Indlæg tagget med Nostalgi

« Nyere Nostalgi indlæg

Det er jo jul…

22. december 2008

Kan du huske den junidag i 1967, da Beatles blev satellittransmitteret til det meste af verden – 26 lande og 400 millioner tv-seere (hvis ellers den slags målinger kan tages på pålydende…) ? Dengang kunne man synge en sang med et enkelt budskab. Alt, hvad du behøver er kærlighed. Kunne man tænke sig det samme sket i dag? Hm.
Ganske vist var det ikke juleaften eller bare jul dengang. Men jeg følte det, som om det var jul midt om sommeren, medens John Lennon sang med tyggegummiet i munden:

“Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
There’s nothing you can do that can’t be done.
Nothing you can sing that can’t be sung.
Nothing you can say but you can learn how to play the game
It’s easy.
There’s nothing you can make that can’t be made.
No one you can save that can’t be saved.
Nothing you can do but you can learn how to be in time
It’s easy.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
There’s nothing you can know that isn’t known.
Nothing you can see that isn’t shown.
Nowhere you can be that isn’t where you’re meant to be.
It’s easy.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
All you need is love (all together now)
All you need is love (everybody)
All you need is love, love, love is all you need.

Skrevet i Musik Tagged , | En kommentar »

Genhør: Ringo Starr – “Ringo”

21. december 2008

Ringo Starrs trejde album, “Ringo”, der udkom i 1973 på Apple Records betragtes af mange som kronjuvelet i Ringos produktion. Og jeg har ikke i sinde at være kontrær og påstå noget andet. Det er et særdeles vellykket udspil fra den gamle trommebasker. Helt galt kan de jo heller ikke gå, når man har Lennon, Mccartney, Harrison og Randy Newman med som sangskrivere og medspillere. Og når man desuden har inviteret en mindre hær af musikere, der – ud over Beatlerne selv – tæller Marc Bolan, Nicky Hopkins, Harry Nilsson, Klaus Voormann, Billy Preston, The Band, David Bromberg, Martha Reeves, Mary Clayton, Tom Scott og et par stykker mere. Og for at det ikke skal løgn, har Ringo en heldig hånd med sangskrivningen på pladen. “Photograph”, som han har forfattet sammen med George Harrison, er for længst blevet en Ringo-klassiker. “Devil Woman” og især “Oh my my”, som Vini Poncia har hjulpet Ringo med holder vand 35 år efter de blev lagt ned i rillerne. Og Ringos helt egen “Step Lightly” er  en charmerende bagatel. Ellers huskes albummet nok især for den stærkt medrivende og sejt swingende udgave af Shermans og Shermans rock-klassiker “You’re Sixteen”.
For mig har John Lennons ironisk-kærlige hyldestsang til Ringo “I’m the Greatest” en  særlig plads. I sangen afsløres det, at Ringo var – ikke The Walrus – med Billy Shears (Sgt. Pepper-pladen). “When I was a little Boy/Way back home in Liverpool/My mama told me…I was great…”.
Longplaying-udgaven fra 1973 har også en helt særlig attraktion, idet Klaus Voorman – der jo også lavede omslaget til Beatles’ “Revolver” – har illustreret hver eneste sang med comic-agtige blyantstegninger i stor størrelse. En anden sjov ting er, at coverforsiden mimer Sgt.Pepper-albummets idé med afbildning af en lang række kendt personer. Her er det de medvirkende. Men man finder fx også “The Eggman” og nogle andre mytologiske skikkelser.

You’re Sixteen – Ringo Starr

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Grace Jones – La Vie en rose

20. december 2008

Da jeg forleden sneg mig rundt i århus for at få indkøbt julegaverne sneg en sang sig ind i min bevidsthed. La Vie en Rose, der er indspillet i utallige udgaver. Fra Edith Piafs signaturudgave over Donna Summers disco-version til Jack Nicholsons voldsomt charmerende filmversion. Det var sikkert de to østeuropæiske spillemænd på Strøget, der var skyld i, at jeg fik den på hjernen. I hvert fald fik jeg lyst til at genhøre Grace Jones’ mere end syv minutter lange version fra 1977. Sangen – i en forkortet udgave – udgjorde Grace Jones’ første singleplade for Island Records og blev startskuddet til de følgende års succes med en håndfuld særdeles vellykkede albums. Den lange udgave finder man på debutalbummet Portfolio.
Altså gik jeg på jagt efter Portfolio, som jeg ikke (længere) har i min samling. Men, ak nej. Den var ikke på hylderne. Men heldigvis havde de den udmærkede compilation “Island Life” – oven i købet på tilbud. Og da den rummer ti af hendes bedste sange fra Portfolio og til og med albummet Slave to the Rythm, herunder La Vie en Rose i den lange udgave. Og således blev det. Så nu ligger den sammen med de andre på computeren og mp3-afspilleren…

