Indlæg om Musik

En regnvåd novemberlørdag med Lamb

17. november 2019

[Foto, ukrediteret, lånt fra Voxhalls galleri]

Næsten på slaget 21 gik Lamb på scenen på det århusianske musikåndehul Voxhall og lagde ud med en meget mørk og melankolsk og lavmælt sang. Og midt på scenen indfandt Lou Rhodes sig, iført en enkel hvid, ærme- og rygløs kjole og en sort hårudsmykning, der med det samme ledte tankerne hen på en krone. En sort krone af noget der lignede fuglefjer.

Og ingen tvivl om det. Louise Ann Rhodes – kaldet Lou Rhodes – er dronningen i Lamb, der denne aften var mere et band end duoen Rhodes og Andy Barlow. Barlow var aftenens dirigent og konferencier, der sørgede for at holde bandet i gang og publikum, der blev instrueret i at klappe, vifte med hænderne over hovedet og, ja, synge med på en enkelt sang. Men Lou var dronningen. Det naturlige midtpunkt der midt på scenen, hvor hun regerede med sin let hæse, sensuelle og forførende stemme. Åh Louise, som Torben Bille skrev i en kommentar her i bloggen. Ja, åh Louise.

Den indledende mørke sang blev fulgt op af partymusik, der var som taget fra klubberne tilbage i halvfemsernes Storbritannien. Voldsom, energisk electronica, der rystede publikum godt igennem og mindede en om, hvor umulig en genrebetegnelse hip hop, som er blevet hæftet på Lamb, er. De spiller en blanding af præ-programmeret electronica, der er tilsat både rockrytmik, popmelodiøsitet og elementer af folk, jazz og andet godt fra det store musikalske tag-selv-bord. Og det blev tydeligt denne aften, at godt nok er den til tider næsten sterile programmerede electronica en vigtig del af Lambs lyd, men den hårde kant blødes op og får et elegant modspil af bandets analoge instrumenter. Især cellisten Danny Keane og den danske trommeslager Nikolaj Bjerre, men også bassisten Jon Thorne, sørgede for at bandets sound fik en mindre mekanisk og menneskeligt kødelig kvalitet.

De fleste af aftenens numre var hentet fra bandets seneste The Secret of Letting Go og aftenens gav et godt billede af bredden i Lambs udtryk. Fra de hårde, hårdpumpede numre, der tydeligvis sigter på svedige dansegulve i klubber og på diskoteker, til ballader, der var uden elektronica, men i stedet med el-klaver og el-gulvbas, til elektroniske stykker, hvor Lou Rhodes forlod scenen (for at få lidt varme under sin jakke, kunne man se). Men alt var gennemsyret af Barlow-Rhodes’ sans for skæv og kantet rytmik og sangskriver Rhodes’ sans for det vemodige og melankolske. Åh Louise.

Ja, for mig, der – modsat mange publikummer denne aften – aldrig har oplevet Lamb live før, var Lou Rhodes den store indtagende oplevelse. Den stemme har jeg bare en svaghed for. Men bandet gjorde også et stort indtryk. Ikke mindst Thornes fysisk mærkbare og kreative basspil og Bjerres trommer, der både trakterede det rockede og det maskinelle var med til at give bandets sound fylde og flere dimensioner. Og Barlow kunne med god grund fremhæve musikernes indsat i flere ombæringer. Det var velfortjent.

Alt i alt viste koncerten, at godt nok er halvfemserne længe siden, men Lamb har stadigvæk meget at byde på. Kald det bare trip hop eller, hvad det nu hed dengang, men Lamb lader sig ikke sådan sætte på en simpel formel. Halvanden times tid blev det til, og der var heldigvis ikke nogen opvarmning denne gang til at forstyrre indtrykket af hovednavnet, der gerne må lægge vejen forbi Århus en anden gang.

 

1,2,3,4 – Alle sammen nu

16. november 2019

 

En charmerende lille video og en charmerende lille sang fra det år, hvor de fire vist nok fik nok af det hele og gik hver til sit. Men denne lille sag modsiger al den snak om, hvor elendigt de havde de med hinanden… All together now!

Hvad er de værd – de gamle vinyler?

