Indlæg om Musik

Capac anbefaler: Signe Svendsen – Det forlyder

17. februar 2020

Det forlyder er Signe Svendsens fjerde udspil som solist, og der er gået godt og vel ti år siden, hun sprang ud som sangerinde-sangskriver med albummet Ny passager (2010). Sidst jeg havde fornøjelsen af at anbefale hende var med Kun de faldne rejser sig igen fra 2013.

Dengang kredsede teksterne om de midaldrendes erfaringer fra kærligheds- og parforholdslivet, og denne tematik er da også repræsenteret på den nye plade, blandt andet i titelsangen “Det forlyder”, hvor den udkårne har fundet en anden kvinde:

Det forlyder, du har fundet én
Du har fundet én, der passer bedre ind
Men sig mig, ved hun ingenting
Ved hun, jeg har din ring
Ved hun, jeg har din ring

Hvor skal jeg nu gå hen
Kan du sige mig, hvor jeg kan finde fred
Hvis hun ligger i din seng
Hvor kan jeg så gå hen
Sig mig, hvor er mit hjem

Du tog mig, du tog mig helt
Under månens blik blev vi to til én
Du kaldte mig for din brud
Og sang det imod min hud
Sig mig, hvad gør jeg nu

Over alle bjerge, under have
Gennem byer ser jeg dig
Og mit halve hjerte vil for evigt
Længes mod dit, min ven
Så længe jeg har din ring

Det forlyder, du har fundet én
Du har fundet én, der passer bedre ind
Men sig mig, ved hun ingenting
Ved hun, jeg har din ring
Ved hun, jeg har din ring

Sangen er et udmærket eksempel på, hvor langt Signe Svendsen er kommet som sangskriver her på sin fjerde lp. Med et meget enkelt, nøgternt sprog (bemærk også titlen, der får en til at tænke på den næsten hårdkogte stil i fortidens telegrambureauer…”Det forlyder i følge Ritzaus bureau…”) beskrives en katastrofal følelsesmæssig situation af (formodet) svigt så de underliggende følelser af tab, uro, længsel, bebrejdelse, lidenskab osv. holdes i ave. Og det er jo en kunst at kunne gøre det.

Et andet eksempel fra samme temakreds er sangen “Langsom musik”, hvor Signe får et fint vokalt mod- og medspil af selveste Michael Falch. En sang, der kunne handle om ønsket eller drømmen om at skrue tiden tilbage, nulstille den udvikling, man har været igennem, og starte helt forfra. At tørre tavlen ren og begynde på en frisk:

Hvis jeg siger det, som det er
Vil du lade mig drukne her i dine hænder
Tag hvad jeg ved, tag hvad jeg har
Lad mig lære alt forfra

Vi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igen

Hvis jeg siger det, som det er
Vil du lade mørket være, så tæt som det er
Udenfor står frosten klar
Jeg vil gøre alt forfra

Vi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igen

Hvad kan du mon mærke
Skal vi altid banke på
En lukket dør
Som vi har gjort det tusinde gange før

Vi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igen

Igen bemærker man det nøgterne, hverdags- og talesprogsnære sprog, hvor ordene doseres nøje og nøgternt – og lytteren nødes til at lytte efter, hvis meningen skal begribes.

Parforholds- og kærlighedstematikken fastholdes dog ikke helt, for i en sang som “Lys ud, lys ind” kan man tale om, at et personligt, indadskuende, eksistentielt perspektiv kommer ind eller fremhæves, men det er nærmest som et supplement til de andre sange.

Signe synger sine sange nøgent og smukt og med et ærligt udtryk, der passer fint til teksternes nøgne og til tider næste rå karakter. Og producer og musiker Lars Skjærbæk har skabt et lydbillede, der bærer Signe Svendsens sang og sange frem uden på noget tidspunkt at dominere. Og musikken er en slags voksenpop, der bærer præg af moderne indierock af den mere diskrete slags.

Alt i alt har Signe Svendsen lavet en plade, der bekræfter hendes ubestridelige talent som sanger-sangskriver i sin egen ret og demonstrerer, at hun roligt kan forfølge det spor, hun er inde på. Det vil kun kunne resultere i mere godt. Hermed varmt anbefalet.

Signe Svendsen. Det forlyder. Producer: Lars Skjærbæk. Eget plademærke. Udkom 31. januar 2020

 

 

K. D. Lang – Leonard Cohen – og kampen mod flammerne

17. februar 2020

Som nævnt har K. D. Lang gået i overvejelser om at stoppe karriere eller i hvert fald stoppe med at synge som hun hidtil har gjort. Alligevel er det lykkedes australienerne at lokke hende helt derud downunder for at give sin støtte til kampen mod de flammer, der igen og igen truer med at lægge store dele af Australien øde. Og selvfølgelig var Lang på pletten og sang Leonard Cohens “Hallelujah” – så smukt som altid. Hvor er det godt at se hende på scenen igen.

