juli 2019 arkiv

Summertime blues: #3 – Armageddon

15. juli 2019

Forleden nævnte jeg filmen Amargeddon i forbindelse med en version af John Denvers “Leaving on a jet plane”. Og i går fik jeg så lejlighed til at spilde et par timer med at se filmen. Og den er bestemt ikke det bedste, der er kommet ud af Hollywood. En slags Die Hard blandet op med olieboreplatformsarbejdere, NASA og en “global killer” af en meteor med retning mod jorden. Og med Die-Hard Bruce Willis i hovedrollen som den sædvanlige enerådende, fraskilte mand (med et barn på slæb i form af Liv Tyler), der aldrig lytter og kun forstår nedsættende, vulgær tale og øretæver. Suppleret med en række udmærkede birolleskuespillere som klangbund for Willis’ ensomme hævner og oprydder-rolle. Selv hvis man accepterer Die Hard-genrens usandsynlige præmisser (og det kan være svært nok), så er Amargeddon for usandsynlig, selv om fortællingen hænger nogenlunde sammen og kittes godt sammen af computerisering af de mest spektakulære scener. Nej, så hellere et gensyn med de gamle Die Hard-film (der i øvrigt også har været på programmet for nylig..).

Næh, det bedste ved den film var og er soundtracket, der består af en samling mainstreamrocknumre og temamusik. En af den slags soundtrack, der holder længere end filmen selv. Blandt numrene finder man ZZ Top og et af deres John Lee Hooker-inspirerede rockere…

Velvet Underground – Dallas 1969

15. juli 2019

https://youtu.be/cYaO-F4dCRw

Den 15.oktober 1969  optrådte Velvet Underground ved Dallas Peace Moratorium against the Vietnam War. Og i lang tid har optagelsen var g(l)emt for offentligheden, men nu er den så dukket op og vi kan nyde Velvet igen. Og i farver.

Tilbage til Alices restaurant

14. juli 2019

Bedre sent end aldrig, så kommer der nu en 50-års-jubilæumsudgave af Arlo Guthries lydspor til filmen Alice’s Restaurant. Filmen var en smuk hyldest til tressernes drømme og et gravskrift over samme – og pladen løftede Arlo Guthrie ud af sin fars skygge.  Genudgivelsen kommer på allehånde medier.

Læs mere »

Da lyset gik ud – Storbritannien i 1972-75

14. juli 2019

Plademærket Ace har specialiseret sig i opsamlinger af høj kvalitet. Og med opsamlingen Three Day Week – When the lights went out 1972-75 har de begået en lille genistreg.

Årene 1972-75 var årene lige før punken eksploderede i Storbritannien og forandrede musiklandskabet radikalt. Vi befinder os i en kulturel situation, hvor tresseroptimismen er visnet, hvor Storbritannien plages af store strejker og rammes af strømudfald og andre ulykker. Det var en grim og deprimeret tid. Og musikken på pladen tegner et billede af de situation, der gødede jorden for punkens ungdomsoprør.

Den lægger stærkt ud med Brothers “State of the union” (Brothers blev til Strawbs) og efterfølges af The Kinks og deres “When the work is over” (fra det lidt overset Soap Opera-album) og videre til fx Edgar Broughton Band og “Homes fit for heroes” og The Troggs’ “I’m on fire”, plus en række lidt glemte sange. Alt i alt et fint lydspor til de tre år, hvor tresserne var ovre og man ventede på nye tider.

Den sommer jeg kom til Århus

14. juli 2019

Strøget Århus , 1973. Lånt af Aarhus Stadsarkiv.

Summertime blues: #2 – Sig godmorgen

13. juli 2019

Sig godmorgen,

Nu står solen op,

Du kan se den svagt i øst.

Sig Godmorgen,

Stræk din dovne krop,

Gi´ din ven et morgenkys.

Sig godmorgen,

Til en nyfødt dag

Vend din bedste side til.

Sig godmorgen,

Glem alt ubehag,

Måske alt bli´r som du vil.

