Indlæg tagget med nymodens

« Nyere nymodens indlæg

I Kraftwerks kølvand – elektronisk musik fra VUF Records

5. december 2008

For snart længe siden skrev jeg lidt om electronica-kunstneren Howie B, og beklagede svagt, at jeg ikke havde fulgt så meget med i de moderne elektroniske genrer – ambient, house, industrial, trip hop osv. Min forbindelse til den musik skyldes nok især tyskerne – med Kraftwerk og Can i spidsen. Men også Brian Eno og en fyr som Walter Carlos, der moogificerede musikken til Clockwork Orange m.m. Og så selvfølgelig The Beatles og deres eksperimenteren – Revolution Nr. 9 (Number nine, number nine, number nine….).
Egentlig kan jeg godt lide elektronisk musik, fordi det ofte er meget stemningsfuld musik. Men også, fordi den elektroniske musik i høj grad afspejler den teknologiske virkelighed, vi lever i. Det var blandt andet det, der gjorde Kraftwerk til noget særligt. De forstod at omsætte den støjende, teknologiske virkelighed til musik. Fahren, fahren, auf der Autobahn…
Jonas Højgaard fra det vakse lille kunst- og pladeforlag VUF Records har været så venlig at sende mig selskabet seneste elektronica-compilation – “The Beat is now long gone forgotten…” – der giver indblik i noget af nyeste skandinaviske musik inden for de elektroniske genrer. Blandt de kunstnere VUF repræsenterer er August Fenger (Eloquent), AndyCap, Birk Storm, ElektroJuice, Juxx, Praksis og We Know You Love it. På den nye compilation – nr. 4 i rækken – der udkommer den 1. januar (og ganske gratis kan downloades) medvirker også: Det Sejler I Effekter, Mikkel Metal, Bokal, Birdie Birk Makes Little Norman Cry, La Naive, Sebastian Lind, Hannah Schneider, Christobaldes, Mads Nielsen, Aslope og Nabo.
Musikken er en god blanding af stemningsskabende lydlandskaber som fx Bokals “Vand” (der leger med lyden af vand…), Det Sejler I Effekters repetitive Cease & Sekkle og Mikkel Metals “Klom” – og så numre, der er mere poppede, som fx La Naives lille “Not Just Things” med fine, klare pigestemmer på toppen af en klingende, inciterende lille popmelodi. Eller Sebastian Linds folk-akustisk-prægede, smægtende ballade “Stay”, der burde være en klar kandidat til Boogie-listen. Ialt 13 numre er der på den lille fine samling, som man kan hente her lige efter nytårs aften. I mellemtiden kan man så hente de øvrige compilations og lytte til, hvad der foregår rundt omkring i electronica-musikkens verden.
I øvrigt er VUFs udgivelser et godt eksempel på, at selv om musikindustrien er på hælene på grund af internettets nye dagsorden, så finder distributørerne nye veje. Musikken dør ikke på grund af downloads… Selvfølgelig ikke.

Skrevet i Musik Tagged , | En kommentar »

Alina Simone – renser de musikalske ører

2. december 2008

Mellem år og dag sker det, at man får fat i en plade, der skiller sig ud fra den store strøm af musik. En sådan plade er Alina Simones album Everyone Is Crying Out to Me, Beware: Alina Simone Covers the Music of Yanka Dyagileva. Alina er født i Ukraine, men er opvokset i Massachusetts. På omtalte plade fortolker hun den afdøde russiske digter Yanka Dyagilevas tekster. Dyagileva var punk-rock-poet og en stjerne på den russiske undergrundsscene før Murens fald. Hun døde efter sigende i 1991 ved egen hånd (hun forsvandt og blev fundet i den lokale flod), og siden er hun blevet en kendt skikkelse i hele Rusland. På Alina Simones album fortolkes Yankas vemodige og mørke sange med stor indlevelse og originalitet, der både rummer klare referencer til russisk musiktradition og vestlig rock, punk, folk m.m.. Hør noget af musikken på Alinas Myspace-side, hvor der også er flere oplysninger om hendes musik.
PS. Alina har besøgt Danmark og har optrådt i århus. Capac, hvor var du?


