Pladeproducer, musiker, sangskriver og morddømt, Phil Spector, døde forleden af coronarelaret sygdom, 81 år gammel. Ser vi bort fra hans triste endeligt som tugthusfange, så var han uden diskussion en af de mest indflydelsesrige pladeproducere, som populærmusikken har set. Især hans opfindelse af den såkaldte “Wall of Sound” fik stor betydning for pladeproduktionen i (især) tresserne. Og navnene på kunstnere, der gerne lod sig betjene af den alt andet en medgørlige producer er alenlang. Fra pigegruppen Ronettes i tresserne (se foto ovenfor) til Leonard Cohen, John Lennon, Beatles, George Harrison, Dion,Ike & Tina Turner og Ramones. Blot for at nævne nogle få stykker. Jeg har forsøgt at finde en komplet liste over hans meriter, men det er (endnu) ikke lykkes.
Jeg blev født i starten af 1950’erne. Og voksede op i tresserne. Det betød, at jeg var der, da rock and roll kom til. Genrenavnet opstod i 1954, det år, hvor Elvis Presley udsendte sine første singleplader (“That’s all right”, “Good Rockin’ tonight” og “Milkcow blues boogie”). Året efter kom Little Richard og “Tutti Frutti”. Og med tresserne kom The Beatles og alt, hvad dette epokegørende årti førte med sig, musikalsk og på anden vis. Jeg blev teenager i det årti, og ved starten af halvfjerdserne kom jeg i gymnasiet og fik for alvor glæde af min grammofon. Mange af mine lommepenge (det var ikke mange…) gik til udvalgte plader, som jeg har endnu. Halvfjerdserne faldt sammen med mine tyvere og jeg brugte megen tid på at følge med i, hvad der rørte sig inden for det, man nu med en sammenfattende betegnelse kaldte rock. Samtidig med min formelle uddannelse, fik jeg en musikalsk dannelse så at sige – som interesseret, engageret lytter. Så sammenfattende synes jeg, jeg har været heldig og haft mulighed for at opleve en enestående musikalsk udvikling inden for populærmusikken. En udvikling, som det efterfølgende årtier har som uomgængelig forudsætning. Firserne, halvfemserne, O’erne har – alt andet lige – været bonusårtier. Selv om der er kommet megen god musik i de årtier – for det er der – så kommer den periode ikke i nærheden af de første tre formative årtier. Jeg synes, jeg har været heldig i dette særlige lotteri.
Årets første anbefaling gælder meget passende esbjergensiske Big Sky Country og deres tredje album Autumn of Love. Meget passende, fordi jeg, sidst jeg anbefalede gruppen her i bloggen, udnævnte den til at være en af mine personlige favoritter blandt tidens rockbands. Og sådan er det stadigvæk, og måske endda i endnu højere grad end tidligere i kraft af den nye plade.
Den første sang på pladen hedder “If the Muse runs dry” – Hvis musen tørrer ud, kunne man fordanske det til – men, når man har lyttet til pladen i sin helhed, er man ikke bekymret for at inspirationens kilder skulle tørre ud. Snarere har man en fornemmelse af, at den muse, der har leveret inspirationen til musikken på Autumn of Love er fuld af ideer og musikalske indspark. Og det hænger sikkert sammen med, at Big Sky Country – og ikke mindst sangskriver Philip Skovgaard – som jeg tidligere har fremhævet og understreget ved, hvad musen trækker på i rockens tradition.
Albummets titel afslører det også indirekt. Autumn of Love spiller selvfølgelig på Summer of Love, den sommer i 1967, hvor der skete et nybrud i verden, som vi måske endnu ikke helt har forstået, hvor ikke mindst ungdommen under slagord som “fred”, “kærlighed”, “forståelse” osv. satte verden i bevægelse på en hidtiil uset og uhørt vis. Skovgaard kommer ind på denne forbindelse i pladens Liner Notes, hvor han trækker en forbindelseslinje fra dengang for 53 år siden og den nye, sociale situation, vi befinder os i nu. Om parallellen holder, skal jeg lade være usagt og lade stå åben (vi får se…), men der er ingen tvivl om, at Big Sky Country står ved den musikalske gæld og arv fra den tid og årene derefter.