Grace Jones – La Vie En Rose

Skrevet i Musik Tagged , | 7 kommentarer »

Det nationale broderskabs uge…

20. december 2008

På et tidspunkt i går var jeg lige ved at få spat af julen. En vis person, hvis navn ikke skal nævnes i denne blog, udbredte sig salvelses- og følelsesfuldt om julens betydning for fælleskabet og så videre. Og det var lige før, jeg blev angrebet af juleitis i svær grad. Men så er det, jeg altid kan gribe til Tom Lehrer, der forstå at sætte ord på forlorenhed, dobbeltmoral og andre menneskelige lidelser. I en amerikansk kontektst, ganske vist. Men det står en frit for at overføre det til vores egen andedam…


One week of every year is designated National Brotherhood Week. This is just one of many such weeks honoring various worthy causes. One of my favorites is National Make-fun-of-the-handicapped Week which Frank Fontaine and Jerry Lewis are in charge of as you know. During National Brotherhood Week various special events are arranged to drive home the message of brotherhood. This year, for example, on the first day of the week Malcolm X was killed which gives you an idea of how effective the whole thing is. I’m sure we all agree that we ought to love one another and I know there are people in the world that do not love their fellow human beings and I hate people like that. Here’s a song about National Brotherhood Week.

Oh, the white folks hate the black folks,
And the black folks hate the white folks.
To hate all but the right folks
Is an old established rule.

But during National Brotherhood Week, National Brotherhood Week,
Lena Horne and Sheriff Clarke are dancing cheek to cheek.
It’s fun to eulogize
The people you despise,
As long as you don’t let ’em in your school.

Oh, the poor folks hate the rich folks,
And the rich folks hate the poor folks.
All of my folks hate all of your folks,
It’s American as apple pie.

But during National Brotherhood Week, National Brotherhood Week,
New Yorkers love the Puerto Ricans ’cause it’s very chic.
Step up and shake the hand
Of someone you can’t stand.
You can tolerate him if you try.

Oh, the Protestants hate the Catholics,
And the Catholics hate the Protestants,
And the Hindus hate the Muslims,
And everybody hates the Jews.

But during National Brotherhood Week, National Brotherhood Week,
It’s National Everyone-smile-at-one-another-hood Week.
Be nice to people who
Are inferior to you.
It’s only for a week, so have no fear.
Be grateful that it doesn’t last all year!

Tom Lehrer – National Brotherhood Week

Skrevet i Musik Tagged , , | 4 kommentarer »

Beserkley Records – og Greg Kihn Band…

18. december 2008

I halvfjerdserne fik power-poppen sit eget uafhængige pladeselskab i USA, det legendariske Berserkley Records. I hvert fald var det især den type musik, Berserkley udsendte, med bands som The Modern Lovers (m. Jonathan Richman), The Rubinoos, The Tyla Gang, Earth Quake og så Greg Kihn og hans band. Pladeselskabet kom op at stå, fordi bagmanden Matthew Kaufman var irriteret over de etablerede pladeselskabers manglende forståelse for power-pop-bands som fx Earth Quake, som han var manager for.
I begyndelsen udsendte Berserkley kun singleplader. Blandt andet Modern Lovers klassiske udgave af “Road Runner” og Earth Quakes udgave af australske Easy Beats uopslidelige “Friday on my Mind”.
Berserkley blev ikke nogen stor økonomisk succes, men den succes, pladeselskabet fik, skyldtes især Greg Kihn, der kom på hitlisterne med de fleste udgivelser i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Kihn og hans band blev flagskibet i Berserkley, og da interessen for bandet svigtede i midten af firserne, var det også slut med Berserkley. Bagkataloget blev dog hurtigt – og heldigvis – opkøbt af retro-pladeselskabet Rhino i 1986.
Greg Kihn Bands musik er uforfalsket power-pop uden andre ambitioner end at spille iørefaldende pop-rock, der kan få pigerne og drenge ud på dansegulvet. Den type musik, der altid har været efterspørgsel på en lørdag aften i byen… Greg Kihn Bands største succeser er “Jeopardy” og “The Break Up Song (They don’t Write ‘Em)”. Sidstnævnte findes på albummet Rock Kihn Roll fra 1981.

