Indlæg tagget med Nostalgi

C. V. Jørgensen fylder 60 år i dag

9. maj 2010

Kundskabens træ gik ud

på skolen hvor jeg gik

uden at lære andet

end at svabre gulvet efter gymnastik

& mit ambitionsniveau

var ikke påfaldende højt

da jeg kreerede en amagerhylde

til dem derhjemme i sløjd

.

Fra barnsben af

& tidligere endnu fik jeg fortalt

at det at ha’ noget

at falde tilbage på var lig med et & alt

jeg var hele den pukkelryggedes

bud på en karriere

men med ØK i udsigt lærte jeg

mig selv at ta’ ved lære

.

Jeg kom færdigekviperet

som semi-seriøs student

ad bagvejen til byen

uden midler fra mit rette element

men mine sorgløse studenterdage

endte som de sku’

med lidt vaklen i geledderne udenfor

på pladsen ved Vor Frue

.

Brændt blev både blazer

& hatten jeg havde fået

som bevis på hvortil

jeg ved egen kraft omsider var nået

ja klarsynet tog mig

for en gangs skyld med storm

& jeg ku’ se at individet var bedre

stillet uden uniform

Vi kommer ikke uden om det. Det er i dag beatpoeten fra Lyngby fylder 60 Ã¥r. En skæringsdag, hvor andre trækker sig tilbage til efterlønslivet, men Carsten Valentin tværtimod – og mÃ¥ske meget sigende – er vent tilbage til det aktive musik for fulde gardiner. Han er her, der og allevegne. Og det er godt. For musikken og for os.
Og det er lige som dengang, Jørgensen kom ind i mit pauvre studenterliv tilbage i halvfjerdserne. Her spillede han og hans ganske lille band også festivalerne, gymnasiefester og koncertstederne tynde. Og jeg fulgte ham, hvad enten han lagde vejen forbi Århus, Esbjerg eller et tredje sted indenfor min rækkevidde. Og hver gang en ny plade udkom tog jeg bussen ind til Brian Lauries lille pladebutik i Ny Munkegade (tak Anders for påmindelsen!) for at købe den. Og ofte hang den allerede i vinduet. Da Solgt Til Stangladkrids (1979) udkom fyldte den hele vinduet med sit grafisk, meget iøjnefaldende cover.
Som studerende ved nordisk sprog og litteratur måtte jeg jo interessere mig for Jørgensen, fordi han gav sig umage med at massere det danske sprog så meget, at det våndede sig poetisk. Og selv om det var i de samfundskritiske og -omstyrtende dage, så vil jeg gerne indrømme, at det var poesien, der trak i mig mere end aktuelle kommentarer til politiske tendenser i præ-DF-Danmark, forvirrede unge bombemænd og karrieredittoer osv. Jørgensen kunne sin Zimmerman uden at blive en epigon. Og så sugede han til sig af lyden fra det store udland. Især rockens hjemland, hvor tonerne fra vestkysten satte sig igennem det lille danske orkesters musik, medens Souxie and the Banshees fumlede med deres mudrede lyd på punkoverdrevet.

En musikalsk kamæleon var Jørgensen, og man skal være mere end godt inde i rocktraditionen for at følge sporene af pÃ¥virkninger gennem pladerne. At C. V. Jørgensen siden forlod rocken (i snæver forstand) og gik i et indre eksil, skal han ikke høre noget for, selv om det er tiden før “Sjælland”, der stÃ¥r mit hjerte nærmest. Det er enhver poets, enhver musikers, ja ethvert menneskes gode ret at stÃ¥ af rotteræset for en tid for at finde en mening med galskaben, den røde trÃ¥d eller, hvad man nu skal kalde det. Ã…ndsfællen Cohen gik i kloster, Dylans havde sit “motorcykeluheld”.
Men nu er C. V. Jørgensen altså tilbage, og vi kan håbe på, at det aktive turneliv kaster ny musik af sig med tekster, der vil ramme os som små postkort fra en tænksom og følsom poetisk ven. Til lykke med dagen.
PS. Teksten ovenfor er en af mine yndlings-C.V.-tekster. Af en eller anden grund er jeg tilbøjelig til at mene, at den skal være pÃ¥ mit yndlings-C.V.-album, Vennerne og Vejen, men den stammer faktisk fra Ledigang à go-go. “Byen uden midler” er højskolesangen for min generation. For dem, der ikke lod studenterhuen stramme om issen og fravalgte det uniforme – og ogsÃ¥ senere sagde nej til det konforme…

Torben har også forfattet en hyldest. Ja, de andre musiknørder, Peter Olesen, Mod Strømmen osv. kipper selvfølgelig også med flaget og letter på hatten.

