Indlæg tagget med Økonomi

Fildelingen og markedet

20. juni 2009

Et aspekt af fildelings-problematikken har jeg kun berørt en passant, nemlig det forhold, at mange private firmaer tjener stort pÃ¥ fildelingen – bÃ¥de den lovlige og den ulovlige. I debatten er det som regel brugerne, downloaderne, film- og musikindustriens interessegrupper og sÃ¥ internetudbyderne, der er i fokus. Men der er ogsÃ¥ en underskov af virksomheder, der lever højt pÃ¥ at servicere trafikken. Fx de firmaer, der finansierer fildelingstjenester i form af reklamer.

Og i forlængelse af den famøse Pirate Bay-dom i Sverige er en ny lukrativ tjeneste kommet i vælten: anonymiseringstjenesten. Som tidligere omtalt har Pirate Bay-tjenesten stillet en anonymiseringstjeneste – Ipraptor – til rÃ¥dighed for brugerne for et mindre mÃ¥nedligt beløb. Tjenesten sørger for at skjule brugernes IP-adresser for nysgerrige, herunder copyright-forsvarernes organisationer. I Dagens Nyheter kan man i dag læse, at 180.000 Pirate Bay-brugere allerede har tilmeldt sig tjenesten. Og at bredbÃ¥ndsudbyderen Alltele nu tilbyder kunderne en tilsvarende anonymisering som en del af internetabonnementet, og der har været sÃ¥ stor interesse for servicen, at firmaets server gik ned.

OgsÃ¥ firmaet Relakks, der tilbyder anonymisering mod betaling (ca. 50 kr. pr. mÃ¥ned) har oplevet en voldsom interesse. Jan Erik Fiske fra Relakks lægger ikke skjul pÃ¥, at det er en indbringende forretning. Man regner med, at der er 1.5 millioner svenskere, der regelmæssigt fildeler, sÃ¥ der er en “reel kundebasis”, som det udtrykkes. Og Fiske peger ogsÃ¥ pÃ¥ politikernes betydning for denne niche: Det er pÃ¥ grund af politikernes truende, restriktive og utidsvarende mediepolitik, at brugerne søger tryghed i anonymiseringen. Og dermed skaber et nyt marked. Fiske ser store muligheder for indtjening pÃ¥ det marked.

Fiske peger ogsÃ¥ pÃ¥, at især mange unge mennesker lever en stor del af deres tid pÃ¥ internettet samtidig med, at de ønsker privathed. Og netop privatlivets fred forstyrres af den første mediepolitik. Ipredloven har blot forstærket dette ønske om fred i privatlivet pÃ¥ nettet og har forstærket interesse for anonymisering. Markedet lukrerer pÃ¥ fildelingen – ogsÃ¥ den ulovlige. I det hele taget er der en stor industri, der holdes igang af fildelingen. Som en gammel kineser engang sagde om kapitalismen, sÃ¥ er det lige meget, hvilken farve katten har, bare den kan fange mus. SÃ¥dan er det ogsÃ¥ for det private, økonomiske initiativ. SÃ¥længe det kaster penge af sig, sÃ¥ længe interesserer man sig ikke for omstændighederne, fx at der er tale om krænkelse af copyrighten…

105.452 familier i fogedretten

15. juni 2009

Krisen kradser. Vi hører mest om den finansielle sektors tømmermænd og øredøvende tavshed, politikernes famlen og pÃ¥tagede optimisme og ledigheden, der stiger dag for dag. I dag kan man sÃ¥ læse om en anden konsekvens af den økonomiske krise. I de første tre mÃ¥neder af 2009 har 105.452 familier være i fogedretten, fordi de ikke længere kan betale deres regninger. Det er sager, der ofte ender med tvangauktion og udsættelse. Citat: “Et par fÃ¥r fem minutter til at pakke noget tøj, før de skal forlade deres hjem. En børnefamilie kommer hjem, men kan ikke Ã¥bne døren, fordi fogeden har været der og skifte lÃ¥sen.”. Det er virkeligheden i Danmark anno 2009. Værsgo og spis!

Kommercielle radioer – en klam fidus?

