I 2009 fik jeg for alvor ørerne op for soulsangerinden Candi Staton, fordi en bladneger havde taget sig sammen, lyttet og skrevet noget, der var været at læse om netop Candi Staton. Her er hun så på World Cafe, og hun er ikke blevet dårligere siden dengang.
Chuck Berry døde sidste år, 90 år gammel. Og alligevel er det uvirkeligt, for han har jo altid været der med sine enkle, arketypiske rock’n roll-sange, der stadigvæk er en inspirationskilde for enhver ung rock’n roller. Berry bedste sange er selve rockens DNA, såvel musikalsk som tekstligt. Hey hey rock’n roll…
Der er sket meget, siden dengang, hvor sangerinde Cher udgjorde halvdelen af hippie-pop-duoen Sonny & Cher. I dag forsøger hun i en alder af 72 år at malke pengekoen med en plade med ABBA-fortolkninger. Men der var engang, hvor hun ikke gik af vejen for at søge alternative og knapt så indbringende veje.
Inspireret af en liste over hendes “bedste sange” i The Guardian kom jeg i tanke om hendes album fra 1969 3614 Jackson Highway, der netop ikke solgte mange hyldemeter, men siden hen er blevet en kritikerdarling. Titlen på albummet henviser til adressen på Muscle Shoals Sound Studios, altså der hvor de berømte Muscle Shoals-studiemusikere havde deres gang og virke. Og det er netop disse musikere Cher har allieret sig med på den plade. Og musikken er derefter… Lyt til sangene her.
Det var meningen, at pladen skulle sætte gang i hendes karriere igen efter en mager periode med Sonny & Cher. Men det var kun kritikken, der ville lytte. Og hørte en modnet Cher fortolke bl.a. Bob Dylan, Steven Stills og Otis Redding. Pladen er blevet genudgivet både på vinyl og CD, men kan være svær at få fat på – især hvis man ikke vil betale mange penge…
Denne melodi og teksterstumper røg gennem hovedet på mig her først på dagen. Måske skyldes det afsløringen af finansverdenens massive svindel med udbytteskat i Europa. Måske skyldes det også, at jeg i dag har fået barnebarn nummer 3, en lille pige oven i købet. I begge tilfælde er en socialistisk (op)sang på sin plads. Værsgo til de Røde Bønder.
Samme dag, som Hendrix’ Electric Ladyland kom på gade, udsendtes også et helt andet album, nemlig debutalbummet fra de måske lidt glemte three Dog Night, der var et poprockband, som specialiserede sig i at fremføre sange, skrevet af eksterne sangskrivere som fx Harry Nilsson, Randy Newman m.fl. Man kan faktisk sige, at bandet var med til at markedsføre disse store sangkrivere. Med vanlig skarphed formulerede kritikeren Robert Christgau dettte forhold sådan:
“On the group’s first album, producer Gabriel Mekler unveiled an unprecedented concept: three excellent rock voices, named only in small print on the label, alternated on material which could be characterized for the most part as unjustly neglected. None of the singers wrote, the supporting musicians were anonymous and, with one exception, production and arrangement ranged from tasteful to superb. Taken all together, it was a brilliant revamping of the produced groups of rock’s early days, applied to serious songs instead of honest schlock.”
Det er mit indtryk, at Three Dog Night er gået lidt i g(l)emmebogen, siden dengang, hvor de hittede med Harry Nilsson-sangen “One“. Og det er synd og skam, for de kunne både synge, spille og altså åbne vores ører for store, lidt oversete sangskrivere.