Alina Simone at Forest Theater

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Cody – dansk anti-folk…

27. november 2008

Ivan, der spiller i Oliver North Boy Choir og også er blogbestyrer, har været så venlig at skrive til mig og opfordre mig til at lægge øre til ‘det bedste band i DK’. Og sådan en opfordring kan jeg da ikke sidde overhørig. Cody har endnu ikke udgivet en plade, men til januar skulle der komme en EP på indiepladeselskabet Slow Shark Records (der er dansk).
Cody er Kaspar Kaaes projekt. Han får musikalsk assistance af Moogie Johnson og Tobias Lange. Stilen omtales som anti-folk. Jeg skal nok afholde mig fra at definere det. Men måske får man en fornemmelse af, hvad det er, når inspirationskilderne kan være Ryan Adams, Sparklehorse og Sixteen Horsepower. Eller endnu bedre: Slå lyttelapperne ud og lyt med på Codys myspace-side – her. Man kan også downloade en håndfuld sange med gruppen på BandBase – her.
Om det er det bedste band i DK, kan man altid slås om, men ingen tvivl om, at det er gefundeness Fressen for alle, der elsker low-fi-alt-country og den slags. Tilbagelænede, melodiøse sange, som vil passe fint til min mp3-afspiller. Jeg vil se frem til at omtale EP’en, når den engang kommer ud på markedet.

 

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Oneida – Secret Wars – biblioteksfund

22. november 2008

I min efterhånden store bunke af frasorterede cd’er fra bibliotekets overskudslager findes også Oneidas cd fra 2004 “Secrets Wars”. Oneida er et New Yorker-band, der har taget traditionen op fra de “støjende” orkestre fra den psykeliske periode over Velvet Underground og CBGB-scenen via den tyske krautrock og videre frem. De spiller, hvad tegneren, forfatteren og Turèll-vennen Peder Bundgaard engang kaldte “grim musik” (og lavede programmer om). Musik, der bestemt ikke har til hensigt at behage lytteren. De dyrker monotonien og det repetitive. Har en forkærlighed for uddaterede keyboards med særpræget lyd og rockguitarstøj. Dertil kommer de lyde, de ellers efter forgodtbefindende smider i deres dekonstruktive maskine. For det er nok det, det drejer sig om: At pille rocken fra hinanden i dens elementer og sætte dem sammen på ny i håbet om at finde en ny lyd. Musikken kræver lytterens tålmodighed. Lad være med at slå popørerne ud, når du lytter til Oneida. Det vil bare gøre ondt… Men et probat middel mod en overdosis mainstream-pop anno 2008 er det. Anbefalet – i ikke for store doser.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Helt ude i skoven – med Raconteurs

14. november 2008

The Raconteurs "Old Enough"

Som før nævnt, så er Raconteurs garanter for renlivet rock. Sådan også i Old Enough, en ny video med bandet.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Death Indie – Mimas “The Worries”

31. oktober 2008

Det føles som lidt af en tidsrejse, at komme fra Rainbow Band og Cy, Maia / Robert til århusianske Mimas anno 2008. Og så er afstanden måske alligevel ikke så stor. For dengang som nu er der tale om unge mennesker, der med inspiration i deres tids musikalske univers skaber deres egen musik og håber på et gennembrud.