16. november 2019

Vinylrenæssance, der blæser ind over os, nærer interessen og samleriet af de gamle vinyler fra årtierne i forrige århundrede. Og de gamle vinyler er efterspurgte, nogle mere end andre. Og helt efter markedets logik bestemmer efterspørgslen, hvad sådan en gammel sag kan koste. Og vi ser her helt bort fra alt det med, hvilken stand de er i.

Og på nettet kan man rundt omkring finde sider, hvor folk opstiller lister over deres samlinger – med ideelle priser. Og et sted, hvor man får en fornemmelse af, hvad en gammel plade kan være værd er www.discogs. com.

For sjov skyld fandt jeg en af mine gamle vinyler frem, The Beatles og deres single “She loves you/I’ll get you” for at se, hvad den kunne være værd i handel og vandel (og nej, den er ikke til salg!).

Min udgave er fra 1963 og bærer nummeret R5055. Endvidere kan man læse flg.: Rights Society: NCB, Matrix / Runout (Label side A): 7XCE 17395 (dvs. det nummer, der står graveret på vinylen helt inde ved midteretiketten) og matrix / Runout (Label side B): 7XCE 17396 (det tilsvarende på B-siden). Såvel cover som vinyl er i meget fin stand.

Og hvad er den så værd i kroner og ører i flg. discogs? Gennemsnitsprisen er 9 euro ( 1 euro er 7,47 kr værd i dag), den laveste pris er 5 euro, og den højeste 58, 85 euro (439, 74 kr.). Jeg kan ikke huske, hvad den kostede dengang, jeg købte den hos Jaspers Radio, men der er ingen tvivl om, at den er blevet meget mere værd med tiden.

Og hvad kan man så bruge det til? Jeg kan ikke bruge det til ret meget andet end at fundere over, hvordan det går med ens ejendele, når tiden går. For – for mig er det vigtigste musikken, der ligger i rillerne på pladen. Så længe jeg ikke er nødt til det, er mine plader ikke til salg. Det er musik, jeg holder af og har et nært forhold til.

 

Sweet Gene Vincent

15. november 2019

I flere Beatlesmonografier kan man læse om de fire Liverpoolherrer næsegruse beundring for de amerikanske rock’n-rollere. Lennon citeres for at sige, at de var begejstrede for at se en af dem i kød og blod, og at de var nærmest lammet af beundring. Og man kan også støde på anekdoten om, at Beatles møder helten Gene Vincent, men at han var plørefuld og havde en pistol i hånden, så de måtte fortrække af hensyn til deres egen sikkerhed. Og Vincent var notorisk kendt for – som Mark Lewisohn fortæller i sin store Tune in – at drikke tæt. Han var “a serious drinker”, som Lewisohn diplomatisk udtrykker det, der sjældent sås uden en flaske skotsk whisky i hånden. Og hvis man ville nyde hans selskab – som John, Paul, George og Ringo ville – så måtte man tage fra ved bordet, fx på Star-Club, hvor Vincent residerede i sin egen bås. Og drengene fulgte med så godt de kunne og kunne oven i købet optræde bagefter, medens nogle af Vincent følgesvende måtte gå til køjs.

Jo, Gene Vincent, der ikke syner af meget på fotos og film, var nærmest sindbilledet på fordommen om den rå rocker, der var til øl, f…. og rockmusik.

 

Dagens Dylan

14. november 2019

The Animals gjorde denne sang – “Rising sun blues”, som den også kaldes – til deres. Nærmest en kendingsmelodi for bandet fra Newcastle on Tyne. Men her er den så med Dylan fra hans første album fra dengang, han var kopist og coverartist. Sådan som alle store kunstnere er begyndt, inkl. Elvis, Beatles og The Rolling Stones. Først skulle man gennem traditionens repertoire, før man selv kunne begynde at komme med sit bud på en fortsættelse og måske fornyelse.
Og jeg synes Dylan her demonstrerer, hvilken meget stor fortolker han er. Læg mærke til, hvordan han med sin sang nærmest udlægger teksten med al dens melankoli og elendighed for lytteren. Det er stor kunst, som han siden førte over på sine egne sange – helt frem til i dag.