Her begyndte det
11. november 2016:format(jpeg):mode_rgb():quality(90)/discogs-images/R-1548080-1249553243.jpeg.jpg)
Vi skal tilbage til starten af halvfjerdserne. I det støvede vindue til en af byens bedste pladepushere i Aarhus – Dandelion Records – hang Leonard Cohen (eller rettere albummet The songs of Leonard CohenI) og så lidt trist ud, medens han kiggede ud på mig – og alle andre, der passerede forbi dernede i minefeltet. Og et følelsesmæssigt kaos fik mig til at gå ind og købe den vinyl, selv om Cohen endnu ikke havde gjort et dybt og varigt indtryk på mig.
Men det ændrede sig med et slag, da sangene – heriblandt “Suzanne” og “So long Marianne” – hurtigt krøb ind under huden på mig og gled i et med det følelsesmæssige virvar, der herskede derinde. Og siden har jeg fulgt Cohen fra plade til plade.
Og som andre store kunstnere har Cohen hele vejen igennem været mærket af en særlig genkendelighed. Uanset, hvad han har lavet, så har jeg aldrig været i tvivl om, at det netop var ham med den særlige stemme, de karakteristiske tekster og den distinkte, personlige stil, der gennemsyrede det hele.
11. november 2016 kl. 21:19
Husker tydeligt den dag i 1969, hvor musikbibliotekaren pÃ¥ Ã…rhus Hovedbibliotek i Mølleparken sagde sÃ¥dan cirka: Den her skal du lige høre! Det var album nummer to “Songs from a Room” Sangene og stemmen ramte dybt. Dengang og mange gange siden. Og nu lukkede han sÃ¥ sig selv og karrieren med endnu et imponerede hudløst album “You want it Darker” – som jeg skrev i de tidlige morgentimer pÃ¥ min FB-side
12. november 2016 kl. 10:45
@Helge Jørgensen: Jeg har bemærket mig, at hans søn – Adam – i forbindelse med Cohens begravelse i hjembyen gav udtryk for, at Leonard var tilfreds med at have færdiggjort den sidste plade. MÃ¥ske havde pÃ¥ fornemmelsen, hvor det bar hen ad. Lidt lige som David Bowie med Black Star. (Men det er rent gætteri).