De fire unge musikere i Mimas – guitaristen Daniel, trommeslageren Lasse, Snævar på guitar og trumpet og bassisten Gert – har udgivet deres første fuldlængdealbum med titlen The Worries. I bagagen har de en EP, Hands Will Carry.
De kalder selv deres stil death indie, måske for at markere den for ungdommen kendetegnende blanding af dødsens alvorlighed og (musikalsk) løssluppenhed. I mine ører er der tale om musik, der både trækker på noise-rock (med rumlende, buldrende guitarer) og indie-rockens udprægede sans for det lyriske og melodiøse. Som deres forgængere i tresserne, så er Mimas fascineret af eksperimenter og lyddannelser (fx kan man i et af numrene høre en radio spille) – og de er ikke optaget af at lave to-et-halvt-minut hitlistepopsange. De går deres egne vegne. De er – stadigvæk og heldigvis – undergrund.
Det er en meget stemningsfuld plade, de tre gutter har fået lavet. Skal man pege på en svaghed er det måske en tendens til at falde lidt i staver og risikere at gå i tomgang. Det sker er par steder på pladen. Men det er småtingsafdelingen. Mimas er sluppet godt fra deres første langspiludspil. Og hvis de fortsætter ad det spor, vil de uden tvivl komme op til overfladen.
Jeg kan kun anbefale bloggens læsere at lytte til albummet. En særlig attraktion på pladen er forsangeren (Snævars?) lyse stemme og hans trompetspil. Hvornår har man nu sidst hørt trompeter i rocken?
Links: pladeselskabet – gruppens hjemmeside – myspace-side

 

Mimas – Beneath the glad sunbeam, live – der er flere videoer med bandet på youtube (søg: Mimas)

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

No one do Lou Reed Better than I do… om et kopiband

27. oktober 2008

Som læsere af denne blog vil vide, så har capac en svagt punkt for kopibands. Altså bands, der primært spiller andre kunstneres sange. For var det ikke der, det hele startede? Sådan cirka. The Beatles spillede opså kopimusik på deres første udgivelser, inden de gjorde en dyd ud af at skrive eget materiale. Og der findes et stor underskov af kopibands, der er med til at holde musiklivet i gang. Et af disse bands er New York City Man, som jeg ved en tilfældighed er kommet i kontakt med. Som navnet mere end antyder så har bandet, der består af Carsten Wiese (sang), Bjørn Banke (g.), Mikkel Brink (tr.), Gorm Bülow (tangenter), Jesper Edvardsen (bas) og Didde Juul (kor) kastet deres kærlighed på – Lou Reed, ja, hvem kunne der ellers være tale om!?
På bandets hjemmeside (følg ovenstående link) kan man læse mere om gruppen og downloade fem demo-sange. Selv om det selvfølgelig ikke er den rene vare, så leverer New York City Man sangene med stor loyalitet og forkærlighed. Ingen tvivl om det. Dem kan man godt bruge en aften i byen på…

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Irriterende, lækker pop

2. august 2008

Jeg stødte på norske Annie på nettet, hvor hendes nye single har vakt en vis opmærksomhed. Sangen I know UR Girlfriend Hates Me er den af den slags irriterende popsange, hvor det melodiske er reduceret til fængende omkvæd og beats. Den bliver hængende lidt for længe i bevidstheden, efter man har hørt den første gang. Og det fortjener den ikke rigtig. Men den officielle video til sangen er ret flot, sådan grafisk set.

Annie – I Know UR Girlfriend Hates Me

På Annies Myspace-side fører hun sig frem med Lolita-image og sangen kan downloades, hvis man ellers er til den slags…

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Abalone Dots – svensk musik med rødder

30. juli 2008

Amerikanerne har deres americana, når de går til rødderne og spiller musik, der blander country, bluegrass, folk osv. osv. Hvad kalder man det så, når fire svenske piger fra Västervig gør noget tilsvarende og roder americana-elementer sammen med svensk folkemusik og andet godt fra det musikalske hav? Skandinavia? Globalia? Never Mind. Kvartetten med det spøjse navn Abalone Dots har udsendt deres opfølger til den roste debutplade fra sidste år, From a Safe Distance. Den nye hedder blot Traveller. Dixie Chicks har fået konkurrence til stregen fra hinsidan. Og de fire svenskere pynter bestemt lige så meget på et pladeomslag…

Hjemmeside – Myspace.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Nymodens: Times New Viking

20. juni 2008

Man tager lige dele punk, frenetisk støjrock og nogle melodier. Så blander man det med et ordentligt skud teenagerhomoner og ungdommelig galskab – og skruer volumen-knappen i bund… Og så får man et band som Times New Viking fra Columbus, Ohio. Den unge band består af Jared, Adam og Beth. Rip It Off er deres tredje plade. De tilhører ikke nogen flinkeskole. De spiller HØJT og RåT, så pas på når du følger linket til deres Musicspace-side. Du skulle jo nødigt falde ned af stolen…

