Indlæg om Musik

Sir Henry – Ole Bredahl – 75

3. juli 2020

Neil Young tilbage på verandaen

2. juli 2020

Og med stoisk ro fortsætter Neil Young sit generøse projekt med små halvtimes koncerter fra hjemmet. Det er lige ud af landevejen og af høj Youngsk kvalitet. Følg med her.

Jiggy

2. juli 2020

Uanset, hvor meget man prøver at følge med i musiklivet, så er der noget, man overser eller-hører. Og noget som først dukker op ved et tilfælde. Som fx det irske kollektiv Jiggy, der lever og ånder for traditionen, men elsker at tilføre den alskens impulser fra den store verden med dans og musik. Det er – som irsk musik ofte er – i ordets bogstavelige forstand med-rivende. Det går lige i blodet på en, og man forstår, hvorfor danserne har svært ved at holde sig i ro.

Debbie Harry – 75

1. juli 2020

Aftenens filmoplevelse: The Professor (Richard says goodbye)

1. juli 2020

Når de store tv-kanaler ikke er leveringsdygtige i lødige aftenfilm, så må man jo ty til enten streaming eller faste medier. Så det gjorde jeg i går. Fruen i casa havde været så betænksom at indkøbe filmen The Professor aka Richard says goodbye, fordi hun ved, at jeg har sat pris på skuespilleren og musikeren Johnny Depp. Og det er også rigtig. Jeg har haft stor fornøjelse af at se ham som hippie-pirat i serien Pirates of the Caribbian , hvor Depp passer fint ind i de kulørte historier om pirater i en fantasiverden.

Derfor var det også med en vis spænding, jeg så frem til en helt anden filmtype med Depp. Hvordan mon han ville være som midaldrende universitetslektor?! Og det skulle vise sig, at han klarede denne rolle fint.

Plottet i  filmen er genkendeligt. Den midaldrende lektor Richard Brown får besked om, at han har lungekræft og at han har mellem seks måneder og halvandet år at leve i – afhængigt af den behandling, man kan tilbyde ham. Med beskeden om at livets skjorte for alvor er blevet kort beslutter han sig for at leve livet fuldt ud. Vi kender den type plot, fx fra filmen The Bucket List. Og Richard tager sit liv op til revision fra en ende af. Han får sine uengagerede studerende til at forlade sit hold og beholder kun dem, der virkelig vil det. Han får snakket ud med sin kone om hendes affære med Richards chef, rektor på universitetet, men fortæller hverken sin kone eller sin datter om sin sygdom og forestående tidlige død. Den eneste, der får noget at vide, er vennen Peter, der er administrator på universitetet.

Det lykkes for Richard af presse en orlov igennem over for rektor, og derefter slår han sig løs med druk, sex og uacceptabel adfærd. Historien fortælles i kapitler, der indledes med en ny forside, der forudsiger lidt om, hvad der vil ske. Og der er ikke noget uforudsigeligt ved forløbet. Richard bliver mere og mere syg og… ja, slutningen må man selv se.

Det er ikke nogen stor film, der vil gå over i filmhistorien som en af de uomgængelige. Men det er en lille sympatisk film af den slags, der har noget på hjerte, byder på godt skuespil og en historie, man let kan identificere sig med. En film, der er velkommen som alternativ til de mange hjernedøde underholdningsfilm, som tv prakker os på. Det skal dog siges, at filmen har fået dårlige anmeldelser hele vejen rundt, og filmbuffsiden Rotten Tomatoes tværer den nærmest ud. Men man behøver jo ikke at være enig med anmelderne – heller ikke med denne.

Den eneste indvending jeg har er mod filmens slutning. Vi ved jo godt, at der ikke er noget glamourøst eller fantasifuldt over at dø af lungekræft, og at det i langt de fleste tilfælde vil ske på et hospital eller lignende. Men konventionerne i amerikansk film er åbenbart så tunge, at der skal udtænkes en eller anden fantasifuld udgang. Og den kommer så også. Som en lille uspiselig krølle på en eller spiselig fortælling.