Percy “When a Man loves a Woman” Sledge

4. maj 2010

Man behøver kun en eneste god sang, et eneste beskidt hit, for at sikre sig en plads i populærmusikkens store gemmebog. Og for den snart halvfjerdsÃ¥rige soulsanger (m.m) Percy Sledge blev det tilfældet med “When a Man loves a Woman”. Sangen, som Sledge selv skrev (med forærede bort til Calvin Lewis og Andrew Wright), udkom i 1966 og erobrede Billboards Hot 100-liste og R&B-listen. Og siden er den – med succes – blevet kopieret af en lang række kunstnere, fra Barbara Mandrell over Spencer Davis Group til Michael Bolton. Sangen var ogsÃ¥ et tilbagevendende ønske dengang Jørgen (de) Mylius huserede pÃ¥ DRs Program 3. Og jeg har hørt den et hav af gange netop pÃ¥ den kanal. Den er da ogsÃ¥ indbegrebet af passioneret tressersoul – soul med sjæl – pÃ¥ linje med det bedste fra Aretha Franklin, Otis Redding og andre stjerner.
I 1987 fik sangen i øvrigt en renæssance (og det samme gjorde Sledges karriere), da et cowboybuksefirma lagde den ind i en reklame.
Men Percy har ikke ligget helt stille siden dengang. Uden at nÃ¥ de højder, som When a Man loves a Woman lagde sig pÃ¥, har Sledge lavet deep soul-musik af høj karat gennem Ã¥rene. Ikke meget, men lidt og godt. Senest er udsendt pladen “My Old Friend The Blues”, som er kommet i stand takket være svenske Mickael Rikfors, der er en stor fan, og som ogsÃ¥ skrev titelsangen til Sledges forrige album, det oversete, meget fine “Blue Night” fra 1994. My Old Friend The Blues er dog ikke en splinterny plade. Der er tale om en genudgivelse af 2004-udgivelsen “Shining through the rain” med ny titel og nyt cover. Ja, pladebranchens veje er uransagelige…

På pladen får Sledge hjælp af førsteklasses musikere fra studier i Los Angeles, Muscle Shoals og Memphis. Og Jakob Dylan og den gamle forsanger i Manfred Man, Paul Jones, giver også en hånd og en stemme med. Det er ikke musik, der vælter verden. Men mere end kompetent soul med en stemme, der stadigvæk besidder den lidenskabelige glød, der gjorde When A Man Loves A Woman til obligatorisk underlægning til de sidste forførelsesanstrengelser på dansegulvet ved min grønne ungdoms fester.

Én pÃ¥ nostalgien: Harold Lloyd – The Definitive Collection

31. marts 2010

Den har længe stÃ¥et pÃ¥ min ønskeseddel over dvd-boks-samlinger. Og sÃ¥ satte de den pÃ¥ tilbud, som jeg ikke kunne modstÃ¥. SÃ¥ nu stÃ¥r den pÃ¥ reolen…