Times New Viking at The Ravari Room

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Nymodens: The Rubies

14. juni 2008


Jeg skal huske ikke at glemme det nymodens. Og i går faldt jeg helt tilfældigt over The Rubies, der har udsendt et album “Explode from the Center”. Jeg tror nok, at bandet har rødder i det skandinaviske. I hvert faldt består det af Simone Rubi (sang og tangenter) og Terri Lowenthal (bas). På deres debutplade har de fået hjælp af Eirik Glambek-Boe, den hype Leslie Feist, Karl-Jonas Winqvist, Dan Judd, Lars Skoglund og Marie Eriksson – der alle er navne i indie-universet. Men skidt med detaljerne. The Rubies – dejligt navn – spiller charmerende indie-pop med bløde pigestemmer i forgrunden. Lette luftige melodier, der smyger sig ind og ud af prøvede popvragsører. Charmerende, inciterende. Lyt med her på deres Myspace-side, hvor der også er et par videoer. Min favorit er nummeret Room Without A Key (det der forspil minder også om noget…).

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

This is… Love Psychedelico

6. juni 2008

Det er snart længe siden jeg skrev om japansk musik. Sidst var det om et gammelt tresserhit – Sukiyaki – med Kyo Sakamoto. Og man må sige, at der er sket noget med japansk musik siden dengang. Hvis man ikke lige vidste det, så kunne man tage duoen Love Psychedelico for at være amerikansk, tysk, dansk…
Indtil i går havde jeg ikke hørt eller læst om duoen med det lidt anakronistiske navn. Men de er et kæmpenavn i Japan, Hong Kong og Taiwan. Duoen udgøres af forsanger Kumi og guitaristen Naoki. Delico, som bandets kælenavn er, blev dannet i 1997 og solgte stort med deres debutplade med den ubeskedne titel The Greatest Hits, der udkom 2001. Den blev fulgt op med Love Psychedelico Orchestra året efter; også denne plade blev en sællert. Og man kan godt forstå, at de er faldet i asiaternes smag – og efter sigende er begyndt at markere sig på det amerikanske, for de spiller melodiøs pop-rock med catchy riffs, og sangene har en tilbøjelighed til at blive hængende i selv prøvede lytterører. Lyt til dem her på deres Myspace-side – især nummeret Standing Bird er svær at ryste af sig… Dagens musikalske anbefaling, i den lette ende…

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

One-eyed Mule – dansk-americana

16. maj 2008

Det sidste døgn tid har jeg tilbragt sammen med et enøjet muldyr. One-eyed Mule er navnet på et dansk band, der netop i disse dage udsender deres andet album på det lille indiepladeselskab Artiscope Records. Jannick fra pladeselskabet har været så venlig at sende mig et dugfrisk eksemplar, fordi han gerne vil høre, hvad jeg mener. Og tak for det! Capac springer altså ud som pladeanmelder…

