Mandolin Orange: Morphine Girl
22. februar 2016Men tingene behøver ikke være så komplicerede. En mandolin, en gammel guitar, to stemmer og en god sang – og så kører det og lander der, hvor det skal. Her er Mandolin Orange med det koncept.
Men tingene behøver ikke være så komplicerede. En mandolin, en gammel guitar, to stemmer og en god sang – og så kører det og lander der, hvor det skal. Her er Mandolin Orange med det koncept.
Endnu engang må jeg erkende, at weekenderne er alt for korte, går for hurtigt, og at der er for få af dem. Og man starter mandagen tidligt med fornemmelsen af, at vi befinder os i en slags generaliseret krigszone eller i hvert fald krisezone, hvor den næste uheldige udvikling venter latent lige omkring næste hjørne. Ja.
Kapløbet hen til det røde lys. Ja, så er der slået en ungdommelig, ja lømmelagtig, tone an. Noget med hurtige biler, brændte dæk osv. Men også noget apokalyptisk, noget med vor tids bevægelse mod det katastrofale… Og hvis disse løsslupne associationer til bornholmske The Houses albumtitel – Race to the red light – og det superenkle cover med fotoet af et trafiklys med den røde lampe tændt ikke er helt galt afspadserede, så passer associationerne sådan set fint til de ialt ti rocksange, som The House – alias Morten Pauck (guiitar), Jesper Staustrup (bas) og Kennie Ørted (sang) – leverer.
Producer James Thomas, der tidligere bl.a. har produceret Beth Hart, står for en renskuret produktion, hvor bandets individuelle præstationer står knivskarpt i lydbilledet, samtidig med at dette lydbillede har den for rocken vigtige homogenitet og tæthed. Og produktionen passer meget fint til bandets melodiøse og umiddelbart fængende rocksange, der nærmest har noget klassisk over sig, selv om inspirationen tydeligvis er hentet inden for de sidste fire årtiers moderne rock.
Hvis man skulle sætte et enkelt tillægsord på The Houses album, så er det overbevisende. Overbevisende som et stykke moderne rock. Overbevisende på samme måde som U2 var med deres debutalbum (og the Edge og U2 var ikke langt væk undervejs i lytningen til denne plade, uden at the House på nogen måde er kloner af det irske band). Med The Race to the Red Light har The House leveret et godt bud på et af årets bedste rockplader, tror jeg. Hermed anbefalet.
The House. Race to the Red Light. Produceret af James Thomas. Target. Er udkommet.
Jeg skulle ikke mere end et par skæringer ind i Von Düs nye album Bankende Hjerter, før en association til firserbandet Tøsedrengene (og den såkaldte gymnasierock) meldte sig. Og det, der fik associationerne til at springe op i mit hoved som en trold af en æske er Von Düs klare inspiration i reggaen og den caribiske musik, bandets løsslupne danske tekster og så sangenes klare popkvaliteter.
Men Von Dü adskiller sig også markant fra de populære firserband. Bl.a. i kraft af nogle tekster (der desværre ikke er trykt i mit promo-eksemplar – suk!), der kritisk inddrager vor tids store samfundsproblemer (fx klimaet og flygtningene), hvorved Von Dü kommer til at stå de gamle progressive halvfjerdserbands nærmere end omtalte firsergrupper. Men til forskel fra de gamle drenge og piger, så er der hos Von Dü også plads til at hylde kærligheden og livet i det hele taget.
Om det er bevidst at bandet sender associationsstrømmene tilbage til de nævnte årtier, skal jeg lade være usagt, men der er også mest af alt tale om en associativ klangbund, hvorpå musikken rejser sig flot og nutidigt. For Von Dü har været langt tid i studiet for at kreere et album, der legerer rock, reggae og pop med elementer af verdensmusik, hip-hop, big band-jazz og meget andet. Det hele er kogt sammen til en gennemproduceret musikalsk stuvning, der både appellerer til de danseglade koncertgængere, popfolket og dem, der foretrækker blot at lytte med i hovedtelefonerne. Bankende Hjerter er en moderne plade, der trækker på det bedste fra de foregående årtier, samtidig med at den åbner sig mod både fest og samfundsmæssigt engagement. Dermed har den også en bredde, der burde sikret Von Dü en stor lytterskare. Hermed anbefalet.
