Som bekendt har jeg pålagt mig selv den opgave, at lytte til musik, som jeg – af den ene eller anden grund – aldrig er kommet på bølgelængde med. Og det er faktisk gået helt fint med at få bølgelængden til at passe bedre. Det gælder fx for post-Malurt Michael Falch. Det gælder såmæn også for Frank Sinatra, som jeg nu faktisk lytter til med glæde (jeg skal dog glemme alt om mandens alt for eksponerede og til tider tvivlsomme levned). Men albummet “Lulu” med Lou Reed og Metallica kan jeg fortsat ikke rigtig lide, og så hjælper det meget lidt, at Lou Reed selv løftede netop denne plade op til et af sine mesterlige værker. Jeg er tilbøjelig til at mene, at Reed sygdom til sidst slørede hans dømmekraft. Og det har ikke noget at gøre med min gamle modvilje mod heavy metal. Også på det punkt har tingene ændret sig og jeg har endda investeret i nogle lytteværdige heavy-albums med knap så kendte navne. Så kort sagt: Man kan godt ændre mening eller i hvert fald nuancere den med tiden og alderen.
It’s my life, and I do what I want, sang Eric Burdon i 1965. Og efterlevede det motto siden hen.
Han er vist nok stadigvæk aktiv, selv om han fylder 80 i dag. Og drengen fra havnebyen Newcastle upon Tyne er gået sine egne veje, siden han som 10-årig så Louis Armstrong på tv og indså, at musikken måtte være hans levevej.
Efter en skolegang, som han helst vil glemme alt om, kom han i 1962 med i the Animals som forsanger. Animals var Alan Prices R&B-band, men efter Burdons indtræden kom rocken også med. Og sammen med The Who, The Rolling Stones, Pretty Things m.fl. blev Animals del af den britiske R&B-bølge og også en del af The British Invasion i USA.
I 1965 forlod Alan Price Animals, der aldrig rigtig blev sig selv igen, selv om der blev tale om gendannelser siden hen. Og gendannelsen i 1975, der resulterede i det fine album Before we were so rudely interrupted, var – alt andet lige – et vellykket, men kortvarigt, sådan.
Herefter hed det Eric Burdon and the New Animals og fra 1969 War i USA. Men allerede i 1971 begyndte Burdon en solokarriere, der trods diverse gendannelser sørgde for kontinuiteten gennem fire-fem årtier.
Engang var han et lige så stort navn som The Beatles. I dag er han stadigvæk aktiv, men ikke længere helt fremme i rampelyset. Og fylder i dag 75 år – med masser af fine sange på samvittigheden. Og den stemme, man enten elsker eller hader.
Efter længere tids sygdom er præsten og forfatteren Johannes Møllehave afgået ved døden på et plejehjem på Frederiksberg. Endnu et markant, særegen figur i dansk kulturliv er forsvundet – og tilsvarende forudsigelig og kedelig er det blevet.
Vinyler er det nye sort. Og eftersom grammofonen er kommet rigtig i gang igen, har jeg også kastet mig over mine gamle single- og EP-plader. Og i dag faldt jeg over den coverløse Elvis Presley King Creole vol. 2. Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har været i besiddelse af coveret, og jeg tror – men husker måske forkert – at jeg fik den foræret af en kammerdreng på et af de skibe, min far sejlede med. Men heldigvis er vinylen i god forfatning og kan afspilles uden hak og ridser.
I mit fortsatte forsøg på at skære ned på tv-timer foran de danske tv-kanaler landede jeg i går på kanalen Paramount Networks, der er en af de mere ukendte kanaler på min lille (men alligevel alt for store – 20 kanaler) tv-pakke. En kanal, der tydeligvis og ikke spor overraskende har til formål at markedsføre det bagvedliggende produktionsselskabs produkter. Typisk genudsendelser af gamle serier – som fx “Friends” – kombineret med store reklameblokke.
Men jeg landede der, fordi der var et program om The Police. Et afsnit i en serie med titlen “The Story of the Songs”. Og den sang, der her var tale om, var The Polices gennembrudssang “Roxane”.
Men programmet viste sig nu at være endnu en fortælling om bandets historie. Fra de første spæde forsøgt på at blive en del af den britiske punk til Stings solokarriere. Og det var sjovt at høre historien om The Polices første pladen – singlen “Fall out”/ “Nothing Achieving”, der udkom i 1977 på Illegal Records og ikke blev nogen succes. Interessant også, fordi guitaristen på denne indspilning var korsikanske Henry Padovani, der var med i bandet fra januar til august 1977, hvor han blev erstattet af Andy Summers, der i starten måtte nøjes med at være andenguitarist. Padovani fortsatte i Wayne County & the Electric Chairs og fik siden sin egen gruppe The Padovanis.