Beatles for sale

27. marts 2010

Det var det nærmeste, jeg kom en oplevelse af Beatles i levende live. Fire gutter fra nabolaget havde lavet deres eget Beatles-kopiband. Naboens søn, Leif, gik i klasse med forsangeren i gruppen, og derfor blev jeg inviteret med til gruppens første offentlige optræden. Den fandt sted i en kælder i nærheden af Rundkørslen i Esbjerg (dengang var der kun én rundkørsel i byen mod vest…). Med lidt fantasi kunne lokalet godt ligne en esbjergensisk udgave af The Cavern. Og drengene gjorde, hvad de kunne for at ligne forbillederne. I hvert fald forsangeren, hvis far havde kontakter i England og gjorde de muligt for knægten at have en rigtig læderjakke à la Lennon, Beatlesstøvletter og rullekravesweater (sort selvfølgelig…). HÃ¥ret var vokset ned over bÃ¥de øjne og ører. Ja, kneb man selv øjnene lidt sammen, kunne de godt ligne forbillederne – lidt. Og musikken. De tre-fire numre, “koncerten” omfattede og som blev afleveret pÃ¥ akustiske guitarer og plastikdunke, var først og fremmest Beatles’ covernumre fra Beatles for Sale. Kansas City og Rock’n Roll Music. Plus et par af Mccartney/Lennons egne. I’m a Loser og Eight Days A Week.
Jeg tænker altid tilbage på den koncert, når jeg hører sangene fra Beatles For Sale. Det var ikke den rene vare, men det smagte dog lidt af fugl. Og Beatlemania var intakt.
Beatles for sale fik jeg i øvrigt aldrig selv pÃ¥ album, men singleudspillene og et par EP’er gjorde det ogsÃ¥. Penge var der jo ikke mange af derhjemme.
Albummet var Beatles’ fjerde. Det andet, der udsendtes i 1964. Og i litteraturen om pladen kan man læse, at de fire højproduktive musikere var blevet ramt af, hvad George Martin kaldte “krigstræthed”. Lennon og Mccartney sprøjtede sange ud af ærmet, og de fire gutter arbejdede 24 timer i døgnet for at nære den succes, der havde ramt dem et Ã¥rstid før, hvor de bÃ¥de havde udsendt to album og lavet en film. Plus det løse. Ikke noget at sige til, hvis en udmattelse var at spore.
Og det er da ogsÃ¥ rigtigt, at de fire Beatles ser lidt mellemfornøjede ud pÃ¥ coverfotografierne (igen af Robert Freeman). Og det er ogsÃ¥ rigtigt, at de for en stund er vendt tilbage til det gamle koncept med en blanding af coversange og egne sange. Covernumrene havde de hentet fra deres gamle, gennemprøvede koncertrepertoire. Det var sikre sager som Chuck Berrys “Rock’n Roll Music”, Buddy Hollys “Words of Love”, Carl Perkins’ “Everybody’s trying to be my Baby” og “Honey don’t”, Johnsons “Mr. Moonlight”, “Kansas City” og “Hey Hey Hey” (Leiber/Stoller/Penniman). De resterende otte sange har Lennons og Mccartneys signaturer.
Men – at kalde pladen mislykket eller dÃ¥rlig er at skyde helt over mÃ¥let – og er mÃ¥ske mere udtryk for de opskruede anmelderforventninger, der var skabt i kølvandet pÃ¥ A Hard Day’s Night, end for anmeldernes evne til at lytte til pladen. Hvis Beatles var lidt trætte pÃ¥ det tidspunkt, sÃ¥ mærker man nu ikke meget til det pÃ¥ pladen, som i øvrigt blev indspillet i pauser mellem andre pligter. Gruppens hÃ¥rdt indarbejdede professionalisme lader dem ikke i stikken i disse sange. Beatles’ egne sange pÃ¥ pladen er af høj kvalitet. Flere af dem hører til blandt sangskriverduoens bedste. Den indledende No Reply er en næste arketypisk tidlig Beatles-kærlighedssang med John Lennon i topform som forsanger. I’m a loser – igen med Lennon i forgrunden – er en original, semi-selvbiografisk sang, der peger helt frem mod Lennons egne dybt personlige soloalbum i tiden efter Beatles. En klassisk uptempo-sang med et anstrøg af countrytone over sig. Balladen Baby’s in Black demonstrerer, hvor godt Paul og John faldt i hak, nÃ¥r de sang for begge to. I’ll Follow The Sun er en af disse hersens ballader, som kun Paul Mccartney kan skrive. MÃ¥ske ikke helt pÃ¥ niveau med Yesterday, men meget tæt pÃ¥. Eight Days A Week er et selvskrevent hit, som har sin naturlige plads pÃ¥ Mccartneys koncertplayliste den dag i dag. Og sÃ¥dan kan man blive ved. Selv de mindre kendte sange – “I don’t want to spoil the Party” og “What you’re doing” – er langt fra venstrehÃ¥ndsarbejder, men frugter fra den imposante kreativitet, Lennon og Mccartney udfoldede de unge Ã¥r. Og igen gør fremførelsen indtryk. Der synges igennem med sjælen oppe i halsen. Korarbejdet kører som smurt. Og samspillets energi taber ikke pusten undervejs. I det hele taget fortjener Beatles For Sale en revurdering i forhold til fx Mark Hertsgaards nedadvendte tommelfinger. Der er ogsÃ¥ fremskridt at notere pÃ¥ pladen, selv om den er en tilbagevenden til et gammel koncept. Nogle af sangene er tematisk mere modne, og gruppen leger ogsÃ¥ med overdubbing i optagelserne.