Greg Kihn Bands gennembrud kom i 1978 med udspil nr. 3 “Next of Kihn”. Men alle de plader, bandet fik udgivet, er power-pop af højeste klasse. Fra debuten i ’76 med “Greg Kihn” og frem til “Love and Rock & Roll” i 1986. I 1989 udsendte Rhino en Best-of-plade med titlen Kihnsolidation. De gamle plader kan være svære at få fat i, og man skal være indstillet på at gribe dybt i tegnebogen. Til de store sedler…

Ud over Greg selv var de centrale medlemmer lead-guitaristen Robbie Dunbar og trommeslageren Larry Lynch.

Så vidt vides spiller Greg Kihn og de andre stadigvæk ved udvalgte koncerter …

Greg Kihn Band – Break up song

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Jul med the Beach Boys

18. december 2008

Som skrevet før: Ingen jul uden The Beach Boys. Og der findes to udgivelser af interesse, når det drejer sig om Stranddrengene og julen. Den ene plade er Ultimate Christmas fra 1998. Pladen indeholder det oprindelige julealbum The Beach Boys’ Christmas Album plus bonusnumre. Dog ikke sangen “The Lord’s Prayer”. Det andet album er Christmas with The Beach Boys fra 2004. Den er stort set identisk med Ultimate Christmas. Men titlens er lidt misvisende, for  “The Lord’s Prayer” mangler. Og det samme gør “Cristmas is here again”. Men indtil pladeselskabet tager sig sammen og udgiver julepladen over dem alle, må vi nøjes med en af de to…

Skrevet i Musik Tagged , | En kommentar »

Genhør: Ringo Starr – I Wanna Be Santa Claus

17. december 2008

En virkelig sjældenhed og obskuritet fra Ringo er hans juleplade fra 1999, “I Wanna Be Santa Claus”. The Beatles havde for vane gennem mange år at sende musikalske julehilsner til deres fans – og vi var nogle, der ventede spændt på deres påfund hvert år – men Ringo er vist den eneste, der kunne finde på at udgive en hel plade med julerier. Måske siger det noget om Ringos afslappede forhold til det at lave musik!? Pladens line-up er stort set det samme som på Vertical Man, som jeg omtalte i går. Og Mark Hudson står for produktionen. Pudsigt nok fik pladen pæne anmeldelser. Måske på grund af en omsiggribende julestemning. Til gengæld solgte den elendigt. Og pladeselskabet – Mercury -var bestemt ikke i julehumør og fyrede kort tid efter Ringo. Som flere af Ringos plader er den lidt svær at få fat i, hvis man ikke i tide samlede den op fra tilbudskasserne. Ringo-plader genoptrykkes ikke automatisk. Men med lidt søgen second-hand kan man være heldig at finde dem til en overkommelig pris. (( Mærkeligt nok er netop denne juleplade blevet genudgivet under titlen 20th Century Masters: Ringo Starr The Best / Christmas Collection ))
“I Wanna Be Santa Claus” er – måske lidt overraskende – en særdeles vellykket og særdeles veloplagt Ringo-plade. Den swinger herligt og forfalder ikke til kvalmende julestemning. Den har en let tilbagelænet rockende lethed, som passer perfekt til den søde juletid. Jeg kan godt lide, at Rudolp the Red Nosed Raindeer, Winter Wonderland og andre klassiker bliver banket op i juletempo af Ringos solide trommespil og hans oplagte backing. Pladen er perfekt, hvis man vil have et middel mod julens mest kvalmende tendens… Hermed anbefalet. 

RINGO STARR AND FREDDIE MERCURY I WANNA BE SANTA CLAUS

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Genhør: Ringo Starr – Vertical Man

16. december 2008

Ringos udspil “Vertical Man” kom i 1998 og fulgte den vellykkede “Time Takes Time” (1993) – og Beatles Anthology-udgivelserne, der havde skabt fornyet interesse for gruppen og dens medlemmer. Bag producerknapperne havde Ringo – hvilket man vel næppe kan fortænke ham i – Mark Hudson, der også havde ansvar for den foregående skive. Men også den gamle Beatles-teknikker Geoff Emerick og Dave Stewart havde en finger med i produktionen. Og vanen tro havde Ringo inviteret en masse venner med på den musikalske side. Ud over ex-Beatlerne Mccartney (med frue) og Harrison finder man Brian Wilson, Tom Petty, Steven Tyler (Aerosmith), Timothy B. Schmit (Eagles) og Joe Walsh (ligeledes Eagles). Plus et par stykker mere. I modsætning til “Time Takes Time” har Ringo selv – sammen med Hudson, Dean Graka og Steve Dudas – skrevet hovedparten af sangene. Og det er måske forklaringen på, at pladen ikke helt lever op til “Time Takes Time”. Ringo er ikke den store sangskriver – og det understreges måske af, at den mest iørefaldende sang på pladen er “Love Me Do” – Ringos loyale genindspilning af det gamle Beatles-nummer…
Hvad pladen mangler i kraft af især melodier har den til gengæld i tilbagelænet, slentrende charme. Det swinger lystigt, og man er ikke i tvivl om, at de medvirkende har hygget sig gevaldigt under indspilningen af skiven, der egner sig fint til opvasken eller kartoffelskrælningen. Måske har Ringo godt været klar over det. For på indersiden af coveret citeres han for følgende: “Livet er livet…Dette er kun en plade”.