Morgenens uundgåelige…

50: Zager & Evans – In the year 2525

12. juli 2019

Beatles, Rolling Stones og Elvis Presley stod for de helt store hits i 1969. “Get back”, “Honky Tonk Women” og “Suspecious Minds”. Og så var der tyggegummigruppen The Archies og deres “Sugar Sugar” og – One hit wonder-duoen Zager & Evans og deres dystopiske sang “In the year 2525”.

Zager & Evans sang udkom først på et lillebitte plademærke, Truth Records, i 1968. Men da den blev genudsendt på RCA blev den nr. 1 både på Billboards Hot 100-liste og på UK Singles chart i Storbritannien. Indtil 2018 var Zager & Evans de eneste, der formåede at hitte på begge sider af Atlanten. Til gengæld blev det ikke til mere for duoen. Og de gik hver til sit i 1971. Måske kan successen med netop den sang til dels forklares ved, at sangen – ud over visse popkvaliteter – havde en usædvanligt tekst, der handlede om, hvad der ville ske i fremtiden. Fra 2525 og videre frem. Og det var ikke almindelig popsangstekst dengang, men den ramte måske noget af tidsånden – fremtidsbekymringen – der fandt næring i månelanding, Cubakrise, Vietnamkrig m.m.? Men det er bare et gæt.

https://youtu.be/maPeQVMAojc

 

Summertime blues #1: Claire og farmand – You got af friend in me

12. juli 2019

Det er sommer og ferietid. Og jeg begynder her en lille serie med hastag #summertime blues. Små tilfældige sange og indslag, der helt er styret af min krøllede hjernes svagheder og tilbøjeligheder. Og i dag faldt jeg over denne lille film med 4-årige Clare, der synger sammen med sin far. You got a friend in me – det er svært at forestille sig, at det ikke skulle passe i det her tilfælde.

PS. Efter jeg faldt over denne lille sang, så fandt jeg ud af, at videoen er – som det hedder i ny-teknologisk slang – “gået viralt”. Millioner af mennesker har set far og datter synge den lille sang. Claire har været på amerikansk tv – bl.a. hos Ellen de Generes – og er altså allerede berømt. Alligevel synes jeg, det er en fin lille sang, og håber berømmelsen ikke ødelægger noget for den lille sangerinde…

Erindringsglimt: Sommerdrik og chokoladepastiller

11. juli 2019

Vi skal langt tilbage, til en tid før Sodastream var opfundet og cola var hvermandsdrik. I min barndom var sodavand noget, man fik ved sjældne lejligheder, fx børnefødselsdage og lignende. Ellers stod den på vand og saftevand. Fx lavede min mor en fremragende rabarbersaftevand, som jeg drak mange liter af om sommeren. Og så kom på et tidspunkt Brugens pulverlæskedrik ind i billedet. Det var min farmor, der introducerede mig for denne søde og velsmagende drik, der bestod af en lille pose med pulver, der blev oprørt i en liter postevand. Hindbær, Ananas og Grape. De to førstnævnte blev foretrukket.

Siden blev sodavand så billige, at pulverdrikken gled ud af FDBs sortiment. Lidt en skam, for det smagte helt specielt.

Billedernes er lånt fra Samvirkes Classic e-arkiv.

Opdatering: Og erindringen om den liflige sommerdrik fik mig på sporet af et andet glimt, også hentet hos Samvirkes arkiv. Nemlig Brugsens chokoladeknapper, som jeg også fik, når jeg var sammen med min farmor. Der var to slags, den mørke og den lyse. Og det var noget helt særligt at få lov til at tage et par knapper fra den lille papæske, de var i.

Under radaren og over: Kelsey Waldon

11. juli 2019

Der er mange måder at blive opmærksom på musik på. De gængse, anmeldelser, omtaler, reklamer osv. Og så de mindre iøjnespringende. Som fx at den garvede veteransanger og sangskriver John Prine har lavet en kontrakt med sangerinden og sangskriveren Kelsey Waldon på sit plademærke Oh Boy Records. En sådan anbefaling kan jeg selvfølgelig ikke sidde overhøring, og derfor har jeg været på sporet af hende i nogen tid. Hun bevæger sig inden for en sanger-og-sangskriverstil, der minder en del om Prines egen. Plus noget alternativ country. Hun synger med en umiskendelig countryfrasering. Pladen på Oh Boy hedder White Noise White Lines.