Til albummets kvaliteter hører ogsÃ¥, at bÃ¥de George Harrison og Ringo fÃ¥r mulighed for at komme til fadet som forsangere. Ringo, der ikke har nogen stor stemme, fÃ¥r meget ud af sin charmerende og indforstÃ¥ede udgave af Carl Perkins “Honey don’t“, der pÃ¥ sin egen hyggeligt-swingende facon gør Perkins stor ære. Og Georges udgave af Perkins “Everybody’s trying to be my Baby” er en kongenial fortolkning, der bÃ¥de viser Harrisons styrke som sanger og gruppens respekt for den musik, de voksede ud af.

Let’s go – Sir Henry and his Butlers

26. marts 2010

Medens jeg læser den (vist nok) opmuntrende nyhed om, at musikbranchen er i bedring dukker et gammelt hit op i mit indre: “Let’s go” med Sir Henry and his Butlers. PigtrÃ¥dsgruppen var blevet dannet i 1964 og debuterede pÃ¥ plade med singlen Hi Heel Sneakers/Sick and Tired (Sonet) samme Ã¥r. Men det var med singleplade nr. 2, det for alvor begyndte at sne for gruppen. Let’s go udkom ogsÃ¥ i 1964 (m. Johnny B. Goode som B-side) og solgte hele 50.000 eksemplarer i Skandinavien, hvilket udløste en sølvplade. Pladens succes hænger helt sikkert sammen med den enkle, hÃ¥ndklappede rytme, der dominerer Let’s go. Jeg kan tydeligt huske, hvordan vi baggÃ¥rdsknægte og -tøser tog klapperiet og rÃ¥beriet til os. Og siden blev klapperiet citeret ved fodboldkampe og andre offentlige sportsarrangementer. Nummeret, der i øvrigt var et regulært stykke pigtrÃ¥dsmusik med kraftige “lÃ¥n” fra The Olympics, gamle halvtredserhit Hully Gully og med skrigende pigebørn som liveindslag, blev ogsÃ¥ en succes – tror jeg – fordi det inkarnerede pigtrÃ¥dsmusikkens “budskab”: ud pÃ¥ dansegulvet og gang i den! Man forstÃ¥r godt, at gruppen blev en slags “husorkester” pÃ¥ in-stedet Place Pigalle dengang.

Der skal heller ikke herske tvivl om, at gruppen havde tæft for, hvilken musik, de unge gad at lytte til. Sir Henry and his Butlers lagde ud med at være kopiband for udenlanske kunstnere, sÃ¥dan som tilfældet var for langt de fleste pigtrÃ¥dsgrupper, men drejede sÃ¥ i retning af poprock med egne sange. Det blev ogsÃ¥ til en del mindre hits – bl.a. husker jeg Beautiful Brown Eyes (1966), som var et tilbagevendende ønske i Jørgen Mylius’ programmer. Og højdepunktet kom i 1967, hvor de hittede internationalt med instrumentalnummeret “Camp“, hvis klare popkvaliteter stadigvæk er overbevisende. Sir Henry and his Butlers’ tressermusik er tilgængelig pÃ¥ cd i serien Dansk PigtrÃ¥d (vol. 1-12).

Der findes ikke mange videoer med Sir Henry and his Butlers, men hos det tidligere medlem Torben Sardorf har jeg dog fundet dette (NB! Læg mærke til de unge pÃ¥ dansegulvet – frigørelsen af kroppen var kun lige begyndt…):

Beatles – A Hard Day’s Night

22. marts 2010

Vi skriver 1964. Beatlemania raser. Og jeg fÃ¥r min første langspiller med The Beatles. A Hard Day’s Night. I mono-udgaven. Familieøkonomien gjorde det Ã¥benbart muligt. Og heldigvis, for der stÃ¥r Lennon og Mccartney over hele pladen. Alle sangene har de to højproduktive sangskriveres signatur. For første gang. Men skinnet bedrager lidt, for Lennon har førertrøjen pÃ¥ med de fleste af pladens sange.