Skovgaard peger helt konkret på lokationen Laurel Canyon, hvor nogle af de bedste af datidens sangskrivere og musikere slog sig ned og skabte musik, der den dag i dag inspirerer og farvetoner megen sangskrivning. Og Big Sky Country går endda så langt som til at genindspille en sang af selveste Scott “San Francisco (Be sure to wear flowers in your hair)” McKenzie fra dennes debutalbum The Voice of… (1967). Og Philip rejser spørgsmålet, om det er muligt at længes efter noget, man ikke selv var en del af, hørte eller så – dengang?
Hertil er svaret ganske enkelt: Selvefølgelig er det det. Som T. S. Elliott bemærkede om forholdet til traditionen (i digtekunsten, men det kommer ud på det samme…), så står kunstnerne på skuldrene af deres forgængere. Først når man vedgår sig arv og gæld fra “de gamle” kan man for alvor løfte sin kunst op til noget, der er værd at beskæftige sig med. Og sådan er det også i rocken. De bedste navne – Beatles, Dylan, you name them – står ved, at de har suget til sig af forgængerne i faget. Og Big Sky Country føjer sig helt naturligt til den bevægelse.
Og netop inspirationen fra før muliggør også, at man kan udvikle sig. Og sådan er det også med Big Sky Country, der på den nye plade har fundet et udtryk, der både er genkendeligt, men også har fået en ny enkelhed og følsomhed. Sangene er, som tidligere, af høj kvalitet med indsmigrende melodiøsitet og forførende lethed. Og der er fokus på en overvejende akustisk folk-singer-songwriter-lyd, der fortæller noget om, hvor inspirationen denne gang især er kommet fra, men måske også er et tegn på, at Big Sky Country for alvor er ved at finde formen, det stilleje, hvor bandet føler sig hjemme og hvor musen kan få frit spil.
Skovgaard slutter af med at citere Robert Hunter – sangskriver for Greatful Dead og samarbejdspartner for bl.a. Bob Dylan: “Let there be songs, to fill the air”. Og Big Sky Country lever med den nye plade op til den opfordring. Ti sange, der godt kan stå for sig selv, men som bedst folder sig ud som en helhed, på en plade, der kommenterer verden skæve gang og drømmer om en ny Summer/Autumn of… for musikken og menneskeheden. Hermed varmt anbefalet.
Big Sky Country. Autumn of Love. Produceret af: Philip Skovgaard. 10 Fingers. Er endnu ikke udkommet, men kan forudbestilles her.
Også to andre stilsikre bands udkom på denne dag for et halvt århundrede siden. Texas-trioen ZZ Top fik deres første plade på gaden. Og titlen var et vink om, at der ville komme flere fra den kant. Frem til indspilningen af pladen havde ZZ Top spillet på de lokale vandhuller, og det var med et ønske om at omsætte liveerfaringerne til en plade, de gik i studiet, uden dog at se skævt til det nye indspilningsgrej, der var begyndt at dukke op i studierne. Og sådan blev det. Uden at sælge stort lagde ZZ Top fra land med en plade, der viste, hvad de indeholdt og hvad fremtiden ville bringe.
Også Mountains hård rock-pionerer var ude med en plade på denne dag, bandets andet studiealbum Nantucket Sleighride, som skulle forsøge at leve op til Climbing! fra 1970. Det lykkedes, for så vidt som pladen nåede lige så højt på hitlisten og indkasserede en guldplade.
Little Feat pladedebuterede for halvtreds år siden, og viste med debutalbummet, hvilken stil de havde og ville rendyrke de næste otte år, frem til den første opløsning af bandet efter bandleder Lowell Georges alt for tidlige død. Kendetegnende for Little Feat var et tæt samspil og nogle rigtig gode sange, som ofte havde Lowell George og Bill Payne som ophavsmænd.
Som jeg husker det, så var Little Feat fra starten mere kult end mediedarlings. Og i rockprogrammerne på program 3 i DR blev det lille, tætte band dyrket meget af datidens progressive rockjournalister (Hans Otto Bisgård, Ole Reitov m.fl.). Og jeg var fan fra første dag.