13. juni 2009

I den forgangne uge er der startet en interessant diskussion om de sÃ¥kaldte kommercielle radioer. En debat, der er interessant, set i lyset af de politiske anstrengelse for at liberalisere mediemarkedet (jf. P2-debatten), men ogsÃ¥ i lyset af den standende copyright-debat i forbindelse med fildeling osv. Diskussionen er blevet startet af Eric Hansen, der er direktør for Nova FM og The Voice – to af de mere kendte kommercielle radiostationer. Hansen mener, at radioerne betaler alt for meget for den musik, radioerne bruger – og at det er forklaringen pÃ¥ stationernes dÃ¥rlige økonomi. Men mÃ¥ske skulle Hansen ikke have sluppet den diskussion løs. For Koda og Gramex har svaret igen med et argument, der er svært at gendrive. Gramex’ juridisk ansvarlige markedschef, Lene Rauch, peger pÃ¥, at selv om musikken fylder rigtig meget – mere end 90% af sendetiden – sÃ¥ udgør udgifterne kun et sted mellem fire og syv procent. For at sætte trumf pÃ¥ udtaler Rauch: “Selv om musikken var gratis, ville de stadig have underskud”. Kodas vicedirektør supplerer ved at pege pÃ¥ det egentlige problem. Til DR siger han, at de kommercielle kanalers problem ikke er, at de skal betale for musikken, men at de stort set ingen indtjening har fra annoncørerne. Eksempelvis nævner han, at Nova FM tjente 6,8 millioner, men stod tilbage med et underskud pÃ¥ 36 millioner i 2008. Og siden 2000 har de kommercielle radioer til sammen tabt en milliard kroner... Eftersom reklameindtægter udgør selve grundlaget for radiostationerne, kan man sige, at dette problem handler om deres eksistensberettigelse. Hvis de ikke kan tjene nok til at drive virksomheden, mÃ¥ de dø. Det er markedets simple logik. Disse faktiske forhold er et problem for regeringen og dens støtter, fordi de har gjort privatiseringen og kommercialiseringen af medierne til et politisk-ideologisk korstog under devisen, at fri konkurrence ville være godt for udbuddet og kvaliteten. Men som landet ligger ser det sort ud. TV2 er ude i dyb økonomisk krise, det samme er de kommercielle radioer. Hvad skal der gøres? I gÃ¥r hørte jeg en journalist spørge kulturminister Carina Cristensen, om hun troede en kommerciel radiostation ville satse pÃ¥ klassisk musik, hvis den fik mulighed for at overtage P2s sendebÃ¥nd? Og som forventeligt gled hun af pÃ¥ spørgsmÃ¥let med en bemærkning om, at hun ikke vidste, hvad de kommercielle radiostationer kunne tænke sig. Ikke en særlig smart manøvre, mÃ¥ man sige, med den erfaring, vi har samlet fra de kommercielle stationer. NÃ¥r tidens mest populære toner ikek kan trække tilstrækkeligt med annoncekroner til stationer, sÃ¥ er det lidet sandsynligt at en satsning pÃ¥ fx klassisk musik vil kunne gøre det. Man kan være bekymret for, at de ideologiske don quixoter i regeringen og partierne bag medieforliget vil gøre Danmarks Radio til de kommercielle stationers problem og derfor vil forsøge at forringe statsmediets vilkÃ¥r for at forbedre de kommercielles ditto. Men det eneste, man med garanti vil opnÃ¥, er en forringelse af den i forvejen betrængte public service-forpligtelse. Og det mÃ¥ guderne forbyde…

Køb bananer! Køb bananer! …og lad skatteyderne betale

11. juni 2009

Den siddende regering har gevaldigt svært ved at holde funktioner, roller og andet adskilt. Blandt andet adskillelsen mellem privatperson og offentligt valgt person. Vi sÃ¥ det med Bendt Bendtsens jagt- og golfture – og bestyrelsesarbejde. Og vi sÃ¥ det med Lars Løkke Rasmussens bilagsroderi i tiden som amtspolitiker, hvor han ikke kunne finde ud af, om det var politikeren eller privatpersonen, der sÃ¥ visse film pÃ¥ hotelværelset… Samme Løkke har nu – som statsminister – købt bananer og andet mundgodt til Dalai Lama pÃ¥ skatteydernes bekostning. Til et møde, der var helt privat. Det blev ved flere lejligheder understreget i medierne. SÃ¥ enten var mødet mere eller mindre officielt (hvilket kineserne vi se pÃ¥ med strenge øjne…) eller ogsÃ¥ var det privat, og sÃ¥ mÃ¥ lille Lars ryste op med slanterne med det vuns…
Køb bananer!