Man behøver ikke at være født igår for at forstå, at produktionen – lydbilledet – spiller en vital rolle for den moderne populærmusik. Tressernes beat-musik ville have lydt ganske anderledes, hvis ikke den var blevet optaget i teknologisk begrænsede lydstudier. Siden man optog musik i gamle biografer og badeværelser på to- og firespors-båndoptagere er der jo sket end del på det teknologiske område. Og siden dengang har jagten på den rette lyd – sound – været en del af den musikalske søgen. Jeg kan fx huske, at danske Gasolin – efter at have været udsat for de teknologiske landvindingers muligheder og stjerneproduceren Roy Thomas Bakers evner – ønskede at vende tilbage til noget mere nøgent og oprindeligt… De var kommet for langt væk fra det basale.
Disse tanker faldt mig ind, medens jeg i nattens mulm og mørke sad One-eyed Mules nye album. Inde i øretelefonerne mødes man af en nøgen, rå og ren lyd, der ligger milevidt fra mainstream-poppens glanspolerede og filtrerede lydunivers. Bandet, dets producer, Kristian Vad m.fl. har måske søgt at finde en ærlig lyd som den, man kunne forestille sig kom ud af øvelokalet. Der er tale om en såkaldt analog optagelse. Den lugter langt væk af oprindelighed og søgen tilbage til rødderne. På samme måde som plader med New-Yorker-metropolrockere eller nogle af mange americana-bands, der sidder og spiller i udkanten af den globale musikscene.
Musikalsk er det da også den slags associationer jeg får, når jeg lytter til One-eyed Mules udfoldelser. Inspirationen og arven fra de amerikanske rødder er ikke til at tage fejl af, uden at det skal forstås som epigoneri. One-eyed Mule har et stærkt personligt udtryk i kraft af sangskriverne Rasmus Dalls og Uffe Ipsens forvaltning af arvegodset. Med undtagelse af sangen Sad Little Lovers, der er en traditionel sang, så er de øvrige 10 sange på pladen skrevet af Dall og Ipsen og de består af små tekster, der handler om – ja – kærligheden og hverdagen og trækker på rockmytologiens univers. Go ask Hank Williams for a love song / go ask bobby for a smile.
Kærligheden til de musikalske rødder er ikke til at tage fejl af. Den er gennemført helt ud i pladecoveret, der er holdt, smagfuldt, i næsten helt sort-hvide nuancer. Fotografierne er kornede og efterlader den der fornemmelse af autenticitet, som man føler, når man ser et gammelt sort-hvidt foto fra ens egen barndom.
One-eyed Mule består af sangskriver og sanger Rasmus Dall, der også spiller en markant guitar. Bag ham er sangskriver Uffe Ipsen på opretstående bas, Hammond B-3, Mellotron og sang, Søren Andersen på banjo, guitar, “støj” og vokal, Rasmund Bonde på harmonika og sang og endelig Mads Tønder på trommer, slagtøj og sang. Med denne instrumentering skaber One-eyed Mule deres egen udgave af den genre, man kalder americana. Dansk-americana. Det er, som man allerede vil have forstået, traditionsbevidst musik, der lyser af kærlighed til de store amerikanerne. Hank, Bob osv. I sangene mødes storbyens kakofoniske, skramlende lydbillede med lyden af de store vidder, prærien og en banjo- og harmonikaspillende bonderøv på the porch. De melodiøse sange lefter ikke for mainstream-segmentets hang til øjeblikkelige ørehængere, men vinder ved at blive lyttet til flere gange. Anbefales. Varmt.
One-eyed Mule kan opleves på danske scener i den kommende til. Blandt andet i forbindelse med Spot-festivalen. Hold øje med dem.
Jannick og bandet har stillet et nummer til rådighed for bloggens læsere. Du kan – ganske gratis – downloade nummeret Where You Don’t Belong via dette link (Højreklik og gem). God fornøjelse.

Skrevet i Musik Tagged , , | 5 kommentarer »

Santogold – nymodens R&B

14. maj 2008

Sangerinden Santogold (kælenavn for Santi White) har allerede fået fine omtaler i musikpressen for sin på samme tid respektløse og fornyende omgang med R&B-genren på sit nys udsendte soloalbum Santogold.
Santogold har en fortid i new-wave-punk-rock-bandet Stiffed (fra Philidelphia), der blandt andet udsendte albummet Burned Again (2005). Selvfølgelig har Jools Hollands allerede fået ørerne op for hende. Nyd denne forrygende optagelse….

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Marianne Faithful fortolker

26. april 2008

Engelsk rocks grand old lady Marianne Faithful udsender om kort tid en plade med cover-numre med titlen Easy Come, Easy Go (i øvrigt titlen på en gammel Elvis-plade…). På pladen får hun hjælp af en række notabiliteter fra musiklivet, fx Antony, Cat Power, Nick Cave og Rufus Wainwright. Og på sangsiden fortolkes numre af fx Dolly Parton, Morrisey og The Decemberists. Den må capac vist have indlemmet i samlingen…Læs mere her.

The beautiful Marianne Faithfull, anno 1968, Something Better:

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Ældre nymodens indlæg »