Von Dü. Bankende Hjerter. Produceret af Von Dü. Von Dü Entertainment . Er lige udkommet.
“Næste gang må han godt trække i nye sokker”, skrev Torben Bille om Eric Claptons seneste regulære soloalbum Old Sock fra 2013. Og vi får se – eller rettere høre – om han kan hanke op i sokkerne på sit kommende udspil, album nr. 23 i rækken, I still do, der skulle ramme butikkerne i slutningen af maj måned. I hvert fald er der en håndfuld nyskrevne sange med til at bløde op på pladen, der også har en del coverversioner (af bl.a. Dylan og idolet Robert Johnson). Det forlyder også, at en af indspilninger har George Harrison med som gæstemusiker, så vi kan godt regne ud, at den har nogle år på bagen.
Clapton vælter sikkert ikke noget med sin nye plade, men selv en halvsløj plade fra hans hånd er bedre end meget andet, der kommer på vinyl og CD i disse år.
“Alabama Woman Bluesâ€
“Can’t Let You Do Itâ€
“I Will Be Thereâ€
“Spiralâ€
“Catch the Bluesâ€
“Cypress Groveâ€
“Little Man, You’ve Had a Busy Dayâ€
“Stones in My Passwayâ€
“I Dreamed I Saw St. Augustineâ€
“I’ll Be Alrightâ€
“Somebody’s Knockin’â€
“I’ll Be Seeing Youâ€
Read More: Eric Clapton to Release New Album, ‘I Still Do,’ With ‘Slowhand’ Producer Glyn Johns | http://ultimateclassicrock.com/eric-clapton-i-still-do/?trackback=tsmclip
Read More: Eric Clapton to Release New Album, ‘I Still Do,’ With ‘Slowhand’ Producer Glyn Johns | http://ultimateclassicrock.com/eric-clapton-i-still-do/?trackback=tsmclip
Skruer vi tiden langt tilbage, til omkring 1968, så var bandet Träd, Gräs och Stenar (Træ, græs og sten) et af de førende – det førende? – svenske psych-hippie-rock-band. Jeg kan huske, at de blev spillet med jævne mellemrum på datidens program 3 musikradio hos de unge djs, der tog over efter Jørgen de Mylius. Og nu er det så tid til et genhør med det flippede orkester, idet der udkommer en boks med nogle af deres gamle liveoptagelser og andet materiale. Djungelsn Lag + Mors Mors + Kom Tillsmmans hedder den 6 LP/3 CD store boks, der udsendes af et foretagende ved navn Anthology Recordings. Så lad håret gro, frem med chillummen og på med musikken…
Â
Tv-serier er det nye sort i tv-mediet, ja i medierne i det hele taget. De populære serier har næsten overtaget spillefilmens gamle rolle som den foretrukne genre. Og lige nu får serien Vinyl meget omtale. Den er skabt af instruktøren Martin Scorsese, der er kendt for sin musikinteresse, Mick Jagger, Rich Cohen og Terence Winter. Jeg har endnu ikke set noget af serien, der løber på strømmekanalen HBO. Men vil selvfølgelig gøre det på et tidspunkt, selv om det måske først bliver når serien kommer på DVD/Blue-Ray… Men allerede nu kan man nyde noget af lydsporet til serien. Fx Aimee Manns kongeniale fortolkning af Carpenters gamle hit “Yesterday once more”. Her glider fortid og nutid sammen på smukkeste vis.