King of Broken Hearts

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Roll Your Moneymaker

16. december 2008

Apropos power-pop, så er det værd at gøre opmærksom på udgivelsen “Roll Your Moneymaker”, der giver et indblik i nogle af forudsætningerne for genren, nemlig rock’n roll fra årene 1948-1958. Altså fra dengang, rock’n roll vist nok blev skabt af blues, hillbilly og andet godt fra folkedybet. Det er folk som Ike Turner, Howlin Wolf, Sharkey Jake, Lazy Lester, John J. Moses, Slim Harpo, Bo Diddley, Joe Tex og en række andre sorte kunstnere, der viser, hvad Elvis og de senere rockere hvilede på. Se hele perleraden her:

01: Ike Turner´s Kings Of Rhythm – You´ve Got To Lose
 02: Howlin´ Wolf – You Gonna Wreck My Life
 03: Etta James – W.O.M.A.N.
 04: Sharkey Jake – Roll Your Moneymaker
 05: Lazy Lester – Sugar Coated Love
 06: Rufus Thomas – Tiger Man
 07: John J. Moses – Night Out
 08: Andre Williams – I´m Going Down To Tijuana
 09: Ruth Brown – Please Don´t Freeze
 10: Bill Davis Trio – Bring The Money In
 11: Big Maybelle – Don´t Leave Poor Me
 12: Johnny “Guitar” Watson – Space Guitar
   
 13: Ike Turner – She Made My Blood Run Cold
 14: Slim Harpo – I Got Love If You Want It
 15: Otis Rush – Keep On Loving Me Baby
 16: Sister Rosetta Tharpe – Jericho
 17: Billy The Kid Emerson – If Lovin´ Is Believing
 18: Bo Diddley – Heart-O-Matic Love
 19: Ann Cole & The Suburbans – Got My Mojo Working
 20: Magic Sam – 21 Days In Jail
 21: Chuck Berry – Deep Feeling
 22: Jesse Stone – Crawfish
 23: Joe Tex – Pneumonia
 24: Junior Parker – Love Me Baby

Howlin’ Wolf – Shake It For Me

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Delaney, Bonnie og George Harrison

15. december 2008

I 1969 udsendte ægteparret Delaney og Bonnie Bramlett deres andet album – Accept No Substitute – som fik musikere og kritikere til at spidse ører. Bandet havde allerede fået et vist renommé på grund af sine live-optrædener, og musikken skilte sig ud ved at være en slags kollektive musikmanifestationer og ikke egentlig bandudspil. Delanye og Bonnie havde en masse “venner”, der deltog i koncerterne og på plade, fx Eric Clapton, brdr. Allman, Leon Russell, Dave Mason, Rita Coolidge, Bobby Witlock og den formidable saxofonist King Curtis. George Harrison fik mulighed for at høre sporene til “Accept No Substitute”, inden den blev udgivet, og tilbød straks ægteparret Bramlet en pladekontrakt hos Apple.
Det var også Harrison, der overtalte Eric Clapton til at tage med ægteparret og andre venner på en koncertturné i 1969; en turné, der blandt andet bragte dem til København. Eric Clapton blev – som Harrison – meget begejstret for den musik kollektivet lavede, og begge var med på den tredje plade, der kom fra foretagendet: On Tour with Eric Clapton (1969). Jeg kan huske, jeg læste en anmeldelse af koncerten i København dengang. Anmelderen var lidt forbeholden over for Harrisons tilbagetrukne rolle på scenen…

Delaney, Bonnie & Friends – Comin’ Home

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Julen står for døren… Little Saint Nick – The Beach Boys

15. december 2008



Julen står for døren, hvad enten vi vil det eller ej, så det gælder om at få det bedste ud af den kendsgerning. Og for mig er julen ikke en rigtig jul uden et genhør med Beach Boys’ Christmas-sange – blandt andet Little Saint Nick (her fra Shindig! 1964)  og The Beatles gamle julehilsner, som jeg som hvalp sad og ventede på ved den lille radio med vægantennen….