Associationssammenfald

16. februar 2020

Jeg sidder og læser om sange af Carole King. Sange, som Rolling Stone mener, vi ikke vidste hun havde skrevet. Men måske tænker magasinet på de unge læsere (der er tilbage), for jeg er sikker på, at mange af os, der var med i tresserne og halvfjerdserne godt ved, at hun fx skrev “Chains”, som Beatles indspillede, eller “Up on the roof” til the Drifters. Og så kom sammenfaldet, for RS mener også at vi ikke kender “I’m into something good”, som Herman’s Hermits hittede med. Hvad RS til gengæld ikke ved – og her er jeg ret sikker – er, at vores egen Lasse Helner (Baronets, Lasse & Mathilde m.m.), der netop er fyldt 73, indspillede en meget fin version på sit noget overset album Cover.

Faktisk synes jeg Helners udgave er bedre en Herman’s Hermits…

Gen-gen-syn og -hør med Forrest Gump

16. februar 2020

Jeg har omtalt filmen Forrest Gump mange gange. Og også det fortræffelige soundtrack, der er lavet over filmen. Et soundtrack, jeg i flere år har haft liggende på min gamle mp3-afspiller – og som stadigvæk ligger der, hvis trangen skulle opstå.

Men jeg er langt fra færdig med dette soundtrack. For som tilfældet er med mange soundtrack, så er heller ikke Forrest Gump-lydsporet helt dækkende for den musik, der er i filmen. En række sange kom ikke med:

“Lovesick Blues” – Hank Williams
“Sugar Shack” – Jimmy Gilmer and The Fireballs
“Hanky Panky” – Tommy James and the Shondells
“All Along the Watchtower” – The Jimi Hendrix Experience
“Soul Kitchen” – The Doors
“Hello, I Love You” – The Doors
“People Are Strange” – The Doors
“Love Her Madly” – The Doors
“Hey Joe” – The Jimi Hendrix Experience
“Where Have All the Flowers Gone?” – Pete Seeger
“Let’s Work Together” – Canned Heat
“Tie a Yellow Ribbon Round the Ole Oak Tree” – Tony Orlando & Dawn
“Get Down Tonight” – KC & the Sunshine Band
“Free Bird” – Lynyrd Skynyrd
“Running on Empty” – Jackson Browne Additional Bonus track on Collector’s Edition CD 2001
“Go Your Own Way” – Fleetwood Mac Additional Bonus track on Collector’s Edition CD 2001

– så der burde faktisk have været ikke to men tre CD’er i det lydspor.

Og som der står, så kom der en samlerudgave (Cellector’s Edition) i 2001 – og det er den jeg har – og på den er Jackson Browne og Fleetwood Mac med.

Og måske gemmer der sig mere på det lydspor, som kun ihærdig gennemlytning vil afsløre…

50: The Who – Live at Leeds

15. februar 2020

I går var det 50 år siden, The Who stod på scenen på universitetet i Leeds og indspillede live-albummet Live at Leeds. Bandet var lidt i vildrede oven på succesen med rockoperaen Tommy, og valgte at satse på en koncertoptagelse. Og sådan blev det. Hvad de ikke vidste, var, at pladen siden hen er blevet kåret som alle tiders bedste livealbum.

Egentlig skulle livealbummet have afspejlet koncertaktiviteterne i kølvandet på Tommy, men efter sigende orkede Pete Townshend ikke at lytte optagelserne igennem og beordrede dem brændt. I stedet satsede man så på to koncerter, en i Leeds og en i Hull. Den sidste blev ikke til noget på grund af tekniske problemer, så man satsede helt på Leeds. (Live at Hull udkom dog i 2012 som dobbeltcd med 112 minutters musik, hvor man havde rekonstrueret problemerne med den manglende/defekte baslyd). I første omgang var planen et dobbeltalbum, indeholdende sange fra Tommy. Men det blev hverken et dobbeltalbum eller et Tommy-album. I stedet et album, hvor the Who spillede en blanding af kendte Who-numre og ældre blues- og rocknumre. Og så trådte Who et skridt tilbage og genfandt deres gamle tilgang til rocken. Og tak for det.  Who genopfandt, revitaliserede sig selv.

Pladen blev udsendt senere på året.