Ministerkalendere

17. maj 2009

I England er det politiske system kastet ud i en mindre krise, der handler om det Ã¥benbart evigt tilbagevendende problem: grÃ¥dige politikere, der misbruger offentlige midler til egen vinding. Herhjemme har vi ogsÃ¥ haft en række sager, senest Bendt Bendtsens jagt-, golf- og køreture med jagtgevær, hvor politikere har haft et meget afslappet forhold til anvendelsen af skatteborgernes penge. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der selv har været genstand for kritik i forbindelse med “bilagsrod” i sin tid som amtspolitiker, har i forlængelse heraf fremsat et lovforslag, der indebærer en de facto begrænsning af befolkningens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Lovforslaget gÃ¥r ud pÃ¥, at samtlige ministres kalendere skal undtages kravet om aktindsigt. For at lægge et røgslør over denne forringelse af den demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning har statsministeren sÃ¥ Ã¥bnet mulighed for, at samtlige kalendere skal lægges ud pÃ¥ internettet – i redigeret form… Den enkelte minister og dennes embedsmænd vil fremover – billedligt talt – kunne udstrege oplysninger om betalte jagtture, dyre restaurationsbesøg, gaver osv. efter behag. Hvis loven vedtages – hvilket er meget sandsynligt med det nuværende regeringsflertal, sÃ¥ bliver det en demonstration af, hvor udemokratisk den nuværende regering er. Lige som det er et radikalt brud med sÃ¥vel dansk forvaltningstradition som Offentlighedslovens intentioner. Det er skræmmende…

The Story of Stuff – Historien om vores ting

12. maj 2009

Hvorfor ikke starte dagen med noget at tænke over? Jeg faldt pÃ¥ Twitter over et link til Annie Leonards “The Story of Stuff“, en lille meget pædagogisk animationsfilm, der fortæller noget om, hvordan vi producerer de ting, vi konsumerer i vores verden. Den tyve minutter lange film er sponseret af Tiden Foundation & Funders Workgroup for Sustainable Production and Consumption. Se den, inden du gÃ¥r ud og køber ind…

Dement velfærd

26. marts 2009

Der er mange forstemmende nyheder i dagens løb. Men en af denne dags nyheder gjorde et særligt indtryk. Det er kommet frem, at man pÃ¥ plejehjem rundt om i landet – blandt andet her i Ã…rhus (Tilst) – vækker demente ældre om natten for at tage dem i bad og iklæde dem deres tøj. Begrundelsen skulle være den, at det ville lette de ansattes arbejde i løbet af dagen. Heldigvis har nogle ansatte afvist denne praksis. Og nogle har endda taget deres gode tøj og har forladt jobbet. Al ære og respekt for dette mod og denne konsekvens.
Sagen er endnu et eksempel pÃ¥, at velfærd i vores samfund primært mÃ¥les i kroner og ører – og underordnes bureaukratiske og administrative hensyn… Beskæmmende.

Skattekommission og -politik

23. februar 2009

I koret af borgerlige økonomer er der nogle fÃ¥, der skiller sig ud. En af dem er professor ved Syddansk Universitet, tidl. overvismand, Christen Sørensen. Jeg har tidligere fremhævet Sørensen, fordi han ikke var bange for at kritisere undervisningsministeriet – og -ministeren for inkompetence. Og i den seneste udgave af Weekendavisen tager han Skattekommissionens udspil ved vingebenet. Som bekendt har især formanden for Skattekommissionen, Carsten Koch, været i medierne for at imødegÃ¥ kritikken af forslaget om en reduktion af SU’en fra fem til fire Ã¥r. (Se fx debatten her). I sin gennemgang af Skattekommisionens udspil noterer Sørensen, at Kochs modargumentation ikke holder: “Det er…ikke korrekt, at studerende er den gruppe, der vinder mest af alle pÃ¥ reformen, nÃ¥r man anlægger en dynamisk synsvinkel i et livsperspektiv…Det korrekte er, at SU-stipendier i et livsperspektiv forøger uligheden ganske meget pr. krone i stipendium. Men det betyder ikke, at de studerende er den gruppe, der vinder mest af alle pÃ¥ reformen.Det er let at pege pÃ¥ grupper, der vinder meget mere, for eksempel bankdirektører, der jo fÃ¥r meget stor fordel af, at marginalskatten pÃ¥ de højeste indkomster falder med godt 8 procent“. Det sidste eksempel er – selvfølgelig – ikke tilfældigt valgt. Netop bankdirektørernes lønninger og bonusser har jo været genstand for megen – berettiget – debat og kritik i forlængelse af finanskrisen og den enorme hjælpepakke, som regeringen og et folketingsflertal har foranstaltet. Med eksemplet peger Sørensen ogsÃ¥ pÃ¥ en andet fundamentalt problem ved den foreslÃ¥ede reform. Nemlig, at det især er det meget højtlønnede (fx bankdirektører), der har fordel af skattelettelserne. En gruppe, der i forvejen tjener rigtig godt – og som sandsynligvis ikke vil bidrage yderligere til den ekstra arbejdsindsats, som reformen skal bidrage med, da de i forvejen har lange arbejdsdage.
Christen Sørensen peger ogsÃ¥ pÃ¥, at reformen – der mest af alt ligner et pÃ¥ forhÃ¥nd aftalt bestillingsarbejde – brillerer ved ikke at tænke i alternativer. Derved fÃ¥r politikerne ikke nogle valgmuligheder. Fx medtænkes den mulighed, at en ekstra beskatning af lønninger pÃ¥ over en milion kroner, kunne være et væsentligt element i løsningen af et andet fundamentalt problem: At grænsen for topskatten i Danmark er rekordlav og at den kunne hæves ved at beskatte de højestlønnede mere, fx med en ekstra  arbejdsmarkedsafgift.
Christen Sørensen indlæg fortjener at blive læst af alle, der interesserer sig lidt for, hvad politikerne gør med skattepolitiken. For indlægget afslører Skattekommisionens arbejde som et omvendt stykke Robin Hood-arbejde, der igen tager fra dem, der har lidt, og giver til dem, der har rigeligt i forvejen… Læs selv. Der er mere tankestof i den lille artikel. (WA s. 10 “Saglighed eller politiske ønsker?” – findes kun online for abonnenter).

