I øret: Hope Sandoval og Mazzy Star – Fade into you
25. september 2020
Indlæg om Musik
Jan Sneum er død, 74 år
25. september 2020Det var vist The Who og deres “My Generation”, der satte gang i Jan Sneums livslange interesse for rock. En interesse, der holdt sig til det allersidste. Sneum døde af en kræftsygdom.
55 år blev det til i musikkens tjeneste. Først som fotograf, siden som radiomedarbejder og skrivende journalist. Og – som hans britiske parallel John Peel – havde Sneum altid antennerne ude og var på evig jagt efter nye og oversete navne i rockens store fauna. Hvis man ville høre ny musik i radioen, så var det Jan Sneum, man skulle lytte til.
Vel vidende, at han snart skulle dø, nåede Sneum at færdiggøre sine (efterspurgte) erindringer i bogværket Sneums kalejdoskop. Mennesker, steder og Musik, der er ude i andet oplag. Et værk, man ikke kommer uden om, hvis man er interesseret i rockmusik.
Med Sneums død er endnu et at de store træer i dansk rockarkæologi og -journalistik væltet, og det bliver nok ikke erstattet af et tilsvarende.
Aftenens filmoplevelse: Hunter Killer
24. september 2020
TV-menuen var beskeden og så pegede pilen på DVD-bunken. Nærmere bestemt den lille bunke, som fruen i huset havde hjembragt fra et besøg i et af de større supermarkeder i området. Og oven i bunken lå Donovan Marsch’ såkaldte action-thriller Hunter Killer. Og da navne som Gary Oldman og Michael Nyqvist glimtede på DVD-coveret, så så den tilforladelig ud.
En amerikansk u-båd USS Tampa Bay forsvinder i havet ved Arktis, hvor den skyggede en russisk u-båd. U–båden USS Arkansas sendes af sted for at opklare, hvad der faktisk er sket. Samtidig sender et hold Navy Seal-soldater på en hemmelig mission til den russiske flådebase Polyarny (Murmansk) for at observere, hvad russerne har gang i. Men missionen ændrer hurtigt karakter, da de når frem, idet de bliver vidne til et militærkup, hvor flådeadmiral Durov gennemfører et statskup og tager præsidenten til fange.
Samtidig finder USS Arkansas den forsvundne Tampa Bay – og den russiske ubåd Konek, der viser sig at være blevet genstand for sabotage. I Konek er der to overlevende – bl.a. den ansvarshavende kaptajn Andropov (Nyqvist). Begge reddes over i Arkansas.
Da det går op for den amerikanske militære ledelse, at der er tale om et kup frygter de, at det vil føre til krig, og derfor vil de gøre forberedelse hertil. Men en admiral foreslår, at man i stedet for sender Arkansas til Polyarny for at hente Navy Seal-personellet, der samtidig får til opgave at befri den russiske præsident fra kupmagerne. Og Arkansas ansvarshavende Joe Glass (Gerard Butler) overtaler den russiske flådekaptajn Andropov til at hjælpe sig med at få Arkansas ind i Polyarny, der er sikret med sonarer, miner og andet.
Hvordan det går, vil jeg overlade til evt. seere at opleve. Men historien fortælles fermt og uden slinger i valsen. Som sådan er filmen velinstrueret og -fortalt, og skuespillet er godt uden at byde på store præstationer.
Det er en ganske underholdende action-thriller, og den ligner mest af alt, hvis man skal tage de kritiske briller på, et Hollywood-bidrag til den ideologiske koldkrigsoprustning i Putinæraen (filmen er fra 2018). Men, hvis man kan komme sig over det synspunkt, altså en ganske underholdende tju-bang-film, der sagtens kan harmonere med aftenkaffen og flødekagen.
Farvel til Juliette Greco – 93 år
24. september 2020
Forleden døde Anita Lindblom, og i går var det så en anden, stor sangerinde, franske Juliette Greco. I en fremskreden alder af 93.