Det er mÃ¥ske ogsÃ¥ derfor – hvis vi skal lufte den gamle fordom om, at Lennon var rockeren og Mccartney popsnedkeren – at de smittende rockende numre er dem, der bærer pladen frem. Godt nok har drengene droppet covernumrene, men de har bestemt ikke glemt, hvem de stod pÃ¥ skuldrene af eller hvis sange, de gennemtærskede pÃ¥ scenerne i Hamborg og Liverpool.
For at gentage mig selv, sÃ¥ er det frydefuldt at lægge øre til de tidlige Beatles igen. Og det er slÃ¥ende, i hvor høj grad gruppen fungerer som en helhed, som gruppe. Det samme er energien – Ã¥h, denne energi – og fremdriften i disse sange. Man er fremme pÃ¥ beatet og leverer sangene med aplomb og elan. Der er ingen slinger i valsen. De rider pÃ¥ en bølge, Beatlemania. Medvind, ambitioner og kreativitet gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd.
Pladen var en slags soundtrack til Richard Lesters film af samme navn. Men der er langt til nutidens soundtracks. I realiteten er det snarere filmen, der er et tilbehør til albummet. Kun halvdelen af sangene er med i filmen. Albummet er – uden tvivl – Beatles første helstøbte album som autonome sangskrivere. PÃ¥ den anden side sÃ¥ er det svært – i hvert fald for mig – ikke at tænke pÃ¥ filmens billeder af fire ungersvende, der løber rundt og leger pÃ¥ en græsplæne osv. For Lesters mock documentary er helt i Beatlemanias og tresserløssluppenhedens Ã¥nd. Lester, der var britisk films modernist dengang, satte billeder pÃ¥ nogle af de strømninger, som det i øvrigt var svært at sætte ord pÃ¥. Og sÃ¥ faldt filmen pÃ¥ et tørst sted. I 1964 var der ikke mange levende billeder af idolerne. Vi var henvist til de kulørte og sort-hvide magasiner og blade. Jeg sÃ¥ filmen i min mytologiske biograf, Phønix Bio, og hvis jeg ikke havde været fan af gruppen før, sÃ¥ gjorde filmen forskellen.
A Hard Day’s Night er et af de Beatles-album, jeg holder allermest af – de senere albums kunstneriske landvindinger til trods. NÃ¥r jeg hører titelnummerets uforglemmelige indledende guitarakkord, som George Harrison anslÃ¥r pÃ¥ sin nyerhvervede 12-strengede guitar og lader ringe et par sekunder, inden Lennons kraftfulde, energiske stemme tager over, sÃ¥ rejser nakkehÃ¥rene sig. Anslaget, der er blevet analyseret pÃ¥ kryds og tværs af Beatlesfilologerne, er svanger med al den kreativitet, som gruppen slipper løs pÃ¥ denne og de kommende plader. Det er den rene vare.
Ringo, som ikke synger for pÃ¥ nogle af numrene, har æren for albummets titel. Anekdoterne (leveret af Lennon i det berømte Playboyinterview) fortæller, at Lennon havde svært ved at komme i gang med titelsangen, men sÃ¥ kom Ringo med en af sine “Ringoismer”. Gutterne havde arbejdet røven ud af bukserne, og med vanlig tilbagelænet sarkasme konstaterede Ringo, at det havde været “en hÃ¥rd dags nat”. Og dagen efter var sangen skrevet. Tak Ringo.

Suetons “Romerske Kejsere” – en erindringsstump

18. marts 2010

Det gode ved erindringen er, at den har den forunderlige evne, at den kan filtrere ens oplevelser. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Den skal skille skæg fra snot, dÃ¥rlige oplevelser fra gode – og lade fortiden fremstÃ¥ i nostalgiens forklarende lys. I hvert fald nogle gange. Og sÃ¥dan har jeg det med meget af min skoletid. NÃ¥r jeg kigger i det rosenrøde lys i bakspejlet, sÃ¥ behøver jeg ikke at se mobberiet, de uendeligt kedsommelige timer, gulvsvaberen i gymnastiklokalet, svømmetimerne i GrÃ¥dybbadets iskolde morgenvand osv.

