Ja, vi kommer ikke uden om forbrugerismens højtidsfest, julen. Og selv om jeg ikke kommer i julestemning, så kan jeg da godt klare en julesang eller to – specielt når det sker på JD McPhersons herlige halvtredserrockogrulmåde…
Ja, Frank Sinatra – som vi drenge i baggården kaldte Frank Signalhorn – har fødselsdag i dag (hvis man ellers kan udtrykket sig sådan om nogen, der er død for længe siden). Og det giver mig anledning til at standse lidt op ved fænomenet Sinatra. For som jeg flere gange har givet udtryk for, så har Sinatra aldrig været min kop te. Men det er måske min fejl… for kan så mange tage fejl af en kunstner? Han havde og har jo mange fans.
Og jeg har det efterhånden sådan, at jeg gerne vil indrømme, at jeg tager fejl med hensyn til musiksmag. Så jeg tvinger mig selv til at give musikken en chance. Derfor lytter jeg lidt til Sinatra i dag og begynder med den sang, der for alvor fik Sinatra ind i mit univers: “Strangers in the night”, som hittede i 1966 og spændte ben for mange af mine idoler.
Internettet oversvømmes allerede af lister over årets bedste plader. Og sandheden er, at disse lister ofte fokuserer på plader, der har fået megen medieomtale og har haft promotion i ryggen. – Og at andre plader risikerer at glide i baggrunden. Som fx den fine hyldestplade til den relativt ukendte, men af mange musikere (bl.a. Bob Dylan) højst skattede sangskriver Fred Neil.
Neil fik ikke udgivet så meget i sine aktive år frem til starten af halvfjerdserne, hvor han pludselig forsvandt fra musikscenen og slog sig ned i Florida for at leve et anonymt liv. En af grundene menes at være, at han var kommet ud i et heftigt stofmisbrug og ville væk fra storbyen og det.
Tribut to Fred Neil vidner om, at han og hans sange ikke er glemte og at der måske er en revival på vej.
Neils nok bedst kendte sang er “Everybody’s talkin'”, som Harry Nilsson gjorde berømt i forbindelse med filmen Midnight Cowboy. Her er sangen med manden selv…
Sticky Fingers forblev den eneste langspiller, Stones fik lavet i 1968. Til gengæld fik de også lavet deres særlige koncert kaldet Rolling Stones Rock and Roll Circus. En slags pendant til Beatles’ Magical Mystery Tour, forstået på den måde, at cirkusset var en slags koncert med medvirken af mange andre kendte fra musiklivet, fx Jethro Tull, the Who, Taj Mahal, Marianne Faithfull, Dirty Mac (dæknavn for John Lennon og Yoko Ono, der optrådte sammen med Eric Clapton, Keith Richard og Mitch Mitchell).
Optagelserne blev dog først publiceret i 1996, selv om rygterne om optagelsen selvfølgelig svirrede i fankredse og udenfor. Der er også mange rygter om,hvorfor udgivelsen af filmen og musikken blev udskudt så mange år. En af forklaringerne skulle være, at Stones ikke var tilfredse med deres egen præstation i filmen. Døm selv. Jeg synes de klarer det ganske pænt her i “Sympathie for the Devil”..
I øvrigt var det den sidste optræden af Brian Jones, der som allerede nævnt druknede få måneder senere.
Den af mange imødeset koncert i Hyde Park med Bob Dylan og Neil Young bliver måske slet ikke til noget alligevel. Dels har der været mange problemer omkring selve arrangementet og dets detaljer. Og dels har Neil Young fået et problem, som han ikke kan lade hånt om. Det viser sig nemlig, at en af sponsorerne bag koncerten er den berømt-berygtede Barcley’s Bank, kendt fra finanskrisen og – i Youngs optik – kendt for at være en bank, der aktivt støtter fossil brændsel (olie, gas og deslige). Og det er ikke noget for den gamle, alternative rocker.
På sin hjemmeside Neil Young Archives forklarer Young om problemet og om dets mulige løsning.
Tænk hvis alle optrædende kunstnere tog klimaspørgsmålet lige så alvorligt som Neil Young!
