I avisen kan man læse, at en appelret har afgjort, at det er i orden at sige “fuck” på amerikansk tv. I samme forbindelse nævnes det, at klager over sprogbrugen i dansk tv ofte drejer sig om samme bandeord, altså “fuck”.
Capac har i mange år været arg modstander af sprogrevseri og sproglig censur. Jeg er tilhænger af, at mennesker udtrykker sig med det ordforråd, de nu har, så andre har en chance for at forstå, hvad pågældende føler og tænker osv.
Med en teenager i huset, så oplever man jo et og andet. Også verbale udfald mod forældrene. Der slipper bandeord og eder ud af pigebarnet, når udviklingen ikke helt går den vej, hun synes den skal gå. Også den efterhånden ganske almindelige anglicisme “fuck” – åh, fuck! Fuck dig! osv. Vi har haft et par heftige diskussioner af problemet. Jeg mener ikke, at det i sig selv er et problem at bande og svovle. Men – for det første ønsker jeg, at den, der bruger ordet, forstår, hvad det betyder. Altså sender jeg pigebarnet hen til hylden med ordbøgerne, så hun kan slå de valgte bandeord op. Fuck betyder osv… For det andet ønsker jeg mig også, at man varierer sit banderi med manér. Og det kniber det gevaldigt med. Forleden gik jeg i hælene på et par unge drenge af anden etnisk herkomst, der afsluttede næsten hver eneste (i øvrigt meget korte sætninger) med ordet fuck. Det kom automatisk. Næsten som det “ik’?”, som min gamle dansklærer forsøgte at udrense af nogle af mine skolekammeraters sprogbrug. (For en orden skyld: At det var drenge med en anden etnisk baggrund end dansk var tilfældigt; det kunne lige så vel have været drenge med en dansk baggrund…).
Man behøver ikke at være Kaptajn Haddock for at bande med manér. Det danske sprog er rigt på kraftudtryk, eder og forbandelser. Litteraturen og ODS vidner om det. Når man kun kan sige “fuck” så er det udtryk for sproglig fattigdom, for et begrænset sprogbrug, som sociolingvisterne ville sige.
Se i øvrigt Tintinologisk Tidsskrifts oversigt over Haddocks verbale rigdom – inklusive den udvidede del – her.