SÃ¥dan er det ogsÃ¥ med min timer i latin og oldtidskundskab. Latin havde jeg allerede i realskolen, hvor jeg terpede grammatik og læste Mikkelsens blÃ¥ latinbog – for at slutte af med den “lille latinprøve”. Bævrende nervøs vis-à-vis frk. Hvass, der slet ikke var, som navnet ellers kunne forlede en til at tro.

I gymnasiet gjaldt det sÃ¥ den “store latinprøve”. Og læsningen af tekster om de puniske krige, øvelser med ablativer og latinske verber blev udvidet med hadefaget oldtidskundskab – kaldet “oldævl”. Men jeg hadede ikke dette fag. For jeg har altid haft en svaghed for historiske fag og var begavet med en lærer – Røde Knud – der formÃ¥ede at gøre faget levende og beÃ¥ndet. Blandt andet var han god til at inddrage litteratur, der kunne uddybe det, man beskæftigede sig med i timerne. En af bøgerne har jeg endnu. En tynd fin sag om retorikeren Cicero. Indkøbt pÃ¥ Strøget i Esbjerg.

Og forleden fik jeg fat i en kopi af et andet værk, som jeg ofte har tænkt pÃ¥, siden jeg forlod gymnasiet. Suetons Romerske Kejsere, der udkom i Thaning & Appels Klassikerbibliotek i 1963 i to bind med forord af selveste Leo Hjortsø. Jeg kan huske, hvordan vores lærer læste passager op af Suetons portrætter af de forskellige kejsere og dermed var med til at sætte kød pÃ¥ de indre billeder man havde dannet sig ud fra de tørre tekster. Specielt husker jeg – og det siger selvfølgelig en del om den spirende alder, man var i – hvordan kejsernes seksuelle udskejelser blev omtalt (herunder omtalen af Cæsar som hærens største horebuk!). Og hvordan vores lærer satte den romerske kulturs forfald i forbindelse med kejserdømmets gradvise dekandence og moralske opløsning. Jovist. Dengang forstod man at belære ungdommen.

Til historien hører ogsÃ¥, at jeg senere i gymnasiet fik en i ordets egentlige betydning enestÃ¥ende mulighed for at parodiere samme lærer ved gymnasiets Ã¥rsrevy. En optræden, som bÃ¥de Knud og hans frue syntes godt om – og som forblev min eneste teatralske præstation…

Preston & Søn – tv-erindring

16. marts 2010

Vi skal spole filmen helt tilbage til de tidlige tressere. Til tv-mediets barndom, hvor kriminalserier ikke var hverdagskost. Men amerikanerne var allerede i gang med at forsyne europæerne med deres opfattelse af, hvad der er ret og vrang i tv-fiktionens verden. Perry Mason – med Raymond Burr og Barbara Hale i rollerne som opdagere – var nogle af de første, der i sort-hvidt underholdt danske tv-seere. Men lige i fodsporet kom serien med den danske title “Preston og søn”, der for alvor sørgede for at fÃ¥ den amerikanske specialitet – retsalsdramaet – ind i de danske stuer. Den amerikanske titel var meget passende “The Defenders” og i hovedrollerne som forsvarsadvokaterne sÃ¥ man “far” E. G. Marshall og “søn” Robert Reed. Til forskel fra Perry Mason-serien var der ikke tale om krimi i “who-done-it”-forstand, men derimod om juridiske og moralske dilemmaer til debat i retslokalet. Serien er nærmest gÃ¥et i glemmebogen i dag og kan vist ikke fÃ¥s hverken pÃ¥ vhs eller dvd. Men dengang løb dem med ikke mindre end 13 Emmy-priser, bl.a. tre som ‘fremragende dramaserie’. 132 afsnit blev det til i Ã¥rene 1961-1965. Jeg husker ikke, om DR viste dem alle. Men jeg husker tydeligt stemningen i seriens afsnit og de to hovedpersoners evindelige diskussioner.