Skrevet i Musik Tagged , | 9 kommentarer »

Moving Pictures – Days of Innocence – australiensk power-pop

15. december 2008

Englænderne og amerikanerne er jo ikke ene om at levere power-pop. Andre lande kan også. Fx New Zealand og Australien.

Moving Pictures blev dannet i Sydney i slutningen af halvfjerdserne og var et stort navn down under i firserne. Deres debutalbum gjorde indtryk på capac dengang. Ikke kun på grund af musikken, men også i kraft et særdeles vellykket pladecover, der på fineste vis illustrerer debutpladens titel: Days of Innocence.

På pladen finder man sangen “What about me”, der blev bandets billet til de amerikanske lyttere og dermed til hitlisterne. Successen betød også, at de fik lov til at være med på soundtracket til dansefilmen Footlose med “Never”.

Mere blev det ikke til i det store udland, men Moving Picture fortsatte nogle år med mindre hits i hjemlandet. Ud over debutalbummet fik Moving Pictures indspillet endnu et album “Matinée” (1983) og livealbummet The Last Picture Show fra 1987. I 2000 kom en god opsamling: Days of Innocence – The Ultimate Collection.

I øvrigt har bandet fået en vis renæssance derude, fordi What About Me blev genindspillet af en australsk Australian Idol-deltager…
Moving Picture befinder sig i den blødere, mere poppede ende af power-pop-rock-spektret. Og de fortjener at blive husket for deres debutplade om uskyldens dage. Hittet “What about me”, der blev en af de hundrede største hits i USA dengang, er ikke – efter min mening – det bedste på pladen. “Burstin’ Loose” med fræsende saxofon og ditto guitar eller “Joni and The Romeo”, en klassisk powerpop-sang med fængende omkvæd er mere repræsentative for bandets kvaliteter. 

Moving Pictures – What About Me? (1982)

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels

15. december 2008

Kitty Wells – It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels

På NPR Musics side kan man læse om Emmylou Harris’ opfattelse af Kitty Wells’ skandalehit “It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels”. En sang, der med et slag gav mange amerikanske efter-krigs-kvinder en stemme. En kvindefrigørelsesang før feminismen satte sig på kvindefrigørelsen…

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Beatles-kataloget remasteret

14. december 2008

Det forlyder fra det store internet, at året 2009 vil bringe en komplet remasteret udgave af The Beatles’ album, inkl. de to Past Masters-album med sjældenheder. Pladerne blev udgivet remasteret i 1987 i en efter manges mening halvsløj bearbejdning. I følge Mojo-tidsskriftet, der har fået lov til at lytte med på de nye udgaver, så er der al mulig grund til at glæde sig.

The Beatles – I Am The Walrus

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Mere Power-rock: Marshall Crenshaw….

14. december 2008

Når talen falder på power-pop-rock, så er det svært at komme uden om Marshall Crenshaw. Den nu 55-årige sanger, musiker og sangskriver brød igennem i 1981-82, hvor han sang “Someday, Someway” blev et hit for først Robert Gordon og dernæst Crenshaw selv. Hans debutalbum “Marshall Crenshaw”, der så dagens lys i ’82, står i dag som en klassiker og vidner om Crenshaws store sangskrivertalent og hans umiskendelige kærlighed til halvtredsernes og de tidlige tresseres pop- og rockmusik. Også den svære opfølger “Field Day”, hvor lyden er blevet en tand kraftigere, er en milepæl i genren. På samme plademærke udgav Crenshaw yderligere tre, fine albums i samme stil.
Ved siden af sit musikvirke har han også haft succes om filmskuespiller. Nogle af læserne har sikkert set ham som Buddy Holly i La Bamba eller i nostalgi-retro-filmen Peggy Sue got married, hvor han agerer forgrundsfigur i et high-school-band.
Crenshaw har aldrig været den storsælgende pop-rock-kunstner, men har fået en stor og trofast fanskare og er anerkendt af kritikken som en af de fineste sangskrivere i USA, hvilket bekræftes af, at rigtig mange kunstnere – fra Carrie Underwood over Bette Midler til Ronnie Spector – har fortolket hans sange.
Den seneste plade, han har udgivet, er vist “What’s in the Bag?” fra 2003. Og nævnes – og anbefales – skal også det fine opsamlingsalbum “This is Easy…The Best of Marshall Crenshaw”, som Rhino Records udgav i 2000.

Marshall Crenshaw – Whenever you’re on my mind

Skrevet i Musik Tagged , | 2 kommentarer »

Ældre Nostalgi indlæg »