For mig var hun indbegrebet af noget fransk, da jeg første gang hørte hendes mørke stemme i radioen og så billeder af hende i ugebladene. Mørk, dragende og mystisk. Og min beundring voksede kun, da hun senere blev en del af det venstreintellektuelle Paris omkring filosoffen Jean-Paul Sartre m.fl. og fastholdt sin politiske orientering resten af livet. Hun fortsatte med at synge til hun var 89, hvor hun fik et slagtilfælde, der satte en stopper for den del af karrieren. Hun arbejdede også som skuespillerinde, men det var sangen, der var hendes væsentligste bidrag til fransk kulturliv.
Janis Ian – live
23. september 2020Hun skabte furore, da hun som ganske ung hittede med sangen “Society’s child” om et kæresteforhold mellem en hvid og en sort. Siden hittede hun igen med “At seventeen”, og udsendte den ene overbevisede plade efter den anden. De senere år har der måske været lidt stille om Janis Ian – selv om hun fortsat har udsendt fine plader. Her er hun i en ny koncertoptagelse, der bare understreger, at hun er i fineste form.
Pladen der gemte sig: Axis – bold as love
22. september 2020Selv om mit kontor er beskedent, så hænder det, at jeg ikke kan finde en bog, en plade eller noget andet. Det har forputtet sig. Sikkert, fordi jeg har sat min lid til, at jeg nok kunne huske, at jeg havde sat bogen/pladen/DVD’en lige dér. Og sådan gik det for Jimi Hendrix’ Axis bold as love, som jeg ville spille i mit lille Hendrix-tilbagefald forleden. Nå, men når den dukker op, så tager jeg endnu en tur ned ad den sti…
Bob Dylan Radio er tilbage…
21. september 2020
Hvad stiller man op, når ens never ending turné er stoppet af en pandemi? Og når ens seneste plade sælger godt? Jo, når man er Bob Dylan, så laver man noget, man har lavet før. Nemlig Radio. På mandag genopstår Dylan Theme Time Radio Hour på SiriusXM. Og emnet er “whisky” – sikkert inspireret af his Bobness’ eget mærke Heaven’s Door, der efter sigende skulle smage ganske udmærket.
De gamle udsendelser er tilgængelig på nettet – bl.a. her.
Dødsfald: Anita Lindblom – 82
21. september 2020
Den svenske sanger- og skuespillerinde Anita Lindblom er død efter kort tids sygdom, 82 år gammel. Hun tilhører min tidligste poperindringer, debuterede det år, hvor jeg fyldte 3 og fik et kæmpehit i 1961 med “Sånt är livet” (en coverversion af Roy Hamiltons “You can have her”). Og så var hun en af de skandinaviske sangerinder – sammen med Gitte Hænning, Dorthe Kollo, Wenke Myhre, Sylvia Vrethammer m.fl. – der slog igennem i Tyskland.
David Byrne Radio: Under the Covers…
20. september 2020Jeg har været der før. Hos David Byrne og hans ideosynkratiske radio på Mixcloud. Denne gang har han kastet sig over cover-versioner. Med fx Los Ecos særlige udgave af Beatles’ “I feel fine”, Bryan Ferry og Dylan og meget mere. Et perfekt lydspor på mere end en time til sådan en diset og lidt grå søndag i september. Nyd den.
50: Neil Young – After the Gold Rush
19. september 2020
“While David Crosby yowls about assassinations, Young divulges darker agonies without even bothering to make them explicit. Here the gaunt pain of Everybody Knows This Is Nowhere fills out a little—the voice softer, the jangling guitar muted behind a piano. Young’s melodies—every one of them—are impossible to dismiss. He can write ‘poetic’ lyrics without falling flat on his metaphor even when the subject is ecology or crumbling empire. And despite his acoustic tenor, he rocks plenty. A real rarity: pleasant and hard at the same time.”[Robert Christgau]
En Niel Young-klassiker kan fejre halvtredsårsdagen for dens udgivelse i dag.