Keld Heick i tidsmaskinen

15. marts 2010

Min gode veninde Gertrud har sendt mig et klip fra en artikel i Weekendavisen. Her fortæller Keld Heick om dengang, han og The Donkeys skiftede spor fra pigtrådsgruppe til dansktopditto. Og det afgørende vendepunkt kom, da Keld og æslerne opholdt sig i min hjemby. Af alle steder. Citat:

“Succesen kom som en overraskelse. Efter at The Donkeys vandt DM i pigtråd i 1965, turnerede de landet rundt, fik pladekontrakt og kunne i begyndelsen hive en hyre på omkring 800 (cirka 7.000 nutidskroner) kroner hjem per job. Det blev dog ret hurtigt rutine og glorien falmede hastigt. Derfor besluttede orkestret at stoppe, mens legen var god, men de lovede dog deres producer at indspille en dansk sang som afsked. Det vendte bøtten.Vores sidste engagement var 14 dage på Africano på Hotel Spangsbjerg i Esbjerg. Der skulle vi sige farvel, koner og kærester var med. Så en dag var vi nede på Mælkepoppen, Esbjergs samlingspunkt. Der kørte Ved landsbyens gadekær på jukeboksen i en uendelighed, folk blev ved med at stoppe mønter i for at høre den. Så begyndte jeg at ane, at der var gang i et eller andet. Da jeg ringede hjem til pladeselskabet, fik jeg at vide, at de skovlede eksemplarer ud til forretningerne. Jeg var fuldstændig målløs. Og da vi spillede om aftenen, kom der hele tiden nogen op og ønskede Ved landsbyens gadekær. Jeg tror, vi spillede den ti gange den aften, og sådan fortsatte det resten af vores to uger på Africano. Ugen efter lå vi nummer et og blev på førstepladsen i 13 uger. Dermed blev planerne om en tidlig pension lagt på hylden.”

Sjovt at tænke på! Men som allerede omtalt, så er Keld Heick langt fra gået på pension endnu, men er vendt tilbage til sine rødder i tiden før Ved Landsbyens Gadekær. På albummet Time Machine tager han en tidsrejse tilbage til halvtredsernes og de tidlige tresseres rockogrul og pop. Pladen er produceret af Johnny Stage og han og Heick har med held bestræbt sig på at genskabe lyden fra dengang. Der er tale om et stykke kærlig nostalgi, hvis fremmeste formål er at trække nogle gode sange frem af støvet og vise, at Keld Heick formåer at puste liv i dem igen.Selv om Heick slipper godt fra de mest rockende af numrene (fx Nervous Breakdown, der gør Eddie Cochran stor ære) så er der ingen tvivl om, at han hører mere til poppen end rocken. Der er mere Cliff og Pat Boone end Elvis, mere Merseybeat end Beatles osv. i Keld. Og på den led er pladen en bekræftelse af det valg, Keld foretog i citatet ovenfor.Det er ikke på nogen måde en plade, der prætenderer at nyfortolke de gamle sange. Og det er sådan set dens styrke. For unge lyttere, der ikke har fulgt med siden halvtredserne, er der mulighed for at lægge øre til nogle iørefaldende popsange fra dengang mor var knægt. Og for os andre er det ren A-Ha-oplevelse. Det kunne dog være sjovt, hvis Keld Heick – som Peter Belli – dristede sig til at udsende en plade med nytænkende fortolkninger af gamle sange.Heicks rejse tilbage i tiden lykkes godt. Fordi han har hjertet med, og fordi produktionen nænsomt aer den nostalgiske lytter med hårene. Glem alt om blaserte dagbladsanmeldere, der kun kræver nyt, og læg øre til Kelds plade. Det er som at åbne for Efter Skoletid igen…

 

The Beatles – She Loves You – 1963

14. marts 2010



She Loves You! Yeah! yeah! yeah! yeah!

En lille afstikker fra Beatles’ longplayingplader. Vi er stadigvæk i 1963, og drengene udsender singlen She Loves You (med B-siden I’ll Get You). Parlophone R5055. Og det er den sang med det Beatlemaniske omkvæd, hook – “She Love You! Yeah! Yeah! Yeah!” – der for alvor sætter brand til den lille capacs Beatlesmani. Og mange andres for den sags skyld.
En lille genistreg fra det højproduktive sangskriverpar. I følge Beatlesarkæologerne blev Mccartney inspireret af et samtidigt hit – Bobby Rydells “Forget Him” – til at skrive (endnu) en kærlighedssang, et slags modsvar pÃ¥ den traditionelle dreng-og-pige-hjerteknuser-sang. Men denne gang i tredjeperson. En anden idé var, at forsangeren skulle synge She Loves You! og backingkoret svare: Yeah! Yeah! Yeah!. Og sÃ¥dan blev det. Og sÃ¥dan kom en sang til verden, som i den grad blev indbegrebet af den begejstring og henrykkelse, som fik navnet Beatlemania. Var man ikke allerede revet med og væk af Beatlesbølgen, sÃ¥ skulle denne lille sang nok sørge for, at det skete.