Universets idioter – apropos skattereformer og bankdirektørers mÃ¥dehold

4. februar 2009


Néné har gjort mig opmærksom pÃ¥ en artikel i Washington Post, der med stor tydelighed fortæller om den grÃ¥dighed, der er et ikke uvæsentligt forklaringsmoment i den aktuelle finansielle og økonomiske krise – og drivkraft bag den økonomi, vi alle mÃ¥ leve med under kapitalismen. Artiklen handler om de bonusser, som folkene pÃ¥ Wall Street modtager. Beløbet er – hold nu fast: 18 billioner dollars. En billion er tusinde millioner.  AltsÃ¥ 1000.000.000. Dollars.  Hvis vi sætter dollarkursen til 5,8 kr., sÃ¥ udgør bonusserne cirka 104.000.000.000 kroner. Den slags tal kan være svære at forestille sig. Men blot for at give en idé om størrelsen, sÃ¥ kan jeg nævne, at overskuddet pÃ¥ Danmarks betalingsbalance til udlandet i de første 11 mÃ¥neder af 2008 var 31,7 milliarder… Til historien hører ogsÃ¥, at Wall Street-idioterne sørgede for at udbetale bonusserne i december mÃ¥ned, inden de amerikanske skatteborgere satte ind med den meget omtalte bailout (en trillion dollars).
Ingen yderligere kommentarer.

Opdatering: Præsident Obama har i dag lagt et loft over bankdirektørers og finanslederes lønninger. Et skridt i den rigtige retning.

Økonomisk mådehold

2. februar 2009

I den forgangne uge var en af nyhederne, at bankdirektører i dette land ville “sende et signal” til kunderne om finanskrisens alvor. Derfor ville de give afkald pÃ¥ lønforhøjelser og diverse bonusser de næste fire mÃ¥neder. PÃ¥ fotos sÃ¥ man sÃ¥ direktørerne for de store banker træde frem i rampelyset iført deres skræddersyede habitter, store silkeslips og alvorsfulde miner. – Dette mediestunt skal ses i lyset af, at bankerne i de foregÃ¥ende Ã¥r har ført en udlÃ¥nspolitik, der har været udtryk for alt andet en mÃ¥dehold eller almindelig jordbunden fornuft. Sig navnet: Stein Bagger. SpørgsmÃ¥let er vel, om d’herrer direktørers mediestunt ikke snarere afslører en slet skjult grÃ¥dighed og arrogance over for alle de kunder, der kun redder skindet pÃ¥ næsen, fordi staten er gÃ¥et ind og har ydet garantier. Det er vel ingen sag at demonstrere mÃ¥dehold, hvis man i forvejen har sit pÃ¥ det tørre med milliongager og stakkevis af aktieoptioner? Hvis almindelige lønmodtagere havde udvist en tilsvarende letsindighed i udførelsen af deres arbejde som bankledelserne, sÃ¥ ville der ikke vanke mere i lønningsposen – snarere en fyreseddel… Hvis direktørerne ville vise troværdig ansvarlighed i forhold til den finanskrise, de har et stort medansvar i, burde de vel – i det mindste – gÃ¥ drastisk ned i løn og give afkald pÃ¥ enhver form for bonus?!