Singlen fra 1977 er genudgivet på den første boks med The Police Message in a Box fra 1993.
Men ellers var det den kendte historie om, at Police måtte via det amerikanske koncertmarked for at slå igennem. Først da “Roxane” blev et hit hos amerikanerne, tog briterne bandet til sig. I hjemlandet var sangen blevet bandlyst af BBC, angiveligt fordi den handlede om en prostitueret, så Police måtte markedsføre sig selv som et band, der var i konflikt med offentligheden og det omkringliggende samfund. Men så gik der også hul på bylden og succes fulgte og fortsatte frem til albummet Syncronicity og megahittet “Every breath you take”, hvorefter Sting smed håndklædet i ringen og gik solo.
Det mest interessant ved udsendelsen var det små interviewklip med bandets producere, bl.a. Hugh Padgham og deres backingsangerinde Tessa Niles, der sjældent nævnes i forbindelse med omtaler af bandet.
En bekendt har givet mig ovenstående foto. Det viser Lindvig Poulsens Radioforretning i Esbjerg engang i tresserne. Forretningen eksisterer ikke længere, men det var her, min første grammofon – den andetsteds omtalte ‘grønne rejsegrammofon’ blev indkøbt i 1962-63. Og det var her jeg fik – ja fik, for Poulsen var en flink mand, der nok mente, at rejsegrammofonen skulle have et par plader at begynde på – to singleplader. Og dermed begyndte en lang rejse ind i musikkens forunderlige verden, en rejse, der stadigvæk foregår og med lige så stor forundring og begejstring som dengang.
Opdatering: Jeg har faktisk vist ovenstående foto engang for længe siden, men det gør ikke noget. Der er noget særligt over disse gamle sort-hvide fotos fra anno dazumal.
Sidste år var det 50 år siden, jeg fik min realeksamen. Denne uddannelse findes ikke mere, fordi den blev afskaffet i 1975-78. Men den eksisterede fra 1903, og fra 1963 var den treårig og startede efter 7. klasse. Og den markerede et tidligt uddannelsesforløb, idet man skulle være egnet til at gå i realen – lige som man sidenhen skulle være egnet til at gå på gymnasiet. Enten var man – som man sagde dengang i tresserne – “almen” eller “boglig”.
Dem, der var almene, gik i ottende osv., medens de “boglige” gik i realen. Og allerede i 2. real kunne man blive erklæret egnet til at gå videre til gymnasiet og springe et år over. Den “almene” linje var for dem, der skulle i lære, medens dem i realen skulle have boglige uddannelser. Denne skelnen var ikke noget, jeg overhovedet tænkte over dengang. Jeg fulgte bare de anvisninger og anbefalinger, som jeg fik fra skolen. Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg allerede dengang valgte bogens vej, så ville jeg nok have tvivlet og kløet mig i håret.
Jo ældre jeg er blevet, desto stærkere står denne før-gymnasiale realeksamen i min erindring. Her lærte jeg virkelig noget, jeg har haft stor gavn af siden hen. Det var her, jeg fik min lille latinprøve hos frk. Hvass. Det var her jeg lærte så meget fransk (hos samme frk. Hvass), at jeg stort set ikke behøvede at lave noget i det fag, det første år jeg gik i nysprogligt gymnasium. Og så var der alt det, jeg lærte i tysk, engelsk og dansk, som dannede et meget solidt grundlag for det, der skete siden hen. Jo, realeksamen var en lille studentereksamen dengang. Med den i ryggen var man godt rustet til livet uden for skolesystemet og i det videre uddannelsessystem. Og jeg er mine gamle lærere i realen dybt taknemmelig for den ballast, de gav mig.
Karakteristikken er ikke min, men skyldes The Quietus. Jeg synes dog at den rammer ganske godt på denne rå sag, der sagtens kan sparke min weekend i gang.
Bag kunstnernavnet Girl in Red gemmer sig norske, 22-årige Marie Ulven Ringheim, der synger om psykiske problemer og ‘queer’-kærlighedsproblemer og iscenesætter det hele i organisk, stilistisk hybrid musikalsk klædedragt. The Cut har et interview med den unge kunstnerinde – her.
Det kan ikke gå helt galt, når man bakkes op af Booker T. and the MGs, The Memphis Horns og et dusin af de bedste sessionmusikere og -sangere, der kan opdrives. Jovist fandt Rod Stewart afløsere for The Faces.
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 15 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 15 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
