På kollegium – erindringsstumper fra 1973
18. marts 20231973 er et jubilæumsår for mig. Jeg fylder rundt senere på året. Og så er det det år, hvor jeg blev nysproglig student og forlod fødebyen Esbjerg for at slå mig ned (det anede jeg dog ikke dengang…) i Århus. Og så var det også det år, hvor jeg flyttede ind på det nybyggede Skjoldhøjkollegium i Brabrand.
Og i år fejrer kollegiet sine halvtreds år, kan jeg læse mig til på de såkaldt sociale medier. Og anledningen sendte mig tilbage til de grå betonbygninger, der lå og ligger ude på Spobjergvej ude i Brabrand. Et dejligt møbleret værelse med seng, skrivebord, lænestol og et mindre bord ved siden af, et par lamper og en kort reol, der var skruet ind i betonvæggen og hurtigt blev fyldt op og fik konkurrence af nogle førstegenerations ABC-reoler fra Trævarefabrikkernes udsalg. Og så var der eget bad med toilet og bruser. Til værelset, der lå på første sal i nr. 45, hørte også halvdelen af et køleskab i køkkenet, som beboerne deltes om. Og så var der adgang til fælles vaskerum lige over for hoveddøren.
Og jeg var glad for mit værelse, selv om det lå langt ude og der kun gik bus nogle få gange om dagen, og selv om jeg led frygteligt af hjemve den første lange tid (min mor kunne dog ringe til mig hver dag, da der var en vægtelefon, som man ikke kunne ringe ud fra og kun til).
Det tog mig godt og vel et par år rigtig at falde til i Århus og få fornemmelsen af, at det var her jeg skulle være og ikke hjemme i Esbjerg. Og jeg trivedes egentlig rigtig godt på kollegiet, selv om jeg ikke omgikkes så mange. Jeg foretrak at passe mine studier og min musikinteresse. Men jeg husker dog de fleste af dem, der flyttede ind på samme tid som mig, selv om navnene er gledet bort. Bortset fra Steffen Brandt fra Tv2, der boede lige nedenunder mig og var i gang med orkesteret Taurus, der var forløberen for Tv2.
Og så er det jeg kommer i tanke om en oplevelse, der lejrede sig i min erindring. På et tidspunkt flyttede en ung mand ind på et af værelserne nedenunder. Han gjorde sig fra starten bemærket ved dels at have en indianerfrisure – en Mohawk-hanekam – og kort efter ved at anskaffe sig en lille hundehvalp. Men inden da havde han allerede med sin adfærd gjort opmærksom på, at han havde alvorlige psykiske problemer og nok ikke var egnet til at bo alene ude i byen. En aften, sent, blev jeg kaldt uden for min egen dør af støj nedefra. Dels af en pivende, smågøende hundehvalp og dels af uro fra den pågældende unge mands værelse. Og da jeg kom ned i stueplan, kunne jeg se, at døren stod åben ind til værelset, hvor et vindue ud til græsplænen bagved også stod pivåben. Og der var ikke andre spor af ungersvenden end en kasse guldøl, der stod midt på gulvet i fællesrummet.
Hvad der skete derefter står lidt svagt. Nogen tog sig af hunden, og kort tid efter var også den unge mand væk fra opgangen. Forhåbentlig anbragt et sted, hvor han kunne få den behandling og omsorg, han tydeligvis havde brug for. Men en sikker plads i min erindring fik han med sit vilde blik, sin vilde hanekam og sin lille, søde hundehvalp, som han ikke kunne tages sig af. Tja.
21. marts 2023 kl. 14:23
Det er dejligt at du kan huske de gode ting fra dengang. Jeg var også “kollegianer” en overgang, og ideen er vel at man har sit eget, uden at “det koster en bondegård”. Men det var egentlig dyrt, sammenlignet med den slum-boligmasse, der stadig var i København på det tidspunkt. Men det var 1969 at jeg fik kollegieværelse – efter 4 år som musiker mv. uden rigtig at studere. Det var der ikke tid til. Eller råd til. Ærgeligt også.
Jeg vil tro at Brabrand trods alt kunne nåes til fods. Jeg husker at jeg dengang spillede sammen med mange og nogle gange var nødt til at gå hjem, – og selv Grønjordskollegiet var ikke så slemt at gå hjem til. Men senere, da vi købte en andel ved SønderBoulevard (Vesterbro) var det endnu lettere at gå hjem.
21. marts 2023 kl. 14:29
Åh ja, vi havde også nogle mærkelige skæbner på kollegiet. Jeg kan ikke finde dem på Google. Jeg troede ikke at hash kunne gøre folk så sløve, og det overrasker mig stadig, men altså – der er jo også den opfattelse at det er et forsøg på selvmedicinering, sådan som Henrik Rindom, Hvidovre Hosp. har fortalt.
I bedste fald kan et studiemiljø være en verden, som støtter én i udvikling af menneskelig forståelse.
Sjovt at du boede ovenpå Steffen Brandt! Ja – jeg har aldrig været “star-struck” fordi man som student i København ikke kunne undgå at se og høre mange personligheder. Jeg tror også at Gymnasiet, når det er bedst, er en slags træning i at omgås personligheder, – med foredrag, hvor man “live” ser nogle af de store koryfæer. Den slags er på budgettet :)
22. marts 2023 kl. 09:29
@Hugin: Jeg tænker kun tilbage på kollegieårene med glæde. Det var her, jeg tog det første skridt ud af barndommens trygge land. Det var her jeg oplevede, at verden var meget større og anderledes, end jeg kunne forestille mig. Et sammenrend af unge mennesker fra hele landet med meget forskellig baggrund, som mødtes i et slags fælleskab med fællesspisning, fester og lignende. Jeg er glad for, at jeg fik den mulighed dengang.
Og nej. Steffen Brandt handler ikke om at være “star-struck”. Han var bare – som jeg – en slank ung, langhåret mand (ja, dreng faktisk), der også var kommet hjemme fra mors gryder og stod med alle sine drømme om at lave musik og måske komme til at leve af det. Og det skete jo også. Vi læste også samme fag – dansk – på universitetet, men endte vidt forskellige steder i livet bagefter. Helt som det skal være. I dag er jeg en stor beundrer af Steffen Brandt tekster og musik, selv om jeg godt synes, at den ungdommelige kritiske sans kunne være noget skarpere i teksterne. Men sådan er der jo så meget…