nye album, der får lov til at runde pladeåret af med udgivelse i december. Måske en passende julegave til en fan som mig? Vi får se. Måske bliver det ved sokkerne…
Vi skal da ikke forbigå omtalte progressive svenske politiske band Blå Tåget. Bandet er, så vidt jeg har kunnet researche mig til, stadigvæk aktivt, men har ikke udsendt en plade det seneste årti. Læs om bandets historie her. Her er de med den politiske sang om at ‘den ena handen vet vad den andre gör’. Og for dem, der ikke går af vejen for lidt svensk, så er her den lærerige tekst:
Kapitalet höjer hyrorna, och staten bostadsbidragen
Så kan man fiffla en smula med den järnhårda lönelagen
Och till och med betala mindre i lön än priset för mat och för hyra
För staten skjuter så gärna till, om levnadsomkostnaderna blivit alltför dyraSida vid sida, tillsammans hjälps dom åt
Staten och kapitalet sitter i samma båt
Fast det är inte dom som ror, som ror så att svetten lackar
Och piskan som kittlar, kittlar inte heller deras feta nackarDaghemmets utbyggnads takt regleras av konjunkturen
Så tillmäts kvinnan sin plats i den ekonomiska strukturen
En billig arbetskraftsreserv tillhands när fabrikerna visslar
Tillbakapressad av dagens brist om lönsamhetens drivhjul plötsligt gnisslarJa, sida vid sida, tillsammans stryker dom fram
Staten och kapitalet, två vargar fromma som lamm
Kapitalet behöver arbetskraft, då är staten leverantör
Den ena handen vet precis vad det är, som den andra görSkolans uppgift är som sig bör att skola arbetskraften
Om kvastarna ska sopa bra får man inte slarva med skaften
Spärrar och kvoter och testprogram, det är ett system för att sålla
Agnarna från vetet och föra var och en till hans rätta fållaSida vid sida tillsammans hjälps dom åt
Staten och kapitalet dom sitter i samma båt
Men det är inte dom som ror, som ror så att svetten lackar
Och piskan som kittlar, kittlar inte heller deras feta nackarTempot höjs vid maskinerna, här drillar man eliten
Produktionen har inte plats för den som har blivit för illa sliten
Men för att ingen ska tro att det är nåt fel med dom tunga ackorden
Betraktas han som ett sjukdomsfall och behandlas av den så barmhärtiga arbetsvårdenSida vid sida tillsammans stryker dom fram
Staten och kapitalet, två vargar fromma som lamm
Kapitalet behöver arbetskraft, då är staten leverantör
Den ena handen vet precis vad det är, som den andra görSå bygger vi ett samhälle efter korporativa principer
Och lär oss att respektera sånt som vi inte begriper
åt var och en hans beskärda del av det växande överflödet
Kapitalet åt kapitalisterna, och åt understödstagarna – understödetSida vid sida tillsammans hjälps dom åt
Staten och kapitalet, dom sitter i samma båt
Men det är inte dom som ror, som ror så att svetten lackar
Och piskan som kittlar, kittlar inte heller deras feta nackar
Â
Samla Mammas Manna var et progressivt svensk rockband, der med virtuos musikalsk håndværk og løssluppen humor kunne lede tankerne hen på Frank Zappa eller Bonzo Dog Doo Dah Band. Og de var en formildende omstændighed ved den politisk venstreorienterede progressive rock i kraft af netop humoren. Denne viste sig fx i titlen på bandets mest kendte album Klossa Knapitatet, der var en forvanskning af slagordet Krossa kapitalet (knus kapitalen), der også var titlen på en sang af bandet Blå Tåget (tidl. Gunder Hägg). Samla Mammas Manna opløstes første gang i 1980, men er blevet gendannet flere gange siden 1990, senest i 2005, hvor de deltog i en rockfestival i Moskva.
40 år er gået, siden Sex Pistols udsendte deres sang om anarkiet i Storbritannien. En sang, hvis tekst og energi stadigvæk er aktuel. Syng bare med, hvis du har lyst til at sparke det bestående – og den nye højresnoede regering – bagi….
Right
Now
ha ha ha ha ha…I am an antichrist
I am an anarchist
Don’t know what I want
But I know how to get it
I wanna destroy passer byCause I
Wanna be
Anarchy
No dogs bodyAnarchy for the UK
It’s coming sometime and maybe
I give a wrong time stop at traffic line
Your future dream is a shopping schemeCause I
I wanna be
Anarchy
In the cityHow many ways to get what you want
I use the best
I use the rest
I use the enemy
I use anarchyCause I
Wanna be
Anarchy
It’s the only way to beIs this the M.P.L.A
Or is this the U.D.A
Or is this the I.R.A
I thought it was the UK
Or just
Another
Country
Another council tenancyI wanna be
Anarchy
And I wanna be
Anarchy
Know what I mean
And I wanna be
Anarchist
Get pissed
Destroy
Rolling Stones er tilgivet mange svipsere med deres nye retro-plade, der må gøre alle Stones-fans glade…
Desværre bliver jeg nødt til (?) at vise en live-version fra Stones’ Desert Trip, fordi albumudgaven er spærret for europæiske brugere af Youtube. Men det gør såmæn ikke så meget…
