Indlæg om Musik

Så døde han da – John Prine, 73 år

8. april 2020

Det er nok ikke overraskende, at John Prine bukkede under for den coronainfektion, han fik for nylig. Han havde et svagt helbred og havde haft kræft et par gange. Så de lå i kortene, at han ville blive en af ofrene for den lille virus.

I nekrologstrømmen, der allerede ruller derude, kaldes han amerikansk sangskrivnings Mark Twain. Og finere titel kan man næsten ikke forestille sig, hvis man bare kender lidt til Twains fortællinger og Prines sange. Og hvad er mere passende end at lade Prine og Bonnie Raitt deles om den sang, der er blevet en signatursang for dem begge – “Angel from Montgomery”.

Læs The Guardians fine nekrolog.

Og på sin sidste plade, The Tree of Forgiveness, sang Prine og det, der ville ske, når han engang døde. Og det er en på alle måder usentimental sang om et liv, der fortsætter, når livet her altså er slut.

Den uendelige spilleliste 7: Traveling Wilburys

7. april 2020

Vi smitter hinanden – og det har vi altid gjort

7. april 2020

Endnu en Kinks-anekdote

7. april 2020

På coveret til The Kinks andet album fra 1965 The Kinks Kontroversy ser man Dave Davies med en Gretsch-guitar. Ray Davies fortæller i X-Ray, at Dave fik den guitar af George Harrison fra The Beatles. Og – at guitaren kort tid efter blev stjålet. Dave vendte ryggen til den for en kort bemærkning og væk var den. Om den siden er dukket op, vides ikke. Hvad der kommer let, går let – eller noget. Om ikke andet, så illustrerer anekdoten, at godt nok var de fremstormende bands konkurrenter – og meget bevidste om det – men de var også gode kammerater bag kulisserne. De eneste, der falder lidt uden for denne kategori i Ray Davies fortælling, er to af medlemmerne af The Beach Boys, der agerer arrogante, kolde og afvisende. Men de var jo også amerikanere…

 

Dagens sure opstød: Formidlings- og kommunikationsindustriens krise

7. april 2020

Engang for ikke så længe siden, talte man om informationssamfundet (senere blev det vist til videnssamfundet, men lad det nu ligge…). Og i går kom jeg til at tænke på, om man mon kan informere folk ihjel!? Det var selvfølgelig, da statsministeren og hendes følge af ministre og eksperter havde pressemøde (i den primære sendetid på DR). Vi vidste godt, hvad hun ville (for det havde pressen fortalt os i dagevis forinden). Nemlig fortælle om politikernes planer for en forsigtig, gradvis “åbning” af samfundet i kølvandet på coronakrisen. Planer, der grunder sig i en optimistisk fortolkning af nogle statistikker, der kunne tyde på, at udviklingen af coronasmitten ikke bliver så akut og katastrofal, som det er set i andre lande.

I og for sig var statsministerens budskab ganske enkel. Man ville forsigtigt og langsom begynde at lempe på de restriktioner, som coronastrategien har pålagt befolkningen. Alligevel udartede pressemødet sig til en massiv talestrøm, der på ingen måde gjorde nogen klogere på, hvad der skal ske efter påske. Bedre blev det ikke af de fremmødte presse- og mediefolks ubehjælpsomme forsøg på at få statsministeren og de andre politikere og eksperter til at blive mere konkrete omkring planerne. Og endnu værre blev det efter pressemødet, da tv-journalisterne tog over. Pressemødets budskab blev valset, “analyseret”, destilleret og ikke mindst præsenteret i en grad, at de færreste har kunnet holde ud at følge med.

Så er det man ikke kan lade være med at spørge: Er der overhovedet nogen blandt de mange involverede formidlere og kommunikatører, der stiller sig selv spørgsmål som: Hvordan får man bedst budskabet igennem til seerne? Står der nogetsteds i nogen lærebog, at man bedst får budskaber igennem ved at over-informere? Ved at tale i det uendelige? Vi lever i en periode, hvor formidling og kommunikation er blevet de store dyr i åbenbaringen, men er sandheden ikke, at det store fokus på kommunikation og formidling har haft den modsatte effekt, nemlig at indholdet er blevet mere og mere utydeligt, desto mere man har formidlet og kommunikeret? De mange teknologiske muligheder for at formidle og kommunikere i dag står i vejen for det, der skal formidles og kommunikeres. Sådan ser det umiddelbart ud. Budskaberne bliver ikke klarere, fordi man har oceaner af tid til rådighed og mange kanaler og sociale medier at brede sig over. Snarere tværtimod.

Alle der beskæftiger sig med fagområdet burde nu spørge sig selv, om det er godt nok, det de for tiden leverer!? Selvransagelse, selvkritik, kollegial kritik og faglig storvask bør stå højt på dagsordenen. Nu – og ikke først efter coronakrisen.