Grateful Dead er fortid som band. Men nogle af de taknemmelige døde er genopstået som medlemmer af Dead & Company, der fører Grateful Deads musik videre med hjælp fra venner. Og med en vis succes, må man tilføje. Forleden optrådte den nye konstellation på tv-programmet Tonight’s Show og gav “Shakedown Street” og “Brown-eyed women” til bedste…
John Cale: There are a few [bands I like]. Animal Collective [Cale contributed to the band’s new album, Painting With] has a real niche they’ve polished. The problem is that not too many people chase after the sounds. I’m really sounding a little snotty here — and I don’t mean to — but [other artists] don’t chase after the sounds as much. The only guys that do that come out of hip-hop. You listen to those guys and they’re really street raw. Whatever they got on the record is what they’ve got. What’s a chorus, what’s a verse, what’s a bridge? Never mind all that. Some of it is unintelligible, and that’s fine.
Samme dag som forfatteren til At dræbe en sangfugl – Haper Lee – døde i en høj alder, døde også en af Europas store intellektuelle. Nemlig italieneren Umberto Eco, der især er kendt for sin gennembrudsroman Rosens Navn. Eco var et sjældent eksempel på en intellektuel, hvis virke strakte sig fra seriøs forskning i middelalderen og semiotiken over succesfuld romanforfatteri og til kritisk og tankevækkende kulturanalyse. Der findes meget få forfattere i Europa, der tåler sammenligning med ham – om nogen overhovedet. I stedet for at nekrografere mere, vil jeg lade ham selv få ordet og fortælle håbefulde, unge forfattere noget om deres fælles gerning.
Paul McCartney har gjort det. LInda Ronstadt, Rod Stewart, Carly Simon og selv Bob Dylan har gjort det. Indspillet musik fra deres forældres ung- og barndom. De såkaldte standards, der hører til i den Store Amerikanske Sangbog. Og nu går også Willie Nelson det. Oven i købet igen. For i halvfjerdserne udsendte han Stardust med standards, og nu følger så Summertime: Willie Nelson sings Gershwin. Måske skyldes det alderen eller bare noget i tidsånden, der gør, at man søger tilbage til de slidstærke sange fra dengang mor, far, bedstefar og bedstemor var helt unge.
Coathangers behøver ikke nogen intro her i bloggen. Men der er nyt fra deres hånd
Skruer vi tiden næsten 50 år tilbage – nej kun 49 (for 1966 er ufuldstændig på danskehitlister.dk ) – så finder man ovenstående hitliste. Og den er fuld af velkendte gamle hits. De eneste jeg ikke lige kan huske er Keld og The Donkeys og Johnny Reimar. Ellers står de andre ganske klart på min musikalske bagtæppe. Selv historien om Nuser og den Røde Baron var ikke langt væk. Og som jeg husker det, blev denne obskure sag spillet ret ofte hos hr. Mylius i datidens musikradio. Tilstrækkeligt mange gange til, at den blev vævet ind i bagtæppet – uden at være nogen stor sang.
I april 2015 anbefalede jeg electro-pop-duoen Lucalèys debut-EP Human Cocoon. Og nu er Ea Philippa og Bo på vej med en langspiller, der efter planen skulle komme engang i foråret. Og i forvejen har de sendt nedenstående inciterende, mørke og forførende single “Thruth”.
Post-Valentine’s day garagerock kærlighedsbrev. Den beskrivelse kunne jeg slet ikke stå for. Og beskrivelsen gælder et nyt udspil med en foretagende, der kalder sig La Sera og snart udsender et album med titlen Music For Listening To Music. Og pladen er produceret af ingen ringere end Ryan Adams. Ja ham. Her er den sang, som beskrivelsen gælder (beskrivelsen er i øvrigt at finde på www.stereogum.com ):
Og den sang og den lyd kunne godt blive lidt vanedannende, så vi må hellere taget en sang mere med La Sera…