Og denne gang gik det ud over Syl Sylvain, guitaristen i The New York Dolls. Sylvain blev 69 år, og havde de sidste to-tre år haft en kræftsygdom. Som Rolling Stone fortæller, så byggede Sylvain bro mellem punk og glam rock med sine markante riffs og satte sit vandmærke på især gruppens to første album, hvor han også bidrog til sangskrivningen og spillede piano.
Og så ramte leen også bassisten Tim Bogert, der var en af grundlæggerne af det psykedeliske rockband Vanilla Fudge og senere blev en tredjedel af Beck Bogert, and Appice. Trommeslageren og den livslange ven Carmine Appice siger i forbindelse med dødsfaldet: ““Tim was a one of a kind bass player. He inspired many, many bass players worldwide. He was as masterful at shredding as he was holding down a groove, and Tim introduced a new level of virtuosity into rock bass playing. No one played like Tim. He created bass solos that drove audiences to a frenzy every time he played one. And he played a different solo every night. He was the last of the legendary Sixties bass players.”
Bogert blev 76 år og dødsårsagen var også en kræftsygdom.
Ja, kaptajn Bøfhjerte døde d. 17/12-2010, men ville være blevet 80 i dag. Og han er savnet. Ikke mindst fordi der er så få avantgardister i rocken. Og avantgardist var han helt ind i marven. Et barn af den avantgarde, der slog igennem i kunsten i starten af det tyvende århundrede med dadaisme, surrealisme, beatpoesi og meget andet. Hvor finder vi hans lige i dag?
Jeg er så gammel, at jeg kan huske dengang, det blev acceptabelt at sige “du” til voksne mennesker, fx til sine lærere i folkeskolen. Som jeg husker det, så gik overgangen relativt glat. Og den nye tiltalemåde blev nærmest opfattet som et naturligt led i en ligestillende, demokratiserende udvikling. Selv om der – selvfølgelig – var nogle mennesker, der insisterede på at blive tiltalt “De” og at tiltale andre på samme måde.
Jeg kom til at tænke på dengang forlede, hvor jeg var ude at lufte min hund som jeg plejer. Og ved en fodgængerovergang i nærheden af min bolig gled jeg i noget is og landede på siden i en lille vandpyt. Jeg slog mig heldigvis ikke særligt, men en ung dame på cykel (en af de her moderne ladcykler med plads til børn) standsede op og spurgte “Er De ok?”. Hvilket jeg kunne bekræfte. Samtidig med, at jeg tænkte, at nu var jeg blevet en ældre herre (nej, gammel!), siden en ung dame kunne finde på at tiltale mig på den måde. Og medens jeg gennemblødt vandrede hjemad med hunden for at få noget andet tøj på, kunne jeg så filosofere lidt over, hvad det mon var der udløste den tiltale? Sikkert det grå hår og det grå skæg.
Ja, jeg bliver nødt til at markere Uschi Nerkes 77-års dag. For på linje med Jørgen Mylius og andre programmedarbejdere på Danmarks Radios program 3, så var Uschi Nerke som forgrundsfigur i det her ofte omtalte tyske musikprogram Beat-Club en vigtig formidler af tidens musik i tresserne og de tidligee halvfjerdsere. Her er hun i en optagelse fra dengang, hun fyldte 75, og fortæller om sin baggrund som arkitekt, om alle tilbuddene fra Playboy, som hun sagde nej til osv. En herlig kvinde.
Måske skyldes sneen, der er faldet i dag, og den tilhørende kulde, kombineret med coronaisolationen og strømmen af nedslående nyheder fra nær og fjern. Men i hvert fald er jeg lige nu til let pop. Og så er der jo ikke langt til et genhør med Carpenters. Her tager søskendeparret energien og saften ud af Beatles’ “Ticket to Ride”. Til gengæld får vi Karen Carpenters uforlignelige stemme, der kan kompencere for meget på sådan en grå og snevåd dag.
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 14 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 14 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)