Hvor smittende den lille sang egentlig var, illustreres måske af en lille erindring fra dengang. Jeg havde fået singlen og spillede den i tide og utide på den lille grønne rejsegrammofon. Det var min plade, og jeg elskede den. Men en nat, hvor jeg lå og sov, medens mine forældre havde gæster til festlig sammenkomst med mad og drikke, så jeg ud af øjenkrogen min egen mor (!) hente pladen ved min seng og tage den med ind til grammofonen. Måske havde de våde varer løsnet lidt op for de strenge bånd, der ellers lå over halvtredserne og de tidlige tressere og sat noget i gang? I hvert fald sket det ikke igen.

I dag kan det forekomme ligegyldigt at synge “yeah! yeah! yeah!”, men det var det ikke i starten af tresserne. PÃ¥ den mÃ¥de at bringe ungdommeligt talesprog ind i en sangtekst var nærmest samfundsundergravende virksomhed. I Mark Hertsgarts bog om The Beatles fortæller forfatteren om den ansete lydtekniker i Abbey Road-studierne Norman Schmiths reaktion pÃ¥ sangteksten. Han fÃ¥r øje pÃ¥ tekstarket, der stÃ¥r pÃ¥ et nodestativ, og tænker straks: Ã…h, nej. Den sang vil han aldrig kunne holde af. Men da sÃ¥ de fire musikere sætter sang og lyd pÃ¥, sÃ¥ er hans solgt til stanglakrids.

Som popsang er “She Loves You” mageløs. Hooket, der indleder sangen, sidder lige i øret og korttidshukommelsen med det samme. Mine forældres naboer, Verner og Irma, havde en lille datter, Judith, der lige var begyndt at tale for alvor – og da hun første gang hørte sangen komme fra min grammofon, sÃ¥ sagde hun: Yeah! Yeah! Yeah!…

Hvis Beatles stod for noget “politisk” den gang, sÃ¥ var det: kærlighedsbudskabet. Ikke den velkendte hjerte-smerte-pop, som ellers var en fast ingrediens i poppen. Men den positive version. Og She Loves You er det bedste eksempel pÃ¥ dette. Som andre popsange handler She Loves You om et kærestepar, der har en uoverensstemmelse, men allerede med de første akkorder ved man, at glæden, livsappetitten vil sejre. Hun elsker dig jo din dummernik. Ja, ja, ja, jaa…. Der er fÃ¥ sange, der i den grad indfanger den frembrusende optimisme, glæden og vitaliteten, der pÃ¥ mærkværdig vis blev sluppet løs i tresserne, hvor grÃ¥heden og konformismen i efterkrigstiden afløstes af  en saliggørende, ustoppelig frigørelse af krop, følelser, seksualitet og meget andet. Lytter man til sangen (og den kører pÃ¥ repeaten her…), sÃ¥ slÃ¥r det en, at den i al dens korthed (2 minutter og 16 sekunder) virker som en evighed. Det er, fordi den bæres af den opløftede og opløftende begejstring, som hookets repræsenterer. Det er optur hele vejen! Hooket indleder sangen og gentages undervejs – og afslutter ogsÃ¥ sangen. Oooooooo! Det er Beatlemania i koncentreret form.

Sangen blev ganske fortjent Beatles’ bedst sælgende single i England. Og den betragtes generelt som en af de største Beatlessange overhovedet. Blandt andet har Rolling Stone indlemmet den blandt de 100 bedste pop- og rocksange gennem tiderne. Det var ogsÃ¥ en af de sange, Beatles fortyskede til det lukrative tyske marked under titlen “Sie Liebt Dich”. Og selv med Pauls og Johns alt andet end formfuldendte tysk, sÃ¥ holder sangen vand. Nævnes skal det ogsÃ¥, at vennen Peter Sellers lavede i hvert fald fire parodier pÃ¥ samme sang. Men det er en anden historie.