50: David Bowie – Space Oddity

11. juli 2019

Med singlen “Space Oddity” lykkedes det for David Bowie at få sit første store hit. Godt hjulpet på vej af månelandingen nåede singlen helt op på 5. pladsens i første omgang. Siden blev sangen gendudsendt (i 1093), hvor den nåede helt til tops. Sangen blev indlemmet på albummet Davie Bowie fra samme år og er siden blevet en af Bowie signatursange.

https://youtu.be/D67kmFzSh_o

50: Tim Buckley – Happy Sad

10. juli 2019

Med sit tredje album begyndte Tim Buckley selv at skrive teksterne til sine sange og lod inspirationen fra den moderne jazz præge og farve arrangementerne. ET skridt fra enkel folk til mere kompleks og eksperimenterende singer-songwriter-stil. Selv om sangene var relativt lange, målt med popalen – den længste mere end 10 minutter, så klarede pladen sig relativt godt på markedet, selv om Buckley ikke for alvor slog igennem folkeligt.

Apropos Tim Buckley og 1968, så gav Buckley sin første offentlige koncert i England den 7. oktober i London. Koncerten blev optaget og udgivet i 1990 under titlen Dream Letter: Live in London 1968 og lige nu kan du lytte til hele optagelsen lige her – et godt sted at begynde, hvis man ikke kender Buckley i forvejen.

Butterfly

9. juli 2019

For 50 år siden hittede den franske sanger og sangskriver Danyel Gerard med “Butterfly”. Først i hjemlandet, siden – med engelsk tekst – i både USA, Storbritannien og resten af Europa.

https://youtu.be/fryfPEjmnAo

Det tyske band Klee har lavet denne coverversion, der gør popsangen til en jazzsang og viser, at det ikke altid er originalen, der er den bedste version. Synes jeg.

50: Plastic Ono Band – Give Peace a Chance

9. juli 2019

“Give peace a chance” er nok ikke den bedste sang, John Lennon har skrevet, men til gengæld har den fået en ophøjet status af at være en moderne anti-krigs-sang, der bruges i mange sammenhænge. På linje med “We shall overcome” og Dylans “Masters of War”.

Den blev til, da Lennon og Ono tilbragte deres tid i sengen i Montreal – en såkaldt “bed-in”, der også markerede Beatle-Johns og Yoko Ones hvedebrødsdage. John Lennon var endnu en tid medlem af Beatles, men allerede på vej et andet sted hen som kunstner. Med markante holdninger til tilværelsen i det hele taget og musikken i særdeleshed.

Amerika først: De amerikanske kvinder vandt

8. juli 2019

Selvfølgelig, havde man næsten tænkt. De amerikanske kvinder vandt verdensmesterskabet i fodbold. Og ingen tvivl om det: Det var fortjent, ikke mindst set over hele turneringen, hvor holdet var suverænt. Men det skal også retfærdigvis siges, at hollænderne, der ellers har haft en lidt svag turnering, hvor de ikke har kunnet leve op til tidligere års præstationsniveau, tog brodden af det ellers så imponerende amerikanske angrebsspil. Hollænderne sad på kampens første halvleg, og har stor ære af at have rejst sig så flot i den sidste kamp.

Men, man kan ikke forsvare sig til en sejr, og hollænderne havde svært ved for alvor at spille sig til store chancer ved det amerikanske mål. Desværre. Og et straffespark til amerikanerne og en temperatur omkring de 30 graders Celsius tog energien ud af hollænderne i sidste halvleg.

En flot og seværdig finale blev det. En finale, der satte et flot punktum for en turnering, hvor stort set alle hold viste kvaliteter og vandt deres hjemlandes hjerter – og også andre fodboldtilhængeres. Og turneringen peger frem mod nye spændende turneringer, hvor det langt fra er sikkert, at de nu dominerende hold – inkl. USA – vil få så let spil.

Nu mangler vi så bare, at de mandsdominerede, konservative fodboldforbund får taget sig sammen og en gang for alle får ligestillet kvindefodbold med mandefodbold. Det fortjener kvinderne – og deres publikum.